OL-kval. og Nations Cup en opmuntring for Danmark

OL-veteranen Henning Enoksen afslog en professionel kontrakt med den anerkendte italienske ligaklub Genoa CFC (Foska/fodboldhistorik.dk).

Succesholdet fra 1962 intakt ved årets indgang

DBU og det danske landshold stod ved indgangen af 1963 i en gunstig situation. Det meste af landsholdstruppen, bestående af rutinerede og stabile spillere på A-landsholdet og B-landsholdet var intakt.

De udenlandske opkøbere havde flere gange haft snøren ud og bejlet til enkelte af de danske spillere.

OL-veteranen Henning Enoksen havde klart og tydeligt afslået en professionel kontrakt med den anerkendte italienske ligaklub Genoa CFC, og den anden stjerneangriber Ole Madsen var travlt optaget af at drive sin vognmandsforretning i Hellerup.

Selvom 2-4 nederlaget til Sverige i Stockholm i oktober 1962 fortsat gjorde ondt, var de positive kendsgerninger, at Danmark havde haft et fremragende landskampsår med 6 sejre, 1 uafgjort og kun 2 nederlag mod Østtyskland og Sverige, altså begge på udebane.

I de sidste landskampe havde den fem mand store udtagelseskomite tilmed haft mulighed for at introducere 3-4 nye lovende forsvars- og midtbanespillere, som havde udstået deres læretid på mesterholdet Esbjerg fB.

DBU og landstræner Poul Petersen kunne altså gå i gang med at forberede de kommende landskampe med de samme succesrige spillere som i 1962 og med en fast stamme af rutinerede spillere.

Foran landsholdet lå også to store opgaver i henholdsvis OL-kvalifikationen til Tokyo 64 og 2. runde i den uofficielle turnering om euromesterskabet - Nations Cup.

Dansk hold i Europa Cup-kvartfinale

Det første dansk hold i ilden i 1963 var odenseanerne fra B1909, der overraskende havde kvalificeret sig til kvartfinalen i Europa Cup-turneringen for pokalvindere. Efter samlede sejre over Alliance Dudelange fra Luxembourg og Grazer AK fra Østrig ventede det tyske mandskab FC Nürnberg i slutningen af marts.

Fynboerne havde på grund af de dårlige baneforhold og måske imod erlæggelse af pænt beløb i D-mark afgivet sin hjemmebanefordel, så begge kampe blev afviklet i Sydtyskland.

I den første kamp med en overdådig Bruno Eliasen som centerhalf spillede 9´erne lige op mod favoritterne og tabte kun 1-0 på et straffespark.

Den hårde kamp på en ujævn bane med masser af mudder havde tappet kræfterne på de danske amatører, der kun som forberedelse havde spillet en par træningskampe under miserable forhold i Odense.

Sydtyskerne satte tingene endegyldigt på plads i den anden kamp og pulveriserede B1909 med 6-0.

B1913 på opvarmningstur til Gran Canaria

B1913 benyttede vinterpausen til en eksotisk tur til De Kanariske Øer, hvor træner Jack Johnson og hans unge fynboer forventede begrænset lokal modstand.

I tre venskabskampe i 27 graders varme blev det dog til to klare nederlag og kun en lille sejr på 1-0 over et 3. divisionshold. De danske gæster var bestemt ikke på badeferie.

Spillerne blev herset igennem af den ærgerrige Jack Johnson, der havde store ambitioner for Odense-klubben i den danske 1. division. Sølvmedaljerne fra 1962 ville han med hård træning veksle til guld.

Også oprykkerne til 1. division B1901 var på langfart som optakt til sæsonen.

På den smukke ø Mallorca blev det til to store nederlag mod lokale klubber. Udbyttet af turen var ren kamptræning, fordi falstringerne skuffede gevaldigt spillemæssigt og indimellem også blev bragt helt ud af fatning, når deres modstanderhold foretog et hav af udskiftninger i den venskabelige atmosfære.

AGF på Amerikatur med lutter sejre

De danske bronzevindere fra AGF drog over Atlanten for at spille opvisningskampe i flere amerikanske storbyer.

Amerikansk fodbold havde slet ikke international standard, heller ikke målt efter dansk amatørstandard. Århusianerne vandt alle deres 8 kampe komfortabelt, herunder 2 sejre mod det amerikanske OL-landshold.

Landsholdsangriberen Henning Enoksen var en flittig målscorer. De hårde lave skud kom bag på de amerikanske målmænd, der ikke havde hørt om den berømte og dødbringende venstreskøjte ”over there”.

TV-aftale mellem Danmarks Radio og DBU

Allerede ved udgangen af 1962 lå det fuldstændig fast, at DR ikke længere ville få adgang til at transmittere hjemmelandskampene direkte i fjernsynet.

Tilskuernedgangen i de fire landskampe i 1962 havde været katastrofal for DBU, og kontraktsummen på 260.000 kr. fra statsradiofonien dækkede kun halvdelen af DBU´s tab.

I de danske hjem frygtede mange, at levende billeder fra landskampene helt ville ophøre i 1963, men onsdag den 8. maj kunne fjernsynskikkerne ånde lettet op, da DBU og DR offentliggjorde en ny aftale om TV-fodbold.

Danmarks Radio fik ved overenskomsten adgang til at vise en halvleg fra hver hjemmelandskamp samt udekampene i fuld længde.

DR betalte for denne ydelse 250.000, - kr.

KBU´s indskiftede målmand Leif Nielsen redder et skud, medes Frems Kaj Hansen følger op (Scanpix Ritzau)

Venskabskamp i Københavns Idrætspark – skidt generalprøve inden OL-opgørene mod Rumænien senere på året

Lyskampen i anledning af KBU´s 60års jubilæum mellem Københavns byhold og Bukarests ditto blev imødeset med særlig interesse, da Danmark i juni skulle stå over for Rumænien i den første OL-kvalifikationskamp.

Udmeldinger fra den rumænske delegationschef, der også var generalsekretær i det rumænske fodboldforbund FRF, indikerede, at mindst seks af gæsternes spillere var aktuelle til matchen i Idrætsparken til sommer.

Jubilæumskampen var også en mulighed for DBU´s udtagelseskomite til at foretage en første vurdering af nogle af de danske landsholdsemner, som efter en lang vinterpause var godt rustne og kun havde spillet et par divisionskampe i det kolde forårsvejr, der ikke havde været godt for banerne.

Fokus var især rettet mod Ole Madsen, Bent Hansen, Eyvind Clausen og Ole Sørensen, der alle var landsholdsaktuelle.

Til årets første internationale match i København stillede KBU med følgende hold:

To landsskudsmål og en uoplagt Ole Madsen banede vejen for gæsternes sejr

De 12.000 tilskuere forlod arenaen med bøjede hoveder efter den fortjente rumænske sejr på 2-0.

Begge mål blev lavet på langskud af den lange og ranglede Gheorghe Constantin, der havde spillet på Rumæniens VM-hold i Chile. Innerwingen fra Steaua Bucharest var den lysende stjerne i et nydeligt kollektiv.

Landstræner Poul Petersen noterede flittigt om den kommende modstander i sin lommebog, men overgå de rumænske officials i grundig forberedelse kunne han slet ikke. Det rumænske forbund havde sat 3 mand i sving på lægterne med blok og pen samt filmkamera.

Ole Madsen optrådte med nogle af sine karakteristiske ryk, hvor han satte et par mand af, men skuffede også ved at brænde flere kæmpe chancer.

Den mest iøjnefaldende, der fik publikum til at anmode om slukning af stadionlyset, var et sløset skud over et helt blankt mål efter at Ivan Hattens havde snuppet bolden fra den rumænske målmand.

En simpel inderside i den situation, og KBU havde været foran tidligt i kampen. Afbrænderne fik formentlig også Atalanta-opkøberne, der var taget til København for at bese den danske landsholdstopscorer, til at rynke panden.

02. maj 1963: AaB-Bukarest XI (RUM) 2-1 (0-1)

Venskabskamp på Aalborg Stadion - nordjyderne kunne hvad københavnerne ikke kunne

2 dage senere den 2. maj slog AaB overraskende Bukarest 2-1.

Foran 6.000 tilskuere var nordjyderne også startet med at komme bagud, men i en fejende flot 2. halvleg nedkæmpede Kjeld Thorst & Co de desillusionerede rumænere.

Aalborgs målscorere var Bjarne Lildballe og Heini Hald.

Onsdag den 08. maj 1963 kl. 19.00: Alliancen-Bologna FC (ITA) 1-2 (0-2)

Venskabskamp i Københavns Idrætspark – Danmarks to bedste forwards i direkte duel

Imponerende 41.000 tilskuere mødte op i Københavns Idrætspark for at overvære den direkte duel mellem Danmarks to farligste centerforwards - Ole Madsen mod Harald Nielsen.

I Ekstrabladet havde sportsredaktør Julius ”Julle” Larsen sat fuldt tryk på kedlerne med overskriften: Hvem er den bedste – Harald eller Ole?

Der opstod et kolossalt forventningspres på de to kombattanter inden kampen. De mange tilskuere kunne i avisernes forskræp finde mange argumenter for at dele sig i to lejre.

Den populære HIK-angriber Ole Madsen, der foretrak at spille i en ny oprykket 2. divisionsklub frem for en 1. division, havde i 1962 scoret i samtlige 9 landskampe og var efter europæisk målestok en angriber af meget høj klasse.

OL-triumfatoren Harald Nielsen havde i den forgangne sæson nettet 19 gange for sin italienske ligaklub og havde med to runder tilbage fortsat mulighed for at blive topscorer i Italien.

Overfor den frygtede Bologna-trio Harald Nielsen, Helmuth Haller og Hector Demarco mønstrede Alliancen følgende hold:

Den feterede Harald Nielsen var helt slået ud af nerver

Gæsterne vandt 2-1 og viste indimellem charmerende og effektiv fodbold med tyske Helmuth Haller som den store iscenesætter.

Alliancens på papiret ikke særligt imponerende mandskab overraskede igen med frisk spil og producerede mange angreb. Gennembryde det stærke italienske forsvar kunne værterne dog ikke.  I den sidste ende var der aldrig tvivl om udfaldet, selv om kun ét mål skilte holdene.

Harald Nielsen var gennem hele kampen helt slået ud af nerver.

Intet ville lykkes for ham. I løbet af kampen havde nordjyden ikke et eneste skud på mål. De store forventninger og de mange tilskuere, der særligt var kommet for at se deres store idol, tog helt pippet fra den unge dansker.

Påfaldende var det også, at Harald Nielsens medspillere slet ikke forstod at spille bolden frem til deres forreste frontløber. Bologna fik ikke glæde af hans hurtighed og målinstinkt. På nogen iagttagere virkede det som om, at danskerens klubkammerater bevidst udsultede deres topscorer.

Harald Nielsen var offer for jalousi på sit nye klubhold

Efter kampen var den 21årige frederikshavner overraskende klar i mælet: ”Jeg skulle have en rigtig lærestreg”, sagde Harald Nielsen.

Trist til mode fortalte OL-helten fra 1960, at han var et offer for den jalousi, der herskede mellem spillerne i professionel fodbold.

Modsat stærkere stod Ole Madsen i billedet. Han kørte rundt med gæsterne så overbevisende, at han kunne træde direkte ind på berømte Atalantas førstehold, hvis han fik chancen.

Kendere af den fandenivoldske fighter var dog ikke overrasket over, at han i teknik og hurtighed fuldt ud matchede de italienske stjerner. Indsatsen blev kronet med et fint hovedstødsmål.

De danske aviser havde så godt som solgt Ole Madsen til Italien

Morgenaviserne dagen efter kampen havde så godt som solgt Ole Madsen til Atalanta AC.

Med den tidligere landsholdsspiller Flemming Nielsen som formidler manglede der blot underskrift på en 2årig kontrakt, der ville indbringe vognmanden fra Hellerup 225.000, - kr. i overgangssum.

Mindre behagelig at åbne var Ekstrabladet.

Hele forsiden var dækket af teksten Haralds Fiasko med et billede af den ulyksalige dansker liggende på maven i Idrætsparken.

Historien var, at den succesfulde dansker var blevet boykottet af sine medspillere, fordi de var misundelige over, at han var alt for feteret i sit hjemland.

10. maj 1963: AaB-Bologna FC (ITA) 1-5 (0-2)

Venskabskamp på Aalborg Stadion – 4 mål af Harald Nielsen

2 dage senere på Aalborg Stadion fik Harald Nielsen en kærkommen oprejsning foran 19.000 tilskuere.

Han nettede fire gange i Bolognas sejr på 5-1 over AaB og blev hædret efter fortjeneste af sit store hjemmepublikum.

Stævnet havde indbudt det berømte brasilianske klubhold Clube de Regatas do Flamengo, der til daglig trænede på strandene omkring Copacabana i Rio de Janeiro.

Venskabskamp i Københavns Idrætspark – trofaste københavnerne havde i sommervarmen ikke fået nok af international fodbold

2 dage efter festforestillingen mellem Alliancen og Bologna FC lagde Idrætsparken græs til endnu et internationalt opgør.

Denne gang var arrangøren det københavnske fodboldstævne, der fejrede sit 60års jubilæum.

Siden stiftelsesåret 1903 havde Stævnet været vært for mere end 500 forrygende venskabskampe mod klubhold fra 22 nationer bl.a. verdensmestrene fra Brasilien i 1960, der vandt 4-3 foran et rekordpublikum på 52.000.

Stævnet havde indbudt det berømte brasilianske klubhold Clube de Regatas do Flamengo, der til daglig trænede på strandene omkring Copacabana i Rio de Janeiro. Holdet kom lige fra Göteborg, hvor de havde spillet uafgjort 3-3 mod byholdet.

Stævnet med formand Vilhelm Skousen i spidsen havde samlet følgende hold til den store fodboldfest på St. Bededag, hvilket var grunden til det tidlige kamptidspunkt:

De brasilianske gæster diskede op med for mange driblinger og for få skud på mål

Fremmødet på 26.000 tilskuere kunne Stævnet tage som udtryk for, at det københavnske publikum ikke var helt mæt af international fodbold.

De sprudlende gæster fandt sig hurtigt til rette på grønsværen og udfoldede hele deres besnærende repertoire fyldt med smarte virtuosnumre. Herredømmet på banen betød, at kampen til tider blev en søvndyssende affære, fordi hjemmeholdet slet ikke kunne true Flamengo-drengene.

Sandheden var nok, at flere af Stævnets spillere slet ikke havde international erfaring og ganske enkelt kom til kort over for de boldsikre sydamerikanere. Kun én gang ramte danskerne gæsternes mål.

Brasilianerne bød på masser af driblinger og alt for få skud på mål. Først i slutningen af 2. halvleg kom der liv over kampen med to mål til udeholdet, men der var mange tilskuere på vej ud af stadion.

Efter kampen anerkendte de slagne Stævne-spillere, at Flamengo havde været overlegen, godt hjulpet af den ulidelige varme i eftermiddagssolen, som ikke bekom danskerne vel.

Tirsdag den 14. maj 1963 kl. 19.30: Danmark-Bangu Atletico Clube (BRA) 3-1 (1-0)

Venskabskamp i Aarhus Stadion – udtagelseskomiteen satsede på flere nye folk efter afbud af de to angrebsstjerner fra 1962

Udtagelsen af årets første landshold blev en stor succes for det fynske mandskab B1913, der fik nomineret fem mand, alle debutanter i den rød-hvide spilledragt.

Det gik ud over Esbjerg FB, der kun fik 3 mand med, selv om vestjyderne havde haft 7 mand på holdet i de to sidste landskampe i 1962.

Baggrunden for den sensationelle udtagelse var dog meget trist. En brækket næse og en kraftig fibersprængning havde chokerende udløst afbud fra topscorer Ole Madsen og angrebskollega Carl Bertelsen, som var to nøglespillere i den danske formation.

Den solide Esbjerg-centerhalf John Madsen havde i forvejen meldt nej tak til landsholdet, fordi han prioriterede familie og arbejde højere.

Udtagelseskomiteen valgte også noget overraskende at vrage de rutinerede Bent Hansen på midten og Eyvind Clausen som venstre fløj.

Eneste gengangere fra 1962 var Erik Gaardhøje på mål, Kai Johansen som højre back og Jens Petersen som venstre halfback.

Med så store udskiftninger var det påkrævet, at det nye og forholdsvis urutinerede landshold fik testet formen og sammenspillet af, inden det gik løs mod de topmotiverede ungarere i Budapest.

Det brasilianske ligahold Bangu Atletico Clube var meget belejligt på en Europa-turne og lagde vejen forbi Aarhus for at agere træningsmodstander.

Klubben var hjemhørende i en forstad til Rio de Janeiro og havde som den mest kendte spiller fløjhalfen Zózimo Alves Calazães, der var med til at gøre Brasilien til verdensmester året før i Chile.

På kampdagen måtte den lovende B1913-debutant Eigil Misser melde pas med en mindre fiberskade. Fynboen blev afløst af den lokale Jørn Bjerregaard, der havde været på tale allerede ved udtagelsen.

Danskerne stillede op til årets første kamp i følgende opstilling:

Danskerne brillierede ikke mod svage brasilianere, der lå milevidt fra CR Flamengo FC i kvalitet

Den på papiret sikre 3-1 sejr mod et spagfærdigt sydamerikansk hold fremstod som en lovende generalprøve, men heller ikke mere. Modstanderen var ganske enkelt for svag til, at man kunne danne sig en ordentlig indtryk af landsholdets værdi i international sammenhæng.

Det endte med at være en god gammeldags træningskamp, hvor intet skulle tages alvorligt.

De brasilianske gæster viste sig overraskende svage i forhold til det indtryk, som naboklubben CF Flamengo havde efterladt ugen før i Idrætsparken.

Stemningen på Aarhus Stadion var mat.

Kun 3.700 tilskuere havde bevæget sig ud på stadion, men konkurrencen var også hård. Kampen blev transmitteret direkte i TV.

Reserven for Eigil Misser, der uheldigvis havde måttet melde afbud kort før kampen, var århusianeren Jørn Bjerregaard, der bragte Danmark foran på hovedstød.

Gæsterne udlignede til 1-1 efter pausen, hvilket var overraskende, da de snævert kombinerende brasilianere sjældent formåede at true det danske forsvar.

To mål af unge fynboer bekræftede B1913´s  klubsucces

Efter en fiks kombination i danskernes venstre side bragte B1913-spilleren Kjeld Petersen de hvidblusede danskere foran.

En anden B1913-spiller Palle Bruun lukkede for forestillingen efter oplæg fra holdets eneste københavner Ole Sørensen fra KB.

På grund af trøjeforviklinger spillede landsholdets i AGF´s hvide trøjer, fordi gæsterne kun havde medbragt deres sædvanlige røde trøjer med tynde hvide striber og absolut ikke ville spille i andre trøjer.

”Det hold kan godt blive til et stærkt landshold”, var den fåmælte kommentar fra den tidligere AB-angriber Eyolf Kleven, der som medlem af udtagelseskomiteen var godt tilfreds med resultatet.

Kampen i Aarhus blev transmitteret direkte i DR fra kl. 19.30 på landets eneste Tv-kanal.

Niels Christiansen sad ved mikrofonen.

Lørdag den 18. maj 1963 kl. 19.00: Lolland Falsters Boldspil Union-Jysk Boldspil Union 2-2 (1-1)

Lokalunionskamp på Nykøbing Stadion – jyske reserver fik uafgjort i en kamp, der stod i skyggen af landsholdet

Som et lille intermezzo inden udekampen mod Ungarn spillede LFBU og JBU uafgjort 2-2 i en unionskamp, der var præget af, at begge hold stillede op med et reservehold.

På grund af landskampen fik kampen i Nykøbing begrænset omtale i aviserne.

Jyderne havde afgivet nogle af sine kendte spillere fra Esbjerg fB og AGF til landsholdet, hvilket gav mulighed for, at andre spillere fra de to store jyske hold fik chancen på unionsholdet:

To mål af Tommy Troelsen gav håb om landsholdscomeback

Med de mange afbud blev det ikke nogen stor kamp på en lørdag aften, hvor indbyggerne i Nykøbing også havde andet at give sig til.

UK´s Ib Skotnborg kunne på sin blok notere, at Vejle Tommy Troelsen fortsat kunne lave mål og var et emne til landsholdet. Han tillod sig dog at brænde et straffespark.

Hjemmeholdets Henning Jørgensen og Henning Bech Andersen gjorde også indtryk på UK-medlemmet.

DBU mønstrede et eksperiment-landshold med 5 debutanter og kun 3 gengangere fra 1962. Selv om de 4 spillere fra topholdet B1913 kendte hinanden godt fra klubkampene og havde stærke fighteregenskaber, ville det næppe være tilstrækkeligt til at skabe den nødvendige homogenitet og indbyrdes forståelse, der var en forudsætning for at holde Ungarn fra fadet (Scanpix Ritzau)

Venskabskamp på Nép Stadion i Budapest – endnu en gang prygl til det danske eksperiment-landshold i en østeuropæisk hovedstad

Ingen troede for alvor på, at Danmark ville kunne slippe fra kampen mod Ungarn med skindet på næsen.

Julius ”Julle” Larsen fra Ekstrabladet indledte sin klumme med at konstatere, at ”så er vi luften. På vej til klø! Kan noget andet end et dansk nederlag tænkes?”

For det første mønstrede DBU et eksperiment-landshold med 5 debutanter og kun 3 gengangere fra 1962.

Selv om de 4 spillere fra topholdet B1913 kendte hinanden godt fra klubkampene og havde stærke fighteregenskaber, ville det næppe være tilstrækkeligt til at skabe den nødvendige homogenitet og indbyrdes forståelse, der var en forudsætning for at holde værterne fra fadet.

De ungarske værter tænkte kun på ét: Hævn for OL-nederlaget i 1960

For det andet havde de ungarske værter kun ét formål med kampen: At hævne nederlaget i OL-semifinalen i 1960, vel at mærke på en facon, så der bagefter ikke ville være tvivl om styrkeforholdet mellem nationerne.

Ungarn havde været med til VM-slutrunden i juni 1962, og havde i foråret elimineret Wales i Nations Cup. Så landstræner Lajos Baretis tropper var i absolut topform.

Alt i alt var det rimeligt at stille spørgsmålstegn ved, at DBU havde accepteret at møde en overlegen og topmotiveret modstander så tidligt på sæsonen og på den måde gøre landsholdet til et nemt slagteroffer for et østeuropæisk kommunistregime, der ønskede at bruge en sejr over Danmark i propaganda-øjemed.

I foråret 1962 åbnede Danmark også på udebane i Leipzig efter en utilstrækkelig og elendig forberedelse og indkasserede som forventet en ordentlig lussing mod Østtyskland.

Formanden for UK Erik Spang Larsen var også tæt på at indrømme, at det havde været en fordel at indlede sæsonen med en lettere opgave.

UK-chefen søgte trøst i, at landsholdet ville kæmpe for sagen, havde en god kondition og måske ville overraske, hvis de rød-hvide fik en god start.

Dagen før kampen måtte landstræner Poul Petersen ændre på holdet.

Den lovende innerwing Palle Bruun måtte lægge sig med en virus og blev afløst af Esbjergs Egon Jensen, der havde debuteret i 1957 og til daglig spillede halfback hos vestjyderne.

Det danske landshold var i en temmelig dårlig forfatning med kun en spiller Henning Enoksen med international erfaring og dertil ramt af mange uheld og skader.

De fire nye landsholdsspillere fra Fyn skulle gå i spænd med den københavnske fodboldorganisator Ole Sørensen i følgende opstilling:

DBU´s elendige forberedelse gav som forventet et svigende nederlag

Årets første landskamp gik desværre som forventet.

Danmarks elleve blev udspillet på alle leder og kanter af de hurtige ungarere, der vandt 6-0 foran 45.000 begejstrede tilskuere. Målmand Erik Gaardhøjes blændende spil i målet reddede danskerne fra et tocifret nederlag.

DBU´s forsøgslandshold fik den værst tænkelige begyndelse på kampen ved at indkassere et mål allerede efter blot 4. minutter.

Det havde stået øverst på udtagelseskomiteens ønskeliste, at de undertippede danskere skulle holde nullet i de første 20 minutter og derved gøre hjemmeholdet nervøst. Den plan faldt hurtigt sammen og som kampen skred frem, faldt også danskerne sammen.

Det var ikke sjovt for de få danske tilskuere og de mange journalister at se det danske landshold blive kastet for løverne på den måde. Der var ikke et ondt ord om spillere – kun medlidenhed over for den håbløse opgave.

Det i blåt klædte danske forsøgslandshold hørte ikke hjemme i den liga

Spillerne, der spillede i uvante blå bluser, gjorde hvad de kunne, men det var bare ikke godt nok. Koldt og kynisk måtte folkene omkring landsholdet konstatere, at Danmark ikke hørte hjemme i dette selskab.

Dagen efter i Dagbladet Politiken kunne sportsredaktør Magnus Simonsen ikke længere holde sig tilbage.

”DBU bliver nødt til at se kendsgerningerne i øjnene. Ydmygelser som dem i Budapest er hverken morsomme for spillerne, dansk fodbold eller publikum”, sluttede han sin grundige skildring af den danske nedtur i Ungarn.

I modsætning til denne udmelding stod et citat fra DBU´s formand Ebbe Schwartz. Han fandt, at tennis-nederlaget var nyttigt, fordi de ville få spillerne til at mærke på deres krop, hvad der kræves og sætte dem op til næste opgør på hjemmebane mod Finland.

De slagne danske spillere valgte en humoristisk tilgang til tennis-ægget

De danske spillere var - trods ydmygelsen - parate til at udtale sig til pressen og valgte meget naturligt en humoristisk og sarkastisk indgang til denne opgave.

”Det var som at se Esbjergs 1. divisionshold spille mod Svendborgs 4. divisionshold”, kom det tørt fra Egon Jensen, der slet ikke kunne få det til at hænge sammen i den uvante rolle som innerwing. ”Man kunne næsten gribe sig selv i at nyde det ungarske spil”, sluttede esbjergenseren inden han gik i et velfortjent bad.

Den danske landstræner Poul Petersen kæmpede med at finde på noget fornuftigt at sige.

Efter en teknisk udredning om manglende sammenhæng mellem forsvar og angreb sluttede den lammede landstræner af med at konstatere, at Danmark havde tabt til et mandskab, der var bedre på alle punkter. Længere var den såmænd ikke.

Kampen var den allerførste udsendelse på søndagens TV-program i DR og blev kommenteret af Gunnar Hansen. DR-Arkiv har bevaret enkelte sekvenser, bl.a. målet til 2-0.

Danske reklamer på banen for første gang

For første gang var der danske reklamer på banderne langs banen.

Toms Chokolade i Ballerup havde gennem et reklamebureau indgået aftale med de ungarske arrangører om opsætning af en flot reklame for Toms Guldbarre, der stod sig godt i forhold til de sort-hvide TV-billeder.

Denne lille nyhed blev også omtalt i Ekstrabladet og må formentlig have inspireret reklamedirektøren i avisledelsen, fordi Tv-billederne viser, at der også var reklamer for Ekstrabladet og Politiken på bannerne.

Den hurtige wing Eigil Misser, der spillede i DBU-trøjen for første gang i Idrætsparken, proklamerede efter kampen, at han ikke en gang til ville acceptere en sådan dårlig behandling fra tilskuerne, der buede af ham hver gang han modtog bolden. Så ville fynboen foretrække helt at blive væk (Foska/fodboldhistorik.dk)

Nordisk mesterskab 1960-1963 i Københavns Idrætspark – finnerne var sølle fire minutter fra at tage sejren over Danmark

Nedsablingen i Budapest mod Ungarn fik straks konsekvenser for landsholdet, men på en helt anden måde end forventet.

Esbjergs Egon Jensen, der havde 10 landskampe på sit fodbold-CV, annoncerede på sin karakteristiske afdæmpede facon, at han ikke længere ønskede at spille for landsholdet.

Han anførte, at DBU´s valg af landskampsmodstandere og spilletidspunkt var urealistisk i forhold til Danmarks niveau og de vilkår, som DBU gav landsholdsspillerne til forberedelse.

”Så længe DBU bliver ved med at holde fast på sin rene amatørlinje, vil landsholdet aldrig kunne hamle op med spillere, for hvem hele tilværelsen er fodbold. Derfor er det forkert, at DBU prøver på det og derved bliver til grin som mod Ungarn”, havde den 26årige esbjergenser knivskarpt analyseret sig frem til.

Som klubkammeraten John Madsen var den dygtige EfB-spiller frivilligt ude af betragtning til landsholdet.

Den ene dag var Ole Madsen solgt, den næste dag var han uden for søgelyset

DBU måtte også se bort fra enmandshæren Ole Madsen, der fortsat var ukampdygtig på grund af en brækket næse.

Til Politiken kunne københavneren i øvrigt fortælle, at han absolut intet havde hørt fra Atalanta AC siden Bologna-kampen. Den ene dag var han solgt for en kvart million kr., den næste dag var han uden for søgelyset, hvortil Madsen stovt bemærkede, at det havde han prøvet mange gange efterhånden.

Den anden angrebsprofil Carl Bertelsen havde kun holdt i få minutter, inden hans fiberskade brød op i kampen mellem B1909 og Esbjerg fB. Så esbjergenseren meldte straks efter kampen på Odense Stadion afbud til udtagelseskomiteen, der var samlet på Grand Hotel midt i Odense.

På trods af det miserable resultat gav UK stort set genvalg til alle de slagne spillere fra Budapest.

Det tog nogle iagttagere som udtryk for, at DBU ikke var blevet grebet af panik, men forsøgte at holde begge ben på jorden i en vanskelig periode. Eller også rådede Danmark for tiden ikke over bedre spillere end de udvalgte.

Ny venstre back var Jens Jørgen Hansen fra mesterholdet Esbjerg, der var hoppet ind som afløser for Kai Johansen i Sveriges-kampen i 1962 og som havde meldt afbud til kampen mod Ungarn af personlige grunde.

Debut til pokalhelten Hans Andersen fra Køge BK

Pokalhelten Hans Andersen fra Køge Boldklub var det eneste nye ansigt.

Den populære sjællænder havde været den bedste spiller på banen i landspokalfinalen Kr. Himmelfartsdag og havde nær ene mand vendt kampen rundt til Køges fordel. På trods af et flot mål måtte Køge i den sidste ende bøje sig for overmagten B1913, der vandt pokalfinalen 2-1.

24årige Hans Andersen blev belønnet for sin strålende indsats med titlen som årets pokalfighter.

Udtagelseskomiteen begrundede valget af de 9 gengangere med, at hele holdet skulle have en chance til for at revanchere fiaskoen i Ungarn og roste i øvrigt sig selv med, at udtagelsesmødet søndag aften kun havde taget kort tid.

Det fik straks Magnus Simonsen i Politiken til at undre sig over, at UK ikke iværksatte en plan B i tilfælde af, at landsholdet igen fik fiasko mod Finland.

Da den næste kamp var OL-kvalifikationskampen mod Rumænien, kunne UK ikke længere eksperimentere.

Holdet mod Finland havde følgende udseende:

De danske tilskuere i festligt sommertøj buede landsholdet ud af banen

Det uerfarne danske landshold slog heller ikke til mod det undertippede finske landshold, der blot var sølle fire minutter fra at tage sejren.

De 22.000 tilskuere i festligt sommertøj i Idrætsparken buhede landsholdet ud af banen, mens nogle tilskuere ironisk råbte på seks-nul, da finnerne var kommet foran i begyndelsen af 2. halvleg.

Den gode stemning på en solrig 2. pinsedag fordampede hurtigt i den hede luft.

Det finske hold gjorde det langt fra imponerende, men det var nok til at bringe Danmark i knæ.

Kaj Pahlman lavede finnernes føringsmål fra en spids vinkel efter at have driblet sig igennem det hullede danske forsvar, hvor forsvarerne mere generede end hjalp hinanden i bestræbelserne på at stoppe den finske angriber.

Den danske udligning til 1-1 faldt bare 4 minutter før tid, da Henning Enoksen i en kraftfuld enkeltmandspræstation reddede sine holdkammerater fra den rene blamage i Idrætsparken. Midtvejs mellem centerlinjen og straffesparksfeltet sparkede Enoksen hårdt til bolden.

Bolden skruede og brækkede i luften på vej mod målet og gik ind i målhjørnet til højre for målmanden Jouni Gröndahl, der indtil da havde været en god målmand for gæsterne.

Fynboen Eigil Misser med de snævre driblinger havde forinden stået for afleveringen til målscoreren.

Alle danskere dumpede med et brag inden OL-kvalen mod Rumænien

Udligningen skaffede Danmark et lidet flatterende uafgjort. Æren derimod var sat helt over styr mod en modstander, der reelt kun kunne teste målmand Erik Gaardhøje én eneste gang i løbet af kampen, og det gav en chokerende 1-0 føring.

Landsholdet spillede i 90 minutter så tungt og fantasiløst, at det på et tidspunkt nærmede sig det tragikomiske, især ved finnernes mål, hvor danskerne bogstaveligt talt faldt over hinanden.

Hvis kampen var en eksamen inden OL-kampen, dumpede danskerne med et brag.

Panikken bredte sig efter matchen på den danske trænerbænk og i udtagelseskomiteen 3 uger før den første kvalifikationskamp til OL. Landsholdet var uden positionsspil, uden samling og uden indbyrdes forståelse.

Det værste var, at landsholdet på trods af to venskabskampe ikke havde fået en fast og troværdig stamme af spillere, som kunne bære Danmark igennem den vanskelige OL-kamp mod Rumænien, der efter blamagen måtte være storfavoritter.

Den slagne formand for udtagelseskomiteen (UK) Erik Spang Larsen konstaterede nøgternt, at flere spillere ikke slog til, men landsholdet har dem ikke bedre.

Han følte derfor ikke, at UK var ansvarlig for det dårlige spil på banen ved at have udtaget de forkerte spillere.

Publikums frustrationer tog hårdt på spillerne

Bedste mand i det offensive spil var for anden kamp i træk den 25årige Ole Sørensen, KB i sin kun femte landskamp. På Ekstrabladets rangliste figurerede forsvarsspillerne øverst, fordi angriberne havde svigtet mere end forsvarerne i den miserable forestilling.

Det tog hårdt på de skuffede spillere at mærke publikums frustrationer.

Den hurtige wing Eigil Misser, der spillede i DBU-trøjen for første gang i Idrætsparken, proklamerede efter kampen, at han ikke en gang til ville acceptere en sådan dårlig behandling fra tilskuerne, der buede af ham hver gang han modtog bolden. Så ville fynboen foretrække helt at blive væk.

I Politiken kogte fodboldskribent Magnus Simonsen helt over af frustration over dansk landsholdsfodbold og skrev stærkt provokerende, at DBU gjorde landsholdet og spillerne til grin.

Pointen var, at landsholdet havde elendige forhold til forberedelse. Træneren Poul Petersen havde kun en rolle, nemlig at lægge en skrøbelig taktik en time før kampen, men ellers kunne han ikke gøre fra eller til i løbet af kampen.

Manglende fællestræning og planlægning af opvarmningskampe betød, at holdet aldrig kunne blive sammenspillet, og træneren havde for lidt kendskab til spillernes form.

Det gjorde det ikke nemmere, at udtagelseskomiteen gamblede med holdet ved at give genvalg til spillere, som ikke havde den nødvendige erfaring og kvalitet.

Fordi DBU fastholdt sin amatørlinje, behøvede unionen ikke at optræde som amatører, sluttede Magnus Simonsen.

Mandag den 03. juni 1963 kl. 16.00: Finland B-Danmark B 1-2 (0-1)

B-landskamp på Kotka Stadion i Kotka – afbudsramt reservelandshold vandt sikker sejr i den finske sommervarme

Hvis det danske reservelandshold havde håbet på at slippe for den ulidelige varme hjemme i Danmark ved at drage til Kotka i Finland, tog det grueligt fejl.

Varmen i den hyggelige provinsby ved Den Finske Bugt var næsten værre end i Danmark.

Trods en del halvtynde afbud til kampen, der på ny fik diskussionen om nødvendigheden af B-landskampe til at blusse op i aviserne, stillede Danmark med et godt hold med Bent Hansen og Tommy Troelsen som de store profiler.

Især angrebsformation med tre ærgerrige VB-spillere så lovende ud:

Danmark burde ikke have ladet finnerne komme ind i kampen mod slutningen

På en smal og ujævn bane hev Danmark B en velfortjent sejr hjem.

Værterne havde gennem hele kampen stort besvær med at trænge igennem det danske forsvar, hvor fynboen Bruno Eliasen glimrende holdt styr på forsvarstropperne. B1909-spilleren styrkede sit kandidatur som centerforsvarer til A-landsholdet.

De danske gæster var mere direkte i sit spil end modstanderen og producerede betydeligt flere chancer. Da danskerne i 2. halvleg øgede til 2-0, burde finnerne aldrig være kommet tilbage igen.

En dum foræring af Aalborg-målmanden Kaj Paulsen gav 20 minutter før slutfløjtet hjemmeholdet nyt håb. Den danske målmand tabte et svagt langskud ind over stregen.

I slutminutterne brændte det på foran danskernes mål, men stormen blev redet af, selv om finnerne ramte stolpen. De 4.000 tilskuere måtte slukøret konstatere, at finnerne kun formåede at score én gang i kampen efter en fadæse af den danske målmand.

De tilstedeværende UK-medlemmer noterede Bruno Eliasen som bedste dansker skarp forfulgt af Tommy Troelsen, der gav opvisning med nogle brillante oplæg.

De finske journalister kårede efter kampen vestjyden Carl Emil Christiansen som bedste mand.

Mandag den 03. juni 1963 kl. 18.00: Finland U-Danmark U 0-1 (0-0)

Ungdomslandskamp på Mikkeli Stadion i Mikkeli - lille sejr på finsk pløjemark i midten af ingenting

Ungdomslandsholdet med Ivan Jessen ved roret måtte stille op i den gamle garnisonsby Mikkeli med en forwardkæde, der aldrig havde spillet sammen før.

På trods heraf var de unge danskere svage favoritter:

De danske talenter var oppe imod banen, dommeren og brutale finner

Ungdomslandsholdet havde alt imod sig i den match – en pløjemark til bane, en svag svensk dommer samt 11 modstandere, der opgav at spille fodbold og i stedet sparkede de unge danskere ud af banen.

Alligevel blev det en fortjent sejr til Danmark på 1-0.

Den håblæse bane var skyld i, at det aldrig blev en god ungdomskamp. Grønsværen var så knoldet, at bolden konstant dansede cancan, så spillerne ikke på noget tidspunkt kunne få hold på spillet.

I 2. halvleg forsøgte værterne ved brutalt spil at gøre danskerne ukampdygtige. Det gik værst ud over målmand Max Møller, der måtte bæres fra banen efter et spark over brystet. Reserven Leif Nielsen fra BK Frem måtte træde ind i den sidste del af kampen.

Debutanten Ole Forsing, der havde irriteret finnerne med fornuftigt spil og god boldbehandling, blev også sparket ned og færdiggjorde kampen for kvart kraft.

Den svenske dommer Hans Carlsson lod det hårde spil passere uantastet og foretog sig intet for dæmpe de overtændte finner, der havde opgivet at spille fodbold på den skandaløse bane.

Faktisk endte det med, at en dansk spiller fik en henstilling af dommeren for at brokke sig over det hårde spil.

Efter kampen blev de finske arrangører kritiseret for alt for ofte at henlægge de mindre betydningsfulde kampe til ringe fodboldstadioner i fjerne afkroge af landet.

Det var udtryk for de finske fodboldlederes ringeagt over for de unge spillere. Samtidig var det vanskeligt at samle tilstrækkeligt med tilskuere. Kun 2.600 overværede opgøret.

Tirsdag den 05. juni 1963 kl. 16.00: Sjællands Boldspil Union-Lolland Falsters Boldspil Union 6-2 (5-2)

Lokalunionskamp på Køge Stadion – hyggekamp midt i DBU´s landsholdfiasko

Medens en heftig debat om landsholdets fiasko og DBU´s hykleri vedr. landsholdssamlinger rasede i pressen, benyttede SBU og LFBU en stille Grundlovsdag til at gennemføre deres unionskamp.

1.200 tilskuere fik en underholdende og målrig kamp på det hyggelige Køge Stadion.

UK´s Ib Skotnborg langede ud efter landsholdsspillere, der ønskede bedre forberedelse

Det sjællandske mandskab med pokalhelten Hans Andersen og flere andre landsholdsprofiler på holdkortet tromlede gæsterne helt ned i 1. halvleg. Især de sidste tre minutter blev dyre for det Nykøbing-baserede hold, hvor kun én spiller ikke var hentet fra B1901.

Medlem af DBU´s udtagelseskomite Ib Skotnborg var efter kampen på krigsstien over for DBU´s mange kritikere og kommenterede uden humor, at LFBU med en ren B1901-stamme var det mest sammenspillede unionshold i landet, men på trods heraf var det blevet blæst af banen af et hold med spillere fra fem forskellige klubber.

I denne kontroversielle udtalelse lå, at landsholdsspillernes ønske om mere forberedelse og træning burde affejes som nytteløs.

Tirsdag den 11. juni 1963 kl. 19.30: Jysk Boldspil Union-Fyns Boldspil Union 5-1 (1-0)

Lokalunionskamp på Aalborg Stadion – endnu en overflødig træningskamp midt i DBU´s landsholdstrængsler

Midt i den alvorlige landsholdskrise med voksende modsætninger mellem DBU og skribenter/fans kom meddelelsen om, at Norge havde besejret det professionelle skotske landshold med 4-3.

Det sensationelle resultat fra Oslo understregede med al tydelighed, hvor svagt Danmark var kørende med sit landshold.

Nordmændenes triumf, der blev vist i DR med Niels Christiansen ved mikrofonen, trak et lettelsens suk gennem hele Fodbold-Danmark, fordi landsholdet først skulle møde Norge i september.

Et nederlag til velspillende Norge kunne i den betændte atmosfære få læsset til at vælte helt.

Jyderne havde en del afbud til den unødvendige kamp, der lå en uge før udtagelses-opgøret mellem Provinsen og København, men havde ikke desto mindre skrabet et godt hold på benene med Tommy Troelsen og Henning Enoksen som de store profiler.

De fynske ledere havde svært ved at stille et ordentligt hold mod JBU.

Spilleruheld og manglende interesse havde ført til det ene afbud efter det andet. Værst var det, at centerhalfen Bruno Eliasen, der bankede på landsholdet, var ude med en skade.

Den ukendte Hans Fogtdal fra B1913´s reservehold måtte indkaldes i al hast:

DBU-bosser på udkik efter nye spillere, der kunne bringe forbundet ud af landsholdskrisen

Blandt de 8.500 tilskuere befandt sig formanden for UK Erik Spang Larsen i selskab med DBU´s formand Ebbe Schwartz.

De to DBU-repræsentanter var på udkik efter landsholdsemner, der kunne være med til at trække landsholdet ud af sin dødsspiral og give DBU ny luft efter en lang uge med spidse angreb fra de frustrerede læsere i Politiken og Ekstrabladet.

I det sidste kvarter af kampen fik JBU-mandskabet overtaget og nedspillede det reservespækkede fynske hold, der måtte rejse hjem fra Nordjylland med en lussing på 5-1.

Vejles Tommy Troelsen trak jyderne op til en komfortabel sejr

At Vejles Tommy Troelsen kunne spille fodbold på et højere niveau end de fleste andre spillere i 1. division kom ikke bag nogen af tilstedeværende på stadion.

Vejles midtbanegeneral var både sjæl og organisator i det jyske angreb og fik trukket sine medspillere op til at yde deres bedste. Den tidligere holdkammerat i VB Henning Enoksen nød således godt af vejlenserens fremragende frispilninger.

De øvrige landsholdsspillere på banen leverede en præstation på det jævne.

Den normale højre back Kai Johansen havde store problemer over for konstellationen Enoksen/Troelsen, der boltrede sig på fynboens banehalvdel og gang på gang overspillede den hurtige OB-back.

Den anden landsholdsback Jens Jørgen Hansen fik hurtigt styr på sin fynske landsholdskollega Eigil Misser og dominerede dette interne landsholdsopgør indtil esbjergenseren måtte lade sig udskifte med en skade.

Bortset fra dagens spiller Tommy Troelsen var der ikke andre spillere, der påkaldte sig ekstraordinær interesse hos UK´s repræsentanter

KB-strategen Ole Sørensen var helt i særklasse og skabte med sit overblik, gode situationsfornemmelse og sikre afleveringer smukke spilmønstre, der lovede godt for den kommende landskamp. Han var svær at komme udenom (Scanpix Ritzau)

Udtagelseskamp på Esbjerg Stadion – den såkaldte udtagelseskamp viste sig at være mere fup end fakta

Efter fiasko-kampen mod Finland gav flere af de desillusionerede landsholdskæmpere udtryk for, at de var parate til at give et ekstra nap for landsholdet.

For at undgå flere pinlige nederlag var spillerne indstillet på at øge den fysiske træning og sætte tid af til fællestræning og landsholdsamlinger.

Formanden for UK Erik Spang Larsen responderede i Ekstrabladet, at DBU prioriterede klubarbejdet højere end landsholdet, og at DBU derfor ikke ville bede klubberne om at frigive landsholdskandidaterne til mere træning og forberedelse.

Det fik både lederskribenter og almindelige læsere til tasterne med kraftige anklager om, at DBU optrådte dobbeltmoralsk, fordi unionen baserede mange af sine aktiviteter på indtægterne fra landsholdets kampe.

Endvidere trak DBU selv mange veksler på klubberne gennem indrullering til ligegyldige unionskampe samt et dårligt planlagt turneringsprogram. Så DBU understøttede hverken sine egne klubber eller unionens eget flagskib landsholdet.

Lederskribent efterlyste i klare vendinger mere realisme i DBU

Magnus Simonsen i Politiken efterlyste simpelthen mere realisme i DBU, der efter en grundig overvejelse burde lægge nye planer for landsholdet, idet den nuværende slingrekurs kunne føre til landsholdets undergang.

Op til udtagelseskampen i Esbjerg begyndte det også at knage internt i DBU´s rækker.

Formanden for Jysk Boldspil Union Dahl Engelbrechtsen kritiserede i skarpe vendinger, at DBU ikke havde gjort brug af sin mulighed for at disponere over landsholdsspillerne i ugen op til weekend-landskampene.

Denne mulighed var blevet vedtaget på repræsentantskabsmødet i 1962.

Helt grotesk var det iflg. JBU-formanden, at spillerne om søndagen før kampen mod Finland helt havde været overladt til sig selv. DBU havde intet foretaget sig for at beskæftige spillerne i timerne op til kampen.

Aftenkampen i Esbjerg handlede om at finde de 11 spillere, der skulle starte inde i den vigtige OL-kamp mod Rumænien.

Da udtagelseskomiteen efter skuffelserne mod Ungarn og Finland var på bar bund og næsten skulle bygge et OL-landshold op fra bunden, lagde de fleste af de 22 spillere plus reserverne det til grund, at de kunne komme i betragtning til den kommende weekends OL-landskamp.

Provinsen, der havde tre afbud fra en eksamensoptaget Henning Enoksen, en ankelskadet målmand Erik Gaardhøje samt en langtidsskadet Carl Bertelsen, stillede med følgende hold:

København havde også et ærgerligt afbud fra fløjen Eyvind Clausen, der ellers havde vist god kampform for KB i de seneste kampe og derfor var et varmt emne til landsholdet.

Efter yderligere afbud fra Brønshøjs Benny Lohse, der var landsholdsreserve, mønstrede københavnerne følgende hold:

I et rodet opgør fik hvert hold en halvleg at vise sig frem på

Hvis en analytiker alene kikkede på de 11 aktuelle landsholdsspillere, var styrkeforholdet mellem de to hold 10:1 til Provinsen.

Kun den kreative Ole Sørensen fra København havde deltaget i 1-1 blamagen mod Finland.

De 9.100 våde tilskuere blev vidner til en forvirrende kamp, hvor de to hold dominerede hver sin halvleg, men med forskelligt udbytte.

I 1. halvleg kombinerede Provinsen fikst på kryds og tværs af banen, medes de fem angribere flyttede sig godt for hinanden.

Samtidig udslettede forsvaret med Bruno Eliasen som sikker styrmand fuldstændig Ole Madsen, der var helt uden dynamit i stængerne, og unge Ole Forsing, der med sin tunge krop på den våde bane slet ikke kunne få fat i bolden.

Etmåls-føringen ved pausen var dog et lidt magert udbytte af anstrengelserne i forhold til spilovertaget.

Fra begyndelsen af 2. halvleg skiftede billedet totalt.

Den populære Ole Madsen fik pludselig gang i stængerne, og Ole Sørensen fortsatte de lovende takter fra 1. halvleg. Nok så vigtigt var København betydeligt bedre til at udnytte overtaget og scorede de nødvendige mål.

Som halvlegen skred frem, satte gæsterne sig helt på kampen, så Provinsen til tider var helt spillet ned.

Ole Sørensen og Bent Hansen spillede sig direkte på landsholdet

De to spillere, der forlod grønsværen med størst glans, var ikke overraskende Ole Sørensen og Bent Hansen.

KB-strategen Ole Sørensen var helt i særklasse og skabte med sit overblik, gode situationsfornemmelse og sikre afleveringer smukke spilmønstre, der lovede godt for den kommende landskamp. Han var svær at komme udenom.

OL-veteranen Bent Hansen, der havde været sat af landsholdet, beviste over for UK, at han var klar til et comeback. Koldblodig, overlegen og teknisk fremragende greb han ind over hele banen og var et sikkert holdepunkt for København både i angreb og forsvar.

Generelt var der mange spillere, både de nye, uprøvede og de mere erfarne, der gjorde det godt. Alle fortjente at komme med i overvejelserne om det kommende landshold.

Der var heller ingen tvivl om, at DBU stod over for en vanskelig opgave senere på dagen, hvor OL-landsholdet skulle udtages.

I dagene efter kampen opstod der igen drama mellem DBU, pressen og spillerne.

DBU førte sine spillere bag lyset ved at undlade at fortælle om forbundets forhåndsudtagelse af 20 spillere

Det kom frem, at forbundet allerede før udtagelseskampen havde indsendt navnene på 20 spillere, der udgjorde en bruttotrup.

FIFA havde nemlig dekreteret, at holdene til OL-kampene blev anmeldt 10 dage før kampen, så FIFA kunne kontrollere, at spillerne opfyldte betingelserne for at deltage i OL-turneringen.

Resultatet af dette var, at 9 af de 22 aktører på Esbjerg Stadion slet ikke kunne komme i betragtning til kampen mod Rumænien. De var ikke anmeldt til FIFA.

Det fik straks Ekstrabladet til at skrive, at DBU havde ført spillerne groft bag lyset. I hvert fald burde DBU-folkene have været ærlige og allerede før kampen havde meddelt, at udtagelseskomiteen var bundet af forhåndstilmeldingen til FIFA.

Politiken holdt sig heller ikke tilbage. Med store typer blev kampen karakteriseret som uanstændig, fordi spillerne kun kæmpede om kejserens skæg og ikke en plads på landsholdet.

Der ville således alene være tale om en udtagelse af de elleve spillere, der skulle starte inde i Idrætsparken ud af de 20 forhåndsudtagne spillere.

Under alle omstændigheder var DBU´s planlægning af OL-kampen helt ude i skoven, og problemet ville for resten opstå igen senere på måneden i forbindelse med Nations Cup-kampen mod Albanien.

I det meste af kampen humpede HIK-stjernen Ole Madsen rundt uden at kunne drible eller skyde ordentligt. Et trælår gjorde ham ukampdygtig, men Madsen måtte ikke erstattes af en anden spiller fra bænken, da reglerne vedr. OL-kvalifikationskampe ikke tillod udskiftning (Scanpix Ritzau)

OL-kvalifikationskamp (1. runde) i Københavns Idrætspark – et opløftende dansk landshold havde fortjent bedre, men de fordømte dødbolde kostede sejren

Den største opmuntring i forhold til Danmarks OL-chancer var, at kongerigets bedste angriber Ole Madsen meldte sig klar til kampen mod Rumænien og tilmed skulle overtage anførerbindet.

Det fik de fem medlemmer af Udtagelseskomiteen til at ånde lettet op.

Selv om den driblestærke HIK-forward ikke var kommet helt op i omdrejninger efter sin brækkede næse, var han en nødvendig forstærkning af et vakkelvornt landsholdsangreb, som ikke kunne lave mål.

De to dygtige teknikere Bent Hansen og Ole Sørensen blev efter den gode præstation for København foretrukket. Forenet med erfarne Henning Enoksen kunne Danmark nu mønstre et mere boldfast og rutineret hold.

To formstærke fynboer fra B1909 var den store overraskelse

Den største overraskelse var tilgangen af de to fynboer Bruno Eliasen og Palle Bruun.

B1909-forsvareren havde længe været i UK´s søgelys og fortrængte den nuværende anfører Kaj Hansen, der sammen med det øvrige B1913-hold var faldet en del i niveau i de senere uger, hvor spillerne have været i aktion flere gange om ugen.

Den 25årige Palle Bruun havde egentlig skuffet lidt mod København, men fik nu efter afbud til de foregående kampe chancen.

En ordentlig bombe var det, at Udtagelseskomiteen valgte Erik Gaardhøje til at vogte målet. Esbjerg-keeperen var alvorlig skadet. Hans nominering varede også kun én dag, inden han blev erstattet af Erik Lykke Sørensen.

Et par dage før matchen kom der et ærgerligt afbud fra Eyvind Clausen, der læste til eksamen.

I stedet kom Carl Bertelsen efter en lang skadespause ind på den højre fløj, som han havde dækket så strålende i 1962-sæsonen.

Efter en lang og kompliceret udtagelsesproces, hvor kritikken haglede ned over DBU, kom det danske OL-landshold til at se sådan ud:

DBU og de danske tilskuere anglede efter OL-succes frem for Nations Cup og VM

På trods af de pauvre resultater i de forudgående 2 landskampe mødte 34.000 tilskuere op i regnen i Idrætsparken til denne første OL-kvalifikationskamp, og de havde taget det gode humør med.

Stemningen var næsten som til en svenskerlandskamp.

Det var tydeligt at mærke, at en kvalifikation til de olympiske fodboldturneringer talte langt mere end deltagelse i Nations Cup og verdensmesterskaber, som blev opfattet som turneringer for professionelle fodboldspillere.

Forsvarskoks og usikkerhed førte til, at velmotiverede og dygtige danskere konstant halsede efter Rumænien

Danmark tabte den vigtige OL-kamp 3-2 og måtte indstille sig på at vinke farvel til OL i Tokyo.

Det rekonstruerede danske hold spillede i store dele af kampen intelligent, underholdende og udviste en god kampvilje og kunne godt have vundet efter en flot 1. halvleg.

For meget koks i forsvaret gav dog rumænerne nogle nemme mål. Især var hjørnespark landsholdets akilleshæl.

Danskerne fik simpelthen aldrig det moralske overskud ved at mærke, at den gode indsats gav dem en målbart forspring på tavlen. Hele tiden skulle landsholdet kæmpe sig tilbage efter dumme fejl. For danskerne var det en lang vej op ad bakke.

Det var også deprimerende for de mange tilskuere, at Danmark gav 3 nemme mål væk, når hjemmeholdet måtte kæmpe utrolig hårdt for sine 2 mål.

Denne situation kom tydeligst til udtryk ved målet til 2-1 til Rumænien efter netop et hjørnespark.

Den rumænske centerforward Cicerone Manolache fik ugeneret plads til at heade kuglen lige i kassen. Forpinte måtte de danskere spillere konstatere, at de igen måtte til at kæmpe sig tilbage.

OL-regler forhindrede udskiftning af skadet Ole Madsen

I det meste af kampen humpede HIK-stjernen Ole Madsen rundt uden at kunne drible eller skyde ordentligt.

Et trælår gjorde ham ukampdygtig, men Madsen måtte ikke erstattes af en anden spiller fra bænken, da reglerne vedr. OL-kvalifikationskampe ikke tillod udskiftning. Så Ole Madsen fik i stedet en smertestillende indsprøjtning til at neutralisere skaden.

Ole Madsens skade betød, at Danmark i 60 minutter i realiteten spillede 10 mand mod 11.

Den anden nytilkomne angriber Carl Bertelsen bidrog til det gode spil med en herlig pågåenhed og havde flere gode hovedstød. Den gode energi kunne dog ikke skjule, at Esbjerg-spilleren savnede den gamle eksplosion i sine starter og spring.

Ole Sørensen på midtbanen spillede hele kampen for fuld kraft og var som en velsmurt maskine, der sjældent afleverede til den forkerte mand.

Veteranen Bent Hansen fra B1903 var hele tiden, hvor han skulle være i kraft af sin store rutine, sikre overblik og perfekte teknik.

Den fynske debutantmålmand Erik Lykke Sørensen havde reddet Danmark på en god dag

Den nye målmand Erik Lykke Sørensen fik ikke den bedste debut. Den nervøse fynbos præstation var for svingende og ofte dirigerede han ikke sit forsvar godt nok f.eks. på hjørnespark og dødbolde.

På en god dag havde den 23årige keeper også reddet 2 af de rumænske mål. 

Et farvel til OL i Tokio lå altså i luften efter nederlaget, fordi ingen forventede, at det uerfarne mandskab med kun 3 spillere med mere end 10 landskampe på CV´et kunne vende slaget i Bukarest til efteråret.

Debutanten Palle Bruun, der især i 1. halvleg var en kolossal gevinst for Danmark, udlignende i 1. halvleg til 1-1.

Landsholdets drivkraft Ole Sørensen sendte et frispark ind i det rumænske målfelt. B1913-debutanten satte med fin følelse pandebrasken på bolden, som strøg ind i venstre målhjørne. Den rumænske målmand stod for langt fremme i feltet og kunne ikke nå bolden.

Det andet danske mål var et straffespark, som Henning Enoksen skød hårdt og fladt til venstre for målmanden.

Målmanden Ilie Datcu gik til den rigtige side, men nåede slet ikke ned til bolden. Straffesparket blev tildelt af dommer Albert Guinnard fra Schweiz, fordi Carl Berthelsen blev skubbet i ryggen, mens han forfulgte en løs bold.

Rumænerne var præcis så gode som forventet med teknik og boldomgang et pænt niveau over danskerne.

Hvad der til tider kom noget bag på danskerne og også dommeren Albert Guinnard var, at de rumænske statsamatører også spillede meget professionelt med et utal af frispark, især i situationer, hvor en dansker var ved at komme fri til skud eller indlæg.

Ulovlighederne omfattede ikke alene spark og skub, men også riven i trøjerne, hvilket den schweiziske dommer lod passere upåtalt.

De fordømte hjørnespark afgjorde kampen

Efter kampen sagde alle spillerne med en stemme, at det var de fordømte hjørnespark, der afgjorde kampen.

”Vi placerede os ravruskende galt” indrømmede Kai Johansen, der ellers var den af forsvarerne, der var sluppet bedst fra kampen.

I denne konstatering lå også spillernes forbavselse over, hvor dårligt forberedt holdet var på netop hjørnespark, hvor ingen rigtig kendte deres placering på forhånd.

Rumænerne havde 17 hjørnespark og scorede to af deres mål på hjørne.

Den eneste optimist efter kampen var som ventet UK-formanden Erik Spang Larsen, der ikke ville opgive håbet.

”Der var ingen forskel på holdene i dag og uden Ole Madsens tidlige uheld havde vi kunnet vinde”, sagde den tilfredse landsholds-ansvarlige til det tavse pressekorps.

Tirsdag den 25. juni 1963 kl. 19.30: Odense XI-Danmark 4-4 (1-4)

Uofficiel træningskamp på Odense Stadion – landsholdet fik god træning inden Nations Cup, men forsvaret var aldeles utæt

Udtagelseskomiteen nominerede allerede et par timer efter det triste nederlag mod Rumænien holdet, der skulle op mod upåagtede Albanien i Nations Cup.

Med valget af den 21årige Frem-centerhalf Birger Larsen valgte UK at eksperimentere med den tredje nye forstopper efter Kaj Andersen og Bruno Eliasen.

En ny mand i forsvaret ville åbenlyst skabe risiko for endnu flere misforståelser og nemme mål til modstanderen. På den anden side fandt de fleste, at Birger Larsen var fremtidens mand på landsholdet.

Den anden udskiftning var også uventet. Esbjerg-dynamoen Carl Bertelsen, der havde været en af de bedste mod Rumænien, blev sat på bænken og afløst af KB´s Eyvind Clausen.

Kritikken haglede igen ned over DBU og forbundets mangel på fornyelse

Igen haglede kritikken ned over DBU og dets valg af spillere.

I Politiken anvendte lederskribenten Magnus Simonsen udtryk som mangel på energi og dumheder til at beskrive udtagelseskomiteens arbejde.

Som forberedelse til den næste opgave havde DBU arrangeret en træningskamp.

Det var en klar imødekommelse af den kritik, som både spillere og pressen havde fremført om dårlig forberedelse.

Som ønskemodstander havde både Hamburger SV og SV Werder Bremen været på tale, men da begge tyske klubber takkede nej, stillede Odense Stævnet sig til rådighed som træningsmodstander.

Det var et svækket landshold, der tirsdag eftermiddag den 25. juni drog til Fyn for at tage kampen op mod Odense XI.

Landstræner Poul Petersen havde modtaget afbud fra de tre sikre førstevalg til Albaniens-kampen Jens Jørgen Hansen, Ole Madsen og Ole Sørensen.

Det gav så plads til et nyt ansigt Heini Hald fra Aalborg, der tidligere havde optrådt for JBU samt Tommy Troelsen og Ole Forsing, der begge havde gjort det godt i udtagelseskampen mellem Provinsen og København.

Danmark stillede med følgende 11 spillere:

Odense-Stævnet havde indbudt 5 spillere uden for øen og kunne mønstre adskillige tidligere landsholdsspillere på holdkortet:

Landsholdet satte 4-1 styring over styr mod stærke fynboer, der udfordrede det nye forsvar

Landsholdet fik en god omgang træning og blev udsat for hård modstand af et stærkt Odense-hold, der satte det nye landsholdsforsvar på en vanskelig prøve. Selv om det lavede fire mål, var landsholdets reserveprægede angreb lidt af en skuffelse.

Samlet set var det en svag generalprøve.

Det to nye på landsholdet Birger Larsen og Eyvind Clausen levede ikke op til forventningerne.

Den unge Frem-forsvarers markeringer svigtede flere gange, og KB-wingen optrådte i store dele af kampen, som om den overhovedet ikke interesserede ham.  

Efter 1. halvleg førte landsholdet med 4-1 og ingen af de 7.200 tilskuere troede for alvor på, at hjemmeholdet ville vende tilbage.

Men fynboerne med indkaldte forstærkninger vandt 2. halvleg med hele 3-0, så udfaldet blev 4-4.

Palle Bruun begejstrede sit hjemmepublikum med to mål

Den formstærke Ole Forsing bragte UK’s udvalgte foran 1-0 efter et strålende opspil.

Udligningen til 1-1 af den tidligere landsholdsspiller Helge Jørgensen bragte dog ikke det fremstormende landshold til stop.

B1913´s Palle Bruun lobbede elegant bolden over hovedet på OL-reservemålmanden Finn Sterobo til 2-1 og fik derved de 7.200 tilskuere til at klappe begejstret.

Vejles Tommy Troelsen øgede føringen til 3-1 på et smukt langskud.

Palle Bruun havde ikke fået nok af at begejstre sit hjemmepublikum og cementerede halvlegsføringen 4-1 efter en dribletur.

Fra starten af 2. halvleg tog Odense-trioen Erik Nielsen, der til daglig spillede i Brønshøj, Helge Jørgensen og John Danielsen kommandoen over banen. De udspillede gang på gang landsholdets unge debutant og centerhalf Birger Larsen, der til daglig huserede i Boldklubben Frem.

Det blev sluttelig 4-4 på mål af henholdsvis John Danielsen, der havde været med til OL i 1960, Helge Jørgensen, der efter en skade bankede på landsholdet igen samt Erik Dyreborg, der efterhånden også var svær at komme uden om for UK.

4 dage før kvalifikationskampen mod de albanske statsamatører fik landsholdet en omgang værdifuld træning, men skuffede spillemæssigt.

Inden pausen fik Eyvind Clausen også bolden i mål til 3-0. (Foska/fodboldhistorik.dk.

Kvalifikationskamp til Nations Cup (2. runde) i Københavns Idrætspark – blide albanere uden temperament var ingen opgave for det danske landshold

De danske spillere var gået på sommerpause efter afslutning af forårssæsonen i divisionerne.

Landstræner Poul Petersen samlede derfor de københavnske landsholdsspillere et par dage før kampen til en let gang træning.

Træningen havde mest havde til formål at afgøre, hvor slemt skadet Ole Madsen, Ole Sørensen og Bent Hansen var.

På kampdagen viste det sig til stor lettelse for udtagelseskomiteen, at alle mand var klar til kamp.

Danmark stillede derfor i stærkeste opstilling:

De albanske gæster ankom uden fodboldstøvler og med tandpine

De danske ledere vidste ikke meget om den kommende modstander, men var blevet opskræmt af den rumænske delegation, som advarede imod et stærkt hold, der i OL-kvalifikationen havde spillet lige op mod Bulgarien.

Albanien havde klaret sig forbi 1. runde af Nations Cup uden kamp, fordi Grækenland nægtede de albanske spillere indrejsetilladelse. Så blev Hellas diskvalificeret af det europæiske forbund.

Albanernes ankomst til København fik dog et nærmest komisk skær.

4 mand havde glemt deres støvler på en mellemlanding i Praha, og en stakkels spiller måtte straks fragtes til tandlæge med en smertefuld tandrod.

Kun en af trænerne talte en smule fransk, så både DBU og pressen havde problemer med at skaffe oplysninger om gæsterne.

Dagen før kampen var gæsterne i Magasin du Nord, hvor strømper til familien derhjemme var i høj kurs, og om aftenen gav DBU en tur i cirkus.

De rød-hvide rejste sig mod en modstander, der var svagere end forventet

I forhold til årets skuffende tre første landskampe rejste de rød-hvide sig gevaldigt mod Albanien og vandt en komfortabel sejr på 4-0. Sejren var årets første, men baggrunden var for billig.

Albanerne havde ikke det jerntæppe-forsvar, som danskerne havde forberedt sig på.

Det var heller ikke meget af Balkanhalvøens fyrighed og temperament over deres optræden. Gæsterne opførte sig som veldresserede søløver med masser af boldføling, men ingen evne til at omsætte det til organiseret fodbold.

De danske midtbanespillere Ole Sørensen og myreflittige Bent Hansen samt en fremrykkende Jens Petersen fra Esbjerg fB, der ikke havde defensive opgaver, dominerede totalt banens midte.

De kunne strø om sig med gode afleveringer til gennembrudsfarlige Ole Madsen, eksplosive Eivind Clausen og uheldige Palle Bruun, der i slutningen af kampen brændte foran et helt tomt mål.

Det danske spil var i sneglefart, men de fire mål viste klasseforskellen

Tempoet i danskernes spil var dog ikke imponerende – alt for meget foregik i sneglefart, fordi danskerne ikke blev presset af albanerne til at sætte tempoet i vejret.

De 25.000 tilskuere kunne glæde sig over 4 mål, men sejren kunne være blevet større.

Højre back Kaj Johansen pakkede den albanske spiller Mehdi Bushati helt ind i samtlige 90 minutter, og Bent Hansen var myreflittig som indpisker og chanceskaber. Begge blev fremhævet som holdets bedste.

De albanske spillere havde en fin boldbehandling, men taktisk havde de meget at lære endnu.

Det var tydeligt, at holdet manglede international erfaring, fordi Albanien kun drog til udlandet, når det var strengt nødvendigt.

Fejlagtig dommerkendelse gav Danmark to muligheder fra straffesparkspletten

Det første danske mål stod Esbjergs Jens Petersen for – efter omspark af et straffespark.

Det første straffespark tog Henning Enoksen. Målmanden reddede det svage skud, men dommer Einar Boström mente, at målmand Sulejman Maliqati havde flyttet sig for tidligt.

Det var kun den svenske dommer, der kunne se det, og TV-billeder viste efterfølgende, at målmanden ikke gik for tidligt.

Straffesparket var blevet begået mod Eyvind Clausen, der i en god position foran målet blev fældet af den albanske back Gezim Kasmi.

Et kvarter senere viste den gamle måltyv Ole Madsen, at hans brækkede næse ikke havde ødelagt scoringsevnen.

Flittige Palle Bruun smækkede en lang aflevering frem på banen. Bolden gik klart over både Ole Madsen og to albanske forsvarsspillere.

I en hård løbeduel kom Ole Madsen dog foran albanerne og i fuldendt balance løftede han bolden over den fremstormende målmand.

Inden pausen fik Eyvind Clausen også bolden i mål. Efter et par træk centrede Henning Enoksen til KB-wingen, der stod godt placeret midt for mål. Clausen hvinede bolden i mål med en dejlig helflugter.

Det vigtige fjerde mål sikrede Danmark med 99 procents sikkerhed en runde mere i Nations Cup

Det var vigtigt i forhold til returkampen i Tirana, at Danmark kunne score et mål mere.

Det kom i begyndelsen af 2. halvleg, da Henning Enoksen fedtede bolden i kassen på et målmandsdrop. Fra venstre side driblede århusianeren sig frem mod det albanske mål.

Han passerede flere modspillere, inden han skød meget overrumplende for målmand Sulejman Maliqati. Bolden skruede kraftigt på sin vej mod målet og snød derved målmanden.

Rigstræner Poul Petersen boblede af optimisme og benyttede lejligheden til at stikke til den kritiske presse: ”Nu kommer det til at gå som sidste år. Da skuffede vi også i de første kampe, men endte året med at vinde resten af kampene.”

Med 4 måls overskud på kontoen lå det hele til, at DBU ville gå sikkert videre i turneringen.

Et land med kun 90 km jernbane kunne næppe stoppe landsholdet, mente de fleste eksperter. Det eneste, der var at frygte, var varmen sydpå, men returkampen skulle først spilles i oktober.

Søndag 07. juli 1963 kl. 19.00: Sjællands Boldspil Union-Japan 5-3 (2-1)

Venskabskamp på Næstved Stadion – teknisk dygtige japanere varmede op til OL på hjemmebane

For første gang nogensinde stillede Japans nationalhold op til en fodboldkamp i Danmark.

Japanerne kom fra en længerevarende træningslejr i Vesttyskland, hvor asiaterne skulle indsamle erfaring om europæisk spillestil og taktik med henblik på de olympiske lege i Tokyo i 1964.

Værten for den usædvanlige kamp mod en ukendt fodboldnation var SBU, der stillede med følgende rutinerede hold:

Asiens bedste målmand fik en travl aften i Næstved

Den japanske målmand Tsukasa Hosaka, der blev omtalt som en af Asiens bedste målmænd, fik rigeligt at lave i Næstved og måtte hente bolden ud af nettet fem gange.

Gæsterne imponerede de 4.000 tilskuere med lynhurtigt spil og god teknik, men fysisk kunne de ikke matche sjællænderne.

Sejren til SBU var fortjent.

Et par dage senere fik Japan sin første sejr på deres Europa-turne, da 2. divisionsholdet Skovshoved IF blev besejret med 7-3.

Onsdag den 24. juli 1963 kl. 19.00: Skåne Alliancen (SVE)-Stævnet 1-5 (0-1)

Venskabskamp i Landskrona i anledning af Landskronas 550års jubilæum – Stævne-spillere i feriehumør gjorde, hvad landsholdet ikke kunne – slå svenskerne!

Hvad det danske landshold ikke havde formået siden 1937, klarede Stævnets udvalgte i Landskrona: At besejre svenskerne på udebane.

På grund af tidspunktet midt i juli kunne Stævnet ikke stille op i stærkeste opstilling til denne jubilæumskamp.

Nogle spillere havde meget naturligt været nødsaget til at melde afbud på grund af ferie og arbejde.

Spillerne fra B1903 bl.a. Bent Hansen og målmand Jørn Larsen var lovlig undskyldt, da de var på en spændende rejse til Sovjetunionen, hvor Gentofte-klubben meget overraskende spillede næsten lige op mod det russiske OL-landshold (0-1), U23-landsholdet (0-1) og Dynamo Tbilisi (2-2).

De 11 spillere på svipturen over Øresund, heraf 2 aktuelle landsholdsspillere, var følgende:

Danskerne udnyttede deres overvægt og scorede effektivt på alle chancer – en helt ny fornemmelse!

Det danske angreb viste forbavsende godt sammenspil og enorm effektivitet ved at score på stort set alle sine chancer.

Det var en helt ny fornemmelse for danskerne, at de kunne udnytte deres fordel både midt på banen og foran mål, så svenskerne aldrig blev en trussel.

Kampens forløb fik også den svenske landsholdsspiller Prawitz Öberg til med et smil at udbryde: ”Vi kender jo slet ikke danskerne igen”.

Han var jo vant til, at danskerne tabte, når svenskerne stod på den anden side af banen. Men nu frygtede han det værste til oktober, hvor han skulle til København med det svenske landshold.

Afgørende for kampen var det også, at den unge Frem-målmand Leif Nielsen ofte stod rigtig godt placeret og demonstrerede sit store talent.

Det var efter kampen håbet, at danskerne ville kunne tage følelsen af total dominans og sprudlende overskud med sig hjem til Danmark og bruge den i det kommende opgør mod arvefjenden i Idrætsparken.

Så skulle svensken nok få dada!!

Tirsdag den 03. september 1963 kl. 19.00: Københavns Boldspil Union-Jysk Boldspil Union 1-2 (0-1)

Lokalunionskamp i Københavns Idrætspark – udtagelseskamp gav Udtagelseskomiteen endnu mere af spekulere over, fordi stærke jyske angribere viste storform

Efterårets første match med udvalgte hold var det traditionelle ophør mellem København og Jylland.

DBU gav hurtigt opgøret status af en afgørende udtagelseskamp i forhold til landskampen mod Norge senere på måneden.

Kombineret med opgøret mellem FBU og SBU den 5. september var der tale om en lille, fin udtagelses-turnering, hvor alle landsholdskandidaterne fra de fire unioner ville blive stillet op til parade.

Introduktionen af mini-udtagelsesturneringen blev understøttet at en generel usikkerhed om landsholdets sammensætning.

Magnus Simonsen, Politikens fodboldekspert gav udtryk for, at alle pladser på landsholdet var i spil med undtagelse af pladserne til de 2 x Ole – Madsen og Sørensen.

Den normale højre fløj Eyvind Clausen fra KB havde skuffet i de seneste kampe og blev forbigået til KBU´s hold, der med 5 landsholdsspillere så frygtindgydende ud:

Som i de tidligere kampe var det AGF, Esbjerg FB og Vejle, der udgjorde stammen på JBU-holdet.

Jyderne havde ikke fundet plads til OL-triumfatoren Poul Pedersen fra AIA Aarhus, som mange gerne så på landsholdet igen.

Århusianeren stod noteret for 49 kampe i den rød-hvide landsholdstrøje:

Pensionistmålmand Jørn Larsen reddede københavnerne for et stort nederlag

KBU slap billigt med et hæderligt nederlag på 1-2.

Hvis ikke pensionist-målmanden Jørn Larsen, der var i gang med sin sidste sæson som aktiv B1903-spiller, havde stået fabelagtigt godt på mål, var nederlaget blevet meget større.

Han klarede flere brandskud fra de jyske skarpskytter, der sværmede om københavnernes udsatte mål.

Jyderne spillede bedst over hele linjen med et stærkt forsvar og med hurtige kombinationer frem ad banen, medens københavnerne optrådte uden sammenhæng og med et usikkert forsvar, hvor især Birger Larsen – landsholdets normale centerhalf – havde en decideret dårlig aften.

Kampens oplevelse var det jyske tomandsangreb, der var lige til landsholdet.

Det gav problemer for DBU´s udtagelseskomite, at den i stedet for mere afklaring om valget af landsholdet fik endnu mere at fundere over, fordi nye, spændende navne tydeligt meldte sig ind i kampen om landsholdspladserne.

Nordjyden Kjeld Thorst og viborgenseren Finn Døssing kom tæt på landsholdet

AaB´s Kjeld Thorst spillede sig på denne aften, hvor månen stod klar og tydelig over Idrætsparken, direkte på landsholdet. Han var en kolossal arbejdskraft, der både var med oppe og nede på banen og kronede indsatsen med et effektivt mål.

Den anden angriber Finn Døssing udviste et utroligt overskud med et godt blik for sine medspillere og var en afgørende brik i at binde gæsternes spil flot sammen. Viborg-manden kunne også notere sig for et mål og et oplæg til mål.

De to frontangribere blev godt understøttet af de stærke og rutinerede fløje Carl Bertelsen, der på grund sine farveblindhed havde svært ved at skelne mellem værternes røde trøjer og sit eget holds grønne trøjer, og Henning Enoksen, der i en direkte duel tilkæmpede sig et overtag over for OL-kammeraten Henning Helbrandt.

Sidst men ikke mindst havde den ofte spilhumør-svingende Tommy Troelsen en god aften, hvor han bandt jydernes smukke spil sammen med sin karakteristiske afleveringer i de frie områder samtidig med, at han underholdt de 17.300 tilskuere med et par bravurnumre.

Skuffende derimod var KB´s Ole Sørensen på KBU-holdet.

Ikke alene brændte han et straffespark i 2. halvleg, men han virkede både mentalt og fysisk uden gejst og kom slet ikke med i spillet. Det var en kritisk nedgang i formen for landsholdets mesterstrateg.

Unionskampen i Idrætsparken skæppede godt i kassen hos KBU og JBU

Jyderne følte sig snydt for to rene mål.

I 1. halvleg hamrede Kjeld Thorst bolden på undersiden af overliggeren, hvorefter den ramte jorden – bag målstregen mente de fleste.

Straks i begyndelsen af 2. halvleg headede Finn Døssing bolden forbi den fremragende Jørn Larsen, der i et akrobatisk spring skovlede bolden ud, men bag mållinjen.

De fleste spillere på banen så bolden over stregen i begge tilfælde, men hverken dommer eller linjevogtere fløjtede for mål. Kritikken haglede bagefter ned over dommer Kay Bergsler, der i mange situationer var alt for langt væk fra bolden.

KBU´s formand glædede sig over, at KBU og JBU fik et overskud på 60.000 kr. til deling, fordi tilskuerne var myldret i Idrætsparken til aftenkampen.

Det var en kærkommen opmuntring for kassererne i lokalunionerne i en periode, hvor nødvendigheden af de disse unionskampe blev debatteret i fodboldkredse, og stemningen overvejende var for helt at afvikle denne turnering.

Tirsdag den 03. september 1963: JBU(U)-KBU(U) 5-1 (2-0)

På Vejle Stadion mødte unionernes ungdomshold hinanden i et opgør, der gjaldt pladser til ungdomslandsholdet samt eventuelt A- og B-landsholdet mod Norge.

På en fedtet bane blæste jyderne gæsterne ud af banen i de første 60 minutter og legede sig til en 5-0 føring på mål af Horsens-forwarden Carl Johan Aamand (3), AGF-wingen Jørn Bjerregaard, samt et selvmål.

Dagens mand i skysovs var tremåls-skytten Carl Johan Aamand, der afslørede sig som en yderst koldblodig skarpretter, når chancen bød sig.

På grund af det fejende flotte angrebsspil forventede de fleste, at jyderne ville sætte sig på pladserne til ungdomslandsholdet mod Norge.

Torsdag den 05. september 1963 kl. 19.30: Fyns Boldspil Union-Sjællands Boldspil Union 3-3 (1-2)

Lokalunionskamp på Odense Stadion – både fynboer og sjællændere gjorde det dårligt i forhold til JBU-spillerne og kom ikke tættere på landsholdet

Fynboerne var favoritter på hjemmebane, selv om den ordinære målmand Erik Lykke Sørensen fra B1913 havde meldt afbud.

På FBU´s hold var der flere oplagte landsholdsspillere:

Landsholdsangriberen Hans Andersen havde sensationelt skiftet klub

Sjællænderne havde sensationelt mistet en af deres bedste spillere.

Efter kontroverser med ledelse og træner i Køge Boldklub havde Køges stjerneangriber Hans Andersen meldt sig ud af klubben.

Et par dage senere indmeldte den viljestærke frontløber sig i B1903 med udsigt til mindst 6 måneders karantæne fra al divisionsfodbold.

Uden første-angriberen Hans Andersen mønstrede SBU følgende hold:

Kun de seks mål gav underholdning i en skuffende kamp

Unionskampen på et halvtomt Odense Stadion bragte ikke nye landsholdsemner på banen.

De spillere, som allerede var i betragtning, styrkede ikke deres muligheder for at komme igennem UK´s nåleøje senere på dagen, hvor de 3 landshold til venskabskampene mod Norge skulle udtages.

Tværtimod var det en jævn og kedelig kamp, hvor kun de seks mål kunne få de 2.100 tilskuere til at live op.

Niveauet var mærkbart under den tætte match mellem KBU og JBU.

FBU mistede ikke bare landsholdspladser, men tjente heller ingen penge

Sjællænderne var den største opmuntring med et godt forsvar og to fremtrædende angribere i den hurtige Erik Dyreborg, der driblede godt, og tomåls-skytten Arne Dyremose, der viste stor skudfarlighed.

Modsat var fynboerne over en bred kam en stor skuffelse.

Den var helt gal med de to tidligere landsholdsspillere Eigil Misser og John Danielsen, som begge var en skygge af sig selv.

Eigil Misser driblede for meget uden at skabe noget, og John Danielsen var ganske enkelt den svageste i angrebet, selv om han lagde op til et par mål.

For FBU var kampen også en ærgerlig underskudsforretning.

Det magre fremmøde på trælægterne skyldtes tidspunktet og det forhold, at tilskuerne på Fyn havde meget god fodbold at vælge imellem og bl.a. søndagen før havde været til topopgør mellem B1913 og Esbjerg.

DBU iværksatte derfor et nyt kampkoncept – udtagelseskomiteens landshold mod et hold sammensat af repræsentanter fra de store dagblade samt Danmarks Radio. Kampen fik betegnelsen UK versus Pressen.

Træningskamp i Københavns Idrætspark – nyt DBU-koncept fik en fin fødsel i fyldt Idrætspark

I mange år havde de traditionelle unionskampe fungeret som udtagelseskampe, hvor de fire medlemmer af udtagelseskomiteen i DBU så landsholdsemnerne an.

I takt med, at publikum mere og mere svigtede disse opvisningskampe, begyndte især provinsunionerne at nedprioritere kampene.

DBU iværksatte derfor et nyt kampkoncept – udtagelseskomiteens landshold mod et hold sammensat af repræsentanter fra de store dagblade samt Danmarks Radio. Kampen fik betegnelsen UK versus Pressen.

Ny på landsholdet til denne allerførste kamp mod Pressen var nordjyden Kjeld Thorst, der afløste fynboen Palle Bruun.

Efter den strålende kamp for Jysk Boldspil Union mod KBU var den unge AaB-spiller nærmest selvskreven til at få en chance på landsholdet.

Udtagelsen af Kjeld Thorst blev fejret i Aalborg

Udtagelsen blev også fejret i Aalborg, da det var 16 år siden, at en ålborgenser senest havde været på landsholdet. Det var i øvrigt UK-medlem Egon Johansen i 1947.

Efter en skadeperiode var Carl Bertelsen fra Esbjerg atter tilbage på sin sædvanlige plads i højre side i stedet for Eyvind Clausen, der helt var sat af sit KB-hold.

Efterårets første landshold fik følgende sammensætning:

Pressen valgte formstærke spillere, der kunne udfordre DBU

De 6 nyhedsjournalister fra den skrevne presse samt Gunnar Hansen fra Danmarks Radio prioriterede formstærke spillere, der havde vist sig godt frem i unionskampene og var indstillet på at udfordre de etablerede landsholdsspillere.

Det første historiske ”Pressen” så således ud:

I forbindelse med udtagelsen af de to hold kom der i øvrigt gode nyheder fra Vestjylland.

Danmarks suverænt bedste centerhalf John Madsen overvejede stærkt - efter sit nej til landsholdet på grund af træthed - at gøre comeback til kampen mod Sverige i oktober.

Københavnerne tog godt imod den nye type træningskamp. Ikke mindre end 21.800 tilskuere dukkede op på Østerbro.

Pressen døde af træthed i 2. halvleg, hvilket udløste 3 mål på 6 minutter

Den nye mand Kjeld Thorst lavede to mål og var bedste mand på landsholdet, der fortjent vandt 4-1. Tre mål på seks minutter i begyndelsen af 2. halvleg knækkede fuldstændigt Pressens hold.

I 1. halvleg så det ikke ud til, at landsholdet ville få succes.

Pressens mandskab havde bolden mest, men nipsede for meget rundt og var blottet for gennembrudskraft. Det blev kun til et enkelt skud fra halfbacken Benny Larsen mod B1913-keeperen Erik Lykke Sørensen i landsholdets mål.

AGF-forwarden Henning Enoksen var derimod heldig med at bringe landstræner Poul Petersens udvalgte foran md 1-0. En mislykket centring fra den skudfarlige århusianer gik overraskende i mål bag en uheldig B1903-målmand Jørn Larsen.

Føringen til landsholdet på 1-0 ved pausen var absolut ikke fortjent, fordi de elleve spillere i DBU´s hvide udebanetrøjer gjorde en meget svag figur.

Grunden til, at landsholdet hurtigt i 2. halvleg fik overtaget var, at Pressens midtbane fuldstændigt døde af træthed.

Hverken innerwings eller halfbacks fik fat i spillet på midten af banen. Sammenbruddet begyndte med, at Pressens forsvar ikke ordentligt fik afværget et angreb. Resolut tordnede nordjyden Kjeld Thorst en løs bold i nettet til 2-0.

Lidt senere løftede Henning Enoksen bolden frem i straffesparksfeltet. Den målsultne AaB-striker Kjeld Thorst var over bolden inden nogle af forsvarene var vågnet op og kanonerede bolden i mål til 3-0.

AGF-angriberen Henning Enoksen havde heller ikke fået nok af målrusen.

Midt for mål modtog Enoksen en høj bold fra spilregissøren Ole Sørensen. Inden Pressens lammede forsvarere var kommet ud af startblokkene, hamrede den tidligere VB-spiller bolden i kassen til 4-0.

Pressens trøstmål blev sat ind af den unge Peter Märcher fra Ikast, der sammen med de øvrige nye navne på Pressens hold skuffede en del, da de kom frem i det store rampelys.

Både Ole Madsen og Carl Bertelsen fik baghjul af den unge himmelstormer Kjeld Thorst

Landsholdets to store angrebsprofiler Ole Madsen og Carl Bertelsen forlod arenaen uden at have scoret og også uden at have levet op til forventningerne.

Den nye mand Kjeld Thorst og den rutinerede ræv Henning Enoksen løb med laurbærrene på denne aften.

Faktisk spillede den nye ålborgenser Kjeld Thorst en brandkamp med to mål og et kæmpearbejde i marken.

Glædeligt var det også, at landsholdets organisator Ole Sørensen var i stand til at hæve sit niveau betragteligt, selv om bevægelserne indimellem fortsat var langsomme.

Det andet mål blev lavet af Carl Bertelsen, der med et behersket flugtskud sendte kuglen i mål (Scanpix Ritzau)

Nordisk mesterskab 1960-63 på Ullevaal Stadion i Oslo – Kjeld Thorst gav landsholdet et løft, der fuldstændig satte Norge ud af spillet

Udtagelseskampen mellem UK og Pressen førte ikke overraskende til genvalg af alle 11 spillere til landsholdet.

Enkelte pressefolk fandt, at formstærke John Danielsen fra B1909 med sine hurtige ryk og gode overblik burde have haft chancen fra starten mod Norge.

Men alt i alt kunne de fleste tilslutte sig, at udtagelseskomiteen holdt fast på de gode, afprøvede kræfter, der havde vundet de to seneste kampe samt super-debutanten Kjeld Thorst, der havde mål i støvlerne.

 Danmarks landshold løb ind til de 24.000 tilskuere på Ullevaal i følgende opstilling.

Det norske landshold var på vej frem efter flotte resultater

På den ene side frygtede danskerne Norges unge landshold, der i fløjene Roald ”Kniksen” Jensen og Finn Seemann havde nogle af Nordens mest talentfulde spillere. Norge havde fået uafgjort mod Sverige og havde i foråret besejret Skotland med 4-3.

På den anden side havde nordmændene et sandt danskerkompleks. I de seneste tre kampe havde gæsterne sydfra vundet med 13-1 (3-0, 4-0, 6-1). Helt galt var det gået i den foregående landskamp, hvor Norge vendte hjem fra Stettin med et 0-9 nederlag til Polen.

I den sidste ende vandt Danmark for fjerde gang i træk en ciffermæssig klar sejr over de norske naboer. De fåtallige danske tilskuere på Ullevaal i Oslo kunne således glæde over 4 kasser af landsholdet.

De 23.800 norske tilskuere, der på trods af direkte transmission i NRK var mødt frem, fik sig derimod noget af en næsestyver, da det var anden gang i træk, at nordmændene tabte med fire mål til danskerne på Ullevaal.

Debutant Kjeld Thorst imponerede med sit første mål for landsholdet

Det blev i høj grad debutantens Kjeld Thorst store kamp. Den 23årig skolelærer var blevet udtaget efter flere gode kampe for Aalborg Boldklub og innerwingen kronede sin indsats med et flot langskudsmål.

Det var inden kampen på taktikmødet aftalt, at Ole Madsen som den erfarne målscorer skulle forsøge at trække den norske centerhalf ud i siden, så der blev plads til Kjeld Thorst. Ole Sørensen skulle så fra midten af banen sætte debutanten i scene med gode afleveringer.

Måske som resultat af debutantnerver kiksede nordjyden de første 2 muligheder, men i tredje forsøg sad bolden i kassen til stor glæde for kammeraterne. Den nye dreng i klassen var kommet godt i gang med en fin landsholdskarriere.

Det første danske mål kom 6 minutter før pausen.

Efter et skud fra Carl Bertelsen havnede bolden hos Ålborg-debutanten, som resolut uden for straffesparkfeltet knaldede løs med højrebenet. Bolden strøg mod det norske mål i en stadig stigning og endte højt i det højre målhjørne. Den norske målmand Sverre Andersen var uden chance, men kunne blot strække sig forgæves.

Danskerne spillede overbevisende det meste af 1. halvleg. Kun i begyndelsen var der problemer i danskernes venstre side, hvor den norske højre wing Roald ”Kniksen” Jensen fik for meget plads.

Da Jens Jørgen Hansen og Jens Petersen begyndte at lukke af for ham, ophørte nordmændene med at være rigtig farlige foran det danske mål.

Selv stadionspeakeren var mat i skuffelse over kampforløbet

Selv om Ullevaal var godt fyldt, var stemningen mærkelig mat og uengageret det meste af kampen. Selv stadionspeakeren havde vanskeligt ved at få gang i tilskuerne.

Problemet var også, at hjemmeholdet nipsede for meget rundt uden at skabe egentlige målchancer.

Så var danskerne betydeligt mere effektive og direkte. Ofte åbnede Danmark op med lange afleveringer frem ad banen, der fik nordmændene på glat is.

I de sidste 20 minutter af opgøret slog danskerne sig forbavsende effektivitet igennem med enkle og gennemspillede angreb.

Det andet mål blev indledt med, at Henning Enoksen fra højre side af det norske forsvar sendte et hjørnespark højt ind over.

Debutanten Kjeld Thorst gik til bolden som om han ville heade, men lod den i stedet passere til den endnu bedre placerede Carl Bertelsen, som med et behersket flugtskud med venstrebenet sendte kuglen fladt ind i det modsatte hjørne.

Det norske forsvar stod helt fikseret, fordi det ventede et hovedstød på mål. Bolden gik ind til højre for målmanden.

9 minutter før tid scorede Carl Bertelsen sit andet mål på skråskud.

I venstre side trak Jens Petersen bolden op ad banen. Bertelsen, der kendte Jens Petersen godt fra klubholdet Esbjerg fB, trak hurtigt over i venstre banehalvdel for at modtage bolden. I samme moment havde Ole Madsen trukket den norske centerhalf ud mod nordmændenes venstre side, så der blev plads ved højre stolpe.

Jens Petersen afleverede frem til Esbjerg-kollegaen, og i tæt kamp med en nordmand fik Carl Bertelsen lige sat en tå på afleveringen. Bolden trillede på tværs af feltet og gik i mål til venstre for målmanden, som slet ikke nåede ned til skuddet.

Til slut scorede Henning Enoksen til 4-0 på straffespark. Straffesparket var blevet begået mod Carl Bertelsen, der blev fældet i et gennembrud.

En ny stjerne er født – sammenligning med Harald Nielsen

Dagen efter kunne Politikens abonnenter læse, at et en ny stjerne var født på det danske landshold. Kjeld Thorsts debut blev sammenlignet med Harald Nielsens debut i 1959.

Den unge Aalborg-lærer havde givet det danske angreb den sammenhæng og fremdrift, som havde været savnet i lang tid. Samtidig var Kjeld Thorst en strålende angrebsmakker til Ole Madsen og kunne med sit hovedspil true ethvert forsvar.

Paradoksalt nok virkede de danske spillere ikke helt tilfredse efter kampen.

Ole Madsen havde ikke scoret, og Ole Sørensen, der ellers havde gjort det godt, fandt, at kampen havde savnet spænding. Måske havde spillerne allerede for meget fokus på årets arvefjendeopgør mod Sverige 3 uger senere.

Rigstræner Poul Petersen glædede sig over sin 10 sejr ud af 16 mulige i sine hidtidige landskampe.

Hans største bekymring var det manglende danske wingspil. Den tilfredse landstræner overvejede at omlægge spillet, så wingerne skulle spille et mere klassisk wingspil.

Modsat var den tidligere landsholdsback særdeles tilfreds med forsvaret, som ikke kunne gøres bedre.

Lørdag den 14. september 1963 kl. 16.30: Danmark B-Norge B 2-0 (2-0)

B-landskamp på Silkeborg Stadion – kedeligt opgør uden nerve og spænding betød begyndelsen til enden for reserve-landsholdskampene

DBU´s valg af det skønt beliggende Silkeborg Stadion som kamparena for B-landsholdet var godt udtænkt, fordi kampen havde været udsolgt i flere dage.

7.500 begejstrede midtjyder havde fundet vej til det tætpakkede stadion en lørdag eftermiddag i september.

B-landsholdet var en blanding af nye navne, der havde gjort det godt i unionskampene i den seneste tid og erfarne landsholdsspillere, der i øjeblikket ikke var fundet kvalificeret til A-landsholdet.

De københavnske spillere var tæt på at komme for sent

Det var også positivt for den østlige del af landet, at 7 af spillerne kom fra København eller Sjælland i modsætning til A-landsholdet, hvor der kun var fire københavnere.

7 minutter før kampstart var der panik i DBU, fordi de sjællandske spillere endnu ikke var dukket op.

Spillernes planlagte fly fra Københavns Lufthavn havde ikke kunnet starte på grund af motorproblemer, og inden et nyt fly kunne tilvejebringes, forløb næsten en time. Men de sidste spillere nåede lige tidsnok frem til indmarchen.

Efter panikken kunne B-landsholdet løbe ind på Silkeborg Stadion under stor jubel:

De mange feststemte silkeborgensere havde ikke meget at glæde sig over

Det danske reservelandshold, der var forsvarende nordisk mester, vandt 2-0 uden at brillere.

I den svagt spillede kamp var det vanskeligt at forestille sig, at Danmark efter den kommende kamp mod Sverige ville kunne genvinde det nordiske mesterskab.

Dysten svingede kvalitetsmæssigt op og ned for begge holds vedkommende, og desværre for de mange feststemte tilskuere mest ned. Men en dansk sejr kunne de fleste altid glæde sig over.

Vejles Tommy Troelsen overbeviste ikke om, at han skulle med mod Sverige

Danmark kom foran efter 20 minutter på straffespark. Kjeld Petersen, der i mange situationer var alt for tøvende, når chancen bød sig, blev fældet af den norske centerhalf.

Vejles Tommy Troelsen scorede sikkert fra pletten.

Men resten af kampen lykkedes det aldrig for Vejle-troldmanden at angive tonen og dominere på banen, som det var forventet. Den 23årige vejlenser kom ikke tættere på landsholdet den eftermiddag i Silkeborg.

Minuttet efter fik Norge tildelt et straffespark af den finske dommer med det ejendommelige navn Eric Beijar, da vestjyden Preben Jensen tog bolden med hånden.

Heldigt for hjemmeholdet hamrede Einar Bruno Larsen, der spillede fodbold om sommeren og ishockey om vinteren, kuglen på overliggeren.

Kort før tepausen ville den omkring farende Palle Bruun centre fra baglinjen ind mod midten. Fynboen ramte bolden så yderligt, at den skruede ind over den norske målmand til dansk 2-0 føring ved halvleg.

I 2. halvleg fik gæsterne mere spil omkring banens midte. Rigtig farlig blev nordmændene dog aldrig.

Det nordiske opgør fusede ud i 2. halvleg

Da danskerne heller ikke var i stand til at få hold på kombinationerne og brændte de få chancer, der lidt tilfældigt opstod, fusede det nordiske opgør stille og roligt ud. De mange tilskuere var formodentlig i bedre humør, da de ankom end da de forlod stadion.

Den skuffende kamp fik straks Ekstrabladet til at advokere for, at B-landskampe helt burde afskaffes.

Disse landskampe havde ingen sportslig værdi, og spillerne, især de ældre erfarne spillere med A-landskampe, mødte op uden lyst og inspiration og optrådte derefter uinspireret og ligegyldigt.

Det var kun udsigten til sikre indtægter fra diverse provinsstadioner, som fik DBU til at holde fast på det forældede koncept.

Lørdag den 14. september 1963 kl. 16.00: Danmark U-Norge U 5-2 (1-0)

Ungdomslandskamp i Københavns Idrætspark – de unge kometer viste sig frem som alvorlige kandidater til titlen som nordisk mester

DBU tog en stor chance ved at placere ungdomslandskampen mod Norge i Københavns Idrætspark, hvor der slet ikke var udsigt til, at de fodboldmætte københavnere ville møde op i stort antal.

Det gjorde det heller ikke særligt attraktivt for østdanskerne, at landsholdet bestod af ni jyder og to fynboer – altså ikke én eneste københavner.

Så den rette betegnelse burde have været: Provinsen U-Norge U.

For DBU´s kasserer var det derfor en glædelig overraskelse, at 8.900 tilskuere tog imod det danske ungdomslandshold, da det løb ind på den dejlige grønsvær:

Dansk opvisning i 30. minutter med Jørn Bjerregaard som instruktør

De danske U23-spillere gav opvisning i en halv time i 2. halvleg og rykkede fra 1-1 til 5-2.

Den ustyrlige aarhusianer Jørn Bjerregaard var manden bag det berusende forløb og fik de norske ledere til højlydt at udtrykke deres forbavselse over, at den gode Bjerregaard ikke var på landsholdet, der dagen efter skulle møde Norge i Oslo.

Den 20årige boheme var kendt for at vagabondere rundt på banen uden at tage hensyn til det taktiske oplæg.

I dette opgør kom Bjerregaards omflakken til sin fulde ret, fordi nordmændene slet ikke kunne dæmme op for den farlige AGF-virtuos.

Da Jørn Bjerregaard i 2. halvleg pludselig rykkede fra fløjen ind som innerwing og derved fik gæsterne til at tabe både næse og mund, scorede danskerne fire raske mål.

Glæde i DBU over stort fremmøde til U23-kamp i Hovedstaden

I den underholdende kamp skuffede de norske gutter fælt.

Paradoksalt var det derfor, at gæsterne to gange fik skabt så meget panik i det danske forsvar, at de kunne tilvejebringe to scoringer.

I den afgørende halve time i 2. halvleg dokumenterede de unge danskere, at de havde formatet til at blive nordisk mester i 1963. Det krævede blot uafgjort mod Sverige.

Det fine fremmøde betød, at DBU fik et fint overskud på 45.000, - kr.

Tirsdag den 17. september 1963 kl. 20.00: Alliancen-Eintracht Braunschweig (BRD) 4-3 (2-2)

Venskabskamp i Københavns Idrætspark – et glædeligt gensyn til forsvarsstyrmanden John Madsen og et håbefuldt goddag til Finn Laudrup

Alliancen havde indbudt alle sine trofaste følgere til en rigtig fodbold-fest med et spændende dobbeltprogram.

Forkampen kl. 19.00 stod mellem Oldboys-landsholdet forstærket med den britiske legende Sir Stanley Matthews, der aftenen før havde underholdt 18.000 nordjyder i Aalborg, mod et tilsvarende svensk veteranlandshold med masser af koryfæer fra hinsidan.

Det var lige før, at forkampen rettelig var hovedkampen, fordi den bød på et herligt gensyn med dansk fodbolds store stjerner fra 40´erne og 50´erne bl.a. Knud Lundberg og Poul ”Rassi” Rasmussen.

De 30.000 tilskuere fik også en herlig oplevelse.

De danske veteraner slog svenskerne med 4-3, og den 49årige Sir Stanley Matthews scorede tilmed sejrsmålet. Hans evne til at lade hjerne og fødder arbejde sammen var fantastisk og dokumenterede, at alder ikke behøvede at være et problem.

Længe ventet gensyn med landets bedste forsvarsspiller John Madsen

På Alliancens hold var der et længe ventet gensyn med Esbjergs John Madsen, der havde meldt sig klar til landsholdet efter et halvt års pause og ville bruge venskabskampen mod en international modstander til at komme i ordentlig landsholdsform.

Det rutinerede Alliance-hold, der foran de 30.000 tilskuere skulle leve op til den utrolige forkamp, så således ud:

Venskabskampens åbenbaring var den 17årige Finn Laudrup

Kampens store åbenbaring var den 17årige Finn Laudrup, der i driblinger og finter ikke stod spor tilbage for den storslåede Stanley Matthews.

Den slanke og smidige Vanløse-yngling optrådte med et forbavsende blik for sine medspilleres placeringer på banen og havde samtidig evnen til selv at løbe ind i de frie rum på banen, så holdkammeraterne let kunne finde ham.

Det var et tydeligt varsel om en kommende storspiller, som de forbløffede tilskuere blev vidne til.

I det hele taget spillede Alliancen en strålende match mod det nordtyske klubhold, der sammen med de to andre nordtyske klubber HSV og SV Werder Bremen var kommet med i den nye bundesliga, der havde haft første spillerunde i juli 1963.

Centerforsvareren John Madsen var klar til landsholdet, hvis han ville

I forsvaret var det en fornøjelse at se den stærke vestjyde John Madsens blonde hoved dukke op i enhver farlig situation.

Han formåede at løfte de andre forsvarsspillere og overbeviste alle skeptikere om, at han var landsholdets defensive styrmand, hvis han ville være med vel at mærke det.

Efter kampen fremstod det uvist, om Esbjerg-spilleren ville tage positivt imod en udtagelse til landsholdet.

Aftenens mest uheldige spiller var nok målmanden Jørn Larsen.

Han have nogle indgreb både på jorden og i luften, der gik helt skævt og derved kostede et par billige mål. Måske havde Gentofte-manden sine tanker rettet mod det kommende trænerjob i Brønshøj Boldklub.

I kombination med Bologna-kampen i foråret stod Alliancen til at få et nydeligt overskud af de to arrangementer.

De fem klubber i fodboldsammenslutningen - Brønshøj BK, HIK, Vanløse IF, KFUM og Næstved IF - kunne se frem til en check på 27.000 kr. hver, hvilket ville få de store smil frem hos de økonomiansvarlige i klubberne.

DBU rasede mod legenden Sir Stanley Matthews` medvirken

I øvrigt fik veteranlandskampene i Aalborg og København et kort efterspil på grund af Stanley Matthews succesfulde medvirken.

Ud af den blå luft tordnede DBU’s mangeårige kasserer Leo Dannin over, at klubberne mod betaling indbød professionelle stjerner til at deltage i kampe med danske amatørspillere.

Både Boldklubben Chang i Aalborg og Alliancen fik ordre om at aflevere regnskaber for deres populære veterankampe.

Spørgsmålet hang i luften, om DBU kunne finde på at forbyde sådanne opvisningskampe med deltagelse af en eller flere professionelle.

Tirsdag den 24. september 1963 kl. 19.30: Fyns Boldspil Union-Jysk Boldspil Union 1-3 (1-1)

Lokalunionskamp på Odense Stadion – afbudsramt unionsopgør interesserede hverken spillerne eller publikum og gav desværre kun spillerskader

Det fynske hold havde en halv snes afbud, så udtagelseskomiteen i FBU havde haft svært ved at stable et kampdygtigt hold på benene.

Særligt trist var de mange skadesbetingede afbud fra B1913-spillerne, som ellers ugen efter stod over for en spændende Europa Cup-match mod franske Olympique Lyon.

FBU nåede efter mange rokader frem til følgende forstærkede B1909-hold til at repræsentere unionen:

Alle Esbjergs spillere var optaget af kampen mod PSV Eindhoven i Europa Cuppen for Mesterhold og var derfor fritaget for unionskampen.

Tabet var dog til at overkomme, når jyderne kunne mønstre formstærke angribere som Kjeld Thorst og Jørn Bjerregaard, der begge havde været blandt de bedste i landskampene mod Norge.

Spillerne holdt simpelthen igen, fordi landsholdet og Europa Cup-kampe betød mere

Midt mellem spændende landskampe og udfordrende opgør i Europa-Cuppen var det alt for tydeligt at mærke, at spillerne på grønsværen i Odense ikke tillagde unionskampen nogen resultatmæssig betydning overhovedet.

Spillerne holdt simpelthen igen i samtlige 90 minutter.

Denne type repræsentativ match, som udviklingen med mere TV-fodbold og andre typer repræsentative kampe, havde indhentet, var tydeligvis blot noget, som aktørerne skulle overstå uden skader og unødig anstrengelse.

Kampens underholdningsværdi blev ikke overraskende derefter.

De 3.400 tilskuere fik ikke noget godt indtryk og begyndte formodentlig at glæde sig til landskampen mod Sverige, hvor muligheden for god underholdning var til stede.

Det mest triste ved kampen var, at to spillere måtte forlade Odense med skader.

Det var ikke heldigt i en periode, hvor Danmarksturneringen skulle ind i sin afgørende slutfase.

Tirsdag den 01. oktober 1963 kl. 19.30: Danmark-FC St. Pauli (BRD) 3-2 (0-2)

Træningskamp på Aarhus Stadion – træningsmatch gav god moral samt idealopstilling, men løste ikke op for angrebsspillet

Inden årets landskamp mod Sverige i Idrætsparken fik landsholdet mulighed for at pudse formen af mod det vesttyske mandskab fra Hamburg, der til daglig spillede i den tyske regionalliga (næstbedste række).

Landstræner Poul Petersens største bekymring inden træningskampen var det manglende wingspil.

Han havde givet Carl Bertelsen og Henning Enoksen nøje besked om at holde deres pladser på fløjene og ikke løbe ind på midten som de plejede.

Efter et halvt års pause vendte Esbjergs stærke centerhalf John Madsen tilbage til landsholdet, hvilket var en klar forstærkning.

Resten af landsholdet var sikre og stabile gengangere fra Norges-kampen:

Danmark bagud med to mål efter 20 minutter

De entusiastiske tilskuere på Aarhus Stadion så dog en miserabel dansk start på kampen.

Allerede efter 20 minutter var DBU-mandskabet bagud 0-2 efter et utal af fejl i forsvaret.

De rød-røde i dagens anledning blev simpelthen nedspillet af de tyske gæster i 1. halvleg – vel at mærke et vesttysk mandskab, der ikke figurerede blandt de bedste i forbundsrepublikken.

Det danske fløjspil virkede slet ikke, og 2 x Ole skuffede

I 2. halvleg fik landsholdet ikke blot reddet æren, men gjorde også fremskridt. Med gejst og lejlighedsvist godt spil erobrede Poul Petersens mandskab kampen tilbage.

Den målfarlige AaB-profil Kjeld Thorst fortsatte sin målstime på landsholdet og scorede to glimrende mål.

Det første mål var en af hans karakteristiske langskud, der piftede i mål til 1-2 uden chance for målmanden. Det andet mål var et lige så karakteristik gennembrud på midten, hvor nordjyden modtog en god aflevering og resolut omsatte den til udligningen 2-2.

Den udskældte vestjyde Carl Bertelsen scorede sejrsmålet til 3-2, men kunne ikke afværge indtrykket af, at landsholdet fortsat savnede egentlige fløjspillere.

Både Carl Bertelsen og Henning Enoksen havde fortsat en tendens til at trække ind på midten, hvor de på deres klubhold var vant til at spille i stedet for at skabe de nødvendige gennembrud på fløjene.

Det skabte også bekymring, at holdets strateg og hjerne Ole Sørensen spillede helt uden hoved mod tyskerne.

Bedre gik det ikke for Ole Madsen, der blev helt pakket ned af sin direkte modstander og derefter forfaldt til alt for hårdt spil i frustration over den mislykkede indsats.

Kampen gav samlet set ikke optimisme inden svenskeropgøret.

Til gengæld var moralen høj, fordi danskerne var kommet tilbage i kampen fra 0-2 til sejr. Det kunne holdet måske få brug for mod svenskerne.

På en regntung og mudret bane løb de danske nationalhelte under enorm jubel ind på banen i absolut stærkeste opstilling (Scanpix Ritzau)

Nordisk mesterskab 1960-63 i Københavns Idrætspark – de danske drenge leverede et af de mest fantastiske comebacks i DBU´s historie på en mudderbane af den anden verden

Sverige var storfavorit mod lille Danmark efter meriterende sejre over Sovjetunionen (1-0) og Jugoslavien (3-2).

Danmarks jugoslaviske overmænd fra OL-finalen 1960 var blevet slået 3-2 i Malmø i et storslået opgør, hvor svenskerne både i angreb og forsvar spillede på højeste internationale plan. Sejren over semifinalisterne fra VM 1962 betød, at de blå-gule var i kvartfinalen i Nations Cup.

Dertil kom, at det svenske fodboldforbund for længst havde accepteret brugen af professionelle spillere fra udlandet på landsholdet samt nok så vigtigt tidligere udenlandsprofessionelle, der nu var vendt hjem til de svenske divisionshold.

Svenskerne havde ingen problemer med at stille op med proffer, medens DBU diskuterede, om danske fodboldhelte var velkomne til jubilæumsfest i 1964

Så landsholdschef Lennart Nyman, der var eneansvarlig for landsholdets sammensætning i modsætning til DBU´s omstridte UK-system, kunne som det mest naturlige indskrive Romas topmotiverede halfback Orwar Bergmark til at tage kontrol over den svenske midtbane samt VM-stjernen fra 1958 Agne Simonsson til at dirigere angrebet.

Den tidligere Real Sociedad-spiller var vendt hjem fra spansk fodbold til Örgryte IS.

Imedens diskuterede DBU´s mange helhjertede amatørledere, om de danske udenlandsprofessionelle skulle have lov til at stille op for det kombinerede nordiske hold, der i 1964 skulle møde et udvalgt Europa-hold i forbindelse med DBU´s 75års jubilæum.

Mange fodboldelskere så gerne OL-stjernerne Harald Nielsen, Flemming Nielsen og Jørn Sørensen, der var en væsentlig del af DBU´s fodboldhistorie, pryde et overdådigt nordisk hold foran en fuld Idrætspark.

En enig DBU-bestyrelse besluttede i begyndelsen af oktober ikke uventet, at såvel danske som andre nordiske proffer var aldeles uvelkomne på det kombinerede nordiske hold.

Kun renlivede amatørspillere i overensstemmelse med DBU´s fodboldideologi måtte repræsentere Danmark ved forbundets 100års jubilæum.

Meldingen blev passende pakket ind i en forklaring om, at brug af professionelle vil udløse en forlystelsesafgift på entréen til kampen.

Op til braget i Idrætsparken blev den kampglade og gennembrudsfarlige Ole Madsen og den tilbagevendte forsvarsdirigent John Madsen udpeget som de to nøglespillere, der var afgørende for, om Danmark efter 12 års ventetid kunne hive en sejr hjem på landets nationalstadion.

Billetterne havde været udsolgt i flere uger.

Folkehelten Ole Madsen havde i øvrigt op til svenske-landskampen udgivet sin længe imødesete erindringsbog Skyd Ole.

Landsholdsanføreren advokerede som forventet ikke for at få indført pengefodbold i Danmark, men han var meget kritisk over for DBU´s smålighed, når det handlede om at dække tabt arbejdsfortjeneste ved landskampe.

Problemet for vognmand Madsen var, at det kostede ham penge at spille på landsholdet, fordi det udbetalte beløb fra fodboldforbundet ikke dækkede hans faktiske indtægtstab.

På en regntung og mudret bane løb de danske nationalhelte under enorm jubel ind på banen i absolut stærkeste opstilling:

Kong Frederik IX oplevede sammen med de 52.000 tilskuere en dansk katastrofestart

Den danske monark Kong Frederik den IX, der var æresgæst og som holdt af fodbold, hilste på spillerne nede på banen inden kampen.

Majestæten og de 52.000 våde tilskuere var vidner til en af mest imponerende tilbagekomster, som et dansk landshold nogensinde har leveret.

Opgøret begyndte nemlig katastrofalt, da svenskerne lammede de opsatte danskere med 2 hurtige scoringer inden for de første 7 minutter.

Svensk ex-proffer iscenesatte den danske chokbehandling inden for de første 7. minutter

Boldkunstneren Agne Simonsson dominerede banens midte og to gange spillede han mesterligt først Harry Bild og derefter Prawitz Öberg alene med den danske målmand Erik Lykke Sørensen, der gjorde sit bedste for at redde.

Chokeret måtte de rød-hvide værter konstatere, at festen var ved at ebbe ud, inden den rigtig var kommet i gang.

De elleve danskere på banen viste oven på denne dukkert en meget høj moral og fik kæmpet sig tilbage i kampen.

Banen var hurtigt blevet forvandlet til en mudderpøl i det våde vejr. Lykkeligvis fik landsholdet allerede reduceret efter et kvarter.

Målscoreren var som forventet Ole Madsen på hovedstød.

Kjeld Thorst kastede et kort indkast til Jens Petersen på venstre fløj. Nærmest på baglinjen løftede Petersen en høj centring ind i det svenske felt. Midt for mål gik Ole Madsen til bolden og headede med al kraft mod mål.

Det var en vanskelig detalje, da der ikke var meget kraft på afleveringen. Bolden slog ned foran målmanden, som kastede sig i mudderet i målfeltet, men bolden gik alligevel i mål.

Med publikum i nærmest ekstase pressede danskerne yderligere på, og 2 minutter før pausen kom udligningen efter klumpspil. 

Kjeld Thorst var inde i en sand scoringsstime for landsholdet og kunne score igen efter et gigantisk klumpspil. Fra højre side af banen driblede og kæmpede Ole Madsen sig gennem pløret med retning mod det svenske mål.

Han kom forbi adskillige modstandere, men vinklen blev for spids til at skyde på mål. I stedet afleverede han ind mod midten, hvor Kjeld Thorst i kamp med den svenske centerhalf nåede først frem til bolden, der allerede have passeret den svenske målmand, der havde kastet sig for at samle bolden op.

Glidende skubbede den kæmpende Thorst bolden det sidste stykke i mål, medens han blev liggende på ryggen helt indsmurt i mudder

Det var en kæmpe moralsk tilbagekomst af landsholdet efter tidligt i kampen at have været helt nede.

Den danske kampvilje og energi overstrålede svenskernes bedre teknik

I 2. halvleg dalede tempoet betragteligt, fordi den tunge bane og det høje tempo i 1. halvleg havde tæret på spillernes kræfter.

Uafgjort var et rimeligt udfald af dysten for begge hold.

Spillemæssigt var svenskerne med deres elegante, til tider bedårende pasningsspil bedre end danskerne. Men danskerne overgik gæsterne i arbejdsraseri og kampvilje og fik efter den fatale start pillet det svenske pingpong-spil så meget i stykker, at kampen var helt lige.

Spændingen var også intakt til sidste fløjt af den udmærkede engelske dommer Arthur Holland.

På trods af kampens status som arvefjendeopgør og et til tider iltert publikum, der ikke havde varme følelser for modstanderen, blev kampen spillet fair og uden voldsomme episoder. Den forudgående snak om en til tider hadsk stemning i Idrætsparken havde fået de danske spillere til at styre temperamentet.

Danskerne fik annulleret et mål, da Henning Enoksen på fløjen brugte hofterne lidt for effektivt, da han afleverede til en fri Ole Madsen ved forreste stolpe. Kendelsen af dommer Arthur Holland kunne forsvares, men en hjemmebanedommer havde fløjtet for mål til Danmark.

Landstræner Poul Petersen roste sit hold for hurtigt at komme sig over svenskernes chokstart og vise både psykisk og fysisk styrke til at opnå 2-2.

Han glædede sig også over, at spillernes kondition var lige så god som svenskernes. ”Det er ingen sag at være træner for sådan et hold – jeg er en meget lykkelig mand”, sluttede den glade træner.

Danmark nordisk mester i 1963, men uden sejr over Sverige var titlen ligegyldig

Resultatet betød, at Danmark blev nordisk mester i fodbold i 1963.

For hele perioden 1960-1963 løb Sverige dog som sædvanlig med mesterskabet, fordi landsholdet ikke i nogen af de 4 opgør mod Sverige havde vundet.

Faktisk fortalte tabellen om 3 danske nederlag til arvefjenden, men modsat havde Sverige klaret sig dårligere mod de øvrige nordiske lande.

Søndag den 06. oktober 1963: Sverige B-Danmark B 6-2 (2-0)

B-landskamp på Studenternas IP i Uppsala – svenske reserver deklasserede danske ditto

På grund af de kommende returkampe i Europa-Cuppen havde spillerne fra B1913 og Esbjerg fB meldt afbud den ligegyldige reservelandskamp mod Sverige. Kun EfB-halfbacken Egon Jensen var tilbage efter en selvvalgt landsholdspause.

Spillerne fra B1913 og EfB skulle flyve til henholdsvis Lyon og Eindhoven om tirsdagen og havde ikke lyst til at belaste familie og fysik med en besværlig rejse til Uppsala nord for Stockholm.

Afbuddene betød, at Danmark mødte op med et noget amputeret landshold med Odense-manden Mogens Haastrup som ny centerforward:

Danmark nede med 5-0 efter 60 minutter

De svenske reserver var i omdrejninger fra start og tilintetgjorde kynisk de danske drømme om at genvinde det nordiske mesterskab for B-landshold.

Det lille stadion i domkirke- og universitetsbyen Uppsala var helt udsolgt.

Efter en lille time førte Sverige 5-0, så de 7.300 tilskuere nød den fine søndag.

Frygten for nedsabling blev reddet af to danske mål

Sejren var dog et par mål for stor. To af værternes mål var forårsaget af dels en misforståelse om et indirekte frispark, dels et målmandskiks af den ellers velspillende Jørn Larsen.

De nemme mål betød, at de danske troppers moral faldt et trin ned for hver gang, at holdet var ved at kæmpe sig tilbage i kampen.

I 2. halvlegs begyndelse indkasserede Danmark hurtigt det tredje mål. Derfra stod der Sverige på resten af kampen. De gul-blå spillere var gennemgående hurtigere på bolden og driblede bedre.

Tre svenske mål på blot 7 minutter gav pludselig bange anelser om en nedsabling. Heldigt for danskerne fik den nye mand Mogens Haastrup på et fint oplæg fra Arne Dyremose sat en stopper for nedturen.

Kritikkerne kunne efter kampen ikke sætte en finger på danskernes kampvilje og moral, men spillemæssigt var Danmark en negativ overraskelse.

Sverige med et par iøjnefaldende nye landsholdsemner i Owe Ohlsson, Bjørn Nordquist, Owe Kindvall og Bo Larsson distancerede de unge danskere både teknisk og taktisk.

Ingen af de 11 danskere faldt egentlig helt igennem, men blev kort og godt besejret af en bedre modstander på stort alle pladser.

Søndag den 06. oktober 1963: Sverige U-Danmark U 0-0 (0-0)

Ungdomslandskamp på Stora Valla Stadion i Degerfors – de danske U23´ere blev med internationalt snit i den afgørende kamp nordisk mester

Ungdomslandsholdet var også ramt af flere afbud, om end knap så omfattende som B-landsholdet.

Den trods alt tilfredsstillende opbakning fra spillerne og deres klubledere lå formodentlig i det forhold, at Danmark kunne blive nordisk mester i 1964 ved blot uafgjort.

Forbavsende modenhed hos ungt dansk landshold

Danskerne havde været på en lang rejse med fly og bus for at nå frem til Degerfors, der lå midt i Sverige tæt ved den store sø Vänern.

”Jeg er ualmindelig godt tilfreds med kampen”, sagde UK-formanden Søren Agerschou efter kampen.

De unge danskere havde med uafgjort vundet NM-titlen 1963 og i øvrigt spillet en god, international kamp, hvor alle levede op til deres normale standard. Det skete sjældent med et så ungt hold.

Den nye centerforward Keld Pedersen fra Køge BK havde flere gode chancer til at sikre en smal sejr til Danmark.

Det voldsomme spring fra seriefodbold i Haslev til ungdomslandsholdet på kort tid gjorde dog forståeligt nok, at den unge sjællænder fik nerver på og ikke kunne score, da muligheden bød sig.

Tirsdag den 22. oktober 1963: Romford FC (ENG)-Alliancen 3-2 (2-1)

Venskabskamp i Romford i det østlige London – de danske spillere tænkte mere på den store jubilæumskamp på Wembley end på friendly match mod britiske amatører

Som tak for en god sæson havde Alliancen arrangeret en udflugt til London for 16 spillere samt en leder fra hver af de fem medlemsklubber.

Delegationen skulle på Wembley Stadion overvære den storslåede 100års jubilæumskamp mellem England og et verdenshold med en lang række internationale fodboldstjerner.

Som modstander til en venskabskamp dagen før det store brag på Wembley var både Aston Villa FC og Southampton FC i spil.

Men anstrengelserne med at finde en villig modstander til den udprægede ”Friendly match” endte med munde ud i det lille og ukendte amatørhold Romford FC, der tidligere havde været modstander for danske hold i Storbritannien.

Følgende spillere var med på turen til London:

• Asger Hansen, Næstved IF
• Torben Ditlevsen, Næstved IF
• Erik Dyreborg, Næstved IF
• Poul Andreasen, Næstved IF
• Erik Jørgensen, KFUM
• Egon Hansen, KFUM
• Svend Jensen, KFUM
• Børge Thorup, Brønshøj BK
• Preben Arentoft, Brønshøj BK
• Benny Lohse, Brønshøj BK
• Jørgen Petersen, Brønshøj BK
• Erik Nielsen, Brønshøj BK
• Anders Hey, HIK
• Ole Madsen, HIK
• Hugo Nielsen, Vanløse IF
• Adser Skov, Vanløse IF

Ole Madsen nettede to gange, og det var al den omtale, som kampen fik i Danmark

Hyggekampen fik stort set ingen omtale i de danske aviser.

Det blev blot noteret, at Ole Madsen scorede begge Alliancens mål i nederlaget til en modstander, som Alliancen normalt ville blæse ud af banen.

Måske var spillernes tanker allerede rettet mod den store fodboldoplevelse på Wembley næste aften.

I den højt proklamerede opvisningskamp vandt Englands sammenspillede landshold 2-1 over verdensholdet, som med deres afslappede gå-fodbold og artisterier i det lange løb ikke kunne holde stangen.

Tirsdag den 22. oktober 1963: Arsenal FC (ENG)-Stævnet 2-3 (1-1)

1. runde i Messeby-turneringen 1963/1964 på Highbury Stadium i London – de undertippede københavnere stod for en kæmpesensation og besejrede et af Englands tophold

I samme storby London leverede Stævnets sammenbragte flok i Messeby-turneringen et enestående dansk fodboldresultat, da holdet besejrede Arsenal FC 3-2.

På Highbury Stadium, hvor Danmark i 1948 havde besejret Italien i den olympiske fodboldturnering, gentog Stævnet en historisk fodboldbedrift.

Anført af aftenens store målmandshelt Leif Nielsen, der reddede et utal af forsøg på mål, overvandt københavnerne to gange at komme bagud, men endte altså med at trække det længste strå.

De godt 18.000 tilskuere måtte forbavset se deres ynglinge nedkæmpet af en flok danske amatører.

Målene blev sat ind af B-landsholdsspilleren Arne Dyremose (2) og Køge-angriberen Ole Jørgensen.

Stævnet havde tabt den første kamp i København med 7-1, så på trods af den flotte sejr var Stævnet færdig i Messeby-turneringen.

Bent Hansen blev af landstræneren beordret tilbage til at mandsopdække Panajor Pano, der var albanernes farligste mand. Resultatet blev, at albanerne ikke længere kunne true Erik Lykke Sørensen i det danske mål (Foska/fodboldhistorik)

Kvalifikationskamp til Nations Cup (2. runde) i Qemal Stafa Stadium i Tirana – et Danmark i store problemer gik videre til næste runde i Nations Cup takket være det solide forspring fra København

Som de første danske idrætsfolk nogensinde satte det danske landshold sine fødder i Albanien efter en lang flyvetur med adskillige stop undervejs.

Interessen for kvalifikationskampen var kolossal i Tirana. Af byens 135.000 indbyggere havde en stor andel fået billetter til det respektable nationalstadion, der kunne rumme 25.000 tilskuere.

Dagen før trænede de 17 danskere på den hårde og ujævne græsbane, hvor bolden hoppede ukontrollabelt rundt, så spillerne havde svært ved at få styr på den.

De undertippede albanere havde en vanskelig opgave og skulle indhente en 4-0 føring til Danmark fra den første kamp.

Landstræner Poul Petersen var overbevist om, at hjemmeholdet, der kun havde 4 gengangere fra det første opgør i København, ville angribe som vilde fra første fløjt.

At holde nullet i de første 20 minutter var Danmarks enkle taktik

Hans taktik var derfor, at danskerne skulle forsøge at holde nullet i de første 20 minutter.

Hvis nordboerne kunne ride stormen af i starten, havde Danmark en fin mulighed for at holde hele vejen hjem, fordi værterne ret hurtigt ville resignere.

Danmark kunne igen stille i stærkeste opstilling.

Fynboen John Danielsen var kommet med i venstre side i stedet for Henning Enoksen, der havde gjort det mindre godt i den foregående kamp mod Sverige og generelt havde oplevet et markant formdyk.

Den kinesisk producerede kampbold viste sig som en alvorlig forhindring for danskerne

De få danskere, der overværede kampen i Tirana, konstaterede nøgternt, at landsholdet - efter 90 minutters sitren og bange anelser – trods alt var videre til 3. runde i Nations Cup.

Kampbolden havde værterne fået hos sin nære alliancepartner i Kina, og den var betydeligt mindre end de bolde, som der normalt blev spillet med i Europa.

Det gav de helt i hvidt klædte danskere problemer med at håndtere den mærkelige bold, der hoppede og sprang mere end vanligt.

Værterne smadrede danskernes taktik efter 4 minutter – de resterende 86 minutter sitrede den danske bænk af dårlige nerver

Albanerne kom foran allerede efter 4 minutter på et bragende langskud af centerforward Panajor Pano.

Under de 28.000 tilskueres jubel pressede albanerne yderligere på for at reducere danskernes forspring på fire mål fra den første kamp.

Trærammen omkring Erik Lykke Sørensen blev testet flere gange af de pågående angribere, så en albansk føring på 2-3 mål havde ikke været urimelig.

Men Kaj Johansen, Jens Petersen og John Madsen i de bagerste rækker red til sidst dygtigt stormen af.

Bent Hansen blev af landstræneren beordret tilbage til at mandsopdække Panajor Pano, der var albanernes farligste mand. Resultatet blev, at albanerne ikke længere kunne true Erik Lykke Sørensen i det danske mål.

Kun en gang ramte Danmark det albanske mål

I 2. halvleg var kampen mere lige takket være en god indsats af Ole Sørensen, der med godt overblik og snævre driblinger fik taget brodden af hjemmeholdet.

Det lykkedes dog kun danskerne at true det albanske mål én gang – et fladt skud af Jens Petersen, som den albanske målmand Shefqet Topi med besvær afværgede.

Fra svenske-kampen havde Danmark medbragt den gode moral.

Selv om spillet aldrig rigtig kom til at fungere ordentligt på den håbløse bane med den endnu mere håbløse mikro-bold, kæmpede danskerne med samme ubrydelige moral som mod svenskerne.

En fåmælt Poul Petersen bemærkede efter kampen kalkulerende, at rent spillemæssigt var der ikke meget at råbe hurra for, men det vigtigste var jo, at landsholdet gik videre i Nations Cup.

UK-chefen Erik Spang Larsen virkede mere kritisk, især da journalisterne spurgte om DBU´s reaktion over for den maltetiske dommer Joseph Cassar Naudi, da det blev konstateret, at bolden slet ikke levede op til UEFA´s krav til størrelse af en kampbold i Nations Cup.

DBU viftede kritikken af med, at det eneste, som en protest og et evt. spilstop ville udløse, var en udsættelse af kampen.

Han undrede sig over, at danskerne tog så lang tid om at vænne sig til den mærkelige bold og fandt det ikke tilfredsstillende, at modstanderen fik lov til at score så hurtigt, når taktikken gik ud på at forhindre et tidligt mål.

4 dage senere ventede Rumænien i Bukarest i OL-kvalifikationen.

Kjeld Thorst, der med sin store bevægelser havde haft det vanskeligt i de foregående kampe, fik chancen igen, da banen i Bukarest ville være mere tør og jævn. Det var et godt valg, fordi nordjyden scorede to gange /Foska/fodboldhistorik.dk)

OL-kvalifikationskamp (1. runde) på Stadionul 23. august i Bukarest – det danske landshold leverede det største resultat siden OL-semifinalen i 1960 og en europæisk sensation

Landsholdet fløj med ledere og trænere videre til Bukarest.

Efter en let omgang træning, der noget usædvanligt også inddrog de tilstedeværende journalister, og nok så vigtigt en besigtigelse af banen i Bukarest, valgte udtagelseskomiteen at satse på de samme 11 spillere som i Tirana.

Det betød, at innerwingen Kjeld Thorst, der med sin store bevægelser havde haft det vanskeligt på de bløde og ujævne baner, fik chancen igen, da banen i Bukarest ville være mere tør og jævn.

I de kendte rød-hvide dragter, men uden TV-forbindelse til Danmark, mønstrede Danmark følgende hold:

Danmark på umulig opgave mod modstander, der ikke havde tabt i 1963

Opgaven var enkel, men hård for danskerne.

Hjemmeholdet skulle besejres med to måls overskud for at gå videre i OL-kvalifikationen, hvor næste modstander ville blive Bulgarien. Ved en sejr med et mål, ville der blive omkamp, formodentlig i Wien.

I lyset af, at Rumænien var ubesejret i 1963, forekom udfordringen fuldstændig umulig for de undertippede danskere.

Det skabte heller ikke optimisme, at flere danskere lå i sengen dagen før med ondt i halsen og forkølelse. Det tørre, kolde fastlandsklima var altså ikke lige sagen for de følsomme nordboer efter det milde vejr i Albanien.

Danskerne demoraliserede de rumænske værter med tre hurtige mål inden for de første 18 minutter

Det danske landshold præsterede denne dejlige søndag eftermiddag i Bukarest foran 60.000 tilskuere et af de mest storslåede fodboldresultater i DBU’s historie.

Udesejren over Rumænien var helt på højde med 2-0 sejren over Ungarn ved OL i Rom og ville på en liste over de største danske fodboldresultater kommer i top-5 og formodentlig stå som det bedste resultat nogensinde på udebane i en kvalifikationsturnering.

I de to forudgående landskampe mod Sverige og Albanien var landsholdet kommet bagud inden for de første 10 minutter.

Måske havde de danske spillere læst ekstra godt på lektien, for efter 18 minutter var det modstanderholdets tur til at blive udspillet og demoraliseret med hurtige mål.

Rumænien var efter 18 minutter nede med tre pinde – på hjemmebane – til en modstander, der som regel fik en sækfuld mål med hjem fra sine besøg i de østeuropæiske hovedstæder!

Hjemme i Danmark kunne landsholdstilhængerne kun følge sensationen på radio

De 3 danske mål i Bukarest var hver især af meget høj klasse. Kampen blev ikke vist i fjernsynet, men de mange landsholdsfans kunne følge kampen direkte i radioen.

Den udskældte Kjeld Thorst åbnede festen med et fabelagtigt langskud.

Efter 19 sekunder opsnappede AaB-innerwingen Kjeld Thorst en løs bold og trak mod det rumænske mål. Der var ingen rumænere, der forsøgte at bremse hans fremstød.

En halv snes meter uden for straffesparksfeltet knaldede han løs. Bolden strøg op i venstre målhjørne med et drøn, medens målmanden sprællede forgæves. Bolden var i mål – selv til målscorerens store overraskelse.

Den gode Kjeld Thorst var ikke færdig med at chokere rumænerne.

Fra egen banehalvdel sendte Ole Sørensen over 30-40 meter en præcis aflevering frem i det rumænske felt. I en tæt mand til mand duel med centerhalfen Ion Nunweiler nåede Thorst bolden først lige foran målmanden.

Kjeld Thorst trak bolden til venstre om målmanden Ilie Datcu og placerede derefter bolden i nettet. Den rumænske halfback nåede ikke tilbage til at stoppe bolden, men endte selv i nettet.

En føring på 2-0 var ganske ufatteligt, men miraklet fortsatte med at udvikle sig, da Carl Bertelsen øgede til 3-0 på hovedstød.

Det var en komplet ydmygelse af rumænerne foran det talstærke og særdeles højlydte hjemmepublikum, der var kommet med den overbevisning, at favoritterne ville få en nem triumf over Danmark.

Fra venstre side af banen lagde Jens Petersen en præcis centring ind i hovedet på Carl Bertelsen, der have placeret sig midt i straffesparksfeltet. Mellem to forsvarere nåede Esbjerg-wingen højest og headede smukt bolden modsat, så den i en lige linje gik i kassen til højre for målmanden, som slet ikke nåede at reagere.

Der blev dødstille på det store 23. august-stadion opkaldt efter datoen, hvor Bukarest blev befriet af russerne under 2. verdenskrig.

Efter chokket fik træner Silviu Ploesteanu og hans mange assistenter manet ny kampkraft i de slukørede udvalgte fra folkerepublikken Rumænien.

Den gode jugoslaviske dommer Konstantin Zecevic annullerede korrekt et mål efter skub mod Erik Lykke Sørensen. Men kort efter overlistede Emil Petru B1913-målmanden med et lumsk skruet skud, der gik ind tæt på stolpen.

På det tidspunkt i 1. halvleg virkede danskerne møre af det skiftende tempo og konstante stress.

De danske kæmper var selv under pres i stand til at spille sig ud af vanskelige situationer

Rumænerne pressede det danske hold helt tilbage i hele 2. halvleg. Det udviklede sig til en hård kamp mod overmagten for de heroisk kæmpende danskere, men til forskel fra tidligere udekampe var holdet indimellem fortsat i stand til at spille sig ud af de vanskelige situationer.

Selv i trængslen var der internationalt snit over det danske spil.

Indtil 10. minutter før tid var Danmark kvalificeret til næste runde i OL-kvalifikationen, men halfbacken Emil Petrus mål på en ripost udløste i stedet en omkamp 3 uger senere i Torino.

Bolden ramte Kai Johansen på knæet og sprang tilbage til Emil Petru fra mesterholdet FC Dinamo București.

Han kunne i klumpspillet foran det danske mål flugte bolden op under overliggeren uden chance for Erik Lykke Sørensen, der hele kampen igennem havde vist international klasse.

Det var et ærgerligt mål, fordi danskerne på det tidspunkt lå til at køre triumfen hjem.

Hjemmeholdet havde bolden meget, men var ikke rigtig farlige i deres fantasiløse opspil og gennemskuelig indspil på midten samtidig med, at angrebslederen Ole Sørensen og allestedsnærværende Bent Hansen på midten højst overraskende fortsat var i stand til at holde på bolden og igangsætte små modangreb.

Det var mere end noget andet det danske forsvars kamp i Bukarest.

Med John Madsen som sikker ankermand og Jens Petersen som ihærdig oprydder, viste det danske forsvar international rutine og hårdhed. De to lyshårede mandfolk dukkede konstant op og brød rumænernes forsøg på enten at spille over hovederne på danskerne eller rundt om det danske forsvar.

Madsen & Co. kombinerede sig glimrende ud af problemerne og taklede igennem, så det sang i knoglerne på de rumænske favoritter, der slet ikke var parat til denne udfordring.

I den sidste ende slap Rumænien fra kampen om ikke med æren i behold, så i hvert fald med retten til en omkamp.

Spillerne var efter kampen naturligvis meget trætte, men tilfredse.

De havde inde fra midten af banen vinket til de ganske få danske tilskuere, medens de mange rumænske forlod stadion, der var stille som i en kirke efter en begravelse.

Der var ikke noget at sige til, at landstræner Poul Petersen var meget begejstret efter kampen: ”Det var en mandfolkepræstation af højeste karat. Jeg havde faktisk regnet med et nederlag, og så går vi hen og vinder over en så stærk nation”.

Forsvarshelten John Madsen havde indledt kampen med en stiv whisky og et iskoldt brusebad

Kampens dansker John Madsen afslørede overfor Politikens udsendte, at han havde indledt opvarmningen med en stiv whisky og et iskoldt brusebad, fordi han var så medtaget af forkølelse og halsonde.

Det var hans vurdering, at rumænerne fuldstændigt havde undervurderet danskerne, og konstaterede resigneret, at de i løbet af kampen var stærkt frustrerede, hvilket gav sig udtryk i håndgemæng og irritationsfrispark.

UK-chefen Erik Spang Larsen ramte plet med sin beskrivelse af det danske landshold: ”På denne turne har vi set dansk fodbold i en nøddeskal. Helt i kælderen den ene dag (Albanien) overdådigt spillende den næste dag (Rumænien). Hele holdet leverede en pragtpræstation, især på baggrund af den megen sygdom op til kampen”.

Den mest markante udtalelse kom fra arbejdsmanden Bent Hansen: ”Som ved OL i Rom brugte vi samme metoder som sydlændingene!”

OL-veteranen mente, at Danmark i denne kamp også mentalt og fysisk havde spillet internationalt og havde taget de nødvendige slagsmål med modstanderen, der prøvede at tirre danskerne og derved bringe spillerne ud af balance.

”Hvis man vil vinde over den slags hold, nytter det jo ikke noget at appellere til dommeren. De må have igen af samme mønt”, sluttede han og lød slet ikke som en gennemsnitlig dansk amatørspiller.

Det var en sand fodboldkrigers udtalelse.

Jens Petersen skød på straffesparket desværre for danskerne helt forbi det rumænske mål, fordi han i tilløbet til bolden gled i savsmuldet (Foska/fodboldhistorik.dk)

OL-kvalifikationskamp (1. runde - omkamp) på Stadio Comunale i Torino – fodboldlandsholdet brillierede igen og havde fortjent sejren på en skandale-bane, der aldrig burde have været anvendt til en afgørende kvalifikationskamp

I dagene efter nederlaget i Bukarest arbejdede det rumænske fodboldforbund Federația Română de Fotbal energisk for, at omkampen først skulle afvikles i april 1964, da mesterholdet Dinamo Bukarest var med i Europa Cuppen og skulle møde mægtige Real Madrid i november.

Ledelsen i FRF var formodentlig også bevidst om, at det ville være en kærkommen fordel for Rumænien at møde Danmark i april, hvor fodboldsæsonen dårligt var startet op.

Ingen af landsholdsspillerne ville være i lige så god form som for øjeblikket, hvor de sidste runder i Danmarksturneringen var i gang.

FIFA, som var øverste fodboldinstans inden for OL-fodbolden, var hurtige til at deklarere over for de to fodboldforbund, at kampen skulle spilles torsdag den 28. november enten i Wien eller i Norditalien.

FIFA begrundede det med, at foråret ville være præget af de sidste kvalifikationskampe til OL samt finalerunden i Nations Cup.

Ingen træningslejr til landsholdet, men en forhøjelse af beløbet for tabt arbejdsfortjeneste

DBU besluttede hurtigt, at forbundet ikke ville arrangere en træningslejr som forberedelse til omkampen mod Rumænien samt de to Nations Cup-kampe mod Luxembourg, der skulle gennemføres i december.

Selv om Danmarksturneringen sang på sidste vers, vurderede DBU-ledelsen, at spillerne var pressede og udmattede af det omfattende program.

Bag ved lå formodentlig også frygten for, at spillerne ville begynde at kræve en bedre dækning af deres tab af indtægt ved at deltage på landsholdet, især i lyset af, at en sejr i tre kampe ville føre til, at DBU kom med i de attraktive og økonomisk indbringende OL- og Nations Cup-slutrunder.

Forberedelsen ville herefter bestå af, at landstræner Poul Petersen i sin bil ville køre rundt til spillerne og lave enkeltstående træningssessioner med dem.

Midt i november kom der så pludselig en meddelelse fra DBU om, at beløbet for tabt arbejdsfortjeneste ville blive hævet fra 75,- kr. til 100,- kr. pr. dag med virkning allerede fra Rumæniens-kampen.

Med udsigt til afslutning af landskampssåret tæt på juleaften i tilfælde af omkamp med Luxembourg samt to landsholdsrejser i julemåneden, ville DBU-lederne fornuftigt nok gardere sig imod for meget diskussion om penge.

Efter alle genvordighederne om spilletidspunktet havde DBU betydeligt lettere ved at udtage selve landsholdet.

Omkamp i lyset af det forfærdelige attentat mod Præsident John F. Kennedy

De 11 sejrherrer fra den foregående kamp i Bukarest fik alle ganske naturligt genvalg af udtagelseskomitéen. Rumænerne derimod foretog en del udskiftninger, bl.a. målmanden Ilie Datcu blev sat på porten.

I ugerne op til omkampen blev al slags sport fortrængt af den grufulde nyhed om, at USA´s præsident John F. Kennedy var blevet snigmyrdet i Dallas. Præsidenten blev skudt den 22. november og begravet den 25. november i Washington.

I skyggen af denne tragedie, der optog alle borgere i hele verden, løb landsholdet - 3 dage efter præsidentens begravelse – ind på en umulig mudder- og savsmuld-bane i Torino til den afgørende OL-kvalifikationskamp.

Landsholdet var ankommet 24 timer før kampstart, mens rumænerne havde været i byen i fem dage og havde spillet en træningskamp.

Danmark satte sit OL-håb til følgende 11. spillere:

Det havde ikke været uretfærdigt, hvis Danmark havde kvalificeret sig til næste OL-runde

7. minutter inde i den forlængede spilletids 2. halvleg afgjorde den rumænske innerwing Mircea Sasu, at Rumænien skulle have glæden af at spille mod Bulgarien om den endelig kvalifikation til OL 1964 i Tokio.

Danmark ville ikke få mulighed for at forsvare sølvmedaljerne fra OL i Rom.

Men set over hele kampen burde det have været Danmark, der var kommet videre.

Landsholdet var faktisk kun et brændt straffespark af årets fodboldspiller Jens Petersen fra at kvalificere sig til næste runde.

Både trænere og spillere på de rumænske hold havde lært af den første fiasko-kamp og dækkede danskerne tæt

Den rumænske landstræner begik ikke en gang til den fejl at undervurdere danskerne.

Han beordrede fra start en tæt markering af midtbanefolkene Ole Sørensen og Bent Hansen, der overlegent havde styret opspillet i Bukarest og skabt grundlaget for de hurtige danske chok-scoringer.

I det lys var det så meget mere forbavsende, at landsholdet var i stand til i store dele af kampen at dominere spillet og trykke rumænerne, som ellers alle var topmotiverede og velforberedte på opgaven.

De kun 3.000 tilskuere kunne se, at begge hold havde det svært på den tunge savsmuldsbane.

Kraftig regn i dagene op til matchen havde simpelthen ødelagt banen. Arrangørerne havde forsøgt at reparere den med savsmuld og høvlspåner.

Blandt de få tilskuere var der 200 feststemte danske med små dannebrogsflag, bl.a. den tidligere landsholdsspiller Flemming Nielsen fra Atalanta BC, der havde sine ægtefælle og direktør med til fodbold.

Til en afgørende kvalifikationskamp levede banen bestemt ikke op til kravene, og det var diskutabelt, om Stadio Comunale overhovedet skulle have været valgt som kamparena fra begyndelsen.

Det gamle stadion var også en sælsom oplevelse med høje beboelseshuse for ende af banen, hvor de lokale fra deres altaner kunne følge med i kampen.

Ingen af holdene fik kombinationsspillet til at flyde godt, og kampen var fattig på målchancer.

Nogle gange sad bolden ganske enkelt fast i savsmuldet, hvilket bl.a. forhindrede en dansk scoring af fynboen John Danielsen, hvis hovedstød blev hængende i savsmuldet efter at bolden havde ramt indersiden af stolpen.

Det brændte straffespark, der måske havde sikret Danmark en plads ved OL

Minuttet efter det rumænske føringsmål i 1. halvleg ved Carol Creiniceanu fik Danmark tilkendt et straffespark af den udmærkede italienske dommer Guilio Campanati.

Ole Madsen var sluppet forbi en af backerne i det rumænske straffesparksfelt, men blev fældet, så han trimlede flere gange omkring på hovedet. Dommeren tøvede ikke med at pege på pletten.

Jens Petersen skød desværre for danskerne helt forbi det rumænske mål, fordi han i tilløbet til bolden gled i savsmuldet.

Danmark fik dog fortjent udlignet, da der manglede 6 minutter af kampen. Kjeld Thorst stødte bolden det sidste stykke over målstregen. Målet opstod efter, at John Danielsen, der var en af sit holds bedste, afleverede dybt til den fremrykkende Jens Petersen i venstre angrebsside.

Tæt på baglinjen lykkedes det for Esbjerg-manden at smække bolden ind højt og skråt tilbage foran det rumænske mål. Svævende i luften headede Carl Bertelsen bolden ned i jorden.

Bolden var - på grund af savsmuldet - langsomt på vej i mål, men Kjeld Thorst, der også i de hektiske slutminutter var søgt ind i feltet, gav bolden det sidste skub over målstregen.

Efter kampen var der tvivl om, hvem der lavede målet. Thorst gav således udtryk for, at bolden allerede havde passeret målstregen, da han kom til. Men han blev officielt krediteret målet.

Det rumænske mål til 2-1 lugtede fælt af offside og burde ikke have været anerkendt

Rumænernes sejrsmål i den forlængede spilletid lugtede stærkt af offside.

Den store innerwing Georghe Constantin spillede Mircea Sasu fri, men de danske forsvarsspillere havde allerede trukket ham offside, selv om Jens Petersen tøvede lidt.

Da dommerens fløjte ikke lød, susede Sasu mod de danske mål, hvor han elegant løftede bolden over den fremstormende Erik Lykke Sørensen.

Kampen var afgjort. Efter kampe gav den italienske dommer udtryk for, at han var meget sikker i sin bedømmelse af spilsituationen, der førte til sejrsmålet.

I lyset af, at det var en international vind- eller forsvind-kamp var tempoet middelmådigt og kampen var i det hele taget uden dramatik.

Det fik den italienske landstræner Vittorio Pozzo til at udtale sig til et dagblad i Torino: ”Publikum kunne lide at se de to hold, selv om kampen på mange punkter virkede naiv i forhold til, hvad man er vant til. Det var fodbold på et højt moralsk plan”.

Udtalelsen bekræftede billedet af en kamp uden nerve og uden den hårdhed, som var blevet almindelig i europæisk topfodbold. 

Efter kampen gik mange spekulationer på, hvad der ville være sket, såfremt den uheldige Jens Petersen havde scoret på straffesparket.

Så havde Danmark vundet. I det hele taget var der glæde, men også en vis forbavselse over, at lille Danmark havde spillet mere end lige op mod en stærk modstander på neutral grund.

Landsholdet var nået meget længere end forventet, og det førte til, at skuffelsen for mange var til at håndtere.

Rumænernes taktik med tæt mandsopdækning havde den kedelige konsekvens for Danmark, at spilorganisatoren Ole Sørensen helt blev neutraliseret.

Banens elendige beskaffenhed forhindrede københavneren i at brillere med sine lange afleveringer inden om backerne. Det var ganske enkelt umuligt på banen at lave dybe, chanceskabende pasninger.

Det korte pasningsspil midt på banen var for nemt at trævle op for de gulblusede østeuropæere. Kampen endte som en gang slowmotion-fodbold, fordi bolden blev hængende, og spillernes ben ikke kunne mere i mudderet og savsmuldet.

Omkampen var en større præstation end sejren i Bukarest

Bedste angriber var fynboen John Danielsen, som ikke alene røgtede sine defensive opgaver strålende, men også gang på gang skabte muligheder med sine ryk og finter, som rumænerne aldrig fik styr på.

B1909-manden havde fortjent at score på sit hovedstød, men mudderet forhindrede bolden i at trille det sidste stykke over målstregen.

Landstræner Poul Petersen fandt, at holdets præstation var større end i Rumænien: ”Vi havde langt det meste af spillet i den ordinære kamps 2. halvleg, men desværre ikke heldet.”

DBU havde chartret et fly til allerede tidligt på aftenen at bringe de trætte spillere hjem til København, så de kunne komme på arbejde næste dag.

Planen gik dog helt i fisk, da flyet på grund af maskinskade ikke kunne afgå.

Det hidkaldte reservefly fik også problemer, da det med spillerne i flysæderne skulle til at lette. I stedet for afgang kl. 19.15 kom landsholdet først afsted sidst på aftenen og landede i Danmark kl. 03.00.

Økonomisk var omkampen heller ikke nogen succes for DBU.

Generalsekretær Erik Hyldstrup måtte udstede en check til de italienske arrangører på 50.000, - kr. for ophold og bane. Dertil kom fly og hotel, så alt i alt blev OL-eventyret en dyr fornøjelse for dansk fodbold.

Den første kvartfinale i Nations Cup turneringen på Stadion Municipal blev først og fremmest HIK-angriberens Ole Madsens landskamp. Den 28årige anfører udgjorde en sand én mands-hær, som spillerne fra Luxembourg slet ikke kunne stoppe, hverken i denne kamp eller i de 2 følgende kampe, der skulle afgøre, hvilket af holdene skulle med til de afgørende kampe i Spanien 1964 (Scanpix Ritzau(

Kvalifikationskamp til Nations Cup (3. runde) på Stade Municipal i Luxembourg – Ole Madsen skaffede Danmark remis i en kamp, hvor danskerne gjorde det sværere for sig selv end nødvendigt

DBU brugte ikke mange minutter til at nominere de 11 spillere til Nations Cup-kampen mod Luxembourg, der fandt sted blot 6 dage efter omkampen i Rumænien.

Spillerne var kommet hjem fra Italien tidligt om morgenen torsdag den 29. november og skulle altså afsted igen tirsdag den 4. december.

De respektive private og offentlige arbejdsgivere måtte derfor udvise stor tolerance og tilpasning for at håndtere de danske landsholdsspillere i deres medarbejderstab.

Henning Enoksen, der havde været reserve i Torino, meldte afbud sammen med klubkammeraten John Amdisen og den spændende AB-spiller Arne Dyremose, der havde været på tale til landsholdet flere gange i efteråret.

Luxembourg var kommet i 3. runde (kvartfinalen) efter en sensationel sejr over de halvprofessionelle naboer fra Holland.

Efter 1-1 på hjemmebane slog det lille fyrstedømme nederlænderne 2-1 i Rotterdam bl.a. ved brug af en risikabel offside-taktik, som de angrebslystne hollændere aldrig fik afkodet.

Det luxembourgske fodboldforbund - Fédération Luxembourgeoise de Football – var med en befolkning på 300.000 indbyggere et af de mindste i Europa.

Fodboldforbundet i Luxembourg anvendte med glæde og stolthed sine legionærer i nabolandene

Med relativt få spillere til rådighed havde FLF for længst valgt at gøre brug af sine dygtige professionelle spillere i ligaerne i nabolandene og på den måde kompensere for det lille udvalg af kvalificerede hjemlige spillere.

Mod DBU, der fortsat udelukkede spillere, der så meget som havde snust til pengefodbold, stillede Luxembourg med 3 udenlandsprofessionelle – centerhalfen Francois Konter fra RSC Anderlecht, midtbanespilleren Adolphe Schmit fra FC Sochaux i Frankrig samt den lynende farlige angriber Louise Pilot fra belgiske Standard Liège.

En torn i øjet var det dog for den vesttyske træner Robert Heinz, at hjemmeholdet måtte undvære deres dobbelte målscorer fra Rotterdam Camille Dimmer.

På trods af de indhentede forstærkninger var Danmark storfavorit og løb ind på det lille åbne stadion i følgende formation:

Første trin på én mands-hæren Ole Madsens raket mod Nations Cup-slutspillet

Den første kvartfinale i Nations Cup turneringen på Stadion Municipal blev først og fremmest HIK-angriberens Ole Madsens landskamp.

Den 28årige anfører udgjorde en sand én mands-hær, som spillerne fra Luxembourg slet ikke kunne stoppe, hverken i denne kamp eller i de 2 følgende kampe, der skulle afgøre, hvilket af holdene skulle med til de afgørende kampe i Spanien 1964.

Luxembourg var et effektivt hold, der uden omsvøb producerede chancer og mål på samlebånd

De tre mål var alle et resultat af dynamiske gennembrud fra midten af banen, hvor Ole ”Vognmand” Madsen stormede igennem det fortvivlede og desperat efterhalsende fire mands-forsvar på linje, som Luxembourg stillede op med.

Efter kampen blev Ole Madsens indsats karakteriseret på følgende måde:

”Han tackler som en damptromle, snurrer rundt som en top, har en balletdansers balance og er hurtig som en hind”.

Det luxembourgske landshold overraskede danskerne og de 7.000 tilskuere lige fra start.

Allerede efter 1 minut lå bolden i nettet bag Erik Lykke Sørensen – sat ind af innerwingen Louis Pilot.

Ole Madsen fik dog hurtigt udlignet til 1-1, da han snød 3-4 mand inden han scorede. Målet blev indledt med, at skudfarlige Kjeld Thorst på midten af banen taklede en modstander.

Bolden sprang til Ole Madsen, der fluks tog bolden med sig. På vej mod det luxembourgske mål snød han med hurtige snævre træk 2-3 mand, inden han med sit venstre ben fladt skød bolden forbi målmand Nico Schmitt.

Aftenens entertainer Ole Madsen havde forinden driblet næsten en halv banelængde.

Den lille fodboldnation fik hurtigt overtaget og spillede enkelt, direkte og skød på mål på enhver mulighed. Målene var ikke resultat af gennemspillede angreb, men af en effektiv udnyttelse af returbolde og pludseligt opstående muligheder efter dødbolde.

Især i 1. halvleg fremstod Luxembourg som langt det mest effektive hold på banen. Danmark kom også bagud to gange, men begge gange kom udligningen hurtigt.

Udligningen til 2-2 lavede Ole Madsen igen på gennembrud fra midten.

B1909-wingen John Danielsen afleverede i dybden til den fremstormende Ole Madsen. Han fik kontrol over bolden midt på Luxembourgs banehalvdel.

Med bolden på fødderne drønede angriberen som et eksprestog forbi centerhalfen Fernand Brosius. Energisk kom Ole Madsen helt fri foran mål og udlignede med et skud med højre fod fra en position lidt til venstre i Luxembourgs forsvarsside.

Danskerne spillede meget poleret og finesseagtigt, men de danske angribere Ole Madsen og Kjeld Thorst løb i offside mindst 20 gang.

Offside-taktikken, som Luxembourg havde haft succes med mod Nederlandene, var ofte effektiv, men i den sidste blev den også dyr for Luxembourg.

Danskerne var gode til at snyde hjemmeholdets offside-fælder

De 3 danske mål var simpelthen et resultat af, at danskerne ofte var i stand til at overspille det luxembourgske forsvar og offside-fælderne. Landstræner Poul Petersen kunne godt have forsøgt at snyde Luxembourgs forsvarsfælde endnu mere.

I begyndelsen af 2. halvleg kom Danmark foran for første gang. Det var ganske bemærkelsesværdigt, at ingen spiller fra Luxembourg overhovedet rørte bolden fra den blev givet op på midten og til den lå i nettet.

Med Ole Sørensen som primus motor kombinerede danskerne fikst midt af banen.

Boldøvelsen blev afsluttet med en præcis aflevering til Ole Madsen, der stod fri i straffesparksfeltet. Dobbeltmålscoreren var helt alene med målmanden og prikkede koldblodigt bolden i mål til dansk føring 3-2.

Det var glædeligt, at Danmarks store spilregissør Ole Sørensen kunne koncentrere sig om kampen, fordi dagen før var han blevet far til en dejlig pige.

De danske fløje John Danielsen og Carl Bertelsen blev forsømt, og burde have været sat bedre i scene, da deres hurtighed og præcision gav dem overtaget i forhold til deres direkte modspillere.

Den danske midtbanegeneral Ole Sørensen valgte ofte det fikse kombinationsspil, der i den første Rumæniens-kamp havde fungeret godt, men burde i denne kamp oftere have valgt den lange aflevering på tværs til de danske wings.

I 2. halvleg fik både Kjeld Thorst og Carl Bertelsen gode muligheder for at sikre danskerne sejren. En dribling for meget eller en tøven foran målet cementerede i stedet det uafgjorte resultat.

Den danske træner Poul Petersen var tilfreds med kampen: ”Vi må jo huske på, at vi har hjemmekamp næste gang”. Dog var han ikke helt tilfreds med forsvaret og syntes, at Luxembourg havde fået sine tre mål for let.

Danskerne var i det hele taget ikke begejstrede for den franske dommer Pierre Schwinte, som fløjtede for meget dels for offside, dels for frispark.

Dansker fik en advarsel i omklædningsrummet efter kampens afslutning

Helt bizart var det efter kampen, hvor opmanden troppede op i danskernes omklædningsrum og på tysk tildelte Carl Bertelsen en advarsel for et frispark i selve kampen.

Da anfører Ole Madsen så spurgte manden i sort om den mulige konsekvens af advarslen, svarede franskmanden: ”Rien”

Kun små 7.000 tilskuere overværede kampen.

Blandt dem var de to Frankrigs-professionelle Jørn Sørensen og Bent Løfqvist, som glædede sig over resultatet, men var overrasket over, at danskerne ikke hurtigere gennemskuede værternes offside-taktik og at danskerne forsvar med styrmand John Madsen virkede til tider meget forvirret.

Landsholdet kunne efter kampen se frem til returkampen 6 dage senere i København.

Ingen var dog på grund af hjemmebanen sikre på, at danskerne ville komme videre. Luxembourg havde afsløret sig som en seriøs modstander, der ikke lagde sig ned på forhånd.

Ole Madsen gjorde forskellen i en rodet affære, hvor gæsterne optrådte super professionelt (Scanpix Ritzau)

Kvalifikationskamp til Nations Cup (3. runde) i Københavns Idrætspark – landsholdet kunne ikke overvinde Luxembourg i skandalekamp med slagsmål og optøjer

2 medlemmer af udtagelseskomiteen havde allerede efter kampen i Luxembourg mere end antydet, at komiteen ville foretage sig nogle ændringer på landsholdet, når den holdt møde på DBU´s kontorer.

Resultatet af disse overvejelser blev, at bundsolide Henning Enoksen kom ind til sin landskamp nr. 43 i stedet for Kjeld Thorst, der havde haft det svært på de mudrede og ujævne vinterbaner.

Den formstærke og gennembrudsstærke John Danielsen rykkede ind som innerwing, mens Henning Enoksen skulle spille venstre fløj.

Journalister og andre fodboldkyndige diskuterede ophedet op til kampen, hvordan Danmark skulle undgå Luxembourgs effektive offside-fælder, der ikke mindre 28 gange havde fanget danskerne i Luxembourg.

Diskussionen nåede sit højdepunkt, da landstræner Poul Petersen i et Tv-interview anførte, at danskerne skulle holde på bolden.

Det fik bl.a. Magnus Simonsen i Politiken til at indikere, at rigstræneren taktisk var helt galt afsporet.

Spillerne skulle absolut ikke holde på bolden i vinterkulden, men aflevere hurtigt diagonalt eller fremad, inden den luxembourgske firebacks-kæde kunne nå at bevæge sig frem på banen for at fange de danske angribere.

Idrætsparkens personale på overarbejde i den hårde vinterkulde

Idrætsparkens baneinspektør Ubbesen var på hårdt arbejde, fordi det frøs om natten i Danmark. Banen var derfor stenhård. Indkøb af frostvæske fra Storbritannien og flittig brug af tromlen var de midler, som Idrætsparkens personale tyede til for at gøre klar til kamp.

Det danske hold var klar til kamp – det var banen derimod overhovedet ikke, da det kom til stykket. Den var et månelandskab med huller og ujævnheder, der blev værre efterhånden som banen blev vådere.

Sjælden skandalekamp i Danmark med tilskueroptøjer og katastrofale fejlkendelser på banen

De 40.000 tilskuere havde skruet forventningerne gevaldigt op til en dansk sejr, men måtte skuffede gå hjem i aftenmørket over Østerbro. Svenskerlandskampsstemningen blev forvandlet til nederlagsstemning garneret med idiotiske flaskekast fra nogle tilskuere.

Kaos og tumulter omkring banen ødelagde fodboldoplevelsen for mange københavnere.

Først havde Idrætsparkens korps af inspektører vanskeligt ved at gelejde de mange gæster gennem indgangsportene hurtigt nok. DBU havde kun kalkuleret med 20.000 tilskuere, så landsholdets hjemmebane var slet ikke gearet til det store fremmøde.

En halv time efter kampstart stod flere hundrede fortsat i kø. På et tidspunkt væltede de sidste fans ind gennem en ødelagt port.

Under kampen fortsatte balladen.

Stærkt overrislede tilskuere smed ølflasker på banen, og stemningen var generelt aggressiv. Små slagsmål opstod rundt omkring på de åbne områder, hvor folk trængte sig sammen, og frustrationer over kampforløb og ventetid hang uden på tøjet.

Efter kampen fortsatte optøjerne.

Det udviklede sig til et egentlig masseslagsmål foran Idrætsparken. Politiet måtte rykke ind med forstærkninger for at splitte de kæmpende fraktioner. 4 personer måtte på hospitalet med knubs, og 4 bøller blev anholdt.

Samlet set måtte man karakterisere hele forløbet som en skandalekamp med tilskueroptøjer og kampafgørende fejlkendelser på banen.

Fint spil over fløjene gav Danmark gode muligheder, men forsvaret koksede tidligt i opgøret

Danskerne startede kampen friskt og havde tilsyneladende taget ved lære af kampen 6 dage tidligere.

Snævre kombinationer var blevet afløst af direkte spil til fløjene Henning Enoksen og Carl Bertelsen, der skulle sætte Luxembourgs offside-taktik ud af spillet. Det gav nogle gode opspil, hvor der dog manglede præcision i den sidste aflevering.

I Ole Sørensen og John Danielsen havde Danmark to spillende angribere midt på banen, men det gav for lidt tyngde fremme, hvor udeholdets forsvarere dækkede Ole Madsen tæt.

Den danske én mands-hær skulle ikke en gang til have lov til at lave sit målshow.

Det var ikke helt fortjent, at Luxembourg kom foran efter 13 minutter efter en dansk forsvarsfejl.

Det danske forsvar blev spillet tyndt i sin venstre side. Både målmand Erik Lykke Sørensen og forsvarets dirigent John Madsen gik galt af en aflevering indover, som fik lov til at sejle videre til Johnny Leonard i den modsatte side, der uhindret skubbede bolden i mål.

Der var ikke skyggen at se til den danske højre back Kai Johansen, som burde have dækket den frit stående målscorer.

Hurtigt fik målmaskinen Ole Madsen bragt balance i regnskabet.

Danmark havde fået hjørnespark. Ole Sørensen sparkede bolden højt indover, hvor backen Ernest Brenner headede bolden ud til Henning Enoksen. Han reagerede hurtigt og løftede bolden halvhøjt ind foran mål til Ole Madsen, der med hovedet snittede bolden videre i mål.

Danmark sluttede 1. halvleg bedst. Opspillet flød fint, men de danske angribere kom til kort over for de hurtigere luxembourgere, der igen overraskede ved at være superprofessionelle med en hårdhed og fysik, der ofte tog pippet fra de danske amatører.

Ole Madsen gjorde forskellen i en rodet affære, hvor gæsterne optrådte super professionelt

2. halvleg var en rodet affære. Danmark havde bolden mest, men kunne ikke skabe chancer. Luxembourg virkede mere effektive og målrettede. Men så var der jo Ole Madsen til forskel!

Da Ole Madsen 20 minutter før tid bragte Danmark foran med 2-1, begyndte juleaftensstemningen at brede sig på lægterne. Det lignede dansk slutspilsdeltagelse for første gang i en turnering for professionelle landshold.

Den franske dommer Joseph Barberan burde dog have annulleret målet for offside.

Danmark fik frispark uden for straffesparkfeltet. Ole Sørensen skød hurtigt bolden ind i feltet. Det var ikke til at bedømme om det var tænkt som en aflevering eller som et skud på mål.

Målmanden Nicolas Schmitt greb bolden, men tabte den ned foran Carl Bertelsen, formodentlig på grund af en indkastet flaske fra tilskuerpladserne, der ramte målmanden.

Esbjerg-spilleren skubbede bolden videre til Ole Madsen, der i afleveringsøjeblikket var forreste mand på banen og derfor i klar offside. Ole Madsen skubbede nemt bolden i mål, medens målmanden protesterende styrtede frem mod den franske dommer Barberan.

Julestemningen i Idrætsparken blev brat ødelagt, da den luxembourgske højre innerwing Ady Schmidt 8 minutter for slutfløjt fra 25 meters afstand drønede bolden forbi en sagesløs Erik Lykke Sørensen.

Udligningen til 2-2 var fortjent, fordi landsholdet skuffede sine tilhængere i denne afgørende kamp. De danske spillere tænkte, reagerede og spillede for langsomt og upræcist.

Efter to kampe fremstod fyrstedømmets mandskab som favorit til at vinde i omkampen

Luxembourg med anfører Ernest Brenner i spidsen var samlet set det bedste hold og fremstod som favorit til den afgørende kamp i Amsterdam en uge senere.

Selv om Luxembourg var den lille fodboldnation størrelsesmæssigt, virkede landets spillere mere professionelle og afklarede til en afgørende vind- eller forsvind kamp.

Kampen blev beskæmmet af, at idiotiske tilskuere flere gange kastede en flaske på banen. Det fik væsentlig indflydelse ved den anden danske målscoring, da den luxembourgske målmand blev ramt, så han tabte bolden for fødderne af Carl Bertelsen.

Flytningen af John Danielsen fra fløjen til en position som tilbagetrukket innerwing var ingen succes, fordi landsholdet manglede de gennembrud på venstre fløj, der havde skabt gode muligheder i den første kamp.

Danmark manglede angribere i front, fordi Luxembourg vogtede ihærdigt på Ole Madsen, mens både John Danielsen og Ole Sørensen huserede på midtbanen.

”Vi gik i stå, og det er jeg skuffet over”, sagde landstræner Poul Petersen.

”Banen var ganske vist meget dårlig, men derfor synes jeg, at vi skulle have koncentreret os mere og undgået de mange dårlige afleveringer”. Det var tydeligt for landstræneren, at den ringe bane, det store forventningspres samt den skandaløse opførsel uden for banen havde påvirket hans landshold negativt.

Det var nyt for Danmark at være part i sådanne knald- eller faldkampe.

Det værste publikum, der smed med ølflasker

”Det er det værste publikum, som jeg nogensinde har været ude for”, råbte Luxembourgs træner Robert Heinz efter kampen.

Han var naturligvis rasende over, at tilskuerne en gang i hver halvleg ramte en af hans spillere med en ølflaske.

Den ene gang var i forbindelse med Danmarks føringsmål til 2-1. Den frustrerede nationaltræner afsluttede sin berettigede svada med at sige, at det hadefulde og unfair publikum havde ansvaret for den dårlige kamp.

Formanden for UK Erik Spang Larsen var efter kampen rundt hos gæsternes ledere og spillere for at undskylde det skandaløse publikum, som han skammede sig over.

DBU-manden holdt sig ikke tilbage og brugte udtrykket skandale om kampen.  

Erik Lykke Sørensen stod blændende på mål. Han var god til at gå frem for at bokse til de høje bolde, som luxembourgerne pumpede ind i feltet for at udnytte deres overlegenhed i hovedspillet (Foska/fodboldhistorik.dk)

Kvalifikationskamp til Nations Cup (omkamp) på Det Olympiske Stadion i Amsterdam - det danske landshold kom blandt de sidste fire nationer i Europa, hvilket styrkemæssigt var helt misvisende, men noget af et eventyr

En uge før juleaften skulle det danske landshold for anden gang i efteråret ud i en omkamp om kvalifikation til en stor fodboldslutrunde.

Efter de to uafgjorte kampe mod Luxembourg håbede de fleste fodboldkommentatorer fra dagbladene på det bedste, men frygtede det værste, fordi det lille fyrstedømme havde vist sig at være et særdeles godt og velspillende hold, der taktisk i begge kampe have matchet danskerne med den uberegnelige offside taktik.

Samtidig havde Luxembourg et par stærke profiler med professionel attitude fra de belgiske og franske ligaer.

Som en yderligere faktor kom så, at de dårlige vinterbaner ikke havde været til Danmarks fordel.

De rød-hvides spilkoncept byggede på pasningsspil og driblinger, hvilket havde vist sig yderst vanskeligt at gennemføre på de regntunge baner.

Med halv hjemmebane og international dommer var Luxembourg for første gang favorit mod Danmark

Luxembourg var derfor favorit til at gå videre i turneringen og havde tilmed fordel af dels en kamparena tæt på hjemlandet, dels en nederlandsk dommer, der ville tillade internationalt spil med mange frispark og unoder.

De luxembourgske spillere havde i modsætning til de vintertrætte danskere været i træningslejr siden sidste kamp. Holdet blev bakket entusiastisk op af hele nationen, der ikke siden Tour de France-vinderen Charly Gaul havde udvist så massiv begejstring.

Landsholdets midtbanegeneral Ole Sørensen måtte blive hjemme i København på grund af sygdom.

Selv om den tunge bane med dårligt underlag ikke var den rutinerede KB-spillers livret, var hans afbud en alvorlig svækkelse, fordi han var i stand til at holde på bolden og stikke de dybe afleveringer, som var nødvendige over for en offside-spillende modstander.

Den målfarlige nordjyde Kjeld Thorst fil tildelt rollen som ny midtbanespiller, hvor han med sin gode fysik og store arbejdsradius skulle skabe muligheder for de forreste angribere.

AaB-spillerens manglende hurtighed på de første meter gjorde, at han ikke skulle ligge helt på toppen som i de tidligere landskampe.

Til årets sidste landskamp stillede DBU følgende mandskab klædt i hvide trøjer og røde bukser som udebanehold:

Lille Danmark blandt de sidste fire i Europa efter 3 x lodtrækningsheld

Med en fortjent 1-0 sejr over Luxembourg i den tredje og afgørende kamp i Amsterdam kvalificerede det danske landshold sig til slutspillet i Nations Cup turneringen.

Danmark var hermed blandt de sidste 4 nationer i turneringen - efter at have udnyttet en meget heldig lodtrækning undervejs, hvor landsholdet i de forudgående kvalifikationskampe havde trukket Malta og Albanien som modstandere.

Ole Madsen versus Luxembourg 6-5 var den rette betegnelse af kampens aktører

Ole Madsen afgjorde kampen 2 minutter før halvlegspausen og lavede derved sit 6. mål i træk mod Luxembourg.

Det samlede resultat af de 3 kampe kunne i stedet have været Ole Madsen versus Luxembourg 6-5.

5.700 tilskuere på det olympiske stadion i Amsterdam overværede en meget lige kamp.

I lyset af den overraskende interesse i hjemlandet, kom det bag på arrangørerne, at fyrstedømmets tilhængere ikke var mødt mere talstærkt frem. Efter kampen var der dog også tvivl om antal tilskuere, da nogle aviser skrev 15.000 tilskuere, heraf mange fra Luxembourg, der på isglatte veje i busser havde sneget sig til Amsterdam.

I 1. halvleg havde de luxembourgske spillere det meste af spillet og kom til mange afslutninger, der enten prellede af på Erik Lykke Sørensen eller blev opfanget af de 2 stærke Esbjerg-spillere John Madsen eller Jens Petersen – årets spiller 1963.

Det var derfor optimalt for det trængte danske hold, at det fik føringen et minut før pausen efter et fint opspil.

”Der er mål”, kom det fra Gunnar Hansen to minutter før pausen til stor lettelse for de mange fjernsynskikkere derhjemme

Målet startede med, at målmanden Erik Lykke Sørensen sparkede bolden ud til Bent Hansen, der afleverede kort til Kjeld Thorst.

AaB-spilleren driblede med bolden omkring midtercirklen, inden han overrumplende med ydersiden af højre fod sparkede bolden frem til nr. 10 John Danielsen, der var løbet frem i Luxembourgs venstre forsvarsside.

Fynboen Danielsen modtog bolden mellem 2 forsvarsspillere fra Luxembourg, der sammen med det øvrige forsvar var rykket højt op på den luxembourgske banehalvdel. John Danielsen centrede ind mod midten til en udækket Ole Madsen, hvis tætteste modstander befandt sig bag ham.

Den danske angriber tæmmede kort bolden med knæet og skød herefter bolden fladt i mål til højre for målmanden, der kastede sig forgæves.

Gunner Nu Hansen udbrød på TV: ”Der er mål!”

I 2. halvleg tilspillede Danmark sig de farligste chancer.

Sejren burde derfor have været mere sikker, men især Henning Enoksen valgte ofte at aflevere ind på midten i stedet for at trykke af med sit farlige venstreben, der på den glatte bane kunne have gjort forskellen.

Selv om de andre danske forwards kom kurrende hen over den glatte bane, kom de for sent til at kunne ekspedere Henning Enoksens tværpasning i nettet.

Den hollandske dommer Piet Roomer havde vanskelige vilkår.

I 1. halvleg var banen indhyllet i tæt tåge, der i 2. halvleg blev til sne. Spillerne gik hårdt til hinanden, hvilket i mange tilfælde blev forværret af den sneglatte bane.

Erik Lykke Sørensen stod blændende på mål. Han var god til at gå frem for at bokse til de høje bolde, som luxembourgerne pumpede ind i feltet for at udnytte deres overlegenhed i hovedspillet.

Danmarks bedste spillede afskedskamp efter sit uigenkaldelige nej til landsholdet

Den 26årige centerhalf John Madsen cementerede gennem hele kampen, at han mere end nogen anden havde æren for Danmarks kvalifikation til slutspillet.

Den hårdføre esbjergensers spil var i alle de vanskelige kvalifikationskampe i efteråret 1963 af høj international klasse.

John Madsen bevarede hovedet koldt i de hektiske nervekampe. Derfor var det ærgerligt, at han ville stoppe på landsholdet efter denne kamp for at få mere tid til sin familie.

Aalborgenseren Kjeld Thorst fik også stor succes med sin tilbagevenden til landsholdet.

Han løste sin opgave som opspils-station fremragende og bidrag med sin iver og energi til at Luxembourg aldrig fik overtaget på midten af banen.

Den unge AaB-spiller dementerede også på det kraftigste, at danskerne - som antydet af flere pressefolk - skulle mangle gejst og motivation til at kæmpe med de hvide ud af øjnene flere uger efter fodboldsæsonens afslutning.

Det var også en fornøjelse at følge John Danielsen, der med sin lynsnare spilopfattelse og førstegangs-afleveringer spillede de andre danske angribere fri.

Fynboen beviste, at han i vanskelige kampe hører hjemme på landsholdet og kronede indsatsen med den målgivende aflevering.

Ole Madsen fik en hård behandling, men kunne også svare igen.

”Lige fra første sekund mærkede jeg, at luxembourgerne med vold og magt ville neutralisere mig”, sagde en rystet Ole Madsen efter kampen.

Alle midler var blevet taget i brug for at stoppe den danske angrebsstjerne.

Brutaliteten i tacklinger og nærkampe gav den 28årige landsholdsveteran indtryk af, at modstanderne satsede på at få ham båret fra banen.

HIK-angriberen, der et par uger før havde meddelt, at han blev i HIK, selv om klubben var rykket ned i 3. division, gav igen af samme mønt og nød i øvrigt slagsmålet. I den sidste ende straffede matchvinder Ole Madsen også brutalt de luxembourgske bøller.

Ebbe Schwartz, formand for DBU, kaldte sejren den største dag i hans tid som formand næst efter OL-sølvmedaljerne i Rom.

Den overvældede førstemand havde nærmest haft dårlig samvittighed over, at han i de seneste to måneder flere gange havde måttet sende landsholdsspillerne rundt i Europa for at repræsentere unionen. Det havde taget hårdt på familie og arbejdsgivere, der i mange dage havde måttet undvære deres medarbejdere.

I et interview i Dagbladet Politiken dagen efter kampen indrømmede rigstræner Poul Petersen, at det havde været svært at afløse den forgudede forgænger Arne Sørensen, der havde skaffet OL-sølv til Danmark.

Han overtog et nyt landshold efter afgangen af bærende profiler til professionelle klubber, men kunne altså ånde lettet op med sejren over Luxembourg.

Hvad nu, DBU? Flere spørgsmål end svar for de kommende års landsholdssatsning

Interviewet afslørede, at DBU slet ikke havde planer for landsholdets forberedelse til kampene i formodentlig Spanien i juni 1964. Udover DBU´s jubilæumskamp i maj havde generalsekretær Erik Hyldstrup overhovedet ikke planlagt venskabskampe i foråret.

DBU havde inden tilmeldingsfristens udløb overfor FIFA meldt landsholdet til at spille kvalifikationen til World Cup 1966 i England, men med forbehold om at trække sig igen, hvis Danmark kom til slutrunden i Nations Cup.

Det var tydeligt for enhver, at den øverste ledelse i dansk fodbold fortsat prioriterede OL-fodbolden frem for de andre turneringer.

Men ude af kapløbet om pladser til OL 1964 og med udsigt til et besværligt OL 1968 i Mexico blev DBU sat på prøve i forhold til sine landsholdsprioriteter.

Ole Madsen i nærkamp med 2 x Luxembourg.

Deltagelse i to omkampe i samme år blev historisk for DBU

Landskampsåret 1963 var et af mest interessante i DBU´s historie, fordi landsholdet to gange endte i en omkamp om deltagelse i en slutrunde, henholdsvis de olympiske lege i Tokio og Nations Cup, der var forløber til de senere EM-slutrunder.

Landsholdet leverede både spille- og resultatmæssigt nogle af de bedste resultater i unionens lange historie.

Udesejren over Rumænien på 3-2 var det bedste udebaneresultat overhovedet, hvis man ser bort fra sejre over Sverige, som prestigemæssigt i 1963 vægtede tungere end kvalifikationskampe.

Men det danske landshold skulle helt frem til 1972 for at opnå en udebane-sejr, der tåler sammenligning med 1963 og ironisk nok mod samme modstander Rumænien.

Sejren over Luxembourg i december-omkampen i Nations Cup var i virkeligheden også forbløffende, fordi det danske landshold og dets spillere havde begrænset erfaring med disse knald- eller faldkampe.

Ingen af danskerne havde været med i de afgørende europæiske cup-kampe, hvor kampe blev afgjort med små marginaler og var heller ikke vant til at skulle sættes op til sådanne kampe.

Mange journalisters største bekymring op til omkampen var netop, at danskerne mere tænkte på afslapning og juleferie i stedet for kvalifikation til en slutrunde et halvt år efter.

Dertil kom, at Luxembourg i 1963 var et bedre hold end mange andre europæiske landshold i midterfeltet.

Forstærket med 3-4 udenlandsprofessionelle samt en attitude og indgangsvinkel til fodbold, der var erhvervet fra de omkringliggende professionelle ligaer i Frankrig og Belgien gjorde, at de luxembourgske udvalgte greb kampene mere professionelt an end danskerne og i hvert fald optrådte med den kynisme og hårdhed, som de havde oplevet i de professionelle turneringer.

Endelig blev omkampen spillet på en elendig bane opløst af vand, hvor det var vanskeligt for danskerne at aflevere og drible. I 1. halvleg var der tåge over banen, og i 2. halvleg faldt julesneen fra himlen.

Kampene mod Rumænien og Luxembourg bør derfor have en mere fremtrædende plads i DBU´s lange fodboldhistorie, fordi resultaterne var ganske forbløffende i lyset af struktur og organisering af landsholdsfodbold i Danmark.

Det burde ikke have kunne lade sig gøre, at Danmark - som et af Europas få rendyrkede amatørlandshold - kom i omkamp om en OL-plads samt – med hjælp af et uvurderligt lodtrækningsheld - spillede sig blandt de sidste fire i Nations Cup. 

Landsholdets succes eliminerede det gryende opgør mod DBU´s forældede amatørregler

Landsholdets fine resultater i 2. halvdel af 1963 betød, at det oprør, som i foråret var undervejs mod et forstenet lederskab i DBU, tonede ud.

Efter forsommerens kampe mod Ungarn, Finland og Rumænien haglede kritikken ned over de forstenede amatørledere i DBU, der ikke kunne og ville erkende, at det danske landshold havde direkte kurs mod bunden af 4. division i Europa.

Finnerne havde fortjent en smal sejr i København, og Norge imponerede med flotte resultater mod Skotland og Sverige. Danmark lå sidst i Norden.

De forældede amatørregler betød, at de danske spillere ikke havde mulighed for at forberede sig ordentlig til landskampene. De var trætte, udslidte og mødte først hinanden i Idrætsparken én time før landskampen.

Nok så vigtigt kunne den respekterede landstræner Poul Petersen ikke skabe fremdrift på landsholdet, fordi han ikke kunne gennemføre landsholdssamlinger og fællestræning.

De danske klubber rundt om i landet ville ikke mere end højst nødvendigt frigive deres spillere til DBU. Landsholdet var et udstillingsvindue, som i sidste ende kunne føre til, at en god spiller drog til udlandet.

Absurditeten lå i, at samme klubber samt lokalunionerne forlangte, at de bedste spillere uden brok stillede op til unionernes egne prestigekampe samt opreklamerede venskabskampe mod professionelle klubhold for at skaffe penge i kassen til klubbernes aktiviteter.

Det overraskende i hele sagen var, at de danske landsholdsspillere var mærkeligt tavse i debatten.

Få spillere gjorde oprør eller stillede krav om vederlag/kompensation for de mange timer, som de måtte bruge på landsholdet og til DBU´s øvrige aktiviteter.

De strikse amatøridealer var gennem opdragelse i klubberne helt fra barnsben og kulturen i befolkningen blevet dybt forankret i de danske fodboldspillere.

Det var sket takket være mange års idealisering af den danske fodboldkultur som det ypperste inden for sporten, der moralsk og etisk var langt hævet over den kommercielle sport i resten af Europa.

Danske fodboldspillere var bedre, fordi de var renere end modstanderne og derfor var nederlag acceptable.

De få fremsynede fodboldledere og enkelte oprørske spillere som landsholdets topscorer Ole Madsen og forsvarskrumtappen John Madsen, der i en overgang valgte landsholdet fra, måtte resigneret betragte, hvordan dansk fodbold uhjælpeligt hang fast i moradset.

Den tøvende tilgang til nye tider blev også eksemplificeret ved stjerneangriberen Henning Enoksen, der sagde nej tak til en millionkontrakt i Italien, fordi han foretrak det frie liv som amatør i Danmark.

I sommerpausen i 1963 så det ud som om, at dansk fodbold stod ved en skillevej.

Muligheden for, at DBU - presset af de dårlige resultater, den folkelige frustration og en højrøstet sportspresse - var på nippet til at vælge en ny kurs med penge på bordet var til stede.

Men muligheden gik tabt i løbet af efteråret, hvor landsholdet - dansk fodbolds flagskib - overgik alle forventninger, så kritikkerne måtte tie.

Slut med unionskampe og introduktion til egentlig udtagelseskamp UK versus Pressen

På foranledning af de fem provinsunioner blev det vedtaget, at den årlige fodboldkamp mellem København og Provinsen skulle udfases ved udgangen af 1964.

Erstatningen skulle herefter være en kamp mellem et hold udtaget af DBU´s udtagelseskomite (landsholdet eller UK) og et hold udtaget af sportsjournalisterne fra de store dagblade samt DR.

I tilknytning til denne vedtagelse lykkedes det også provinslederne at overtale KBU til at droppe de gamle unionskampe.

Fra 1964 skulle de seks unioner møde hinanden i en cupturnering.

To unioner ville være oversiddere i første runde, medens de fire øvrige hold skulle møde hinanden i en indledende runde (kvartfinale).

Oversidderne i denne indledende runde var de to unioner, hvis hold havde scoret flets point i 1. division året i forvejen.

De fire bedste unionshold skulle spille to semifinaler mod hinanden, og finalen kunne herefter blive et sandt tilløbsstykke, da de to finalehold havde kvalificeret sig over flere kampe.

Årets fodboldspiller 1963 – Jens Petersen, Esbjerg fB

Landsholdets agile halfback Jens Petersen fra Esbjerg fB blev overraskende kåret som årets spiller i Danmark af en komite med UK-chefen Erik Spang Larsen som formand.

Hædersbevisningen var blevet indstiftet af årsskriftet Fodbold Jul.

De fleste havde forventet, at landsholdets regissør Ole Sørensen fra KB eller forsvarskrumtappen John Madsen vil have taget prisen, men det blev den kun 21årige esbjergenser, der havde været fast mand på DBU-landsholdet i hele 1963.

Det var ikke alene esbjergenserens alsidighed som slider i defensiven og målchanceskaber fremme i front, der havde været afgørende. Også Jens Petersens personlige egenskaber som en god holdkammerat og det aldrig svigtende humør selv i dårlige tider havde talt med i afgørelsen.

I et interview i Fodbold Jul forklarede Jens Petersen, at det var vanskeligt at være amatørspiller, fordi de bedste spillere skulle deltage i mange kampe lige fra de internationale opgør til vigtige landskampe.

Det fordrede, at en landsholdsspiller havde en tolerant arbejdsgiver, der ofte skulle give fri. Årets fodboldspiller var studerende på Handelshøjskolen i Esbjerg og måtte ofte bede om fri fra forelæsningerne for at tage med klub eller landshold til kamp.

Jens Petersen drømte om at blive professionel i udlandet og havde også et spændende forslag om, at DBU som vederlag for landskampe skulle indbetale et beløb på en pensionsordning, som en spiller kunne få glæde af, når fodboldkarrieren var overstået.

Meget symptomatisk for mange danske spillere påpegede den veltalende landsholdsspiller problemerne i DBU´s amatørregler, men undlod at gå direkte til angreb og forlange ændringer.

Den unge prisvinder udstrålede en enorm respekt for fodboldautoriterne og passede gevaldigt på ikke at støde de stivnakkede fodboldchefer i DBU og i klubberne.

Kilder:

1. Landsholdet – i medgang og modgang af Palle Banks Jørgensen (2000)
2. Landsholdets 681 profiler fra 1908 til i dag af Palle Banks Jørgensen (2002)
3. Landsholdenes 2198 spillerprofiler: fra Krølben til Krøldrup af Palle Banks Jørgensen (2004)
4. Landsholdets Historie - Danmark 1908-2018 af Davide Eskelund Rota (2018)
5. www.haslund.info
6. www.dbu.dk – landsholdsdatabasen
7. www.danskfodbold.com
8. www.danskfodboldhistorik.dk
9. www.danskkulturarv.dk
10. www.politiken.dk
11. www.ekstrabladet.dk