Vi slår omsider Sverige efter 14 års ventetid.

Nostalgisk foto af Idrætsparken en herlig junidag, da Danmark slog Sverige (Flickr)

Det var ikke uventet, at adskillige danske fodboldprofiler i årets første måneder drog til Skotland for at fortsætte fodboldkarrieren – tiltrukket af attraktive klubkontrakter.

Udvandringen over Nordsøen til den skotske liga

Den første rejsende over Nordsøen var journalist ved BT Flemming Nielsen, der efter et halvt års ufrivillig pause besluttede sig for at tørne ud for danskerklubben Morten Greenock FC.

Den tidligere landsholdsspiller og defensive stjerne hos de italienske pokalvindere Atalanta BC blev hurtigt efterfuldt af eks-professionelle Leif Mortensen, der efter et mislykket ophold i Italien ville vække sin udenlandskarriere til live-

Den næste i rækken var KB´s topscorer Jørgen Ravn, der ofte havde været på tale til en professionel kontrakt. Begge spillere skulle til Aberdeen FC i den skotske 1. division.

Rigtigt ”dyrt” for det danske landshold blev det, at den stabile defensive halfback Jens Petersen mod erlæggelse af en pæn overgangssum på 100.000,- kr. skrev under på en kontrakt med Aberdeen FC. Klubben i den smukke havneby var en af det mest velanskrevne i Skotland og kæmpede indædt for at fortrænge Glasgow Rangers FC og Celtic FC som de førende klubber i højlandet.

10 danske spillere optrådte i den skotske liga og så i fritiden tilmed en del til hinanden, så den nordengelske presse talte om en ny dansk invasion.

Den omfattende vikingefærd over Nordsøen skabte straks debat i fodboldkredse om anvendelse af de udenlandsprofessionelle på landsholdet.

Dagbladet Politiken bragte en historie om, at personer i DBU seriøst arbejdede på at lave et forslag om at hjemkalde de professionelle spillere på samme måde, som svenskerne havde gjort det i årevis.

Efter et møde i bestyrelsen for Jysk Boldspil Union med deltagelse af 12 jyske klubber kom det frem, at jyderne ville indstille til DBU´s repræsentantskabsmøde, at DBU burde hente de professionelle hjem til landsholdet. Eneste betingelse skulle være, at spillerne ikke måtte modtage et honorar, og at antallet af udlændinge på et landshold skulle begrænses til tre spillere.

Da det kom til stykket, blev emnet - professionelle spillere på landsholdet - overhovedet ikke nævnt på Jysk Boldspil Unions repræsentantskabsmøde i begyndelsen af februar.

To fynske klubber på langfart til Østen

De fynske fodboldspillere var et nysgerrigt og rejselystent folkefærd.

Både B1909 og B1913 drog på langfart til Bangkok og Hongkong i februar.

Spillerne fra B1909 nåede også forbi Kuwait. På den lange rejse blev mesterholdet forstærket med Kjeld Thorst fra AaB og Helge Jørgensen fra Odense KFUM. Det blev til 6 sejre og en uafgjort mod det thailandske landshold.

Spillerne fra B1913 nåede at spille 10 kampe og begyndte eventyrrejsen i Indien. Forstærket med københavneren Ole Madsen samt Leif Nielsen, Birger Larsen og Kaj Hansen fra BK Frem vandt odenseanerne 9 kampe og spillede uafgjort mod et indisk hold. De sidste stop var i Vietnam.

Søndag den 28. februar 1965: DBU´s repræsentantskabsmøde

Tilhængerne af at indlemme de danske professionelle på landsholdet oplevede en kolossal nedtur på DBU´s årlige repræsentantskabsmøde.

Kampvalget om DBU´s formandspost førte til, at Vilhelm Skousen fra Københavns Boldspil Union med stemmerne 53 mod 29 kunne sætte sig for bordenden.

Den tidligere Frem-spiller opnåede en betydeligt bedre opbakning fra de mange mindre klubber end modkandidaten Erik Spang Larsen, der blev opfattet som elitær.

Slut med drømmen om de professionelle på landsholdet

Den nye formand Vilhelm Skousen var meget hurtig til at lægge enhver form for fornyelse af dansk landsholdsfodbold i graven. Den gamle centerhalf anvendte om muligheden for at hjemhente de professionelle udtrykket, at ”et spøgelse nu var jaget på flugt”. 

Vilhelm Skousen var lodret imod, at de udenlandsprofessionelle skulle forstærke landsholdet. Det var vigtigere for ham at kunne opmuntre de hjemlige spillere til at kæmpe for en landsholdsplads end at vinde landskampe.

Den meget ortodokse fodboldleder kunne heller ikke se en god ide i at skelne mellem rene amatørkampe mod de andre nordiske lande og kvalifikationskampe til VM og Nations Cup, hvor modstanderne var professionelle mandskaber.

Det ville efter Skousens opfattelse skabe for meget forvirring, også i forhold til OL-kvalifikationen, som Vilhelm Skousen på trods af de dårlige erfaringer fra OL i Tokyo opfattede som landsholdets vigtigste mål.

Endelig stillede den skeptiske formand også spørgsmålstegn ved, om svenskerne overhovedet havde haft succes med at forstærke sit landshold med prof-stjerner fra Italien. I lyset af, at Sverige havde spillet lige op mod Vesttyskland om en plads til World Cup i England og bl.a. havde spillet uafgjort i Berlin, var det en uforståelig påstand for de fleste.

Samlet set var repræsentantskabsmødet et markant tilbageskridt for de progressive fodboldledere, der drømte om at trække Danmarks landshold ud af sit internationale dødvande.

Absurditeten blev sat på spidsen, da repræsentantskabet med et stort flertal besluttede at videreføre B-landskampene, selv om erfaringen fra de seneste år havde vist, at spillerne ikke prioriterede disse kampe særligt højt.

Modsat blev der ikke sat nye ting i værk for at give det succesfulde ungdomslandshold ny klassemodstandere end de sædvanlige nordiske partnere.

DBU stopper for OL-sølvholdets opvisningskampe

DBU´s opgør med de professionelle danskere i udlandet fortsatte ubønhørligt i marts, da bestyrelsen helt uventet besluttede, at OL-landsholdet fra 1960, der skulle optræde i 7 byer i juni/juli, ikke måtte gøre brug af sine tre stjernespillere Harald Nielsen, Flemming Nielsen og Jørn Sørensen, der optrådte i udenlandske ligaer.

Det var en kæmpe skuffelse for en række små klubber i bl.a. Aarhus, Næstved, Vejle, Svendborg, Aalborg og Nibe, der havde sat næsen op efter at tjene en god skilling til de slukne klubklasser gennem et besøg af det berømte sølvhold.

De to holdledere og arrangører af opvisningskampene Flemming Nielsen, der aktuelt spillede i skotsk fodbold, og Bent Krog, der havde indstillet sin karriere, måtte hurtigt udmelde til den undrende offentlighed, at opvisningskampene i det danske sommerland ikke kunne realiseres længere.

Konstitueret udtagelseskomite (UK)

I forlængelse af mødet i repræsentantskabet blev DBU´s udtagelseskomite konstitueret.

Efter det skuffende valg som formand valgte Erik Spang Larsen helt at trække sig fra DBU. Med den samtidige pensionering af kasserer Leo Dannin havde DBU på kort tid været ude for en markant åreladning.

Den nye UK kom til at bestå af følgende fem landsholdsansvarlige for A- og B-landsholdet:

• Erik Hansen (formand)
• Eyolf Kleven
• Ib Skotnborg
• Jørgen Leschly Sørensen
• Egon Johansen

UK for ungdomslandsholdet fik ny formand og kom til at bestå af følgende personer:

• Ejvind Sørensen (formand)
• Svend Frederiksen
• Gunner Kjeldberg

Den nye udtagelseskomite havde planer om at overvåge spillerne i tykt og tyndt.

110 danske divisionskampe stod på programmet for de travle UK-medlemmer. På den måde ville UK sikre sig, at komiteen havde føling med spillernes kampform og motivation.

Det blev Harald Nielsen, der reddede en smigrerende uafgjort hjem til de forkælede italienske stjerner (Ritzau Scanpix)

Jubilæumskamp i Københavns Idrætspark - Harald Nielsen reddede et smigrerende uafgjort hjem til de forkælede italienske stjerner.

Årets første internationale opgør i Danmark var Alliancens 25års jubilæumskamp mod det attraktive italienske mesterhold Bologna FC, der også havde været gæster i København i 1962 (2-2) og 1963 (1-2).

Esbjerg fB var blevet nyt medlem af Alliancen, hvilket havde forstærket sammenslutningen betydeligt – både spillemæssigt og økonomisk.

De store københavnske klubber B1903, BK Frem, KB og B93 var alle en del af den ældre og mere anerkendte sammenslutning Stævnet, men Alliancen ville ikke lægge sig ned af den grund og var i gang med at søge flere samarbejdspartnere.

De fire vestjyder, der blev udtaget til matchen mod de italienske mestre, havde alle landsholdserfaring og ville kunne modstå det forventede pres fra Harald Nielsen & Co.

Jubilæumskampen ville også betyde et kærkomment gensyn med den stærke Brønshøj-angriber Ove Andersen, der fik debut på landsholdet som 18årige i 1955 og blev udnævnt til ”Årets fund” af Politiken.

En voldsom skade, der på et tidspunkt havde gjort Ove Andersen til fodboldinvalid, havde holdt den målfarlige spiller ud af topfodbold i mere end 5 år. Kampen mod de italienske stjerner var et første skridt tilbage mod toppen.

Alliancens stærke opvisningshold med en del nuværende og tidligere landsholdsspillere så således ud:

I Ekstrabladet gav Harald Nielsen udtryk for, at han var nervøs for kampen; mere end han plejede at være før en topkamp i støvlelandet.

Den italienske topscorer fra 1964, der aktuelt lå nr. 2 på scoringslisten i ligaen, havde ikke været helt tilfreds med sin indsats i de to foregående venskabskampe i København.

I de to kampe havde den folkekære angriber brændt et utal af chancer og havde været en skuffelse. Samspillet med holdkammeraterne havde heller ikke været særlig godt, fordi det virkede som, at den populære dansker ikke måtte få for meget succes i sit fødeland.

En 27årige veteran fra 4. division stjal billedet fra de store stjerner.

KFUM-regissøren Egon Hansen scorede to mål og fik stor succes foran 31.000 veloplagte tilskuere, der ikke lod sig slå ud af det iskolde forårsvejr.

Gæsterne fra Norditalien skuffede fælt, men OL-stjernen Harald Nielsen fik omsider lavet det forløsende mål i Idrætsparken.

Fra kampens begyndelse rullede danskerne sig ud med det ene blændende angreb efter det andet.

Den mobile esbjergenser Egon Jensen var over hele banen og diskede op med flotte afleveringer som perler på en snor. Han skabte straks en stor chance til den veloplagte Ole Madsen, der dog ikke fik kontrol over bolden.

Den ensomme Bologna-angriber Harald Nielsen fik ikke meget at arbejde med. Et flot mål blev annulleret for offside.

Helt misvisende kom gæsterne foran 1-0, da Alliancens imponerende stabile forsvar for første og eneste gang i kampen lod sig udplacere.

Udligningen kom 2 minutter efter.

Den ustoppelige Egon ”Succes” Hansen lagde selv op til målet, da han brillant spillede Ole Madsen fri. Den vakse HIK-striker rundede ubesværet reservemålmanden Rino Rado og afleverede på tværs til et helt fri Egon Hansen, der blot skulle skubbe bolden det sidste stykke over stregen.

Tilskuerne fik også masser af dramatik.

Den kampivrige Ole Madsen havnede i infight med gæsternes målmand Rino Rado, hvilket fik de iltre italienere til at gå løs på ham.

Lidt senere fældede stopperen Franco Janich den hyper farlige Ole Madsen i straffesparksfeltet, men den svage danske dommer Frede Hansen lod forseelsen passere uden konsekvenser.

Føringsmålet for Alliancen til 2-1 kom helt fortjent før pausen. Egon Hansen markerede sin fejlfrie indsats med at heade bolden i mål efter hjørnespark.

I pausen måtte en fiberskadet Ove Andersen lade sig udskifte med den rutinerede Erik Dyreborg, der straks faldt til i Alliancens opvisning.

Det blev Harald Nielsen, der reddede en smigrerende uafgjort hjem til de forkælede italienske stjerner.

Han modtog bolden midt for mål. Med den påpasselige John Madsen i ryggen drejede Harald Nielsen sig lynsnart omkring og skød bolden hårdt forbi en sagesløs Erik Gaardhøje, der ellers ikke havde haft meget at se til i opgøret.

Endnu engang viste Alliancens sammenbragte flok, at holdet havde en formidabel evne til at løfte sig, når der var berømte udenlandske gæster på menuen.

Egon Hansen, der mod slutningen af kampen gik død af træthed, og Ole Madsen, der i nærkamp og driblinger var mere end gæsternes ligemand, var kampens oplevelse.

Ros var der også til unge Finn Laudrup, der formodentlig kom på de italienske opkøberes huskeliste, og tilbagevendte John Madsen, der på trods af en skade matchede de italienske angribere både i luften og langs jorden.

Det var tydeligt for de frysende gæster på tribunerne, at Bologna-mandskabet – midt i slutspurten om det italienske mesterskab – sparede sig selv.

Indstillingen var dog for useriøs hos det professionelle mandskab, der lidt for nemt høstede sit kamphonorar på 50.000, - kr. for at stille op i Danmark.

I 2. halvleg stod italienerne i kø for at blive udskiftet. Vesttyskeren Helmuth Haller var utroligt ringe og forlod skyndsomt arenaen i pausen for ikke at vise sig igen.

Det italienske mandskab drog videre til Aalborg.

Torsdag den 29. april 1965 kl. 19.00: AaB-Bologna FC 1-2 (0-1)

Venskabskamp på Aalborg Stadion - Det reservespækkede Ligahold klarede til sidst skærene mod gode nordjyder

Bolognas mestertræner Fulvio Bernardini var vred over sit holds slappe og uengagerede indsats i København og havde brugt fridagen mellem de to kampe til at sætte sit mandskab op til kamp igen.

Den tidligere italienske OL-landsholdsspiller fra 1928 ville ikke en gang til acceptere en fiasko i Danmark.

Modsat var Bologna-spillerne mest interesserede i at få fred og ro, fordi turen til Danmark i slutningen af turneringen i hjemlandet var alt for strabadserende og dårligt timet.

Kun Harald Nielsen havde glæde af opholdet og benyttede fridagen til at besøge sin familie i Frederikshavn.

Det nyoprykkede 1. divisionshold AaB var i stærkeste opstilling med landsholdsspilleren Kjeld Thorst som manden, der skulle udfordre de rappe italienere:

De 14.000 nordjyder måtte skuffet konstatere, at den lokale fodboldhelt Harald Nielsen kun holdt én halvleg, inden han måtte lade sig udskifte med en skade.

Det var ellers begyndt godt for den gamle frederikshavner, der i kampens femte minut trak forbi hele det nordjyske forsvar og testede målmand Kaj Paulsen med et velplaceret skud.

Holdet fra den gamle universitetsby havde klart overtaget i kampens start og efter 20 minutter scorede Sidio Corradi til 1-0.

AaB fik mere medvind i slutningen af 1. halvleg og havde flere farlige skudforsøg, men ændre stillingen kunne aalborgenserne ikke.

Den indskiftede vesttyske landsholdsstjerne Helmuth Haller var også småskadet, men formåede alligevel at lægge op til 2-0 målet, som en anden indskiftningsspiller Giuseppe Spalazzi, der ikke tidligere havde optrådt på førsteholdet, lavede med et fladt skud.

De mange tilskuere var i første halvdel af 2. halvleg vidner til flot og underholdende kamp.

AaB fik fortjent reduceret til 1-2 ved innerwingen Bjarne Lildballe, der havde debuteret på ungdomslandsholdet i 1964.

I de sidste minutter kom temperamenterne i kog på ægte sydlandsk maner. Det var dog stopperen Preben Larsen, der blev noteret for en advarsel.

Det reservespækkede gæstehold klarede til sidst skærene og spillede med mere motivation og gejst end i København.

Onsdag den 28. april 1965: United Kingdom XI-Europa XI 4-6 (2-4)

Testimonial match på Victoria Ground Stadium i Stoke-on-Trent – 2 danskere fik deres livs fodboldoplevelse  i en drømmekamp.

Den britiske legende Sir Stanley Matthews afskedskamp blev afviklet på hans gamle hjemmebane Victoria Ground i Stoke-on-Trent.

Afskedskampen var et opgør mellem et hold af britiske stjernespillere og et hold af europæiske stjerner. Kampen blev set i fjernsynet af 112 mio. mennesker i 11 europæiske lande.

For dansk fodbold var det glædeligt, at de to Morton Greenock-spillere Kai Johansen og Jørn Sørensen fik mulighed for at hylde den gamle legende.

Højre back Kai Johansen spillede hele kampen, medens Jørn Sørensen blev skiftet ind.

Begge kunne nyde en opvisningskamp med herlige detaljer og dejlige mål på et niveau, som de ikke var vant til i den skotske liga.

Efter kampen sagde den begejstrede Kai Johansen, at det havde været hans livs bedste kamp.

På den våde bane havde fynboen godt tag på sin modstander og var en god gardering for den verdensberømte målmand Lev Yashin, som vogtede Europa-holdets mål.

Fremme i angrebet brillerede Ferenc Puskas og Alfredo di Stefano med både afleveringer og mål.

De professionelle danskere i skotsk fodbold var alle lykkelige for at få muligheden for at optræde for et stort publikum på en hjemlig bane. De populære vikinger kom fra tre forskellige klubber og var ikke vant til at spille sammen. Alligevel var ”skotterne” favorit i kraft af deres bedre træningstilstand og nærkampstyrke. Det tyske sportstøjsfirma Puma havde ikke blot ekviperet Vikingerne, men også leveret funklende, nye støvler til hver spiller.

Venskabskamp i Københavns Idrætspark - I silende regn og på en dyngvåd mudderbane viste de danske professionelle, hvor skabet skulle stå.

Til den næste venskabskamp satte Alliancen en frisk, ny målmand Henrik Jørgensen på holdet, så den trofaste 3. divisionsmålmand, der flere gange havde vogtet Alliancens mål, kunne få oplevelsen af endnu en international kamp.

Den evige uheldige Ove Andersen fra Brønshøj BK var ikke blevet sin skade kvit, så Næstveds rutinerede Erik Dyreborg fortsatte som højre fløj.

Esbjergs nye spændende wing Bjarne Kikkenborg fik i venstre side mulighed for at prøve kræfter mod den tidligere landsholdsspiller Kai Johansen, der havde haft pæn succes som højre back hos Morton Greenock FC og bl.a. havde optrådt på et Europa-hold måneden før.

Det succesfulde Alliance-hold med fire EfB-spillere stillede op med følgende selvbevidste mandskab, der havde som mål at gentage den berusende succes fra Bologna-kampen:

De professionelle danskere i skotsk fodbold var alle lykkelige for at få muligheden for at optræde for et stort publikum på en hjemlig bane.

De populære vikinger kom fra tre forskellige klubber og var ikke vant til at spille sammen. Alligevel var ”skotterne” favorit i kraft af deres bedre træningstilstand og nærkampstyrke.

Det tyske sportstøjsfirma Puma havde ikke blot ekviperet Vikingerne, men også leveret funklende, nye støvler til hver spiller.

Et par af angriberne Carl Bertelsen og Mogens Berg indtog uvante pladser i følgende startformation, der blev ført ind på banen af den tidligere Glasgow Rangers-dansker Carl Skomager Hansen iklædt en flot skotsk kilt:

I silende regn og på en dyngvåd mudderbane viste de danske professionelle fra første minut, hvor skabet skulle stå.

De glade danske amatører blev eftertrykkeligt sat på plads i et opskruet tempo, hvor vikingerne ikke holdt sig tilbage med kontant fysisk spil.

Sejren på 3-2 blev støbt i en 1. halvleg, som skotterne totalt dominerede.

Kun et målmandsdrop af Morton-keeperen Erik Lykke Sørensen holdt hjemmeholdet inde i kampen.

Vikingernes plyndringstogt foran de 16.500 våde tilskuere begyndte, da den driblestærke Jørn Sørensen og den lidt tungere Jørgen Ravn ubesværet kombinerede sig igennem Alliancens tynde defensiv.

Det tætte sammenspil, der mest mindede om billard, resulterede i, at OL-veteranen Jørn Sørensen tæt på mål kunne score til 1-0. De begejstrede tilskuere havde svært ved at se, hvordan Alliancen overhovedet skulle kunne komme ind i kampen.

Udligningen til 1-1 måtte den ellers bundsolide målmand Erik Lykke Sørensen tage på sin kappe.

Mærkeligt nok havde den erfarne fynbo taget de forkerte knopper på sine fodboldstøvler.

Den tidligere landsholdsmålmand kom derfor for langsomt ned til en returbold efter et langskud fra den småskadede Ole Madsen. Helten fra den foregående Bologna-kamp Egon Hansen var hurtigere end Erik Lykke Sørensen og prikkede bolden sikkert i mål.

Den arbejdsomme 30årige Flemming Nielsen, der efter en langsom start i skotsk fodbold, var kommet i topform, stod i resten af 1. halvleg for et festfyrværkeri af underholdning.

Det var den gamle Flemming Nielsen, der både erobrede bolde på midtbanen og bragede løs med sine karakteristiske, brækkende langskud.

Vikingerne fik frispark uden for straffesparksfeltet.

Jørn Sørensen lagde målrettet bolden til rette, men som skudt ud af en kanon stormede den tidligere Atalanta-stjerne Flemming Nielsen til bolden.

Kuglen fløj igennem luften som et projektil og efterlod Alliancens målmand Henrik Jørgensen som lammet. Den passiverede Vanløse-målmand så kun røgen, da bolden klinede sig op ad stolpen til 2-1.

Lidt senere gentog OL-helten Flemming Nielsen kunststykket på et nyt frispark.

Denne gang nåede den tapre Henrik Jørgensen at parere skuddet. Den tidligere topscorer i 1. division Jørgen Ravn var hurtigt over den løse bold og nettede til 3-1.

En af kampens store overraskelser var den tidligere Odense-wing Mogens Berg, der på den uvante plads som centerhalf imponerede med ro og overblik.

Fynboens gode fysisk gav en fordel i forhold til Alliancens mindre angribere.

Det bekymrede den ambitiøse angriber, at hans skotske manager efter kampen gav udtryk for, at Mogens Berg i løbet af sommerpausen skulle omskoles til at blive den centrale forsvarsspiller hos Dundee United FC.

Tempoet faldt drastisk i en lidt skuffende 2. halvleg.

Erik Lykke Sørensen droppede igen, så Egon Hansen for anden kamp i træk kunne blive dobbelt målscorer og reducere til 2-3.

Den unge Finn Laudrup, der lavede mange pæne ting uden at være rigtig effektiv, var tæt på at udligne til 3-3, men slutresultatet blev en fortjent sejr til Vikingerne, der optrådte i de svenske farver - gule bluser og blå bukser.

Vikingernes Finn Døssing, der havde sat målscoringsrekord i Skotland, kom ikke på måltavlen og havde bortset fra et enkelt forsøg ikke nogen stor aften. Midtjyden fik dog heller ikke serveret så mange målchancer, som han normalt fik for sit klubhold.

De danske tilskuere havde i slutminutterne lejlighed til at fundere over, hvad det danske landshold ville kunne opnå internationalt, såfremt det blev forstærket med de to OL-stjerner Flemming Nielsen og Jørn Sørensen samt de andre gæve vikinger.

Det var tydeligt for enhver, at danskerne i den skotske turnering havde udviklet både deres fysik og teknik og markant ville kunne løfte dansk landsholdsfodbold, hvis de reaktionære ledere i DBU gav lov til det.

Skotte-kampen mellem de to hold danskere førte dog ikke til en opblødning – tværtimod holdt DBU sig klart i baggrunden og havde travlt med at lægge afstand til profferne i udlandet.

I en herlig forkamp besejrede et dansk veteranhold et svenske ditto med 2-1. De danske målscorere var Jens Peter Hansen og Erik Terkelsen. Så var de 16.500 tilskuere varmet godt op til ”skottekampen”.

Onsdag den 05. Maj 1965 kl. 19.00: Stævnet-Stoke City FC (ENG) 1-4 (0-1)

Venskabskamp i Københavns Idrætspark – De britiske gæster leverede en sikker præstation, hvor de med enkle midler og stilrene kombinationer udmanøvrerede et dårligt dansk hold.

Den 50årige Sir Stanley Matthews var i gang med sine allersidste kampe i en fantastisk karriere, hvor den elskværdige englænder bl.a. fik titlen som årets spiller i Europa i 1956.

I de seneste år havde den elegante kantspiller optrådt for Stoke City FC i den engelske 1. division.

Det var lidt af et scoop, at Stævnet havde haft held til at trække det kendte, midtengelske hold til Danmark. Stanley Matthews havde tidligere på året spillet en flot afskedskamp og var faktisk på vej til en velfortjent ferie, da han lod sig overtale til et ekstranummer i København.

Stævnet tog udfordringen op mod de stærke briter og mønstrede et imponerende vinderhold med otte landsholdsspillere:

Den med spænding imødesete opvisningskamp blev en stor skuffelse for de kun 10.200 tilskuere.

De britiske gæster leverede en sikker præstation, hvor de med enkle midler og stilrene kombinationer uden problemer udmanøvrerede et dårligt dansk hold. Den sikre sejr på 4-1 kom aldrig i fare.

Chefen for DBU´s udtagelseskomite Erik Hansen rystede på hovedet og konstaterede nøgternt, at han var glad for, at han ikke skulle bruge venskabskampen som en egentlig udtagelseskamp.

Alle otte landsholdskandidater faldt mere eller mindre helt igennem.

Gæsterne havde ikke besvær med at blokere det uengagerede danske opspil, hvor kun Ole Sørensen indimellem havde succes med en pasning til en fri medspiller.

Danskernes svaghed i hurtighed og fysik blev ubarmhjertigt udstillet i det meste af kampen.

Stokes topscorer John Ritchie bragte udeholdet foran 1-0 efter et kvarter.

Det Hvidovre-dominerede angreb med Leif Sørensen som tiltænkt angrebskoordinator havde utroligt vanskeligt ved at slå igen. Opspillet gik i fisk i de effektive britiske tacklinger.

Den fornemme gæst Sir Stanley Matthews viste i glimt sin store klasse, men for det meste holdt han sig til sikre afleveringer til den nærmeste mand.

Et par gange kom der dog en chancegivende aflevering, som var ved at bringe Stævnet på hælene.

Det var tydeligt, at alderen var ved at indhente den 50årige superspiller.

Den unge Frem-back Finn Willy Sørensen havde læst på lektien og passede på at ikke at blive lokket til at tackle for tidligt. En enkelt gang blev han dog tørret eftertrykkeligt af Sir Matthews, der elegant rundede den sprællende forsvarsspiller.

Sir Stanley Matthews kom overraskende ikke ud til 2. halvleg, hvilket var en streg i regningen for Stævnets formand Verner Christensen, der ikke var blevet orienteret herom.

Forklaringen var, at Stoke allerede næste aften skulle spille endnu en opvisningskamp i Stockholm, hvilket så ville være den engelske legendes sidste internationale kamp.

Et heldigt straffespark til Stævnet i begyndelsen af 2. halvleg gav håb om mere jævnbyrdighed og spænding i kampen. Frem-backen Kaj Hansen blev kaldt frem til at eksekvere fra pletten. Den tidligere landsholdsspiller skuffede ikke de noget tavse tilskuere, men scorede sikkert.

Stævnet forsøgte i de følgende minutter at presse spillet frem mod Stokes banehalvdel. Det uforsigtige træk blev skånselsløst udnyttet af gæsterne på blot 6 minutter, hvor Stoke med tre hurtige mål afgjorde opgøret.

Flere Stævne-spillere forklarede efter kampen, at de følte sig nødsaget til ukontrolleret at presse mere på af hensyn til de mange tilskuere, som højlydt forlangte en bedre indsats af de sløve danske spillere.

Resultatet blev seks dyre minutter for danskerne.

Forkampen stod mellem bronzeholdet fra 1948 og et udvalgt hold af fodboldveteraner.

De ældre fodbold-gentlemen viste, at de ikke have mistet klassen i de mellemliggende år. Kombinationerne flød afsted i smukke mønstre tilsat flot boldkontrol.

Bronzeholdet sejrede sikkert med 4-0 på mål af Jørgen Leschly Sørensen, John Hansen, Knud Lundberg og et selvmål.

Søndag den 09. maj 1965: Udtagelse af bruttotrup til forsommerens landskampe

Fynboerne var ikke gode nok til bruttotruppen

Udtagelseskomiteen udtog til fællestræningen til de kommende landskampe 25 spillere:

1. Leif Nielsen, BK Frem
2. Max Møller, Horsens fS
3. Bent Martin, AGF
4. Jens Jørgen Hansen, Esbjerg fB
5. Børge Thorup, Brønshøj BK
6. Birger Larsen, BK Frem
7. Karl Hansen, Køge BK
8. Ole Forsing, B1903
9. Bent Hansen, B1903

10. Kaj Hansen, BK Frem

11. Egon Jensen, Esbjerg fB

12. John Petersen, Hvidovre IF

13. Knud Pedersen, Esbjerg fB

14. Jørn Bjerregaard, AGF

15. Tom Søndergaard, B93

16. John Steen Olsen, Hvidovre IF

17. Verner Hermansen, AGF

18. Henning Enoksen, AGF

19. Ole Madsen, HIK

20. Ole Sørensen, KB

21. Kjeld Thorst, AaB

22. Flemming Mortensen, BK Frem

23. Finn Laudrup, Vanløse IF

24. Ole Fritsen, Vejle BK

25. Egon Hansen, KFUM København

De to esbjergensere Jens Jørgen Hansen og Egon Hansen var igen i betragtning til landsholdet efter henholdsvis udelukkelse af disciplinære grunde og frivilligt fravalg af landsholdet.

Den stærke centerhalf John Madsen, der havde meldt fra til landsholdet, var ikke aktuel på landsholdet, selv om mange eksperter drømte om et snarligt comeback.

Overraskende var der ingen spillere fra B1909, B1913 og OB i bruttotruppen, hvilket næppe skabte en god stemning på Fyn.

Af senere års landsholdsspillere manglede Kurt Grønning, B1913, Bent Wolmar, AGF, Jørgen Rasmussen, B1913, Tommy Troelsen, Vejle BK og Erling Nielsen, B1909 samt Leif Hartwig, der havde sat sin karriere på standby på grund af studier.

Den stabile John Danielsen, der havde scoret 7 mål i 27 landskampe, havde netop annonceret, at han havde indgået en kontrakt med det vesttyske tophold SV Werder Bremen og ville forlade B1909 i sommerpausen.

Den hurtige og pålidelige fynske back Leif Hartwig fik et sensationelt comeback.

Udtagelseskamp på Aarhus Stadion - UK-holdet tabte og fremstod som et amputeret landshold uden sin farlige centerforward Ole Madsen.

Udtagelseskomiteen havde planlagt, at landsholdet fra starten af 1965 skulle bygges op om de to store personligheder Ole Madsen og Ole Sørensen, der tilmed i fysisk henseende lignede hinanden som to dråber vand med det tilbagestrøgne kulsorte hår og den tætte kropsbygning.

Foran landsholdet stod tre svære kampe mod Finland, Sverige samt i VM-kvalifikationen Sovjetunionen, så udtagelseskampen mellem UK og Pressen skulle anvendes til at fastlægge en grundformation.

Den hurtige og pålidelige fynske back Leif Hartwig fik et sensationelt comeback.

B1909-manden havde i efteråret 1964 proklameret, at han droppede topfodbold for at hellige sig sine studier samt passe på sit helbred. En enkelt førsteholdskamp for B1909 var nok til at sikre Leif Hartwig en startplads på årets første landshold.

Mere forventeligt var det, at vestjyden Jens Jørgen Hansen indtrådte på sin vante plads i venstre forsvarsside.

Esbjergenseren havde været udelukket i et halvt år, da han aftenen før en landskamp var gået på restaurant med den tidligere professionelle fodboldspiller John Hansen. Det faldt ikke i god jord hos de forstokkede DBU-ledere, der benyttede muligheden for at sætte et eksempel.

Århusianeren Jørn Bjerregaard var 1. divisions topscorer med 10 mål og havde længe været en oplagt kandidat på bekostning af Kjeld Thorst, der sammen med sin klub AaB haltede bagefter.

Det danske landshold måtte desværre stille op uden en influenzaramt Ole Madsen, der på selve kampdagen måtte melde afbud.

HIK-forwarden blev erstattet af B1903´s topscorer Per Petersen. UK havde ikke lov til at nappe en af Pressens spillere, men måtte med lys og lygte støve en spiller op, som med kort varsel kunne rejse til Aarhus.

På sit sygeleje havde den ombejlede Ole Madsen god mulighed for at studere et frisk kontraktstilbud fra det vesttyske mesterhold SV Werder Bremen. Danmarks farligste angriber var dog hurtig til at afslå tilbuddet, der i overgangssum lå langt fra det krav på minimum 250.000,- kr., som Ole Madsen tidligere havde udmeldt.

Journalisterne fra de store dagblade samt DR´s sportschef Gunnar Hansen, der skulle udtage Pressens hold, havde frit valg fra alle hylder, dog ikke de professionelle fra udlandet og andre spillere, der havde tjent deres daglige brød i udlandet.

Pressens hold kom til at bestå af en spændende kombination af rutinerede landsholdsspillere og sprudlende talenter.

Især de to nye VB-spillere Johnny Hansen og Ulrik le Fevre var talenter, som alle journalister så som kommende landsholdsstjerner.

2. divisions topscorer Keld Pedersen var også svær at komme uden om som centerforward.

Båret frem af de stærke defensive spillere Karl Hansen og Preben Arentoft, hvor sidstnævnte var kommet med i sidste øjeblik i stedet for esbjergenseren Egon Jensen, vandt Pressen fortjent 2-1.

UK-holdet fremstod som et amputeret landshold uden sin farlige centerforward Ole Madsen. Det blev forværret af, at kometen Jørn Bjerregaard måtte udgå i pausen med et trælår.

De 10.000 tilskuere heppede kraftigt på det undertippede Pressen-hold i 2. halvleg og fik landsholdet til at føle sig på udebane, hvilket fik et par af landsholdsspillerne til at rase over publikum efter kampen.

Publikums reaktion var dog meget naturlig, da de hvidblusede fra Pressen optrådte med langt mere motivation og kampvilje end landsholdet, der opførte sig som om, at matchen var en ligegyldig træningskamp.

Pressen straffede landsholdets dårlige indstilling ubønhørligt.

Udtagelseskomiteen fik meget at tænke på inden udtagelsen af landsholdet mod Finland, der skulle ske dagen efter.

Kampens indledning var som forventet, da Esbjergs hurtige wing Knud Pedersen planmæssigt bragte landsholdet foran efter et kvarter i en ellers kedelig 1. halvleg, hvor spillet bortset fra de tre mål var på det jævne.

Chancen til den 22årige esbjergenser opstod, da Pressens forsvarere ramlede ind i hinanden.

UK-holdet begyndte at blotte sig bagude, fordi de to halfbacks Bent Hansen og Kaj Hansen gik lidt for dristigt frem på banen i bestræbelserne på at skabe større tryk.

Det drog Pressens hold mesterligt fordel af, især fordi de bagerste spillere var gode til at udnytte hullerne. Således var det Køges overbevisende centerhalf Karl Hansen, der drev bolden frem på banen og skabte den mulighed, som klubkammeraten Keld Pedersen kunne udnytte til at udligne til 1-1.

Den unge Vejle-spiller Ulrik le Fevre på Pressens hold var klart kampens bedste wing.

Han fik tilkæmpet sig et straffespark, som Keld Pedersen koldblodigt udnyttede til sejrsmålet.

Straffesparket var dog lidt tyndt.

Bolden var ved at løbe ud over baglinjen, da landsholdets forkølelsessvækkede Birger Larsen tacklede ureglementeret. Frem-stopperen burde blot have ladet bolden løbe ud over sidelinjen, da der ikke var fare på færde.

To spillere – store stærke Karl Hansen og lille fikse Preben Arentoft – fin en fantastisk succes og strålede over alle andre og fik også aftenens største bifald fra et mere og mere begejstret publikum.

Det var tydeligt, at de to forsvarere kæmpede for en plads på landsholdet i modsætning til flere af landsholdets spillere.

Flere kritiske røster bl.a. Pressens holdleder Henry From og landsholdsveteranen Henning Enoksen gav udtryk for, at UK – som sædvanlig – ikke ville foretage væsentlige ændringer af landsholdet, selv om kampen gav grobund for det.

Mange havde en følelse af, at kampen mere havde status af en uforpligtende træningskamp for landsholdet end en egentlig udtagelseskamp, hvor de elleve først udtagne burde frygte for deres landsholdspladser.

FodboldDanmark afventede med spænding udtagelseskomiteens reaktion på landsholdets fiasko mod Pressen.

Onsdag den 02. juni 1965 kl. 19.00: Danmark U-Pressen U 2-1 (0-1)

Udtagelseskamp i Københavns Idrætspark - Værdien af udtagelseskamp var lig nul.

De to ungdomsmandskaber løb ind på den slidte grønsvær i Københavns Idrætspark i følgende opstillinger:

Hele udtagelseskomiteen for ungdomslandsholdet var på lægterne.

Umiddelbart efter kampen skulle de tre UK-medlemmer - Ejvind Sørensen (formand), Svend Frederiksen og Gunner Kjeldberg - udtage ungdomslandsholdet til kampen mod Finland.

Den ringe bane fik skylden for, at udtagelseskampen blev en kæmpe skuffelse.

De 2.100 tilskuere, der fyldte alt for lidt i Idrætsparken, fik først i 2. halvleg en smule at glæde sig over.

Pressen kom foran efter et kvarter af 1. halvleg ved den langbenede Keld Bak fra Næstved IF, der efter nærkamp med landsholdets Henning Boel tippede bolden over en chanceløs Bent Martin.

Esbjergs Børge Enemark udlignede i 2. halvleg på et straffespark.

Pressens målmand Heinz Hildebrandt var nødsaget til at fælde den energiske Per Bartram, da fynboen frækt havde rundet Vejle-målmanden. Dommeren dømte uden tøven straffespark, og Hildebrandt, der i øvrigt fremstod som den bedste målmand, kunne ikke redde sit hold i den situation.

Fire minutter før tid scorede den unge soldat Flemming Mortensen U-landsholdets sejrsmål til 2-1.

Målet var en af kampens få højdepunkter. Efter en aflevering fra fynboen Per Bartram kanonerede Frem-spilleren bolden op i målhjørnet uden chance for Heinz Hildebrandt.

Alle 22 aktører kæmpede alt for lidt for sagen og nåede aldrig op på vanlig standard.

Værdien af denne udtagelseskamp var lig nul.

På Ekstrabladets rangliste lå den sublime Ole Sørensen som nr. 1 tæt forfulgt af den anden stærke midtbanespiller Bent Hansen (Ritzau Scanpix)

Nordisk mesterskab 1964-1967 i Københavns Idrætspark - Ole Madsen og Ole Sørensen spillede en strålende kamp og rev det finske forsvar helt i laser.

Efter udtagelseskampen mellem UK og Pressen blev ikke mindre end 4 spillere fra Pressens hold – den sjællandske centerhalf Karl Hansen, Brønshøjs stærke Preben Arentoft, veteranen Henning Enoksen og den målfarlige Køge-angriber Keld Pedersen udtaget til kampen mod Finland.

De fleste kommentatorer åndede lettet op ved konstateringen af, at udtagelseskomiteen rent faktisk havde brugt matchen i Aarhus som en udtagelseskamp og temmelig entydigt havde draget alvorlige konsekvenser af A-holdets pauvre indsats.

Det betød at fire mand - Birger Larsen, Kaj Hansen, Tom Søndergaard og en skadet Jørn Bjerregaard blev sat af holdet.

Den voldsomme udskiftning blev taget som indtægt for, at der blæste friske vinde i det nye UK, der havde tiltrådt sit virke ved årets begyndelse med Erik Hansen som formand.

Den gamle KB-halfback havde spillet 7 landskampe i begyndelsen af 50´erne.

Alle anerkendte det store arbejde, som UK-medlemmerne udførte. De var konstant på farten på hverdage og i weekender for at besigtige de danske landsholdskandidater og udarbejdede i forlængelse heraf små rapporter om spillernes indsats.

Landsholdets Tom Søndergaard havde skuffet foran de 10.000 tilskuere i Århus.

B93-ekvilbristen havde også i ugerne op til udtagelseskampen informeret sin klub om, at han ønskede at holde en pause fra topfodbold. På grund af Østerbro-holdets pressede situation i bunden af 1. division havde den humørsvingende angriber valgt at spille videre, selv om lysten til fodbold var for nedadgående.

Den 22årige Preben Arentoft troede ikke på nyheden om landsholdsudtagelsen, da Ekstrabladet kontaktede ham.

Den boldstærke Brønshøj-spiller var kommet med i udtagelseskampen på afbud og regnede sig selv som spiller nr. 4-5 på rangstigen.

Den kommende landsholdsdebutant havde så travlt med nyt arbejde i kommunen, ny byggegrund i Nordsjælland samt kampjubilæum i Brønshøj, at han næsten ikke kunne rumme flere glæder.

Gæsterne var svag favorit mod Danmark.

Det var for mange en overraskende optakt, men sandheden var, at de hvidblusede finner i Helsinki i 1964 havde besejret Danmark overbevisende og også havde fortjent sejren i den uafgjorte kamp i København i 1963.

Dertil kom, at danskerne stillede op med tre debutanter – Knud Pedersen, Preben Arentoft og Keld Pedersen.

Årsagen til den finske succes mod Danmark var dels hårdt fysisk spil, som ikke bekom de danske teknikere vel, dels den tilbagevendende undervurdering fra dansk side af de primitive nordboer.

Finnerne var uden deres største stjerne Juhani Peltonen, der ikke kunne få fri af sin vesttyske klub Hamburger Sport Verein.

Det finske fodboldforbund Suomen Palloliitto (SPL) havde ingen kvababbelser ved at forstærke sig med landets udenlandsprofessionelle, hvis det var nødvendigt for at vinde.

Suomi havde i en VM-kvalifikationskamp mod Skotland kun tabt 1-2 efter en jævnbyrdig kamp.

Det gav anledning til eftertanke, at Finland, som inden for skisport, ishockey og atletik agerede som amatører, i den benhårde internationale konkurrence i fodbold gjorde brug af den nærliggende mulighed for at forstærke landsholdet med sine bedste spillere fra udlandet.

Både Ole Madsen i front og Ole Sørensen på midtbanen spillede en strålende kamp og rev det finske forsvar helt i laser.

Landsholdet var bortset fra de første 10 minutter af kampen komplet dominerende og burde have vundet meget større end 3-1. Danmark tilspillede sig rigeligt med målchancer til den dobbelte sejr.

Der var finnerne, som optimistisk begyndte kampen i flot tempo. Først bragede den finske anfører Olli Heinonen bolden på træværket. Lidt senere kom gæsterne foran 1-0.

Den lange venstre fløj Samuel Nuoranen løb forbi den danske højre back Leif Hartvig og centrede fra baglinjen ind mod midten, hvor Arto Tolsa – den kæmpestore forward – i medløb drønede bolden forbi en sagesløs Leif Nielsen.

B1909-backen så meget tung og langsom ud i situationen, da han halsede efter den hurtige finske wing. De øvrige danske forsvarere havde ikke styr på markeringerne i kampens begyndelse, så to finske angribere stod fri til at score.

Det var ikke så lidt af en kold douche for de 33.400 feststemte tilskuere. Humøret kom dog hurtigt tilbage på lægterne, fordi danskerne helt overtog spillet og broderede og løb sig frem til mange chancer.

Resten af 1. halvleg var et stormløb mod den finske målmand Lars Näsman.

Ole Sørensen strøg om sig med gode afleveringer, debutanten Knud Pedersen fra Esbjerg kom ofte forbi sin oppasser på højre fløj, og Ole Madsen kreerede som en sand en-mandshær flere chancer til sig selv.

7-8 gode muligheder kunne der tælles på blokken.

Den største chance fik Ole Madsen i halvlegens slutminutter. Spillet fri af den overdådige Bent Hansen kom raket-løberen Ole Madsen alene med den finske målmand, der mirakuløst fik pareret bolden.

Selv om Danmark var bagud ved halvleg, forventede de usædvanligt mange tilskuere på lægterne, at finnerne i 2. halvleg ikke kunne modstå presset fra danskerne. Målmand Leif Nielsen havde ikke haft noget at lave efter føringsmålet og forblev også arbejdsløs i 2. halvleg.

Der gik også kun 2 minutter af 2. halvleg, inden landsholdet fik udlignet til 1-1 på et klokkeklart straffespark.

Den danske højre back Leif Hartvig, der efter den indledende overspilning havde fundet sig godt til rette, bragte bolden frem på banen og centrede til ustyrlige Ole Sørensen.

KB-spilleren headede bolden videre til Ole Madsen, der blev løbet ned i ryggen af Pertti Mäkipää – den finske højre back.

Som det mest naturlige kanonerede Ole Sørensen på sin store aften bolden i mål til højre for målmand Lars Näsman, der ikke engang nåede at kaste sig. Den danske udligning til 1-1 var mere end fortjent.

Forsvarsbarriererne var nu helt brudt ned hos finnerne, og inden for yderligere 11 minutter scorede Danmark to mål til slutresultatet 3-1.

Ved målet til 2-1 viste Ole Madsen, at han var landsholdets vigtigste spiller.

Ole Sørensen erobrede bolden fra den finske back ved sidelinjen og rykkede op til baglinjen i finnernes venstre side, hvor han afleverede ind mod midten til Esbjerg-debutanten Knud Pedersen, der sparkede helt uden om bolden.

Bolden fortsatte til Ole Madsen, der med et kort vristspark sendte kuglen i kassen i det modsatte hjørne.

Det tredje danske mål efter 60 minutter bekræftede, at Ole Madsen var en af Europas farligste angribere.

Henning Enoksen og Ole Sørensen kombinerede sig smukt op ad banen til kanten af finnernes straffesparksfelt. Det endte med, at Ole Sørensen med en genial pasning fandt den fritstående Ole Madsen, der uden tøven drønede bolden op i det finske nettag.

Til dagligt optrådte Ole Madsen i 3. division og havde ikke særlig stor succes med sin klub HIK.

Det var svært at forklare den voldsomme forskel mellem den overbevisende Ole Madsen i landsholdstrøjen og den noget blege Ole Madsen i den hvide HIK-trøje.

Hans egen forklaring var, at han på landsholdet var omgivet af stærke spillere, der serverede gode spilmuligheder for ham. Dog lagde landsholdstjernen heller ikke skjul på, at motivationen var særlig høj, når vognmanden fra Emdrup rykkede ind i Idrætsparken foran flere tusinde tilskuere.

Det var overraskende, at danskerne var finnerne så overlegne gennem de sidste 70 minutter af opgøret.

Finnerne tilspillede sig i hele kampen to muligheder, hvor den første gav mål, medens rigstræner Poul Petersens tropper vadede i chancer. Landsholdet præsterede langt over forventning i årets første landskamp.

Det var de 2 x Oles kamp.

Ole Madsen imponerede med sin eventyrlige hurtighed, eksplosive ryk og lynsnare driblinger. De fleste spekulerede på, hvor længe landsholdet kunne beholde den kampklare anfører, da mange tyske og andre klubber var på lægterne for at studere danske spillere.

Ole Sørensen var flittig og var overalt på banen – parat til at modtage og aflevere bolde. Ole den II dirigerede landsholdet med sit mesterlige overblik, sine dejlige spark til bolden og sine præcise, altid velgennemtænkte afleveringer.

Esbjerg-wingen Knud Pedersen fik en god debut og havde rigeligt at se til, da det danske angrebsspil hovedsageligt blev ført frem i højre side, hvor Ole Sørensen havde sit udgangspunkt.

Også Preben Arentoft fik en fin debut, selv om han stod lidt i skyggen af OL-veteranen Bent Hansen, der havde mange boldberøringer på den centrale midtbane.

Den tredje debutant Keld Pedersen slap mindre godt fra det.

2. divisions aktuelle topscorer havde svært ved at matche finnernes fysik og blev ofte skubbet væk fra bolden. Hans smarte finter lykkedes heller ikke rigtigt.

Samlet fremstod den danske venstre side med Keld Pedersen og Henning Enoksen, der aldrig rigtigt kom ind i kampen, som landsholdets svageste led.

Alt i alt var det et godt spillende landshold, der havde moral til at komme sig over det hurtige finske føringsmål i 1. halvleg. Sejren gav store forhåbninger om sejr over svenskerne 14 dage senere.

Rigstræner Poul Petersen var også tilfreds: ”Jeg er tilfreds med holdet, med spillet og med resultatet, selv om vi skulle have scoret mere. Men vigtigst for mig er det, at jeg har fået et landshold, som jeg kan arbejde videre med.”

Den glade landsholdsleder var overbevist om, at den geniale Ole Sørensen nok havde spillet sin bedste landskamp siden landsholdsdebuten i 1961.

På Ekstrabladets rangliste lå den sublime Ole Sørensen som nr. 1 tæt forfulgt af den anden stærke midtbanespiller Bent Hansen, der med ro i det defensive arbejde og med fornuftige afleveringer fremefter bidrog til det sprudlende danske angrebsspil.

To brændte chancer førte til, at den skuffede Keld Pedersen måtte tage til takke med sidstepladsen uden at Køge-manden af den grund faldt igennem.

DBU´s nye kasserer Lennart Ahlstrøm glædede sig meget over de mange tilskuere.

Efter fradrag af tilskuerafgiften til Københavns Kommune samt diverse arrangementsudgifter var der 160.000, - kr. tilbage til DBU.

Onsdag den 09. juni 1965 kl. 18.30: Finland B-Danmark B 2-1 (2-1)

B-landskamp på Tammela Stadion i Tampere - I stedet for at spille teknisk fodbold forfaldt danskerne til at udveksle slagdueller med det stærke hjemmehold.

Det mest iøjnefaldende ved reservelandsholdet var, at de normalt sikre innerwings Leif Sørensen fra Hvidovre IF og Kjeld Thorst fra AaB ikke var på holdkortet.

Nordjyden med 5 mål i 15 landskampe kom end ikke på udskiftningsbænken, men han havde også været skadet i foråret.

Det chartrede fly, der skulle bringe både reservelandsholdet og ungdomslandsholdet til Helsinki, kom et kvarter senere end planlagt afsted fra Kastrup Lufthavn.

Årsagen var, at KB-fighteren Frank Johansen på grund af pinsen havde taget fejl af dagene.

Et opkald fra Københavns Lufthavn til ægtefællen fik Frank Johansen til at styrte afsted over stok og sten – først hjem fra arbejde for at hente kuffert, dernæst til lufthavnen, hvor de grinende holdkammerater kunne gasse den uheldige københavner i flyveren hele vejen til Finlands hovedstad.

I strålende sommervejr med næsten 25 grader i skyggen slog de finske reserver de danske ditto med 2-1.

Sejren på Tammela Stadion i Tammerfors blev grundlagt i 1. halvleg, hvor finnernes hårde fysik og større kampkraft tog pynten af de danske teknikere. De danske angribere løb konstant hovederne mod den finske klippemur.

2.150 tilskuere så hjemmeholdet komme foran 1-0 på et flyvende hovedstød af højre wing Timo Mäkinen, der var værternes bedste mand. Der manglede alt for mange røde trøjer i straffesparksfeltet omkring målmand Knud Engedahl til at dække de ivrige finner op.

Minuttet efter gentog situationen sig i det finske straffesparksfelt.

Dårlig opdækning gav denne gang Danmarks angriber Ole Fritsen mulighed for at heade bolden i mål. Oplægsholderen var den slidstærke Frank Johansen, der tydeligvis havde lagt miseren med den forsinkede flyafgang fra København bag sig.

De aggressive sisu-kæmpere holdt dampen oppe i resten af halvlegen.

En dyb pasning mellem de danske forsvarere i højre side bragte venstre wing Rauno Kestils alene med målmand Knud Engedahl, der ikke kunne blokere det hårde skud.

De 2-1 til Finland holdt sig gennem en 2. halvleg, der var mindre underholdende. Danskerne kunne hverken kombinere sig til målchancer eller fighte sig igennem det finske betonforsvar.

Den finskfødte holdleder Kaarlo Niilonen var utrolig skuffet over sit hold, som både taktisk og holdningsmæssigt var under vanlig standard. I stedet for at spille teknisk fodbold forfaldt danskerne til i 2. halvleg at udveksle slagdueller med det stærke hjemmehold. I den disciplin var danskerne chanceløse.

Den betænkelige DBU-træner noterede sig også, at finnerne på det tekniske område efterhånden var på niveau med danskerne samtidig med, at hans gamle fædreland fortsat var bedre end Danmark på det fysiske område.

Det ville slet ikke komme bag på den erfarne AaB-træner, hvis Finland ad åre internationalt ville komme foran Danmark.

Den lange rejse til Tammerfors med en irriterende overnatning i Finlands hovedstad på vejen, den dårlige forberedelse med kun en enkelt træningssession inden kampen og spillernes generelle ligegyldighed satte på ny spørgsmålstegn ved konceptet.

Det var for enhver tydeligt, at finnerne i langt højere grad prioriterede B-landskampen og bl.a. havde haft reservelandsholdet samlet nogle dage før matchen.

Onsdag den 09. juni 1965: Finland U-Danmark U 0-1 (0-0)

Ungdomslandskamp på Harjun Stadion i Jyväskylä - Det eneste lyspunkt i hele kampen var det danske sejrsmål.

Den halvdårlige udtagelseskamp mellem ungdomslandsholdet og Pressen gav ikke de store ændringer i holdopstillingen.

Faktisk var det kun Vejles Heinz Hildebrandt, der tilkæmpede sig en plads i startopstillingen. De øvrige spillere fra Pressen kom ikke i startformationen.

De mange fodboldelskere glædede sig over, at de to store Vejle-talenter Johnny Hansen og Ulrik le Fevre efter et stærkt forår kom på ungdomslandsholdet.

Samlet mønstrede holdleder Ivan Jessen et hold med stærke tekniske spillere og dygtige boldholdere, der gav håb for fremtiden. Men som måske ville få det vanskeligt mod de fysisk stærke finner, der som altid ville kæmpe forbitret for at slå danskerne.

Ungdomslandsholdet havde ikke tabt til Finland siden 1955 og løb ind på banen i provinshovedstaden Jyväskylä i det centrale Finland i følgende formation:

Det danske ungdomslandshold havde i de seneste år begejstret med strålende spil og mange mål. Forventningerne var derfor tårnhøje, selv om rejsen til værtsbyen havde været lang og besværlig.

I den ulidelige sommervarme daskede danskerne dog ugideligt rundt uden rygrad og uden den boldglæde, som havde kendetegnet holdet i de foregående år, hvor Danmark var blevet nordisk mester to år i træk.

Det eneste lyspunkt i hele kampen var det danske sejrsmål.

De 1.600 tilskuere var skuffede over hjemmeholdet, der på forhånd var udnævnt til favoritter, men optrådte alt for primitivt til at udgøre nogen fare for det solide danske forsvar.

Alt i alt var det en dårlig start for ungdomslandsholdet.

Efter fem kvarters bedrøvelig lossen frem og tilbage havde de fleste tilskuere på den mærkelige fodboldbane, der slet ikke levede op til de internationale mål for en banes længde, indstillet sig på en kedelig kamp uden mål.

Midt i al bedrøveligheden fandt den glimrende spilfordeler Flemming Mortensen debutanten Ulrik le Fevre på venstre fløj.

Den unge VB-wing havde set alt for lidt til bolden i kampen og var blevet sultet af sine holdkammerater.

Da Ulrik le Fevre endelig fik muligheden, strøg han uimodståeligt til baglinjen. Den perfekte aflevering indover sad lige i panden på den energiske Per Bartram, der fra 2 meters afstand pandede bolden i mål.

”Det var et af de letteste mål, som jeg nogensinde har scoret”, fortalte OB-manden efter kampen.

Han var sikker på at score, da Ulrik le Fevre - efter at have afdriblet to finner - drønede ned til baglinjen, fordi vejlenserens afleveringer indover altid ramte en medspiller.

Resultatet burde have været 1-1. Den norske dommer Arnold Nielsen annullerede et korrekt finsk mål for offside i begyndelsen af 2. halvleg.

UK-formand Eyvind Sørensen fandt mest trøst i, at forsvaret med John Petersen, Henning Boel og Børge Enemark havde været i særklasse og tegnede godt for fremtiden.

I øvrigt glædede UK sig over en smal sejr under vanskelige forhold, hvor især den alt for korte bane, der vanskeliggjorde ordentligt fløjspil, fik skyld for det dårlige angrebsspil.

KFUM København lå ikke i bunden af den danske 4. division, men derimod i toppen. Alligevel var det overraskende, at Emdrup-holdets igangsætter Egon Hansen – efter en reservetjans mod Finland – fandt vej til landsholdets startopstilling mod Alliancen.

Træningskamp i Københavns Idrætspark – Landsholdet var på randen af en fiasko inden braget mod Sverige.

KFUM København lå ikke i bunden af den danske 4. division, men derimod i toppen.

Alligevel var det overraskende, at Emdrup-holdets igangsætter Egon Hansen – efter en reservetjans mod Finland – fandt vej til landsholdets startopstilling mod Alliancen.

Den tætbyggede Egon Hansen med det tynde hår var en strålende kreatør, der samtidig ofte dukkede op foran modstanderens mål. Både mod Bologna FC og mod Vikingerne – et hold af danske spillere fra den skotske liga - blev den fine boldspiller dobbelt målscorer og havde altså erhvervet sig en pæn portion international erfaring.

Efter kampen mod Finland gik spekulationerne på, om overfalds-angriberen Ole Madsen skulle prøve en ny makker fremme i angrebet.

Keld Pedersen rykkede ud på venstre kant i stedet for den lidt for passive Henning Enoksen, der i sin karrieres efterår måske savnede motivation.

Problemet med Keld Pedersens ny plads i venstre side var, at den var endog endnu længere fra Køge-mandens ønskeposition som centerforward.

Den ændrede landshold kom til at se sådan ud:

Alliancen havde klaret sig fint i forårets to internationale kampe. Helt naturligt måtte fodboldsammenslutningen afgive nogle af sine spillere til landsholdet.

Faktisk var det ikke mindre end 5 spillere, der skiftede den skriggrønne trøje ud med den røde trøje med DBU-emblemet, men Alliancen kunne finde trøst i, at holdet bestod af en fast stamme af erfarne spillere fra Esbjerg fB og Næstved IF.

Især forventede mange, at landsholdet ville få det mere end vanskeligt mod Esbjerg-forsvaret, der i de seneste 1. divisionskampe havde stået stærkt og var årsag til, at vestjyderne indtog 2. pladsen i rækken.

Imponerende 14.000 tilskuere var mødt op i Idrætsparken for at se landsholdet spille mod Alliancen, hvis største profiler var den unge Finn Laudrup, den hyper farlige Erik Dyreborg samt forsvars-dirigenten John Madsen, der definitivt havde sagt farvel til landsholdet.

Den smalle og heldige sejr på 2-1 over Alliancen kunne landsholdet ikke bruge til noget.

Landsholdet havde været på randen af en fiasko inden søndagsbraget mod Sverige fire dage senere.

Både udtagelseskomiteen og det opstemte publikum fik kuldegysninger over at se landsholdets svage forsvarsspil.

Landsholdscenterhalfen Karl Hansen, der i tidligere kampe havde været en af de bedste, havde bestemt ikke en af sine gode aftener. Han blev konstant udspillet af Næstveds hurtige Erik Dyreborg, der tydeligvis ønskede at kandidere til landsholdet.

Samtidig havde det vakkelvorne forsvar ikke meget støtte at hente hos den normalt solide Bent Hansen og landsholdets kommende forsvarsdirigent Preben Arentoft, der begge foretrak at operere på midten af banen i stedet for at give et nap til det trængte landsholdsforsvar.

Det gjorde det heller ikke nemmere for landstræner Poul Petersens udvalgte, at frontfiguren og landsholdets vigtigste spiller Ole Madsen tidligt måtte fortrække sig ud på venstre fløj med en skade.

Landsholdet kom foran 1-0, da Esbjerg-forsvareren John Madsen fældede den altid vakse Ole Madsen i det forbudte felt. Straffesparket udnyttede midtbanemanden Ole Sørensen til 1-0.

Samme Ole Sørensen fra KB øgede til 2-0 med et svineheldigt mål.

Alliancens Børge Enemark ville afværge en farlig situation ved at losse bolden væk, men i stedet ramte den KB-regissøren i ryggen. Bolden gik i en blød bue i mål uden chance for målmanden Leif Nielsen, der til daglig vogtede målet hos Frem i Valby.

Næstveds unge Keld Bak sørgede for trøstmålet i 2. halvleg. På det tidspunkt sad alle med bange anelser inden storkampen mod Sverige.

Lørdag den 19. juni 1965 kl. 15.00: Sjællands Boldspil Union-Italien 2-8

Venskabskamp på Lyngby Stadion – Masser af underholdning i italiensk målfest

På sin vej til VM-kvalifikationskampen mod Finland i Helsinki gjorde Italiens superstjerner et kort ophold i Malmø, hvor de azurblå spillede uafgjort 2-2 mod Sverige, og i København, hvor Sjællands Boldspil Union meldte sig som en forventelig let træningsmodstander.

SBU måtte undvære de spillere, der var udtaget til de tre landshold mod Sverige og havde derfor på holdet mod de italienske topfavoritter flere spillere fra den næstbedste sortering.

Træningskampen gav dog de unge AB-talenter Kresten Bjerre, Niels Yde og Finn Wiberg Larsen lejlighed til at snuse til international fodbold:

Med den sprudlende Bologna-angriber Ezio Pascutti som den dominerende spiller blæste de latinske gæster den sammenbragte flok fra Sjælland ud af banen med 8-2.

De 2.500 tilskuere fik masser af underholdning og kunne til slut også glæde sig over, at Lyngbys egen Per Holger Hansen fik scoret mod de berømte stjerner.

Det andet SBU-mål stod Ove Andersen for – på straffespark.

Den danske føring til 2-1 stod banens bedste spiller Ole Sørensen for og sikrede dermed triumfen (Ritzau Scanpix)

Nordisk mesterskab 1964-1967 i Københavns Idrætspark - Efter 14 nedslående og mørke år slog landsholdet omsider Sverige i en landskamp.

DBU´s udtagelseskomite droppede umiddelbart efter den nedslående træningskamp mod Alliancen den skuffende Keld Pedersen.

Sjællænderen havde haft en uvant uriaspost på venstre fløj, hvor den målfarlige afslutter slet ikke fandt sig til rette.

I stedet valgte UK den erfarne Henning Enoksen på venstre fløj.

Århusianeren havde stærke evner som både afslutter og oplægger og var derfor et naturligt valg til en vanskelig prestigekamp mod arvefjenden foran 50.000 krævende københavnere.

Den svenske eneansvarlige for udtagelse af landsholdet Lennart Nymann måtte desværre se bort fra sin store spilorganisator og tidligere udenlandsprofessionelle Agne Simonsson.

Det betød, at hele angrebet bestod af forholdsvis uerfarne spillere.

Kun den formstærke Örjan Persson fra skotske Dundee United FC havde erfaring med at håndtere de top-motiverede danskere og hele den oppiskede stemning omkring danske-landskampene i København.

Det blev en landskamp, som heller ikke de svenske gæster glemte lige med det samme.

Efter 14 nedslående og mørke år slog landsholdet omsider Sverige i en landskamp.

Avisforsiderne blev ryddet for at fejre sommerens største sportstriumf i kongeriget.

Den 20. juni blev en national festdag, hvor danskerne fik deres nationale selvrespekt tilbage.

Få dage forinden havde Sveriges foryngede hold fået uafgjort 2-2 mod Italien, så det var ikke en letkøbt sejr.

Efter kampen blev banen invaderet af ellevilde tilskuere, der bar flere af de danske spillere rundt i guldstol.

Et af de mange fotos fra den uforglemmelige søndag viser målhelten Ole Madsen på flugt ud af banen – omringet af begejstrede danske fans i sommertøj.

Målet af Ole Madsen til 1-0 er tillige gået over i historien, fordi den danske anfører frækt scorede med hælen og helt overrumplede den svenske målmand Arne Arvidsson.

Danskerne lagde ud som lyn og torden i den totalt udsolgte idrætspark med 50.000 tilskuere i oppisket stemning.

Debutanten Egon Hansen, der til daglig spillede for KFUM København i 4. division, styrtede frem i de huller, der opstod i forlængelse af Ole Sørensens smukke lange afleveringer.

I løbet af få minutter tilspillede Danmark sig 3 hjørnespark.

Efter et kvarter bragte Ole Madsen Danmark foran på et mål med hælen, der skulle blive historisk.

Den svenske halfback Bjørn Nordquist ville aflevere tilbage til målmanden Arne Arvidsson, som var kommet ud i venstre side for at samle bolden op. Ole Madsen havde øjnet en lille mulighed og var løbet på tværs i det svenske målfelt.

Han nåede bolden før den var trillet helt tilbage til målmanden fra Bjørn Nordquists fod.

Med ryggen mod både mål og målmanden sparkede han til bolden – med hælen. Målmanden, som på skudøjeblikket var tæt på Madsen, sparkede forgæves ud efter bolden, men bolden løb langsomt ind i målet.

Den svenske udligning til 1-1 sørgede den udlandsprofessionelle Örjan Persson for, da han fra en spids vinkel i danskernes venstre side fladt sendte bolden i mål. Forinden havde Frem-målmanden Leif Nielsen pareret et flot langskud fra Hans Mild.

Den danske føring til 2-1 stod banens bedste spiller Ole Sørensen for og sikrede dermed triumfen.

Ole Madsen, der forinden havde driblet sig forbi et par svenske spillere, stak fra højre side en bold frem til Ole Sørensen, som befandt sig midt for det svenske mål.

Han trak bolden kort mod venstre side og kanonerede herefter med venstrebenet bolden ned i målhjørnet til venstre for målmanden, som ikke nåede ned til skuddet.

I hele 1. halvleg optrådte danskerne i den høje sommersol som det bedste og mest gennembrudsfarlige hold takket være fodboldhjernen Ole Sørensen, der med et mesterligt overblik spredte afleveringer til sine medspillere på samlebånd.

Det svenske fodboldmaskineri virkede for langsomt i forhold til danskerne, selv om enkelte af de svenske spillere brillerede med tekniske finesser.

I 2. halvleg overlod danskerne mere initiativet til svenskerne.

Bagud 1-2 forsøgte de fem mand forrest på banen - Örjan Persson, Bengt Lindskog, Leif Eriksson, Bo Larsson, Gert Christiansson – at skabe ordentlige chancer, men rigtig farlige blev de aldrig.

Det danske landshold fik flere chancer end svenskerne også i 2. halvleg.

Svenskerne bevarede presset på danskerne til dommerens sidste fløjt. Det var en trøst for et godt svensk hold at se glæden hos de 50.000 tilskuere over den længe ventede sejr over arvefjenden.

Det var en rigtig svenskelandskamp, der tilmed blev afviklet uden grove frispark og bataljer mellem spillerne, hvilket havde været tilfældet i nogle af de forudgående brødreopgør.

Forsvaret med den solide Køge-stopper Karl Hansen i midten stod godt, fordi de to halfbacks Bent Hansen og Preben Arentoft dækkede tæt op foran det danske mål.

Det lukkede helt af på midten af banen, og da samtidig backerne Leif Hartvig og Jens Jørn Hansen havde styr på de svenske wings, tilspillede Sverige sig få muligheder foran mål.

Gennem hele kampen spillede både Karl Hansen og Preben Arentoft mere defensivt end de plejede.

Debutanten Egon Hansen, der var kommet ind som venstre innerwing i stedet for Køge-angriberen Keld Pedersen, klarede sig fint. Han startede energisk, men blev efterhånden udmattet af at jage bolden på midtbanen.

Også fløjene Knud Pedersen og Henning Enoksen med de 47 landskampe klarede sig godt.

Esbjerg-spilleren blev til tider holdt ude af spillet af den erfarne svenske back Lennart Wing, mens Enoksen spillede en af sine bedste kampe, fordi han tilbød sig både i forsvaret og fremme på banen.

Alle kommentatorer var efter kampen enige om, at den blændende elegante boldspiller Ole Sørensen førte Danmark til den eftertragtede sejr.

Det var den 27årige innerwings foreløbige højdepunkt i karriere, og journalisterne spekulerede på, om dagens mand overhovedet ville komme til at spille flere landskampe. Opkøberne stod i kø for at kapre en af Europas bedste angrebsstrateger.

Efter kampen forklarede den ombejlede fodboldhelt sin succes med, at svenskerne ikke havde dækket ham særligt tæt. Dagens mand havde derfor masser af tid til at kontrollere bolden og sætte sine holdkammerater i scene.

Anfører Ole Madsen indrømmede efter kampen, at han for første gang i sin landsholdskarriere havde følt sig så udmattet, at han foretrak at deltage i forsvarsarbejdet frem for at sprinte efter boldene. ”

Jeg prøvede således noget nyt i det sidste kvarter” ironiserede målkongen til journalisterne over sin overraskende defensive indstilling.

Landstræner Poul Petersen fik anerkendelse for, at han havde lagt en god taktik.

De danske halfbacks blev trukket langt tilbage og dannede en mur, som svenskerne ikke uden deres spilleorganisator Agne Simonsson kunne komme forbi.

Taktikken var blevet undfanget efter landstrænerens spiontogt til Malmø i forbindelse med Sveriges venskabskamp mod Italien.

Hele kampen blev vist forskudt i DR fra kl. 18.00 med Gunnar Nu Hansen som kommentator.

Begge de danske mål resulterede i følgende udbrud fra den folkekære kommentator: ”Der er mål – Danmark har scoret.”

Lørdag den 19. juni 1965 kl. 17.00: Sverige B-Danmark B 0-0

B-landskamp på Domsjö Idrottsplats i Domsjö - Modsat indtrykket fra tidligere ligegyldige B-landskampe tog landsholdet denne gang opgaven alvorligt fra første minut.

Flere af dagbladenes journalister rystede på hovedet ad, at Esbjergs dygtige halfback Egon Jensen var blevet forbigået til B-landskampen og end ikke var på reservebænken.

Gisninger gik på, at det var udtagelseskomiteen straf for vestjydens afbud til den foregående B-landskamp mod Finland.

I det hele taget stod Egon Jensen formodentlig ikke i høj kurs i DBU, fordi han tilbage i 1963 efter 0-6 blamagen mod Ungarn havde trukket sig fra landsholdet på grund af frustration over den utilstrækkelige forberedelse, som DBU gav sine landsholdsspillere.

Efter flere sidste øjebliks-afbud endte målmandtjansen hos B1903´s unge målmand Torben Jensen, der havde optrådt en enkelt gang på ungdomslandsholdet i 1964.

Efter en kort mellemlanding i Stockholm havde de danske reserver fortsat rejsen helt op til polarcirklen, hvor spillerne ved ankomsten ikke var mere trætte end at de overvejede at lave en omgang sen aftentræning i det klare sollys.

I en velspillet match på den fine Domsjö Idrottsplats klarede Danmark 0-0 efter godt spil.

Holdleder Kaarlo Niilonen kunne glæde sig over, at hele holdet uden undtagelse kæmpede forbilledligt i samtlige 90 minutter.

Modsat indtrykket fra tidligere ligegyldige B-landskampe tog landsholdet denne gang opgaven alvorligt fra første minut.

I begge halvlege tilspillede holdene sig gode muligheder, men stærke målmandspræstationer af Torben Jensen og hjemmeholdets Arne Lundquist forhindrede scoringer.

I starten af 2. halvleg blev Danmark handikappet af, at forstopper Ole Forsing gik i stykker.

Den rutinerede Frem-spiller Finn Willy Sørensen rykkede ind i midterforsvaret, medens den indskiftede nordjyde Jørgen Christensen bevogtede venstre side.

Kampen blev overværet af 4.000 tilskuere på en bane i god stand.

Lørdag den 19. juni 1965 kl. 17.00: Sverige U-Danmark U 0-0

Ungdomslandskamp på Skövde Stadium i Skövde - En gnistrende kampvilje skaffede Danmark 0-0 mod de stærke svenskere, der pressede gæsterne.

Som på B-landsholdets havde DBU også i forhold til ungdomslandsholdet foretaget en udelukkelse, som vakte opsigt.

Danmarks måske største fodboldtalent Finn Laudrup blev kasseret.

Den unge elegantier havde ellers spillet blændende for sin 3. divisionsklub Vanløse IF og havde også god international erfaring fra sine kampe med Alliancen, hvor han ofte blev fremhævet som en af de bedste.

I dette tilfælde af endnu en uforståelig forbigåelse gik pressens spekulationer på, om den unge Laudrups ufordærvede og løsslupne spilleglæde, der hos nogle gav ham prædikat af humørspiller, var en torn i øjet på DBU.

Forbundet havde det ofte svært med spillere, der ikke 100 pct. indordnede sig under DBU´s selvforvaltede kæft-, trit- og retning-disciplin.

Det nye danske angrebshåb Ulrik le Fevre fra VB skulle til eksamen på Jellinge Seminarium og måtte derfor melde afbud.

Den lille midtsvenske by Skövde stod på den anden ende på grund af besøget fra Danmark.

Medens de danske spillere slappede af med en tur i den lokale biograf, gjorde byens spidser sig klar til en stor festbanket, der skulle afslutte landskampen og det fine besøg.

Den store interesse kom også til udtryk i fremmødet på det hyggelige stadion, hvor 3.300 lokale mødte op med håbet om en svensk hjemmesejr.

En gnistrende kampvilje skaffede Danmark 0-0 mod de stærke svenskere, der pressede gæsterne.

De mange tilskuere måtte tage hatten af for holdleder Ivan Jessens unge mandskab, der holdt stangen i en vanskelig 2. halvleg, hvor det nye svenske talent Ove Grahn gang på gang huserede foran den formidabelt spillende målmand Heinz Hildebrandt.

Danskerne klarede sig bedst i 1. halvleg.

Lidt større koldblodighed og omhu fra den adrætte fynbo Per Bartram kunne have givet udeholdet en fortjent føring.

Da de hurtigt kombinerende svenskere overtog kommandoen midt i 1. halvleg, blev de offensive Knud Enemark og John Petersen fra den danske trænerbænk beordret tilbage til en pindsvinestilling, som danskerne holdt sig til i resten af kampen.

Det danske forsvar - godt understøttet af de flittige wings - red stormen af og kunne efter kampen deltage i den store festbanket på byens hotel.

Det danske ungdomslandshold var fortsat ubesejret i de internordiske opgør siden den 23. oktober 1960, hvor Sverige havde besejret Danmark i Frederikshavn.

Tirsdag den 22. juni 1965 kl. 19.00: Fyns Boldspil Union-Bornholms Boldspil Union 4-1 (2-1)

Kvartfinale i unionsturneringen på Odense Stadion - Fynboerne trak det længste strå og spillede sig videre til semifinalen senere på året.

Fynboerne valgte at se bort fra den landsholdsaktuelle Leif Hartwig, men havde derudover samlet et stærkt hold fra de mange Odense-klubber til denne sommerkamp mod de upåagtede bornholmere.

Som sædvanlig lagde Odense Stadion græs til denne første unionskamp i 1965.

De beskedne 725 tilskuere, der måtte være bundrekord til et unionsopgør, fik den tvivlsomme fornøjelse af 90 minutters sommerferiefodbold, hvor der var tvivl om resultatet til de sidste minutter.

Det endte med, at fynboerne trak det længste strå og spillede sig videre til semifinalen senere på året.

Det lille antal tilskuere og den glædesløse stemning på det tomme stadion måtte repræsentanterne for de to unioner tage til indtægt for, at hverken spillere eller fodboldelskere orkede at bruge tid på en unionskamp midt i juni.

Hvad de fleste fodboldfans frygtede og de fleste eksperter forudsagde, skete allerede to dage efter trumfen over Sverige. Landsholdets feltherre Ole Sørensen indgik en lukrativ kontrakt med vesttyske FC Köln, der i foråret var nået helt frem til kvartfinalen i Europa-Cuppen for Mesterhold. Det øjeblikkelige afbud fra Ole Sørensen, der efter DBU´s småtskårne regler automatisk trådte i kraft i det øjeblik, at Ole Sørensen indledte forhandlingerne med FC Kölns forretningsfører, betød et comeback til ålborgenseren Kjeld Thorst (Ritzau Scanpix).

VM-kvalifikationskamp (3) på Lenin Centralstadion i Moskva - Ingen af de danske spillere faldt igennem. Problemet var, at danskerne var overmatchet på alle parametre – fysik, hurtighed og kondition.

Hvad de fleste fodboldfans frygtede og de fleste eksperter forudsagde, skete allerede to dage efter trumfen over Sverige.

Landsholdets feltherre Ole Sørensen indgik en lukrativ kontrakt med vesttyske FC Köln, der i foråret var nået helt frem til kvartfinalen i Europa-Cuppen for Mesterhold.

Kontraktsummen lød på 250.000, - kr. over 2 år med en god bonusordning for sejre og uafgjort. På den måde fik den drevne fiskehandler indføjet alle de gode løfter om penge og succes i sin kontrakt.

Det øjeblikkelige afbud fra Ole Sørensen, der efter DBU´s småtskårne regler automatisk trådte i kraft i det øjeblik, at Ole Sørensen indledte forhandlingerne med FC Kölns forretningsfører, betød et comeback til ålborgenseren Kjeld Thorst.

Det var begrædeligt for dansk fodbold, at en af landets største profiler strøg til udlandet uden at DBU tog notits ad det.

Den enkeltstående sejr over de svenske rivaler fik de apatiske DBU-ledere til at forestille sig, at landsholdet fortsat ville kunne klare sig internationalt, selv om det var tydeligt, at alle andre lande åbnede op for brugen af de professionelle på landsholdet.

Sverige havde anvendt sine to Dundee United-profiler Örjan Persson og Lennart Wing i kampen mod Danmark, og fodboldforbundet arbejdede med tanker om at udvikle den halvprofessionalisme, som så småt var påbegyndt i de svenske klubber.

Medens fodboldudviklingen gik stærkere og stærkere i Danmarks nabolande, drømte de optimistiske DBU-ledere om endnu en dansk overraskelse i Moskva, der skulle stadfæste den sande amatørånd i dansk fodbold og slå alle forhåbninger om professional fodbold i jorden for bestandig.

Kort før afrejsen måtte landsholdets offensive forsvarer Leif Hartvig trække sig med en alvorlig fiberskade.

I stedet rykkede den solide reserve Kaj Hansen fra BK Frem ind som højre back.

Følgende 11 spillere helt i hvidt løb ind på det monstrøse nationalstadion i Moskva, hvor 90.000 sovjetborgere klædt i gråt og sort tøj brølede deres begejstring ud:

Inden kampen forlød det, at det sovjetrussiske mandskab, der tabte finalen til Spanien i Nations Cup-turneringen i 1964, havde svært ved at score mål, men mod lille Danmark slog den russiske hammer hårdt og ubønhørligt.

Den velfortjente kæmpesejr på 6-0 var en ordentlig opstrammer for de 90.000 tilskuere på det store stadion, der i hvert fald fik bevis for, at russerne kunne score mange mål, ovenikøbet fordelt på fem forskellige spillere.

De tapre danskere slap faktisk fra 1. halvleg med skindet på næsen.

Det enlige russiske føringsmål opstod, da backen Kaj Hansen ville cleare en løs bold.

Uheldigvis ramte det befriende skud den erfarne VM-veteran fra 1962 Galimzyan Khusainov i ryggen, så bolden røg retur i netmaskerne forbi en overrasket målmand Leif Nielsen.

Det kunne tilmed være blevet til mere for Danmark, hvis dommer Konstantin Zecevic fra Jugoslavien, der sjældent bevægede sig væk fra midtercirklen, havde tildelt gæsterne det straffespark, som backen Gennady Logofet begik mod Ole Madsen.

Det var tydeligt for alle undtagen den sløve dommer, at Spartak Moskva-spilleren greb det danske lyntog i armen og hev ham omkuld i straffesparksfeltet.

DBU-mandskabets drømme om at slippe helskindet fra kampen punkterede hjemmeholdet allerede efter to minutter i 2. halvleg.

Chokmålet til 2-0 slog luften ud af de overbebyrdede danskere, og landsholdet begyndte at gå helt i opløsning.

Spillerne kunne pludselig mærke trætheden efter at have jagtet den røde fodboldhær i 1. halvleg, og danskerne øgede deres fejlprocent i afleveringer og tacklinger. Det kom hurtigt at gå ned ad bakke.

Alle kunne nu se, at det var to landshold med klasseforskel, der stod over for hinanden.

Bedst illustreret blev det af de lynhurtige russiske wings Slava Metreveli fra Torpedo Moskva og georgieren Mikhail Meshki, der gang på gang udmanøvrerede de chanceløse Jens Jørgen Hansen og Kaj Hansen.

Rimeligvis bør det fremhæves, at ingen af de danske spillere faldt igennem. Problemet var, at danskerne var overmatchet på alle parametre – fysik, hurtighed og kondition.

De høje forventninger til énmands-hæren Ole Madsen viste sig at være urealistiske.

Uden reel støtte fra sine holdkammerater blev den i international sammenhæng adrætte angriber pakket fuldstændigt ind af sin modspiller Albert Shesternyov fra det tredje store lokale hold CSKA Moskva, der ikke tillod Ole Madsen et eneste farligt skud på mål.

Den upåvirkede nordjyde Kjeld Thorst slap bedst fra det ulige opgør.

AaB-spilleren kastede sig ivrigt ind i alle nærkampene og havde til tider held med at holde på bolden og organisere en smule dansk sammenspil på midten af banen. Det var dog slet ikke nok til at true Sovjetunionen.

Stemningen var dårlig i det danske omklædningsrum efter kampen.

Alle spillerne accepterede, at de på de givne vilkår var chanceløse mod en modstander, der havde været i træningslejr i flere uger og i praksis levede af at spille fodbold, selv om det sovjetrussiske forbund erklærede spillerne som rene amatører.

Noget overraskende for de tilstedeværende i omklædningsrummet begyndte formanden for udtagelseskomiteen Erik Hansen at væve usammenhængende om, at spillerne burde passe bedre på, og at holdet spillede for ukoncentreret.

Det var ikke særligt passende at gøre de danske landsholdsspillere, der havde rejst den lange vej til Moskva, til syndebukke for et nederlag, der var umuligt at forhindre.

Mere trist var det, at holdleder Poul Petersen fulgte op med samme bebrejdelser mod sit hold.

I stedet for en provokerende og udfordrende analyse af dansk landsholdsfodbolds skavanker og forbundets bagstræberiske ageren, gjorde landstræneren spillerne til syndebukke for det dårlige resultat.

Landsholdstruppen fik en hel dag i Moskva til sightseeing og et besøg på Bolsjoj Teateret, inden turen gik hjemad via Stockholm.

Ekstrabladets Julius ”Julle” Larsen var med på turen og benyttede muligheden for at skrive en anderledes artikel om landsholdets indre liv med fokus på hierarkiet, ensomheden og rivaliseringen mellem Jylland og København.

I det sidste minut havde Keld Pedersen held til at komme på scoringstavlen til 3-0. Den flittige Køge-mand, der havde været uheldig tidligere, udnyttede en fin aflevering fra Ole Madsen efter fortjeneste og plantede bolden i mål tæt op ad den ene målstolpe (fodboldhistorik.dk/Pingvin Lakrids)

Venskabskamp på Laugardalsvöllur Stadion i Reykjavik - Få af de danske spillere var gode i det skarpe midnats-sollys.

Det islandske landshold under ledelse af Karl Gudmundsson havde forberedt sig til kampen mod Danmark ved at spille en venskabskamp mod Sjællands Boldspil Union, der havde arrangeret en herlig sommertur til Island.

Turneen omfattede 4 tætte kampe på vulkanøen.

Det stærkt besatte SBU-hold besejrede sikkert Island 2-0 på mål af Holbæks Jørgen Jørgensen, der i øvrigt også blev sjællændernes topscorer på turen med 8 mål.

De islandske fodboldfans kunne dog se frem til, at landets eneste udenlandsprofessionelle Thorolfur Beck fra Glasgow Rangers FC havde sat kurs mod sit hjemland og skulle indtage sin vante plads som centerforward og anfører.

Så kunne DBU-lederne fundere over, hvordan den lille ø-republik havde overvundet sine mulige skrupler over til enhver tid at anvende de bedste spillere med islandsk pas, der stod til rådighed.

DBU´s udtagelseskomite var i en rigtig kattepine inden udtagelse af landsholdet.

Iflg. komiteens formand Erik Hansen havde alle spillere skuffet DBU i Moskva ved at optræde for ukoncentreret og begå for mange fejl. Samtidig var mulige alternativer for længst startet på sommerferie og var derfor ikke længere i kampform, da divisionsfodbolden havde ligget stille i 14 dage.

Dertil kom, at landsholdets bedste i skræk-forestillingen i Rusland Kjeld Thorst prioriterede at tage på en velfortjent ferie med sin ægtefælle og derfor på forhånd meldte afbud.

Dette afbud blev fulgt op af et afbud fra Esbjergs Knud Pedersen, der også valgte tiltrængt hvile frem for en besværlig rejse til Island.

Det skuffende nederlag i Moskva skulle tilsyneladende sanktioneres af udtagelseskomiteen, og det gik ud over Frems stabile målmand Leif Nielsen, der måtte tage skraldet.

Den evige reserve Max Møller fik overdraget målmandsposten, medens den unge Leif Nielsen på reservebænken kunne fundere over, hvorfor han var blevet udpeget som syndebuk.

Mere rationale var der i at afprøve Ålborgs formstærke Heini Hald som venstre back. Den 23årige nordjyde havde spillet på ynglinge- og ungdomslandsholdet og havde i de seneste B-landskampe været en af de bedste.

Den anden debutant var Vejles fremadstormende Kaj Poulsen.

Han blev derved den tredje gut fra Nykøbing Mors, der kom landsholdet. De to tidligere var Henning Enoksen og Tommy Troelsen og ligesom dem var den unge VB-wing kommet til Vejle i forbindelse med uddannelse på lærerseminariet i Jelling.

Bemærkelsesværdigt var det også, at af det hold, der sent på aftenen i klart sollys løb ind på banen, var kun 5 af spillerne fra 1. division, medens 6 af spillerne kom fra lavere divisioner, heraf altså én spiller fra 4. division.

Det danske landshold vandt en pligtsejr på 3-1 over Island på en billig baggrund.

Gæsterne burde have vundet meget større over en svag modstander, men danskerne brændte for meget. Få af de danske spillere var gode i det skarpe midnats-sollys.

Danmark havde i de foregående syv landskampe ikke tabt til den tidligere del af kongeriget og fik altså ikke ødelagt sit renommé på denne tur til Nordatlanten.

Kampen var kun to minutter gammel, da Danmark fik den første af en lang række store målchancer.

Systematisk for de danske angribere kom Ole Madsen for langt ud til siden, så den gode islandske målmand Heimir Gudjonsson kunne redde.

De 10.000 tilskuere, heraf en stor samling marinesoldater fra det danske inspektionsskib Ingolf, så en lige kamp i 1. halvleg. Værterne havde flere gode forsøg på en årvågen Max Møller, der brillerede med flere flotte redninger.

Midt i halvlegen troede alle på stadion, hvis islandske navn kunne oversættes til De Varme Kilders Dal, at Danmark var kommet foran. Henning Enoksens drøn på overliggeren røg tilsyneladende ned bag målstregen, men den påpasselige skotske dommer Thomas Warton vinkede afværgende.

Efterhånden gik dampen af spillerne, der med trætte lemmer gik til te. Stillingen var 0-0.

I begyndelsen af 2. halvleg fik Danmark omsider hold på bylden.

Egon Hansen, der på trods af sin langsomhed var sluppet pænt fra kampen, og debutanten Kaj Poulsen kombinerede sig smukt igennem i højre side og serverede bolden for Ole Madsen, som ved forreste stolpe med højrebenet satte bolden lavt forbi målmand Heimir Gudjonsson, som forgæves kastede sig ned. 

Det meste af spillet foregik efterhånden i det islandske straffesparksfelt, hvor danskerne var linet op for at forsøge sig fra forskellige vinkler. Det andet danske mål lå i luften i lang tid, og det blev til sidst Egon Hansen, der scorede det vigtige mål til 2-0.

Det effektive debutant Kaj Poulsen, der efterlod et stærkt indtryk, driblede sig glimrende fri i højre side og serverede bolden for den opmærksomme KFUM-strateg, der uden betænkning satte en lang tå til bolden. Kuglen strøg fladt i mål uden chance for den islandske målmand.

I det sidste kvarter faldt kvaliteten mærkbart.

Danskerne havde fokus på at bevare føringen, og hjemmeholdet magtede ikke længere at bryde igennem de danske skanser. De mange hjørnespark, som Island tilkæmpede sig, forstod mandskabet fra Saga-øen ikke at udnytte særlig godt.

I det sidste minut havde Keld Pedersen held til at komme på scoringstavlen til 3-0.

Den flittige Køge-mand, der havde været uheldig tidligere, udnyttede en fin aflevering fra Ole Madsen efter fortjeneste og plantede bolden i mål tæt op ad den ene målstolpe.

Det islandske trøstmål kort før tid var helt unødvendigt.

Baldvin Baldvinsson fra KR Reykjavik helflugtede lige på målmand Max Møller, der burde have afværget skuddet, men ærgerligt for danskerne kunne østjyden ikke holde bolden, der trillede i mål til en irriterende reducering.

Selv om Ole Madsen scorede en enkelt gang, ville kampen blive husket for landsholds-topscorerens mange afbrændere.

Den normalt effektive angriber virkede noget udbrændt på Reykjaviks eneste græsbane og lignede en spiller, der var træt af ene mand at skulle bære byrden med at skabe succes i landskampene.

Bedste mand var den kampivrige Preben Arentoft, der holdt godt øje med Islands stjernespiller Thorolfur Beck og var over ham hele tiden med kontant forsvarsspil, som fik islændingenes fodboldhåb til et par gange at gå over stregen af frustration.

Den robuste striker med den fine fortid i skotske St. Mirren FC blev på det nærmeste sat skakmat, og det på en så overbevisende måde, at Preben Arentoft strøg ind som nr. 1 på Ekstrabladets rangliste.

Systematisk for DBU´s holdning til landsholdet var hverken UK eller landstræner Poul Petersen tilfredse med indsatsen, selv om deres hold havde vundet overbevisende.

”Vi er ikke særlig begejstrede for kampen” sagde den normalt spillerloyale Jørgen Leschly Sørensen og remsede så de ting op, som han frit kunne nedgøre uden at nogen turde tage til genmæle.

Det var igen ubehageligt at høre landstræner Poul Petersen være kritisk over for sit mandskab.

Han var hverken imponeret over spillet eller antallet af mål i en kamp, som danskerne efter trænerens overbevisning burde have vundet større.

Det var nedslående at konstatere, at ingen af de mange medrejsende DBU-folk anerkendte, at de 14 danske landsholdsspillere - midt i deres sommerferie - havde stillet op til en ligegyldig venskabskamp mod en modstander, som DBU skyldte en returkamp i det gode samarbejdes navn.

Det islandske fodboldforbunds - Knattspyrnusamband Íslands KSÍ - store drøm om at besejre Danmark led skibbrud.

De venlige værter havde sat næsen op efter, at et træt og desillusioneret dansk mandskab ville gå ned i den sene sommerkamp, men erkendte efter kampen, at Danmark var det bedste hold.

På vej hjem fra vulkanøen besvarede de 11 danske landsholdsspillere et spørgeskema fra Ekstrabladet om brugen af de professionelle spillere på landsholdet.

Skemaet udløste en flammende diskussion mellem spillerne, hvor det føg gennem luften med skarpe kommentarer til det store brændende spørgsmål i dansk fodbold: Skal landsholdet forstærkes med de professionelle fra udlandet?

De danske spillere svarede således på spørgsmålet: Synes du, at vi bør have de professionelle på landsholdet?

Afstemningen sluttede fifty-fifty.

Det var tydeligt, at de etablerede landsholdsspillere med mange landskampe ikke var interesseret i at inddrage de tidligere holdkammerater, der var draget til udlandet, medens de nye spillere var åbne overfor at forstærke landsholdet.

Flere spillere mente dog, at antallet af proffer burde begrænses til 3-4 spillere.

Søndag den 01. august 1965 kl. 19.30: AGF-SV Werder Bremen 2-4 (2-2)

Venskabskamp på Århus Stadion – tysk fysik vendte kampen efter god Århus-start.

Den århusianske traditionsklub AGF havde lokket de vesttyske mestre fra SW Werder Bremen til Danmark som modstander i en venskabskamp, der ville blive en glimrende optakt til efterårssæsonen for det ambitiøse mandskab fra Fredensvang.

De 3.000 tilskuere så i 1. halvleg deres helte føre sig frem på banen med frisk og morsomt spil, der helt matchede de erfarne gæster.

I den silende regn kom AGF foran 2-0 på mål af Carsten Petersen og Poul Erik Bækgaard, der var ny på holdet.

Gæsternes gode fysik fik efterhånden udlignet hjemmeholdets entusiasme. I pausen udskiftede Werder Bremen 5 spillere, hvilket fik publikum til at buhe af den tyske trænerbænk.

Den nye professionelle John Danielsen, der var skiftet fra B1909 til den nordtyske klub, spillede kun i 1. halvleg. Han gjorde det udmærket, selv om det var tydeligt, at han manglede det sidste i træning og koncentration.

Søndag den 08. august 1965 kl. 19.30: AGF-Chelsea FC 0-0

Venskabskamp på Århus Stadion – et par revnede bukser var kampens højdepunkt i tamt fodboldshow.

Det fodboldglade publikum i den jyske hovedstad var ikke træt af international fodbold.

Den engelske 1. divisionsklub Chelsea FC fra London var et anerkendt hold, der nok kunne lokke folk på stadion. 6.000 tilskuere mødte frem på Aarhus Stadion.

Kampen blev en stor triumf for den unge målmand Bent Martin, der stod en fantastisk kamp og gav de mange tilskuere minder om byens legendariske målmandshelt Henry From.

Bent Martin reagerede hurtigt på stregen, fistede drønende langskud væk og greb strålende ind overfor de høje bolde, som Chelsea FC gjorde flittigt brug af.

AGF havde klogeligt valgt en defensiv tilgang til venskabskampen.

Det førte til, at kampens underholdningsværdi var i den lave ende af skalaen, fordi gæsterne anført af midtbanespilleren Terry Venables ikke formåede at bryde igennem.

I 2. halvleg var det småt med målchancer til begge hold. Da trætheden også indfandt sig, løb kampen som underholdning ud i sandet.

Den mest morsomme episode i kampen var, da backen Søren Petersen kom til at revne sine bukser. Midt på banen måtte den uheldige århusianer skifte shorts til stor morskab for publikum, der for et øjeblik følte sig hensat til en strip-bar.

Onsdag den 18. august 1965 kl. 19.30: Lolland Falsters Boldspil Union-Sjællands Boldspil Union 2-9 (1-4)

Kvartfinale i unionsturneringen på Sakskøbing Stadion - Klasseforskellen mellem de to hold var allerede cementeret efter 20 minutter.

Ikke alene kunne SBU mønstre to aktuelle landsholdsspillere i den solide centerhalf Karl Hansen og skarpskytten Keld Pedersen, der senest havde scoret mod Island.

Sjællænderne havde også på turen til Island spillet fire træningskampe og var derfor et utroligt sammenspillet og homogent hold med et uhyre farligt angreb med spillere, der ville stå i kø for at score mod værterne fra LFBU.

Den lokale klubleder, der passede måltavlen på det lille stadion, fik en meget travl aften.

Klasseforskellen mellem de to hold var allerede cementeret efter 20 minutter, da de grådige gæster førte med 3-0.

Den dygtige Holbæk-innerwing Jørgen Jørgensen satte på skift sine to holdkammerater Keld Pedersen og Erik Dyreborg i scene, så de kunne score henholdsvis 3 og 5 mål, heraf et rent hattrick af Erik Dyreborg dvs. 3 mål i rap uden afbrydelse.

De 2.200 tilskuere overgav sig til sjællændernes flotte spil og frydede sig over det fantastiske målshow.

SBU meldte sig med dette resultat ind som en seriøs bejler til titlen som unionsmester.

Onsdag den 08. september 1965 kl. 19.00: Fyns Boldspil Union-Sjællands Boldspil Union 1-2 (0-0)

Semifinale I i unionsturneringen på Odense Stadion - Semifinalen viste endnu engang, at SBU havde landets bedste og mest levende angreb, der i hver kamp var god for mindst et par mål.

Landets formodentlig 44 bedste fodboldspillere skulle på denne behagelige onsdag aften i september stå overfor hinanden i to forskellige arenaer og under kritisk observation af udtagelseskomiteens fem medlemmer, der skulle forberede landskampen mod Norge den 26. september. 

I den foregående unionskamp mod Bornholm havde fynboernes udtagelseskomite givet mange reserver og marginalspillere lejlighed til at spille for fødeøen Fyn.

Mod SBU rykkede alle de erfarne 1. divisionsspillere fra B1909 og B1913 tilbage til deres sædvanlige pladser, så FBU stillede med et frygtindgydende mandskab med flere tidligere og nuværende landsholdsspillere.

På hjemmebanen i Odense-forstaden Bolbro mønstrede FBU følgende hold:

Den sjællandske udtagelseskomite havde ikke spor svært ved at nominere de 11 spillere efter 9-2 massakren mod Lolland Falster.

Holdet blev offentliggjort mere end en uge før semifinalen i Odense. På nær målmanden Poul Verner Henriksen var der genvalg hele vejen rundt.

Sjællænderne struttede af selvtillid og mønstrede et formstærkt hold:

De pågående og humørfyldte sjællænderes sejr på 2-1 var fuldt fortjent.

De målfarlige gæster burde allerede i 1. halvleg have sikret sig sejren på den store overvægt i spillet.

Det fynske mandskab skuffede de 2.000 tilskuere og levede slet ikke op til forventningerne.

Selv om spillerne kendte hinanden godt indbyrdes fra deres klubhold, fik de aldrig sat spillet i system.

Anført af den hyper farlige Køge-forward Keld Pedersen, der aspirerede til landsholdet, og den flittige midtbanemand Jørgen Jørgensen hamrede SBU-mandskabet fra semifinalens start løs på fynboernes Knud Engedahl, der måtte springe fra hjørne til hjørne af målet for at afværge de mange nærgående forsøg.

Indsatsen gav dog ikke mål, så det var gæsterne fra Sjælland, der måtte gå mest slukørede til pause, fordi SBU burde have været foran.

I 2. halvleg blev spillet på banen ringere, men til gengæld kom målene, der livede op på lægterne.

Et langskud fra 30 meters afstand fra den elegante Finn Wiberg Larsen gik tæt ind ved målstolpen til 1-0 til SBU.

Sjællænderne havde i det meste af 2. halvleg fin kontrol over kampen, medens hjemmeholdet forsøgte at kombinere sig frem ad banen i alt for snævre kombinationer. Det var helt logisk, at SBU kom på 2-0 ved den udmærkede Erik Dyreborg.

Da der manglede få minutter af opgøret, fik den tidligere landsholdsspiller Palle Bruun pyntet på resultatet.

Lyngbys Søren Hansen reddede et skud med hånden og kunne ikke rigtig protestere over det efterfølgende straffespark.

Semifinalen viste endnu engang, at SBU havde landets bedste og mest levende angreb, der i hver kamp var god for mindst et par mål.

Onsdag den 08. september 1965 kl. 19.00: Københavns Boldspil Union-Jysk Boldspil Union 3-2 (3-0)

Semifinale II i unionsturneringen i Københavns Idrætspark - Matchen i Idrætsparken løste på forunderlig vis DBU´s landsholdkvaler ved at præsentere flere egnede kandidater.

KBU gav et populært comeback til den forunderlige dribler Tom Søndergaard, der efter en svaghedsperiode var på vej tilbage, og Ove Andersen, der havde 10 landskampe på sit CV fra 1955-1956, men havde været meget skadet.

Det tidligere stortalent fra Brønshøj havde sporet sig ind på at afløse landsholdets topscorer Ole Madsen, der havde været igennem en vanskelig start i sin nye nederlandske klub Sparta Rotterdam.

Valby-klubben Frem var kommet stormende ud til efterårssæsonen efter sommerpausen.

Den friske start gav plads til de to unge angribere Flemming Mortensen og Dennis Nielsen, der bl.a. havde været bedste spillere på en rigtig Frem-aften af den gode slags i Idrætsparken, hvor det frembrusende Valby-hold havde besejret de israelske gæster fra FC Hapoel med 5-0 i en træningskamp.

Københavnerne var meget revanchelystne efter KB´s sviende 0-7 nederlag til Esbjerg fB og B93´s lige så ydmygende tab til Vejle på 1-7 den foregående søndag.

Det hævngerrige københavnermandskab løb på banen i følgende formation:

Den jyske udtagelseskomite valgte overraskende at droppe Vejles elegante organisator Tommy Troelsen, selv om havde gjort det fint i efterårets første turneringskampe.

Den østjyske købstad var dog stærkt repræsenteret med de to unge driblere Kaj Poulsen og Ulrik le Fevre, der var nogle af landets mest interessante spillere.

Dagen før matchen kom Tommy Troelsen alligevel på holdkortet, da veteranen Henning Enoksen trak sig med en skade. Vejle-troldmanden havde også brilleret med 4 mål mod B93 den foregående søndag og var svær af komme uden om:

Unionssemifinalen endte med at blive en fin gave til den tvivlrådige udtagelseskomite, der skulle finde afløsere for Ole Sørensen og Ole Madsen.

Begge var draget på udenlandsfærd til henholdsvis 1.FC Köln og Sparta Rotterdam.

Matchen i Idrætsparken løste på forunderlig vis DBU´s landsholdkvaler ved at præsentere flere egnede kandidater.

Selve opgøret vandt det københavnske mandskab fortjent med 3-2 og stod for en glimrende indsats, der skabte optimisme før landskampen mod Norge.

Der var masser af underholdning, spænding til det sidste og mange fine individuelle præstationer i de 90 minutter.

Værterne satte sig fra begyndelsen på de jyske gæster med lækkert teknisk spil og god spilforståelse.

Allerede efter 10. minutter udnyttede tilbagekomne Ove Andersen et hjørnespark, da han knaldede bolden forbi en sprællende Max Møller i jydernes mål.

KBU-mandskabet fastholdt trykket i den følgende periode, og 4. divisionsspilleren Egon Hansen øgede til 2-0, da han effektivt huggede bolden i mål efter en aflevering fra den arbejdsomme Flemming Mortensen.

Brønshøjs Ove Andersen foldede sig ud som i ungdommens vår.

Opportunistisk, lynhurtig og dristig kastede han sig ind i alle dueller. Resultatet af den overbevisende indsats kom 5 minutter før pausen, da publikumsynglingen igen stod på det rigtige sted og skubbede bolden det sidste stykke over målstregen til 3-0.

I 2. halvleg var det mest imponerende, at de slagne jyder fik kæmpet sig tilbage.

Københavnerne skabte sig fortsat mange muligheder, men til forskel fra 1. halvleg blev de ikke udnyttet.

Jyderne derimod scorede på deres chancer, først Kjeld Thorst på hovedstød efter en aflevering af jydernes dominerende spiller Tommy Troelsen og senere til 2-3 ved Ulrik le Fevre, der udnyttede en slap opdækning i københavnernes forsvar.

JBU kom ikke tættere på og måtte igen konstatere, at de havde det svært mod KBU.

For 25. gang ud af 31 mulige vandt københavnerne opgøret mellem de to største unioner i landet.

Udtagelseskomiteen kunne notere på blokken, at den i Vejle-trioen Tommy Troelsen, Kaj Poulsen og Ulrik le Fevre havde nye skrappe kandidater til landsholdet, og at aftenens højdepunkt Ove Andersen igen var klar til landsholdet.

Tirsdag den 14. september 1965 kl. 19.00: Alliancen-Sparta Rotterdam (HOL) 0-2 (0-1)

Venskabskamp i Københavns Idrætspark - På trods af de tydelige problemer på sit nye hollandske hold lavede Ole Madsen to mål.

Alliancen rådede – til forskel fra året før – over mange dygtige angribere, som stod i kø for at gøre en god figur inden udtagelsen af efterårets første landshold.

Det betød, at sikre kræfter som Finn Laudrup og Keld Bak kom på udskiftningsbænken, hvor de kunne se følgende elleve Alliance-spillere løbe på banen.

Da Ove Andersen kort før kampen blev fiberskadet, fik sydsjællænderen Keld Bak chancen i sidste øjeblik.

Den tabte søn Ole Madsen, der for en stund var på besøg i fædrelandet, havde omsider scoret sit første mål i den hollandske liga.

Det var dog en ringe trøst for hans hårdt prøvede mandskab Sparta Rotterdam, som havde fået en miserabel start på sæsonen, der i Nederlandene løb fra efterår til forår.

Glædeligt for de 10.200 tilskuere viste det sig, at det blev Ole Madsen, der udgjorde hele forskellen på de to hold.

Han scorede begge mål mod et Alliance-mandskab, som for en gangs skyld skuffede i en international kamp. I løbet af de 90 minutter præsterede værterne kun en håndfuld skud på mål.

Bortset fra vognmand Madsens to mål var venskabsopgøret en skuffelse.

Gæsteholdet fra havnebyen Rotterdam manglede en styrmand ved roret og spillede konstant på kryds og tværs uden at komme ud af stedet.

De mange fodboldkyndige på lægterne kunne hurtigt se, hvorfor Ole Madsen havde haft det svært i de første kampe i æresdivisionen.

De fyrige hollændere driblede konstant med bolden, men slog aldrig den dybe pasning, som Ole Madsen kunne løbe på og derved bringe sig i en gunstig en-mod-en situation mod en vigende forsvarsspiller.

Det stationære opspil uden chanceskabende pasninger fremefter passede den tidligere HIK-mand dårligt.

På trods af de tydelige problemer på sit nye hold lavede Ole Madsen de to mål.

I 1. halvleg udnyttede han, at det ubeslutsomme Alliance-forsvar lod et hjørnespark passere gennem hele feltet, hvorefter Ole Madsen behersket satte en inderside på til 1-0.

Målet i 2. halvleg til 2-0 var en sand perle, hvor kviksølv-Ole driblede sig fri foran mål og med et behersket spark sendte bolden forbi Erik Gaardhøje. Det var aftenens bedste detalje.

Ole Fritsen viste, at de mange mål for VB i Nørreskoven ikke var helt tilfældig. Han udnyttede effektivt den danske overlegenhed med to raske mål (fodboldhistorik.dk/Pingvin Lakrids)

Træningskamp på Aalborg Stadion - De 10.000 tilskuere forlod Aalborg Stadion med nogen optimisme på grund af de gode første 20 minutter

I dagene op til denne træningskamp i Aalborg havde danskerne betydeligt mere fokus på det forfærdelige, bestialske drab på fire politibetjente på Amager.

Dagen før træningskampen havde den berygtede gangster Palle Sørensen tilstået, at han koldblodigt havde nedskudt de fire politifolk.

Hen over sommeren var der sket store forandringer af landsholdets sammensætning.

De to store profiler Ole Madsen og Ole Sørensen var draget til udlandet, og kort før udtagelsen drog den bundsolide Brønshøj-spiller Preben Arentoft til skotsk fodbold, hvor han slog følgeskab med de andre landsmænd i danskerklubben Morton Greenock FC.

Mere usædvanlig var historien om odenseaneren Leif Hartwig.

Hans klub B1909 havde sat den offensive back af førsteholdet, fordi den ingeniørstuderende fynbo ikke havde mulighed for at tage til Bukarest for at spille Europa Cup-kamp.

I forlængelse heraf bad klubledelsen DBU om at se bort fra Leif Hartwig, og noget overraskende valgte UK at udelukke den stærke forsvarsspiller fra landsholdet.

I forhold til forårets landskampe var der kun to stamspillere Bent Hansen og Jens Jørgen Hansen tilbage.

Resten var nye spillere, der lige var kommet på holdet eller vendte tilbage efter en pause.

To spændende østjyske debutanter - Johnny Hansen og Poul Bilde - gjorde UK også plads til.

Landsholdsveteranen Henning Enoksen havde om søndagen spillet Europa Cup-kamp i Portugal, hvor hans hold AGF overraskende eliminerede Vitoria Setubal med en udesejr på 2-1.

Den 30årige ex-vejlenser kunne dog ikke nå hjem til træningskampen mod det tyske amatørhold FC St. Pauli, hvilket kostede ham en plads på landsholdet.

Det ærgrede den principfaste Henning Enoksen en del, at han således gik glip af sin landskamp nummer 50 - samt nok så vigtigt – gik glip af at spille med i en rent Vejle-angreb.

DBU havde etableret et godt samarbejde med Hamburg-holdet, der to gange tidligere havde ageret træningsmodstander for landsholdet. De kampe var blevet afviklet i Aarhus med dansk sejr til følge.

Det nye spændende landshold løb ind på Aalborg Stadion i følgende formation:

Sejren til Danmark var samlet set fortjent.

Danskerne præsterede en yderst lovende 1. halvleg med lynhurtigt og smart positionsspil, der resulterede i to mål, men også med misforståelser og huller i det nyetablerede forsvar.

De tyske gæster dominerede i 2. halvleg i kraft af bedre fysik.

Det gav forsvaret lejlighed til at blive spillet ordentligt sammen, så opdækningen blev bedre.

Anført af en velspillende Tommy Troelsen spillede landsholdet som lyn og torden i de første 20. minutter.

Ole Fritsen viste, at de mange mål for VB i Nørreskoven ikke var helt tilfældig. Han udnyttede effektivt den danske overlegenhed med to raske mål.

Overtaget midt på banen begyndte fra midten af 1. halvleg at udvikle sig til en overflødig boldflytning uden de nødvendige eksplosioner. Den danske midtbane nipsede for meget og tog alt for lang tid om at få afleveret bolden frem til fløjene Kaj Poulsen og Tom Søndergaard.

Især boldekvilibristen Tommy Troelsen varmede bolden for meget, fordi tyskerne ikke pressede på, men stod afventende på linje i forsvaret.

2. halvleg blev derfor en stor skuffelse.

Danskerne fik aldrig overtaget igen. Sejren kom dog aldrig rigtig i fare, heller ikke, da nordtyskerne reducerede til 1-2 kort før tid.

Reservemålmanden Leif Nielsen, der siden slutkampene i Nations Cup i 1964 var blevet overhalet på målmandsposten, kom på banen efter et kvarter i 2. halvleg, da den sikre Max Møller måtte udgå med en fiberskade.

De 10.000 tilskuere – et forbavsende stort antal gæster - forlod Aalborg Stadion med nogen optimisme på grund af de gode første 20 minutter, men også med stor usikkerhed, fordi landsholdet var gået i stå alt for hurtigt.

Ole Fritsen udligner til 2-2 for Danmark i 2. halvleg (Ritzau Scanpix).

Nordisk mesterskab 1964-1967 på Ullevaal Stadion i Oslo - Det uafgjorte resultat var mere smigrende for Danmark end for Norge.

På trods af den ikke helt godkendte indsats mod FC St. Pauli i Aalborg, hvor danskerne især i 2. halvleg mistede momentum, valgte udtagelseskomiteen at satse på de samme 11 spillere mod Norge.

Det var ud fra devisen, at man ikke bør ændre på et vindende hold.

Det betød, at Danmark stillede op med et forstærket Vejle-angreb med fire mand på toppen suppleret af en femte mand fra København – Tom Søndergaard.

De fire østjyder – Tommy Troelsen, Kaj Poulsen, Ole Fritsen og Poul Bilde Jensen – blev sekunderet af den femte VB-spiller Johnny Hansen som højre back.

Vejle havde også haft et forrygende efterår, hvor det unge mandskab havde fejet al modstand til side og scorede bunker af mål.

Den nye landsholdsanfører efter Ole Madsen blev meget naturligt OL-veteranen Bent Hansen med 56 landskampe i rygsækken.

Den 32årige B1903-kaptajn førte følgende mandskab ind på Norges nationalstadion Ullevaal:

Det tætte opgør endte 2-2, hvilket danskerne nok burde være mest tilfreds med.

Det danske landshold optrådte uden sammenhæng mellem angreb og forsvar i hele 1. halvleg. Norge havde tre skud på træværket og burde have været foran med mere end et mål.

I 2. halvleg fik danskerne bedre styr på midtbanen, og forsvaret stod mere solidt med den indskiftede nordjyde Heini Hald, der fik taget brodden af de farlige norske angribere.

Indimellem kom der også godt gang i det seværdige pingpong-spil fra de mange vejlensere i front. Effektivt blev det dog aldrig, da Danmark savnede en rigtig målscorer.

Det uafgjorte resultat var mere smigrende for Danmark end for Norge, der kunne have fortjent sejren på holdets 1. halvleg.

Den norske landstræner Ragnar Larsen havde lavet sit hjemmearbejde grundigt og valgte fra kampens start at pudse den effektive Edgar Stakseth fra Steinkjer Fotballklubb på Tommy Troelsen.

Dette smarte træk fra nordmændenes side neutraliserede fuldstændig det danske kombinationsspil, fordi Vejle-troldmanden ikke fik tid til at kontrollere bolden og bringe sine holdkammerater i spil.

Det fine taktiske træk fra hjemmeholdet blev understøttet af, at de to danske halfbacks Bent Hansen og Kjeld Thorst slet ikke fik tag i den norske midtbane.

Den norske veteran Arne Pedersen fra Steinkjer Fotballklubb og det unge talent Arild Gulden, der til daglig boede i Schweiz, benyttede den kærkomne mulighed for at boltre sig midt på banen.

Overtaget gav Norge en velfortjent føring på 2-0. Føringsmålet var et populært debutantmål af Ole Stavrum fra Osloklubben Lyn.

Venstre wing Erik Johansen fra et andet Lyn-mandskab fra Gjøvik syd for Lillehammer fordoblede føringen fem minutter før pausefløjt.

I 1. halvlegs sidste minut fik Danmark den afgørende reducering til 1-2, der stoppede den norske fremmarch mod en sikker sejr.

Det var paradoksalt, at det danske mål blev sat ind af Tommy Troelsen, der havde været uden for spillet på grund af den tætte opdækning.

Den unge Vejle-wing Kaj Poulsen afleverede tilbage til veteranen Bent Hansen, som fandt Tommy Troelsen på tværs af banen. Tommy Troelsens præcise skud gik ind til højre for målmanden, som kastede sig efter bolden og var meget tæt på at klare. Bolden gik ind over hans udstrakte arme. 

Fra starten af 2. halvleg var det tydeligt, at Danmark havde fået bedre styr på midtbanen.

De svage danske halfbacks løftede deres niveau samtidig med, at den norske midtbanegeneral Arne Pedersen begyndte at tabe pusten. Glædeligt var det også, at Tommy Troelsen med sine mesterlige tæmninger og driblinger kunne sætte den norske defensiv under pres.

Udligningen til 2-2 lugtede fælt af offside.

Faktisk kunne man af avisernes referater læse, at kun den finske dommer Per Engblom havde set målscorer Ole Fritsen onside. Målscoreren selv var helt overbevist om, at han var i offside-position, da han modtog bolden fra holdkammeraten Kaj Poulsen.

Kaj Poulsen stak en dyb aflevering frem til Ole Fritsen, som befandt sig meget tæt på offside for at udtrykke det diplomatisk.

Han trak bolden med sig ind det norske felt og passerede målmand Kjell Kaspersen med et fladt skud, som gik under ham. Alle de norske holdkammerater appellerede forgæves for at få målet underkendt.

Begge hold havde pæne chancer i resten af kampen.

Vejles Poul Bilde kunne have afgjort kampen til Danmarks fordel, da han rykkede fri på fløjen.

I forventning om, at hans trætte holdkammerater var fulgt med, trak vejlenseren til baglinjen i stedet for at gå direkte mod målet. Da afleveringen kom ind mod midten, var ingen danskere nået frem i feltet for at udnytte den store mulighed.

En af grundene til den danske skuffelse var desværre anfører Bent Hansen, det spillede en af sine svageste landskampe nogensinde. Den normalt hårdt kæmpende københavner var underligt tøvende i sine indgreb over for modstanderne og kunne slet ikke få styr på sine afleveringer.

Den anden halfback Kjeld Thorst kastede sig frygtløst ind i alle kampe, men manglede som halfback det nødvendige overblik.

Den skadesbetingede indskiftning i 1. halvleg af Heini Hald styrkede den danske defensiv betragteligt, men betød også, at halfback-kæden ikke var i stand til at bidrage med noget særligt i det offensive spil.

Unge Kaj Poulsen i højre side gjorde det glimrende i sin kun anden landskamp.

Som en hvirvelvind fløj han afsted med bolden og lagde mange gode afleveringer indover om end enkelte af dem lå for tæt på den norske målmand.

Mere trist var det med talentfulde Tøm Søndergaard i den anden side, som blev udsultet og fik alt for få bolde at lege med. Landsholdet fik derved slet ikke gavn af B93-spirrevippens driblekunstner.

Kampens danske lyspunkt var debutanten Johnny Hansen, der optrådte med ro og overblik som en gammel garvet britisk back. Vejle-manden var hurtig, driblede koldblodigt og var eminent til at bakke sin centerhalf op, hvilket flere gange reddede det danske mål.

Øverst på Ekstrabladets rangliste tronede målmanden Max Møller fra Horsens, der flere gange reddede kampen for Danmark. Hans redninger var fabelagtige, hvor han over flere omgange måtte redde kastanjerne ud af ilden.

UK-formanden Erik Hansen glædede sig mest over de to succesfulde debutanter Johnny Hansen og Poul Bilde, der på det nye landshold havde klaret sig godt.

Den tidligere halfback fra KB var optimistisk, fordi hans hold – efter at havde været på randen af knockout - havde vendt et truende nederlag til uafgjort og havde været det bedste hold i 2. halvleg.

Med det uafgjorte resultat blev Danmark nordisk mester 1965, men i det samlede 4års-regnskab lå danskerne efter 6 kampe kun nr. 2 efter den overraskende duks Finland.

Lørdag den 25. september 1965 kl. 16.00: Danmark B-Norge B 7-3 (0-2)

B-landskamp i Horsens Idrætspark - En storsejr på en billig baggrund.

Jyderne var betydeligt mere glade for reservelandsholdets besøg i provinsen end de forvænte københavnerne, der regelmæssigt havde glæde af A-landsholdets optræden i Københavns Idrætspark.

I Horsens Idrætspark mødte næsten 6.000 begejstrede landsholdsfans op for at applaudere et ungt, frisk B-landshold med flere spændende navne.

Kun OL-veteranen Henning Enoksen, der var blevet vraget til A-landsholdet på grund af udenlandsrejsen med sin klub AGF, var af den gamle landsholdsgarde, men den 29årige østjyde var meget populær på de kanter.

Danmark præsterede en strålende 2. halvleg, hvor holdet scorede syv mål på 37. minutter.

Det gav en storsejr på 7-3 på en billig baggrund.

Det så ikke godt ud for de ærgerrige og målhungrende danskere efter 1. halvleg.

Gæsterne førte 2-0, og den uheldige angriber Ove Andersen, som de fodboldkyndige ventede sig meget af, var gået ud med endnu en skade.

Den norske føring var ikke helt fortjent, fordi holdleder Kaarlo Nilonens mandskab var mest dominerende i de første 45 minutter.

De norske forhåbninger om en kærkommen sejr gik helt fløjten i 2. halvleg.

Den driblestærke AB-wing Finn Wiberg udnyttede et oplæg fra indskiftede Keld Bak til at reducere til 1-2 og så gik det slag i slag i de næste 37 minutter.

Danskerne kunne score både med hovedet og fødderne, og målene blev fordelt på fem forskellige spillere.

De 5.300 tilskuere forlod stadion i højt humør og havde været meget tilfredse med, at B-landsholdet havde lagt vejen forbi Horsens. 

Lørdag den 25. september 1965 kl. 16.00: Danmark U-Norge U 4-1 (0-1)

Ungdomslandskamp på Vejen Stadion – Nordisk U23-mester for tredje gang i streg uden at imponere.

Den ærværdige midtjyske fodboldby Vejen lagde græs til ungdomslandsholdets opgør mod Norge.

De dobbelte nordiske mestre fra Danmark var storfavorit og løb ind på det vindblæste Vejen Stadion i følgende opstilling, der var uændret i forhold til 0-0 affæren i juni mod Sverige:

Det danske ungdomslandshold vandt for tredje gang på stribe det nordiske mesterskab, men kampen mod Norge var ikke nogen åbenbaring.

Det var faktisk en temmelig stor skuffelse, hvilket kom bag på de fleste journalister, da holdet sprudlede af talenter på vej frem.

Først i midten af 2. halvleg fik de unge danskere vendt et truende nederlag til sejr.

På det tidspunkt havde de 3.500 tilskuere næsten mistet tålmodigheden med deres landsmænd på banen.

Den første time løb holdleder Ivan Jessens drenge forvirrede rundt, som om de aldrig havde set hinanden før.

Bolden gik ubeslutsomt fra mand til mand på midten af banen uden at holdet kom ud af stedet.

De rutinerede halfbacks John Petersen og Børge Enemark tog ikke et ordentligt ansvar for holdet og undlod at understøtte et noget usikkert angreb med flere uerfarne spillere.

Den norske halvlegsføring på 1-0 efter et hurtigt opspil var fuldt fortjent.

Der skulle et overraskende solofremstød af centerhalfen Henning Boel til for at bryde dødvandet.

Efter tre hurtige træk centrede midtjyden til spilorganisatoren Jørgen Jørgensen, der for en gangs skyld hurtigt spillede videre til den unge frem-angriber Leif Nielsen.

Med sit første mål ud af tre indledte Leif Nielsen en succesrig eftermiddag i Vejen.

Et minut senere bragte en fiks kombination mellem de to Frem-drenge med efternavnet Nielsen Danmark foran med 2-1.

Leif Nielsen fordoblede sin målscore, da han udnyttede et oplæg fra Dennis Nielsen.

Det tredje danske mål stod Horsens-wingen Bent Schmidt Hansen fadder til. Han drønede på højre fløj forbi 2-3 nordmænd og centrede præcist til Dennis Nielsen, der headede forbi en desperat norsk målmand Rolf Johansen.

10 minutter før tid gentog de herrer Nielsen fra BK Frem kunststykket fra det andet mål og lavede det fjerde danske mål.

Sejren på 4-1 var herlig for det unge mandskab, men baggrunden for billig, og samlet set skuffede de unge danskere.

Onsdag den 29. september 1965 kl. 19.00: Nordtyskland XI-Jysk Boldspil Union 3-2 (2-0)

Venskabskamp på Holstein Stadium i Kiel - Jyderne fik en fodboldlektion i effektivt og målrettet fodboldspil.

Til kampen mod de stærke nordtyskere stillede JBU et godt hold, der var næsten identisk med det landshold, der havde spillet uafgjort 2-2 mod Norge.

Stort set alle spillerne på JBU-holdet havde på et tidspunkt i deres karriere optrådt i den røde trøje med DBU-emblemet, så JBU måtte på den baggrund være favorit.

Modstanderen var også af høj kaliber, hvilket burde motivere jyderne til at give den en skalle.

Det jyske ”landshold” så således ud:

Det nordtyske regionshold bestod hovedsagelig af spillere fra de to Bundesliga-mandskaber SV Werder Bremen og Hannover 96.

JBU havde revanche til gode efter 2-4 nederlaget året før.

I den første time var Nordtyskland helt overlegne og bragte sig uden større anstrengelser foran med 3-0. Det så ikke godt ud for jyderne.

I slutningen af kampen kom gæsterne i gang.

To reduceringsmål fik de 7.000 tilskuere til at buhe af deres egne, men det ændrede ikke på det sørgelige helhedsbillede.

JBU fik en fodboldlektion i effektivt og målrettet fodboldspil.

Værterne førte fortjent 2-0 ved pausen på mål af Werner Pokropp, der havde scoret for sin klub FC St. Pauli mod landsholdet i september, og Lothar Ulsaß, der var topscorer hos Eintracht Braunschweig.

Nordtyskerne dominerede midt på banen, hvor de kombinerede langt bedre end jyderne med god støtte fra de offensive halfbacks.

Modsat var Tommy Troelsen meget overladt til sig selv, da de danske halfbacks Børge Enemark og Heini Hald alene helligede sig de defensive pligter. Jyderne havde derfor ikke meget spil på tyskernes banehalvdel.

Afgørende for spillets fordeling var også, at tyskerne brugte deres gode fysik og ikke holdt sig for gode til at gå hårdt til danskerne.

Hjemmeholdet begik mange professionelle frispark, hvilket fik flere af danskerne til at brokke sig over det hårde spil.

To danskere Tommy Troelsen og Johnny Hansen måtte også udgå i pausen på grund af spark over benene, og efter kampen kunne de fleste danskere vise mærker efter de tyske eftertacklinger.

Den danske opblomstring i slutningen af kampen blev personificeret ved den hårdt arbejdende og kæmpende Ole Fritsen, der scorede to gange.

Han var reelt den eneste trussel mod det nordtyske mål. Mest ærgrede den lovende Vejle-angriber sig dog over, at han i 1. halvleg ikke havde udnyttet et par gode muligheder til at score.

Søndag den 29. september 1965 kl. 19.00: BK Frem-Hertha BSC Berlin (BRD) 3-1 (1-0)

Venskabskamp i Københavns Idrætspark - Tyskerne overgik tidligere fodboldgæster i Danmark i grove frispark.

De 2.800 tilskuere i Københavns Idrætspark fik som JBU-holdet i Kiel en introduktion til professionel fodbold, i tilfældet med Hertha BSC fra Berlin, når det var værst.

Valby-klubben havde tidligere på året i Berlin spillet 0-0 mod mandskabet fra den næstbedste vesttyske række.

Dårlig opførsel fra gæsterne ødelagde venskabsopgøret.

Tyskerne overgik tidligere fodboldgæster i Danmark i grove frispark og evige brokkerier over dommerens kendelser.

Balladen kulminerede, da dommer Ejnar Poulsen i begyndelsen af 2. halvleg måtte udvise en tysker for voldsomme protester, hvilket var meget usædvanligt i en venskabsmatch.

Optræk til slagsmål var der også flere gange, når tyskerne skulle have afløb for deres frustrationer.

I en enkelt situation var det en koldblodig tysk leder, der forhindrede en af sine spillere i at gå korporligt løs på Frem-forsvareren Birger Larsen.

Den fodbold, der blev vist i regnvejret, stod det stærke Frem-mandskab for.

Blandt mange flotte præstationer viste især backen Kaj Hansen storform og bragte sig gennem den gode indsats i spil til landsholdet mod Sovjetunionen.

Det lave tilskuertal betød, at venskabsopgøret blev en økonomisk bet for arrangørerne, der for fremtiden nok ville være mere tøvende over for disse venskabskampe.

Onsdag den 06. oktober 1965 kl. 19.30: Københavns Boldspil Union-Sjællands Boldspil Union 3-6 (1-1)

Finale i unionsturneringen i Københavns Idrætspark – målshow gav sjællandsk fodbold den største triumf til dato.

Sidste års unionsmester KBU havde modtaget et par ærgerlige afbud til den store finale, men mønstrede ikke desto mindre følgende stjernebesatte hold med flere aktuelle landsholdsspillere:

Mange eksperter havde stor fidus til det topmotiverede Sjællands-mandskab, der havde mange målfarlige angribere i sit geled.

Selv om SBU-holdet ikke kunne mønstre en eneste spiller fra landets 1. division, betragtede mange eksperter sjællænderne som oplagte titelvindere,

De ville være mere sultne efter en sejr end de forvænte forhåndsfavoritter fra København.

Unionsfinalen blev en utrolig underholdende affære for de 8.100 tilskuere.

Hjemmeholdet havde klart overtaget i 1. halvleg og bragte sig flere gange foran, men formåede ikke at skabe afstand til sjællænderne, der aldrig gav op. Hele tiden indhentede SBU forspringet.

Vaklen i det københavnske forsvar satte gæsterne i gang, da der manglede 30 minutter af opgøret.

På sølle 9 minutter knækkede Sjællands Boldspil Union københavnerne og gav sjællandsk fodbold den største triumf til dato.

Afgørende for finalens udfald var bl.a., at Sjælland havde bedre fløje end København.

SBU´s venstre fløj Finn Wiberg var pågående med gode centringer og gennembrug, medens Erik Dyreborg i højre side ofte trak sig fri af sin direkte modstander.

Den københavnske konstellation John Steen Olsen og Dennis Nielsen var derimod ualmindelig tam det meste af tiden.

Kampen om pladsen som centerforward på landsholdet stod mellem 3måls-skytten Keld Pedersen fra SBU og den dobbelte målscorer Ove Andersen fra KBU.

Den unge Køge-angriber trak det længste strå i den duel, også da det viste sig, at den skadesplagede Brønshøj-angriber ikke havde luft til de sidste 20 minutter.

Begge målmænd på banen havde en mindre heldig aften.

Sjællændernes Poul Werner Henriksen var meget passiv ved de to første mål, der var langskud, som AB-keeperen på en god dag – i dagslys – ville have taget.

Uheldige Leif Nielsen måtte indkassere seks mål og var langt fra at generobre sin stamplads på landsholdet. Det var tydeligt, at Frem-målmanden - efter en strabadserende efterårsmanøvre i det danske militære forsvar - slet ikke var parat til opgaven og burde havde være skånet.

Efter kampen udpegede udtagelseskomiteen de 22 spillere, som DBU skulle anmelde til FIFA inden VM-kvalifikationskampen mod Sovjetunionen.

Bruttotruppen indeholdt ingen overraskelser:

1. Max Møller, Horsens FS (målmand)
2. Leif Nielsen, BK Frem (målmand)
3. Heinz Hildebrandt, Vejle BK (målmand)
4. Johnny Hansen, Vejle BK
5. Jens Jørgen Hansen, Esbjerg fB
6. Leif Hartwig, B1909
7. Bent Hansen, B1903
8. Birger Larsen, BK Frem
9. Heini Hald, AaB

10. Karl Hansen, Køge BK

11. Børge Enemark, Esbjerg fB

12. Kaj Hansen, BK Frem

13. Kaj Poulsen, Vejle BK

14. Poul Bilde, Vejle BK

15. Tommy Troelsen, Vejle BK

16. Ole Fritsen, Vejle BK

17. Henning Enoksen, AGF

18. Keld Pedersen, Køge BK

19. Tom Søndergaard, B93

20. Knud Pedersen, Esbjerg fB

21. Finn Wiberg Larsen, AB

22. Ove Andersen, Brønshøj BK

Poul Bilde Jensen var den eneste danske målscorer i generalprøven inden opgøret mod Sovjetunionen (fodboldhistorik.dk/Foska)

Træningskamp på Aarhus Stadion - De fleste rød-hvide på tribunerne havde mest lyst til at grave sig ned af skam.

Som forberedelse til det prestigefyldte VM-opgør mod mægtige Sovjetunionen havde DBU planlagt en træningskamp mod det tyske Bundesliga-mandskab Eintracht Braunschweig.

De jyske landsholdsspillere havde stiftet bekendtskab med enkelte af gæsterne i forbindelse med JBU´s venskabskamp mod Nordtyskland.

Den dygtige nordjyde Kjeld Thorst var blevet alvorligt knæskadet mod Norge og var ude af betragtning for landsholdet i fodboldårets resterende tre landskampe.

Efter en række gode kampe fik AB´s Finn Wiberg plads i angrebet, hvilket vakte stor glæde i den gamle traditionsklub, der længe havde savnet repræsentation på nationalmandskabet.

Esbjergs Jens Jørgen Hansen rykkede ind som halfback og gav derved mulighed for comeback til fynboen Leif Hartwig, der efter en fodboldpause og skader var på vej tilbage.

De 8.400 tilskuere i Århus blev vidne til en total fiasko for landsholdet, der nærmest var til grin mod et på papiret ikke særligt imponerende vesttysk mandskab.

Det danske spil var så håbløst, at de fleste rød-hvide på tribunerne havde lyst til at grave sig ned af skam.

De vesttyske gæster dominerede fra start til slut, og havde de ikke til sidst skruet ned for blusset, var nederlaget blevet meget større.

Grunden til den dårlige indsats var, at flere af de danske nøglespillere svigtede i kampen, især var der bud efter midtbanemanden og anfører Bent Hansen og Frem-stopperen Birger Larsen.

Men også Vejles Tommy Troelsen måtte opleve, at næsten intet lykkedes for ham.

Det Vejle-dominerede angreb kom helt ned på jorden igen efter de gode kampe mod FC St. Pauli og Norge.

Det gik desværre ud over debutanten Finn Wiberg fra AB, der ligesom sin forgænger Tom Søndergaard blev udsultet på venstre fløj.

Danmark havde to forsøg på mål i 1. halvleg.

Det ene forsøg gav mål ved Vejles Poul Bilde på en af de få gode pasninger fra klubkammeraten Tommy Troelsen.

Poul Bilde blev derved landsholdets bedste i et nedtrykkende selskab, hvor ingen kunne forlade banen med oprejst pande.

Kritikken var sønderlemmende fra udtagelseskomiteen, der duknakket bevægede sig ned til et tomt mødelokale under tribunerne for at sammensætte landsholdet til kampen mod Sovjetunionen.

”Det var intet mindre end en gru”, jamrede UK-medlem Jørgen Leschly Sørensen på vej væk.

Den gamle Italiens-professionelle undlod dog ikke at anføre, at landsholdets dårlige præstation havde en del at gøre med de håbløse forhold, som landsholdet havde i sammenligning med modstanderne.

”Hvis der ikke sker noget snart, må vi sige stop til internationale kampe. Eller give tilladelse til, at de bedste fra udlandet kan komme hjem til vores landskampe” konkluderede Jørgen Leschly, formodentlig velvidende, at han talte for døve øre hos de mange forstokkede DBU-ledere, der ikke ville fravige amatørismen i dansk fodbold med en millimeter.

Konsekvensen af fiaskoen blev også, at den 28årige Ove Andersen – som en trold fra en æske - blev trukket ind fra glemslen til et overraskende landsholdscomeback.

”Der måtte ske noget efter den svage forestilling af landsholdet”, begrundede UK-formanden Erik Hansen det overrumplende valg.

Ove Andersen havde for længst opgivet tanken om et landsholdscomeback og sad hjemme i privaten, da Ekstrabladet ringede på døren.

”Det er løgn”, udbrød den overraskede københavner, der havde stået over for Sovjetunionen to gange tidligere og tilmed havde scoret mod den russiske bjørn.

Tirsdag den 12. oktober 1965 kl. 19.00: Danmark U-IFK Malmø (SVE) 2-1 (0-0)

Træningskamp på Østerbro Stadion i København - De 1.050 tilskuere havde vanskeligt ved at se, hvad der skete på banen.

Det danske ungdomslandshold var suverænt Nordens bedste og savnede i den grad internationale udfordringer.

DBU var både af spillere og klubber blevet opfordret til at skaffe talenterne bedre træningsmodstandere end de skandinaviske brødre.

Efter et langt tilløb fik DBU omsider en aftale i stand med det hollandske fodboldforbund KNVB - Koninklijke Nederlandse Voetbalbond - om en venskabskamp.

DBU tog den nye udfordring alvorligt og fik som optakt arrangeret en træningskamp mod Malmø Kammeraterne fra den næstbedste række i Sverige. IFK Malmø var den lille klub i Øresundsbyen og stod ofte i skyggen af storebror Malmø FF.

I forhold til Norges-kampen lavede udtagelseskomiteen få ændringer.

Den fremadstormende AB-forsvarer Kresten Bjerre kom ind som venstre back, og et nyt talent Christian Andersen fra B1903 fik en lidt overraskende debut som defensiv innerwing.

Det danske ungdomslandshold fik i halvmørket på Østerbro Stadion en god gang træning inden kampen mod Holland og tilmed en lille sejr på 2-1.

De svenske gæster var et meget sympatisk hold, der skånede de unge danskere ved at holde igen i nærkampene og på det nærmeste lod modstanderen få frit løb med bolden.

Ingen af holdene formåede at score i 1. halvleg.

Straks efter pausen kom der mere bid i det danske angreb, og i løbet af fem minutter scorede Danmark to mål.

Den aggressive Leif Nielsen med tilnavnet Osten nettede to gange, først på en kort aflevering fra Christian Andersen og efterfølgende på en bold fra den effektive jyde Bent Schmidt Hansen.

Den danske sejr kom aldrig i fare, og danskerne havde flere gode muligheder for at cementere den velfortjente sejr.

De 1.050 tilskuere havde vanskeligt ved at se, hvad der skete på banen.

Lysanlægget på Østerbro Stadion var ganske enkelt helt utilstrækkeligt til en aftenkamp i oktober.

Den spillende Malmø-træner på 33 år Bengt Lindskog var kampens oplevelse og havde i øvrigt bl.a. været på det svenske landshold i juni måned mod Danmark.

Lørdag den 16. oktober 1965 kl. 15.00: Holland U-Danmark U 2-0 (1-0)

Venskabskamp på Oosterenk Stadion i Zwolle - Ivan Jessens bange mandskab producerede ikke et eneste anstændigt angreb i hele kampen.

Den stabile forstopper Henning Boel måtte lade sig udskifte mod Malmø-Kammeraterne og allerede samme aften fik en noget bestyrtet Børge Enemark af UK-medlem Svend Frederiksen besked på, at han skulle overtage pladsen som midterforsvarer i det vanskelige opgør mod de hollandske talenter.

Den 21årige esbjergenser kikkede bønfaldende på holdleder Ivan Jessen og udbrød, at det havde han da slet ikke rutine til. Børge Enemark havde kun spillet den plads to gange tidligere på klubholdet.

Følgende danske hold løb ind på det lille Oosterenk Stadion, der var hjemmebane for PEC Zwolle:

De unge hollændere vandt 2-0 og kyste helt livet af de forskrækkede danskere, der forsigtigt trak tæerne til sig af bare skræk.

Ivan Jessens bange mandskab producerede ikke et eneste anstændigt angreb i hele kampen.

De 5.000 entusiastiske tilskuere på det hyggelige stadion omgivet af græssende kreaturer fik ikke meget kamp for pengene og måtte tage sig til takke med de gumlende malkekøer uden for stadion.

Hjemmeholdet diskede fra første minut op med spil af høj klasse og løb fuldstændigt gæsterne over ende.

De selvbevidste spillere i de smukke orange trøjer var fysisk stærkere end danskerne og var slet ikke bange for at bruge kræfterne.

Muskelmasse, kondition og viljestyrke førte efter en halv time til det hollandske føringsmål, sat ind af den lovende Hans Venneker fra mesterholdet Feyenoord fra Rotterdam.

Indimellem var det beskæmmende at se de unge danskere trække sig fra nærkampene. Det mindede for meget om en hold usikre pigespejdere mod et hold stærke havnearbejdere fra Rotterdam.

Ingen ud over stærke Børge Thorup og arrige Børge Enemark turde gå på kroppen af værterne.

Danskerne var ganske enkelt for pæne i deres optræden og slet ikke parate til en modstander på internationalt niveau.

De nemme skandinaviske venskabskampe med sejre over naboerne havde lullet de danske foldboldledere i søvn. Ungdomslandsholdet havde ikke tabt en kamp siden 1961.

Opgøret mod de halvtidsprofessionelle hollændere, der hævede en lille sum på 500,- kr. efter sejren, viste, at dansk ungdomsfodbold haltede voldsomt efter i Europa – ligesom A-landsholdet.

Målet til 2-0 i 2. halvleg af Hans Venneker var resultat af dansk uopmærksomhed.

De hurtige hollændere kastede sig over det slappe danske forsvar og hurtigt lå bolden i nettet bag en sprællende Heinz Hildebrandt.

Resten af kampen sad Holland helt og aldeles på kampen og havde mulighed for flere mål. Den unge stjerne Lambert Verdonk fra PSV Eindhoven slap igennem flere gange, men kampivrige Børge Thorup fik efterhånden tag på ham.

Det eneste opmuntrende denne lørdag eftermiddag i Nederlandene var, at DBU aftalte en returkamp Danmark i 1966.

Tommy Troelsen reducerer mod Lev Yashin i en god dansk landskamp. (Ritzau Scanpix)

VM-kvalifikationskamp (4) i Københavns Idrætspark - Det undertippede danske landshold leverede en overraskende positiv indsats.

Det mest iøjnefaldende resultat af den svage træningskamp mod det vesttyske Bundesligahold Eintracht Braunschweig var, at Brønshøjs Ove Andersen – efter 9 års landsholdspause – efter kampen blev udtaget af DBU til VM-kvalifikationskampen mod Sovjetunionen i København.

Den sædvanlige forstopper Birger Larsen satte UK ubønhørligt af landsholdet. ”Han er i øjeblikket ude af trit og virker helt uden selvtillid”, kom det lakonisk fra UK-medlem Eyolf Kleven.

Den rutinerede Køge-forsvarer Karl Hansen, der sidst havde optrådt mod Island i juli, remplacerede den vragede Valby-spiller.

De fleste havde forståelse for, at UK på det nærmeste gik i panik på grund af det ringe spil mod vesttyskerne, men alligevel fandt bl.a. Politikens sportsredaktør Magnus Simonsen, at DBU burde have sovet på det et par dage.

De voldsomme ændringer og omrokeringer i forsvar og angreb fire dage før VM-kampen kunne give bagslag.

Russerne, der efter en klar sejr over Grækenland på 4-1 så godt som havde kvalificeret sig til VM i fodbold i Storbritannien, mødte op i stærkeste opstilling med legendariske Lev Yashin på mål.

I en træningskamp havde stormagten pulveriseret den svenske tophold IF Elfsborg med 5-1.

Den danske træner Poul Petersen, der havde overværet opgøret i Borås, tog tilbage over Øresund med bange anelser.

Hvad skulle danskerne stille op over for denne velsmurte modstander uden svage punkter?

Det undertippede danske landshold leverede en overraskende positiv indsats.

De rød-hvide farver var slet ikke til at kende efter de svage kampe mod Norge og Eintracht Braunschweig. Strålende fight af samtlige elleve spillere rystede russerne, som aldrig blev så dominerende, som eksperterne havde frygtet inden kampen.

Poul Petersens udskældte mandskab spillede bedst i 1. halvleg, hvor Vejles Poul Bilde havde en kæmpechance for at bringe værterne i spidsen.

Efter pausen kneb det med konditionen hos de hårdt kæmpende danskere. Selv om Danmark indkasserede tre mål i 2. halvleg, fulgte de russerne helt til dørs.

Nærmest chokerende for de 33.000 tilskuere struttede det danske landshold af optimisme fra kampens første spark.

De elleve danskere slap på denne herlige søndag eftermiddag de indestængte frustrationer løs og kastede sig ind i opgøret, så de sejrssikre russere blev aldeles overvældede.

Helt uventet tilspillede Danmark sig tilmed en kæmpechance i kampens indledning.

En fiks kombination mellem den frigjorte Bent Hansen og den veloplagte Tommy Troelsen gav den friske Poul Bilde frit løb mod mål.

Måske intimideret af at stå over for verdens bedste målmand Lev Yashin sparkede den normalt koldblodige vejlenser for tidligt til bolden, selv om østjyden havde masser af tid. Bolden burde have været banket i kassen, men i stedet blev det til et forkølet skud, der ufarligt gik forbi den fjerneste målstolpe.

Den liggende Poul Bilde kunne sammen med de mange tilskuere i resten af kampen spekulere på, hvad der ville været sket, hvis Danmark var kommet foran i 1. halvleg.

De nervøse og febrilske russere fik aldrig styr på deres berømte hurtige og effektive opspil og gik gang på gang i gulvet, når de løb ind i de danske forsvarsbastioner.

Remis ved pausen var en halv sejr for de undertippede danskere, der godt kunne have været foran efter spil og chancer.

Landstræner Poul Petersens mandskab løb ind til 2. halvleg med det konkrete mål, at de rådvilde gæster ikke måtte få et tidligt mål, der kunne give den nødvendige selvtillid.

Det gik desværre ikke som planlagt for danskerne.

Sovjetrussernes føringsmål til 1-0 i 2. halvlegs andet minut startede med en ærgerlig misforståelse i danskernes højre side, hvor de to klubkammerater Kaj Poulsen og Johnny Hansen løb i vejen for hinanden.

Den løbestærke Dynamo Kiev-wing Vitaliy Khmelnytskyi kom på grund af misforståelsen fri i venstre side og centrede højt over til den modsatte stolpe, hvor den rutinerede Slava Metreveli halvflugtede fladt forbi Max Møller.

På en god dag havde Horsens-målmanden taget enten det høje indlæg fra venstre eller den flade afslutning fra Dinamo Tbilisi-angriberen.

Den heldige træffer gav fodboldstormagten vind i sejlene og opgøret tippede nu tydeligt over til russernes fordel. Det danske håb om en fodboldsensation forduftede op i den behagelige oktober luft.

Bedre blev det ikke af, at den genkomne Ove Andersen ikke udnyttede en stor chance, som berømte Lev Yashin forærede den normalt målfarlige Brønshøj-angriber. Lev Yashin tabte simpelthen bolden for fødderne af Ove Andersen, der skød bolden forbi mål.

Målet til 2-0 et kvarter inde i 2. halvleg var smukt. Den effektive Eduard Malofeyev fra Dinamo Minsk centrede bolden ind mod midten, medens han løb frem i et hul i det danske forsvar.

Da den store centerforward Anatoly Banishevski i nærkamp med Karl Hansen headede bolden retur, befandt Eduard Malofeyev sig helt fri foran det danske mål. Hviderusseren havde tid til at tæmme bolden inden han bankede bolden forbi en sagesløs Max Møller.

Nogle minutter senere driblede den utrættelige Josif Sabo fra Dynamo Kiev sig forbi en 2-3 udmattede danskere, der slet ikke kunne følge med længere. Dribleturen blev afsluttet med et flot langskud, der sad helt oppe i venstre kryds.

Mirakuløst gav de slagne danskere ikke op, selv om holdet var nede med 0-3 på hjemmebane og måske var på vej til et nyt stort nederlag, fordi kræfterne var ved at slippe op.

Optimismen var fortsat til stede hos de kåde danskere. Danmark fik heldigvis en fin belønning for den stædige indsats.

Den fortsat friske Poul Bilde forfulgte en lang bold ind i det russiske straffesparksfelt, hvor han fik så meget kontrol over bolden, at han – med hælen – kunne aflevere tilbage til den dødtrætte Ole Fritsen.

Vejle-manden fik med en kraftanstrengelse spillet bolden på tværs til en helt fri Tommy Troelsen, der med venstrebenet fuldstændig udplacerede den overraskede Lev Yashin, der havde indstillet sig på at holde målet rent i de sidste minutter.

Den nye anfører Jens Jørgen Hansen, der havde overtaget anførerbindet aftenen før, da Bent Hansen frabad sig hvervet, virkede ikke tynget af ansvaret.

Den utrættelige esbjergenser overgik sig selv både i kampånd og spil og var stærk både i forsvaret og frem ad banen.

Mange eksperter så valget af Jens Jørgen Hansen som landsholdets nye anfører som en fortjent oprejsning efter skandalen for et halvt år siden, da esbjergenseren blev udelukket fra landsholdet på grund af et restaurantbesøg dagen før afrejsen til kampen mod Sverige i Malmø.

Den straf var helt urimelig, og Jens Jørgen Hansen viste med sin strålende indsats, at han havde lagt fortiden bag sig.

Den opflammede vestjyde havde en fortræffelig makker i Bent Hansen, der fri for anførerhvervet viste sit gamle jeg. Flere af københavnerens dybe afleveringer var mesterlige og så gik veteranen dristigt ind i alle nærkampe. Det var en Bent Hansen tilbage i bedste form.

Alle medlemmer af UK strålede om kap efter matchen.

”Det havde ikke været forkert, hvis Danmark havde ført ved halvleg”, konstaterede UK-formanden Erik Hansen og bed mærke i, at danskernes positionsspil – så længe kræfterne varede – var aldeles overbevisende.

Den positive kritik blev fulgt op af fynboen Jørgen Leschly Sørensen, der gjorde gældende, at Danmark slet ikke behøvede at tabe den slags tætte kampe mod topmodstandere, hvis DBU fik mulighed for at opbygge bedre kondition hos spillerne.

Spillemæssigt var danskerne helt på højde med russerne, mente den tidligere Italiens-professionelle.

Den danske holdleder Poul Petersen havde haft mareridt over udsigten til endnu at indkassere en russisk sæk.

Han var derfor ovenud lykkelig over, at hans hold havde klaret sig langt over forventning og tillod sig tilmed at ærgre sig over, at russernes to første mål var for billige og burde have været afværget.

Søndag den 24. oktober 1965: Ekstraordinært repræsentantskabsmøde i Dansk Boldspil Union i København

Tanken om halvprofessionel fodbold i Danmark elimineret på under 5 minutter.

Bestyrelsen for DBU havde temmelig overmodigt foreslået, at den gamle union nedsatte et undersøgelsesudvalg, der skulle vurdere reglementet for fodboldspillere – det såkaldte amatørreglement.

Bag forslaget, der var udarbejdet af formanden for JBU Dahl Engelbrechtsen, lå et frisk oplæg til en diskussion om indførelse af en form for aflønning af danske fodboldspillere.

På det fine Hotel Richmond i København tog det under fem minutter for formanden for Akademisk Boldklub C.V. Jensen at eliminere ethvert tiltag til ændring af dansk fodbold.

Under stort bifald fra de mange amatørledere fra hele landet drejede skattedirektøren fra Frederiksberg eftertrykkeligt halsen om på drømmen om halvprofessionalisme i landet.

”Man kommer aldrig til at efterkomme et ønske fra 10 klubber med 100 spillere på bekostning af 1.400 klubber”. Den stoiske KBU-mand fil derved fastslået, at de små klubber, der var bange for at afgive spillere til attraktive klubber, der kunne tilbyde et honorar, alene bestemte udviklingen i dansk fodbold.

Lidt paradoksalt besluttede repræsentantskabet derefter at etablere udvalget, men alle vidste, at den forsamling ville ende sine dage som en syltekrukke.

Da AGF´s Søren Nielsen sagtmodigt ønskede at diskutere brugen af de udenlandsprofessionelle danskere på landsholdet, blev han hurtigt afbrudt af DBU´s formand Vilhelm Skousen, der henviste diskussionen til det nye undersøgelsesudvalg.

DBU´s bestyrelse havde fået så mange tæsk af medlemmerne i løbet af mødet, at formanden skyndsomt fik lukket denne flanke.

Brønshøjs Over Andersen fik på ny chancen på hjemmebane mod Grækenland (fodboldhistorik.dk/foska)

VM-kvalifikationskamp (5) i Københavns Idrætspark – tilskuernes boldtyveri blev aftenens højdepunkt i skuffende remis.

De to stærke profiler Johnny Hansen og Kaj Poulsen fra Vejle BK, der havde udfordret Esbjerg fB i kampen om Danmarksmesterskabet, måtte dagen før landskampen melde afbud med henholdsvis en fiberskade og en maveforgiftning.

Den hurtige Børge Thorup, der var fast mand og anfører på ungdomslandsholdet, fik mulighed for at vise sit talent på pladsen som højre back. Den 22årige Brønshøj-mand havde spillet 7 kampe for Alliancen og havde derfor en rimelig international erfaring.

Esbjerg-wingen Knud Pedersen, der havde været med i forsommerens tre kampe, vendte for en stund tilbage som afløser for Kaj Poulsen.

Det var spændende, om danskerne kunne fortsætte det gode spil fra russer-kampen og derved dokumentere, at landstræner Poul Petersen efter et langt tilløb var ved at få tømret et godt hold sammen.

Selv om Danmark var blevet udspillet i efteråret 1964 i Athen, var landsholdet favorit på den bløde bane i Idrætsparkens efterårskulde.

Grækerne havde tilmed en del afbud, da de græske klubber var optaget af kampe i Europa Cuppen.

De danske spillere ankom i løbet af onsdag formiddag til København med bil og tog og løb kl. 19.00 på banen i følgende formation:

Danmark spillede en strålende første halvleg med masser af gode chancer. Hjemmeholdet havde fortjent en stor føring.

Efter pausen faldt danskerne sammen og lod Grækenland spille værterne en sikker sejr af hænde.

De velmotiverede danskere lagde ud med ekspresfart og spillede sig igennem det letbenede græske forsvar efter behag.

Allerede efter 10. minutter kom Danmark i spidsen efter et mønsterangreb.

Den veloplagte Tommy Troelsen trak sig smart forbi et par mand og centrede millimeter præcist til Ole Fritsen på midten. I stedet for at rykke mod målet, spillede den hurtigt opfattende Vejle-topscorer sin medangriber Ove Andersen fri på fløjen.

Samtidig fortsatte Ole Fritsen sit raid frem mod det græske straffesparksfelt, hvor han stod klar, da Ove Andersen efter et par træk spillede ham fri midt for mål.

Efter den smukke siksaktur hen over den græske banehalvdel endte bolden i nettet uden chance for Grækenlands målmand Yiannis Fronimidis.

Kort før pausen fik Danmark den gyldne mulighed, der skulle have fordoblet føringen.

De dominerende værter fik tilkendt et frispark 3-4 meter uden for straffesparksfeltet midt for mål. Efter en del bryderier med at få grækerne til at holde afstand til bolden, sparkede Tommy Troelsen direkte på mål.

Bolden prellede af på den græske mur og fortsatte til den helt udækkede Knud Pedersen, der havde en helt tomt mål foran sig.

Overrasket over chancen og en smule febrilsk ramte den normalt sikre esbjergenser ikke bolden ordentligt. Grækerne åndede tydeligvis lettet op, fordi bolden burde havde siddet i kassen til 2-0.

I stedet fik Grækenland bygget et angreb op, der flere gange på grund af nipserier var ved at gå i vasken.

Danskerne havde mange muligheder for at afværge angrebet, men til sidst endte bolden hos debutanten Nikos Simigdalas fra Apollon Smyrnis, hvis flotte skud ramte stolpen.

Det var ingen sag for den erfarne centerforward fra Olympiakos Piræus Yeorgios Sideris at banke riposten i mål til 1-1 bare 10 sekunder før halvleg.

I 2. halvleg gik dampen fuldstændigt af det danske eksprestog, der uden forklarlig årsag blev til et bumletog.

Det danske mandskab begik den fejl at spille med lange bolde i stedet for at bringe fløjene i spil, hvor især den rapfodede Knud Pedersen havde overtaget. Esbjerg-wingen blev udsultet af sine holdkammerater, og det på trods af, at den danske holdleder Poul Petersen prøvede at dirigere sine tropper.

2 minutter før landskampens afslutning valgte det skuffede publikum af beholde kampbolden, da den røg helt ud på ståpladserne på Hockeybanen.

Folket syntes med rette, at de 22 aktører på banen havde udsat de 29.000 tilskuere for en urimelig ørkenvandring og beholdt simpelthen læderkuglen i protest. Det var tæt på at blive aftenens absolutte højdepunkt.

Det græske hold var ikke bedre end forventet.

Gæsterne var klart hurtigere og mere boldsikre end de rød-hvide, men klumpede alt spillet sammen på midten af banen, hvor danskerne uden problemer kunne bremse alle fremstød. Så Grækenland blev aldrig farlige i deres angreb.

Den danske landstræner Poul Petersen var trist til mode efter kampen. Selv om grækerne var bedre teknisk, burde hans hold have vundet.

”Vi spillede dumt og udnyttede ikke vores muligheder bl.a. ved at bruge vores hurtige fløje noget mere”, sagde den ærgerlige holdleder til Politiken.

I avisernes spalter dagen efter var det tydeligt, at læserne var frustrerede over, at Danmark ikke kunne følge ordentligt op på den gode indsats mod Sovjetunionen.

Hvorfor kunne landsholdet ikke spille to gode kampe i rap?

Og hvorfor justerede holdet ikke spillet, da det var åbenlyst, at lange tilfældige stikninger frem ad banen var håbløst i forhold til en flok grækere, hvis stærkeste kort var deres hurtighed i accelerationer og vendinger?

Det var heller ikke godt, at de to midtbanefolk Bent Hansen og Jens Jørgen Hansen efter storkampen den foregående uge gik ned med flaget og spillede en halvskidt kamp.

Efter den strålende 1. halvleg gik de danske angribere Poul Bilde og Ove Andersen også helt i stå og optrådte alt for uengageret og sløvt.

Tommy Troelsens småbold og fiksfakserier, der havde vakt begejstring i kampens start, blev nu et irritationsmoment, fordi de ikke førte nogen steder hen. Det var i 2. halvleg skidt alt sammen.

Den irske dommer Owen McCarthy formulerede efter kampen danskernes problem meget tydeligt: ”Spiller I kun én halvleg i dansk fodbold?”

Bedste mand på Ekstrabladets rangliste var centerhalf Karl Hansen, men det var en billig førsteplads, fordi det danske forsvar også spillede en ringe kamp.

Kaj Poulsen, årets spiller 1965, udlignede mod Wales og hjemtog efter matchen kampbolden til Vejle, hvor den i dag befinder sig på VB-museet.

VM-kvalifikationskamp (6) på The Racecourse Stadium i Wrexham - Det danske landshold med to debutanter og i en ny 4-2-4 opstilling leverede en glimrende indsats.

Efter store sjælekvaler besluttede Vejles fænomenale spilstyrer Tommy Troelsen at melde afbud både til sin klubs sidste kamp i 1. division og landsholdet, da han fysisk og psykisk var fuldstændig færdig efter mange kampe og en slem lidelse i en underlivskirtel.

Vejlenserne var uden chance for at vinde mesterskabet, og Danmark var ude af VM-kapløbet, så troldmanden valgte meget naturligt at prioritere helbredet.

Udtagelseskomiteen havde et par overraskelser i ærmet.

Det kom bag på de fleste, at DBU helt vragede den 32årige veteran Bent Hansen.

Hans seneste landskamp havde ikke været overbevisende, men at det skulle føre til en egentlig degradering, fandt mange var at gå for vidt. B1903-spilleren med landskampsrekorden på 58 kampe fik dog en plads på udskiftningsbænken.

Afløseren var den unge himmelstormer Knud Enemark, der på rekordtid havde gjort karriere hos Esbjergs danmarksmestre. Han havde afløst Skotlands-legionæren Jens Petersen og var vokset forbavsende hurtigt med opgaven.

Udtagelsen af den 28årige Egon Jensen fra Esbjerg fB var på grundlag af den dygtige teknikers kampform fuldt forståelig, men den selvbevidste vestjyde havde ved tidligere lejligheder udtalt sig kritisk om landsholdets forberedelse.

Både i 1962 og i 1963 havde Egon Jensen fået kritik for sin indsats i de store udebane-nederlag mod henholdsvis Østtyskland og Ungarn.

I stedet for at bøje sig i støvet, havde den stovte vestjyde i klare vendinger vendt skytset mod DBU´s amatøragtige valg af modstandere tidligt på sæsonen til unge danskere ude af form samt den håbløse forberedelse, der gjorde danske spillere til slagtekvæg for ambitiøse østlande, der gerne vil nedspille et vesteuropæisk land foran eget publikum.

Efter 2½ års pause var den konstruktive innerwing tilbage på landsholdet.

Landsholdsdebuten til Vejles 19årige Ulrik le Fevre havde ligget i luften i flere uger og meget passende erstattede den unge angriber Tommy Troelsen, så sølvvinderne fra det netop afsluttede DM fortsat var repræsenteret med 5 spillere på landsholdet.

Samlet set var landsholdet et forstærket VB/EfB-mandskab med 8 spillere fra de to dominerende klubber i landet og uden en eneste københavner.

I dagene op til kampen haglede og regnede det uafbrudt i Wrexham, så banen lignede mere end rugbybane efter 2 timers mandekamp end en fodboldbane. 

Wales havde slået Sovjetunionen 2-1 i VM-kvalifikationen og havde alle fordele af de barske vejrforhold.

De røde drager tørstede også efter revanche efter det ydmygende 0-1 nederlag i København året før, der i realiteten havde beseglet walisernes skæbne i VM-kvalifikationen.

Trods det klare nederlag i let tåge og svag frost på den ualmindelig store bane i Wrexham leverede det danske landshold med to debutanter og i en ny 4-2-4 opstilling en glimrende indsats.

Med anfører Jens Jørgen Hansen i spidsen gav danskerne de toptrænede briter en god kamp og havde de danske spillere været mere fortrolige med den nye 4-2-4 opstilling, kunne resultatet måske have været blevet bedre.

Danmark sluttede på sidstepladsen i kvalifikationsgruppen til VM i England.

Wales kom tidligt foran 1-0 på et billigt mål.

Det dygtige højre back Peter Rodrigues fra Cardiff City FC smækkede en høj bold ind i det danske straffesparksfelt.

Bolden var nem at se på vejen indover, så alle forventede, at enten den danske stopper Karl Hansen ville heade væk eller målmand Max Møller ville gå ud i feltet for at gribe bolden.

Da ingen af danskerne reagerede, kunne den store centerforward Wyn Davies ubesværet med skulderen skubbe bolden over målstregen. Wyn Davies fra Bolton Wanderers FC var udset til at blive hjemmeholdets store profil, og han lagde altså godt fra land allerede efter 2. minutter.

Den veloplagte Kaj Poulsen, der uden problemer sprintede forbi sine modstandere, tændte håb om et godt dansk resultat, da han blot to minutter senere udlignede til 1-1.

Midt på banen modtog den unge vejlenser bolden fra anfører Jens Jørgen Hansen.

Resolut trak han i en hurtig bevægelse bolden forbi sin direkte oppasser og drønede afsted mod det walisiske mål. Fremdriften var så effektiv, at ingen af de røde drager nåede at bremse Kaj Poulsen, inden han fra kanten af straffesparksfeltet plaffede bolden fladt forbi David Hollins i Wales‘ mål.

Kort tid efter fik Danmark faktisk en fin mulighed for at bringe sig foran.

Den arbejdsomme Poul Bilde, der klarede sig fint på den ujævne bane, spillede Kaj Poulsen helt blank for mål. Bolden sprang dog uheldigt fra hurtigløberen, så målmanden kunne nå at tage bolden.

Selv om Danmark hurtigt fik udlignet, lå usikkerheden fortsat hos danskerne på grund af det nye spilsystem.

Efter et hurtigt kombinationsspil på den sneomkransede bane kom Roy Vernon fri midt for mål. Den populære spiller fra tipsholdet Stoke City bragte Wales foran 2-1. Målet lugtede af offside, men den glimrende franske dommer Michel Kitabdjian vinkede afværgende.

Hjemmeholdet pressede på i et tempo, som danskerne ikke kunne matche. Flere gange åndede de få danskere blandt de kun 4.700 tilskuere lettet op, men det var en stakket frist.

Den dygtige strateg Ivor Allchurch fra Swansea City FC spillede en lækker bold på tværs i det danske straffesparksfelt, hvor højre wing Ron Rees fra Coventry City FC ubesværet kunne score til 3-1. Både målmand Max Møller og venstre back Leif Hartwig burde have afværget dette mål, hvor opdækningen var for slap.

De usikre skandinaver fik reddet stormen i resten af 1. halvleg og havde indimellem et par pæne fremstød, der gav en lille smule håb om en genkomst i 2. halvleg.

Starten på 2. halvleg blev yderst opmuntrende for Danmark. Det virkede som om, at danskerne havde fået bedre styr på deres spilkoncept.

Midterforsvareren Karl Hansen gik over til mandsopdækning af den farlige og hovedspilstærke Wyn Davies i stedet for zoneopdækningen, som ikke havde fungeret.

Og Knud Enemark satte sig tungt på Wales` spilfører Ivor Allchurch, så han blev neutraliseret.

Belønningen for den lovende start kom allerede efter 4 minutter.

En fin centring fra Kaj Poulsen til Poul Bilde blev i første omgang blokeret af waliserne. Den løse bold endte dog midt blandt venner og fjender, og den årvågne Ole Fritsen var lynhurtigt over bolden.

Efter en snæver dribling uden om Wales-anfører Mike England bragede Vejle-forwarden kuglen forbi en sagesløs David Hollins.

Reduceringen til 2-3 fik humøret op hos de helt i hvidt klædte danskere, hvis tøj efterhånden var blevet sort af vand og mudder.

Anfører Jens Jørgen Hansen, der var en af de bedste, headede over overliggeren.

Forsvaret fremstod nu mere solidt end i hele 1. halvleg og især Karl Hansen havde nu betydeligt mere styr på de høje bolde, som værterne konstant tyede til.

Jagten på den forløsende udligning gik dog i vasken, da den uheldige danske målmand Max Møller ikke fik bokset et høj bold væk. Den landede for fødderne af Roy Vernon, der ubesværet løftede bolden over forsvar og målmand til 4-2 til Wales.

Målmandskikset besejlede Danmarks skæbne i den kamp.

Egon Jensen fra mesterholdet Esbjerg fB fik et fint comeback til landsholdet. Han var modstanderens ligemand i teknik, og hans mesterlige overblik fornægtede sig aldrig.

Sammen med den anden midtbanegeneral Jens Jørgen Hansen, der optrådte her og der og allevegne, fik danskerne fat i mange bolden, men det var tydeligt, at de tunge løbeture på den 107 meter lange bane kostede for mange kræfter.

Waliserne fik dog aldrig endegyldigt overtaget på banens midte.

Jens Jørgen Hansen toppede også Ekstrabladets rangliste tæt forfulgt af klubkammeraten Knud Enemark, der fik ros for, at han var den eneste dansker, der forstod 4-2-4 systemet.

Debutanten Ulrik le Fevre havde flere gode indlæg, men var indimellem også lidt for klein i det hårde professionelle game.

Danskernes akilleshæl var målmandsposten.

Den normalt solide Horsens-målmand Max Møller kostede to mål og virkede generelt usikker. Han fik dog aftenens største bifald, da han midt i 1. halvleg trak de store overtræksbukser af.

Det nye 4-2-4 system blev en fiasko for landstræner Poul Petersen, fordi de danske spillere savnede fortrolighed med det og slet ikke havde haft lejlighed til at træne med det nye system, som Brasilien havde indført.

Der var for lidt opbakning bag de fire forsvarsspillere på linje, hvilket gjorde, at waliserne uden problemer kunne overspille det danske forsvar.

Holdleder Poul Petersen var godt tilfreds med sit hold.

Han forklarede nederlaget med, at hans hold var nyt, der først skulle have nogle flere kampe sammen. Problemet for landstræneren var, at hans hold konstant blev ændret af spilleres overgang til professionel fodbold.

I 1965 havde DBU anvendt 28 spillere fra 14 klubber i 8 landskampe. I sæsonens løb fik 11 spillere debut på landsholdet.

Kun esbjergenseren Jens Jørgen Hansen havde været med i alle årets kampe.

Han var sammen med sjællænderen Karl Hansen og fynboen Leif Hartwig de eneste gengangere fra kampen mod Finland i juni.

Også KB-spilleren Ole Sørensen, der havde været banens bedste i 2-1 sejren over Sverige, drog til udlandet som professionel – til 1.FC. Köln.

De desperate amatørledere i de mange medlemsklubber i Dansk Boldspil Union slap ikke kvælertaget på fodboldlandsholdet i 1965.

Landsholdet kunne alene besejre de nordiske fodboldvenner i Norge, Finland, Island og meget sjældent Sverige, men havde ikke udsigt til at komme ud af hængedyndet, hvor nederlag afløste nederlag, når der stod noget på spil i VM-regi eller Nations Cup.

Opbygning af en mulig stamme af landsholdsspillere blev konstant umuliggjort af, at de bedste spillere skiftede til udenlandske klubber.

Enhver tanke om at åbne op for brugen af de mange dygtige danskere i vesttysk, hollandsk og skotsk fodbold blev elimineret, fordi amatørlederne i DBU frygtede, at det kunne skabe grobund for, at de mange danske divisionsspillere på et tidspunkt ville forlange penge for deres hobby.

Træningsmængden og kravene i dansk divisionsfodbold var vokset markant, og mange spillere gav udtryk for, at bægeret var fyldt.

Stilstand på landsholdet var at foretrække fremfor fremdrift, fordi en ny retning vil ændre magten i dansk fodbold.

De danske landsholdsspillere gjorde det i landskampeneså godt, som det var muligt under de håbløse betingelser, men det danske landshold havde ikke en chance mod de bedre modstandere.

Det blev bekræftet i VM-kvalifikationen, hvor danskerne tilmed måtte strække våben over for upåagtede Grækenland og Wales og derved endte på sidstepladsen i VM-kvalifikationsgruppen.

DBU-lederne havde efterhånden også indtaget et mærkværdigt særstandpunkt i Norden med hensyn til forstærkning af nationalholdet udefra.

Sverige havde i mange år brugt deres stjerner fra udlandet, men Finland og Island var nu også begyndt at anvende de få spillere, der var kommet til udlandet. På trods heraf vægrede DBU sig imod at forstærke landsholdet.

De værste episoder i landsholdssammenhæng opstod, da både udtagelseskomiteen og holdledere kritiserede landsholdsspillerne efter nederlag.

Uden føling med landsholdets virkelige problem skød DBU-folkene skylden for landsholdets miserable resultater på spillerne. Det var til tider forunderligt, at de danske landsholdskæmper fandt sig i denne behandling.

Det var med bange anelser, at det danske landshold gik 1966 i møde.

Landshold med udenlandsproffer:

Som et tankeeksperiment kunne Danmark i 1965 have mønstret følgende frygtindgydende landshold:

Sejr over Sverige

Den eneste opmuntring for landsholdet i 1965 var, at Danmark endelig slog svenskerne i en landskamp.

Det var for første gang i 14 år, og der skulle komme til at gå yderligere 11 år (1976) til næste sejr over arvefjenden.

Dengang i 60´erne var landskampen mod Sverige årets højdepunkt. Svenskerlandskampen blev rangeret langt højere end kvalifikationskampene til VM og Nations Cup.

Succeskriteriet for de forudgående landskampe og træningssamlinger var, om danskerne omsider kunne få tømret et stærkt hold sammen, der kunne slå svenskerne. Forventningerne blev hvert år skruet voldsomt i vejret i dagspressen.

Skuffelsen dagen efter en landskamp var så meget større, fordi svenskerne havde overtaget i langt de fleste kampe.

Den svenske fodboldliga var bedre end den danske 1. division, og det svenske fodboldforbund gjorde brug af sine udlandsprofessionelle.

Årets Spiller Kaj Poulsen, Vejle Boldklub

En debutant blev kåret som årets fodboldspiller 1965. Det blev Kaj Poulsen fra Vejle Boldklub, der spillede højre wing på landsholdet.

Han blev vurderet som en af de bedste spillere i sine 4 første landskampe. Poulsen var lynhurtig dribler, der kunne gå både til baglinjen eller trække ind mod midten.

Afsked med Ole Madsen

1965 betød også en midlertidig afsked med anfører og topscorer Ole Madsen, der drog til Sparta Rotterdam i juli 1965 for at spille som professionel. Han kom først tilbage i 1969.

Også KB-spilleren Ole Sørensen, der havde været banens bedste i 2-1 sejren over Sverige, drog til udlandet som professionel – til 1.FC. Köln.