Nations Cup - Danmarks første fodboldslutrunde

Kong Frederik IX deltog med Dronning Ingrid ved DBU´s fejring af sit 75års jubilæum. Onsdag den 20. maj 1964 kulminerede al festivitassen med en stor fodboldfest i Københavns Idrætspark.

DBU foretrak prætentiøs jubilæumsfest fremfor landsholdsfodbold i Barcelona

Danmark havde – sammen med Sovjetunionen, Ungarn og værtsnationen Spanien - kvalificeret sig til finalerunden i Nations Cup i juni 1964.

Årets første officielle landskamp var semifinalen mod Sovjetunionen den 17. juni i Barcelona - i nutidens øjne en usædvanlig måde at forberede sig på til en slutrunde.

Selv om Nations Cup i begyndelsen af 60’erne prestigemæssigt ikke kunne måle sig med EM-slutrunderne i dag, kommer det nok i dag bag på de fleste, at landsholdet ikke spillede en eneste officiel landskamp som forberedelse til slutrundedeltagelsen.

DBU tillagde ikke deltagelsen i Nations Cup-slutrunden større sportslig værdi, fordi Nations Cup blev opfattet som en turnering for de professionelle landshold, mens OL-fodboldturneringen var for amatørlandshold som Danmark.

De danske amatørspillere havde efter DBU’s opfattelse ikke rigtig noget at gøre i det professionelle selskab i Spanien.

Som medlem af UEFA skulle Danmark dog høfligt møde op i Spanien og spille sine 2 kampe. Landsholdet havde jo kvalificeret sig efter sejre over Malta, Albanien og Luxembourg.

Desuden valgte DBU at prioritere alle sine økonomiske og personelle ressourcer til at lave et prestigefyldt og prætentiøst jubilæumsarrangement i maj 1964 med international opvisningskamp samt en kæmpe festbanket med modtagelse af fornemme gæster udefra.

Med Københavns Boldklub (KB) til Østen

KB’s førstehold, der sluttede som nr. 7 i 1. division i 1963, indledte fodboldåret med en 30.000 kilometer lang flyrejse til en række byer i Asien. Besøget omfattede bl.a. Kuwait, Iran, Thailand, Vietnam og Hong Kong.

Turen kostede KB-lederne 40.000, - kr. og udover international erfaring havde rejsen til formål at give de 17 spillere en tydelig belønning for indsatsen i 1963. Håbet for fodboldlederne var, at en dyr rejse kunne dæmpe spillernes voksende ønsker om en form for honorering for deres mange timer i klubbens tjeneste.  

Københavnerne havde indkaldt solide forstærkninger i John Danielsen, B1909, Kai Johansen, OB og Bent Hansen, B1903, der alle havde international erfaring med landsholdet.

Det blev til lutter sejre i de 7 opgør:

Alle 7 kampe blev udførligt beskrevet i Svend Nielsens Med KB til Østen, der udkom til julehandelen i slutningen af året.

Søndag den 29. februar 1964: DBU´s repræsentantskabsmøde i Aalborg

Fodboldåret 1964 blev indledt med Dansk Boldspil Unions årlige repræsentantskabsmøde, der dengang som i dag var DBU's øverste, besluttende organ.

Mødet den 29. februar i Aalborg var kraftigt præget af forberedelsen af DBU`s store 75års jubilæumsarrangement.

De mange lyttende og opmærksomme DBU-ledere kunne hurtigt konstatere, at de folkevalgte i DBU-bestyrelsen ikke havde sparet på pengene til jubilæumsfesten.

Spisning på Københavns Rådhus, besøg hos kongefamilien på Fredensborg Slot og festbanket på Restaurant Nimb i Tivoli var blot nogle af de højdepunkter, som de fornemme gæster fra ind- og udland skulle deltage i.

Arrangementet havde nærmest et omfang af et flere dage langt statsbesøg, som var en præsident værdig.

Kulminationen var den planlagte opvisningskamp den 20. maj mellem et hold sammensat af Nordens bedste amatørfodboldsspillere og et Europa-hold med de bedste spillere fra Storbritannien, Frankrig og Italien.

Mere småt var det derimod med egentlige fodboldarrangementer, der rettede sig mod de mange fodboldspillere og klubledere rundt om i landet.

De unge hjemlige spillere måtte tage sig til takke med en beskeden ynglingeturnering i Syddanmark i juli måned. Provinsen fik derudover ikke rigtig tildelt arrangementer af nogen art.

Dog kunne DBU´s kasserer Leo Dannin glædestrålende fortælle, at DBU pr. helikopter vil sprede en masse fodbolde ud over det ganske land til de mange små klubber, som havde økonomiske problemer og bl.a. manglede bolde til deres træningsaftener.

En interesseret klub skulle blot tilsende DBU et brev med mærket ”Boldregn”, så ville den komme i betragtning.

Samlet set var DBU´s jubilæumsfest mere en fest for DBU´s egne topledere end de mange spillere og klubledere, der udgjorde rygraden i fodboldforbundet.

Hjemvendte professionelle var fortsat uønsket i DBU og de danske klubber

Gode danske spillere, der vendte hjem fra professionelle eventyr i udenlandske klubber, var fortsat bandlyst i DBU.

De uønskede spillere, der som amatørspillere havde været med til at give dansk fodbold profil og kvalitet, kunne først efter to års ophold i Danmark begynde at spille divisionsfodbold, og vejen til landsholdet var helt lukket.

Midt mellem alle præsentationerne af det dyre og prætentiøse jubilæumsarrangement vedtog repræsentantskabet i næsten ubemærkethed, at de professionelles karantæne, når de var vendt hjem til Danmark, blev reduceret fra 2 år til 1 år.

Det åbnede op for, at de folkekære stjernespillere Harald Nielsen, Flemming Nielsen og Jørn Sørensen på et tidspunkt ville kunne spille i Danmark igen på eliteniveau.

Pengene strømmede også ind i DBU fra tipsmidler og TV-rettigheder. Indtægten blev af Dagbladet Politiken estimeret til en halv million kr.

Danmarks Radio og transmissioner af landskampe.

Danmarks Radio havde også i 1964 adgang til at vise landsholdets udekampe direkte samt en halvleg fra hjemmekampene i en forskudt udsendelse, der skulle udsendes et par timer efter kampens afslutning.

De mange fodboldglade danskere kunne generelt glæde sig over, at DR var begyndt at bringe mere international fodbold, både landskampe med Sverige og England samt Europa-Cup kampe.

Som noget nyt kunne DR i 1964 vise junior- og ynglingelandskampene direkte på TV.

Konstitueret udtagelseskomite (UK)

I forlængelse af mødet i repræsentantskabet blev DBU´s udtagelseskomite konstitueret.

Charles Knudsen fra Vejle havde trukket sig tilbage og blev afløst af OL-veteranen fra 1948 Jørgen Leschly Sørensen, der havde bopæl på Fyn.

Med Erik Spang Larsen som erfaren formand kom UK til at bestå af følgende fem landsholdsansvarlige:

• Erik Spang Larsen (formand)
• Eyolf Kleven
• Ib Skotnborg
• Erik Hansen
• Jørgen Leschly Sørensen

UK for ungdomslandsholdet fik ny formand og kom til at bestå af følgende personer:

• Johannes Bodilsen (formand)
• Ejvind Sørensen
• Egon Johansen

Afsked med landsholdsspillere

I slutningen af marts kunne avislæserne overraskende læse, at landsholdsmålmanden Erik Lykke Sørensen med kort varsel var draget til det nordlige Skotland for at spille en opvisningskamp for 2. divisionsklubben Morton FC i Greenock.

Fynboen havde fået et fint job med god løn i et shippingfirma med mulighed for at spille fodbold for den lokale fodboldklub.

Som særligt tiltrædelseshonorar fik B1913-målmanden et mindre beløb. I realiteten var der tale om en professionel kontrakt på deltid og med en overgangssum.

Et par dage senere hoppede den næste dansker over Nordsøen.

Den dygtige landsholdsback Kai Johansen debuterede sammen med landsmanden Erik Lykke Sørensen i Mortons klare 2-0 sejr på udebane og gjorde det fortræffeligt.

De mange fodboldtilhængere i Danmark havde lært navnet på en ny danskerklub i udlandet at kende, om end ikke helt på niveau med AC Atalanta og Bologna FC.

Ekstratræning for landsholdsspillerne

Efter en rundrejse til de danske landsholdsspillere og deres klubber havde rigstræner Poul Petersen fået succes med at overtale en bruttotrup på 15-16 spillere til træne en ekstra aften hver uge.

Spillerne skulle møde hinanden i henholdsvis Esbjerg, Odense, Aalborg, Aarhus og København.

Med den ekstra træning var de hårdt belastede DBU-spillere oppe på 3-4 træningssessioner om ugen samt turneringskamp i weekenden og evt. kamp midt i ugen.

Til gengæld besluttede DBU-bestyrelsen, at landsholdsspillerne for fremtiden skulle optræde i et pænt jakkesæt, når de var på rejse med landsholdet. De ville blive aktuelt i forbindelse med Nations Cup-turen til Spanien.

På grund af et tæt kampprogram i juni 1965 afslog DBU en mulighed for at møde verdensmestrene fra Brasilien, der inden VM 1966 skulle på Europa-turne. Prisen for at se brasserne i Idrætsparken var 300.000 kr. 

Tirsdag den 12. maj 1964 kl. 19.00: Stævnet-XV de Piracicaba (BRA) 2-0 (1-0)

Venskabskamp i Københavns Idrætspark – overvurderede brasilianere kunne kun protestere og råbe ukvemsord mod et godt KB-hold

Årets første internationale kamp for Copenhagen Combined, som var Stævnets engelske oversættelse, var mod det ukendte brasilianske Sao Paolo-hold XV de Piracicaba.

Gæsterne kom direkte fra et ophold i Sovjetunionen, hvor holdet havde tabt 0-2 til det russiske landshold. Det var sydamerikanernes første besøg i Europa.

Den dynamiske angriber med det store potentiale Leif Mortensen fik comeback til dansk fodbold efter en 2årig karriere som professionel i Calcio Udinese. Den fine tekniker på 23 år var efter 2 års karantæne startet op i KB.

Det KB-dominerede værtshold løb ind på Idrætsparkens noget medtagne grønsvær i følgende formation:

Protester og bønnemøder var brasilianernes største bidrag til matchen

De effektive københavnere besejrede sikkert de morsomme og til tider grove sydamerikanske gæster, der ofte protesterede mod dommerens afgørelser. Protesten gav sig udtryk i minutlange bønnemøder midt på banen eller ukontrollerede udfald mod de danske spillere.

Da den brasilianske målmand begik straffespark mod Jørgen Ravn, nægtede den ophidsede målmand simpelthen at aflevere bolden, men holdt den i favnen, medens han spankulerede fornærmet rundt på banen.

Fodbold kunne de eksotiske gæster ikke meget af.

Masser af teknik, men ingen kombinationer eller skud på mål. Og tempoet var slæbende for de 10.200 tilskuere, der ikke vidste, om de skulle grine eller klappe.

Sao Paolo-holdet var kort sagt nogle værre sokkeslæbere, der hverken kunne skyde eller slå på tromme, bortset fra den støj, som de lavede over for dommeren.

Straffesparksskytte ignorerede ukvemsord

Midtbaneregissøren Ole Sørensen krydrede en flot indsats med et smukt placeret langskud. I 2. halvleg scorede den ranglede Finn Willy Sørensen på straffespark.

Da han løb til bolden, råbte de brasilianske spillere en masse ukvemsord til ham, men det distraherede ikke den rolige Frem-stopper.

I forhold til DBU´s kommende jubilæumskamp var det bekymrende, at Idrætsparken efter kampen lignede en mose med sparsomme græstotter hist og her.

Især spillerne fra de britiske øer dominerede kampen fra start og havde i virkeligheden æren for, at kampen fik en god underholdningsværdi. Det var tydeligt, at briterne havde den samme spillestil med enten høje bolde til de forreste spillere eller dybe afleveringer inden om backerne (Scanpix/Ritzau).

Jubilæumskamp (75 år) i Københavns Idrætspark – tilskuerne svigtede DBU´s fiduskamp uden danske professionelle

Dansk Boldspil Union (DBU) fejrede sit 75års jubilæum onsdag den 20. maj 1964 med en stor fodboldfest i Københavns Idrætspark.

DBU’s generalsekretær Erik Hyldstrup havde fornemt i samarbejde med UEFA løst den store opgave med at samle en lang række europæiske og nordiske stjernespillere i Københavns Idrætspark.

På et tidspunkt havde der været optræk til panik, da både de franske, ungarske og italienske spillere meldte fra til kampen.

Efterfølgende opstod der tvivl om de svenske spilleres deltagelse på det nordiske hold, da Sverige skulle spille kvartfinale i Nations Cup mod Sovjetunionen.

På det nordiske hold figurerede 3 danske landsholdsspillere – sølvmedaljevinder fra OL 1960 Bent Hansen og DM-vinder Jens Jørgen Hansen samt publikumsynglingen Ole Madsen med 31 landskampsmål i bæltet.

Den danske centerforward, der var gået glip af OL i Rom på grund af sin bryllupsrejse, huserede til daglig nede i rækkerne i 3. divisionsklubben HIK og havde absolut ingen ønsker om at skifte hold, selv om andre klubber bejlede stærkt til ham.

Den store svenske profil Agne Simonsson med en fortid i Real Madrid CF havde meldt afbud, da hans klub samme aften skulle spille turneringskamp i Allsvenskan.

Nordens hold blev ledet af den danske landstræner Poul Petersen, der helt tilbage i 1947 som aktiv spiller selv havde deltaget i en international opvisningskamp mellem England og resten af Europa – en kamp, der gav ham tilnavnet Europa-Poul.

Klædt helt i hvidt entrede følgende 11 skandinaver banen:

Britiske stjerner og østeuropæiske propaganda-spillere var det bedste, som DBU kunne tilvejebringe

DBU havde meget bevidst valgt ikke at indbyde de stærke danske udlandsprofessionelle til jubilæumskampen.

Især Harald Nielsen som aktuel topscorer i den italienske liga og med en række populære bogudgivelser bag sig var et af de største fodboldnavne i Danmark, men også halfbacken Flemming Nielsen, der havde haft stor succes i Atalanta BC, var et kendt navn.

Selv om de to spillere havde vundet sølv for Danmark i 1960, ønskede DBU at markere afstanden til de professionelle danske spillere i udlandet ved alene at indbyde de hjemlige amatørspillere.

Det var på trods af, at Europa-holdet i Idrætsparken var domineret af professionelle.

Opvisningskampen talte med som officiel landskamp for de tre danske spillere samt de indskiftede Esbjerg-spillere Jens Petersen og Carl Bertelsen.

På det europæiske hold optrådte bl.a. Lev Yashin, Bobby Charlton, Eusebio og Denis Law under kyndig ledelse af den tyske forbundstræner Helmuth Schön.

I de danske farver røde bluser og hvide bukser stillede Europa-holdet op i følgende formation:

Det blev en underholdende fodboldkamp, hvor Europa fortjent vandt over Norden med 4-2 på mål af Jimmy Greaves (2), Dennis Law og Eusebio.

Europa-holdet var lynhurtige artister mod Nordens tunge og langsomme folk.

Især spillerne fra de britiske øer dominerede kampen fra start og havde i virkeligheden æren for, at kampen fik en god underholdningsværdi.

Det var tydeligt, at briterne havde den samme spillestil med enten høje bolde til de forreste spillere eller dybe afleveringer inden om backerne.  

Den danske folkehelt Ole Madsen kæmpede for sagen og lagde op til to mål, men samspillet med de to svenskere Prawitz Öberg og Harry Bild kom aldrig til at fungere.

Det virkede som om, at den enlige danskers og de to svenskeres spillestil var alt for forskellige. De havde jo været vant til at stå overfor hinanden i indædte naboopgør. Overgangen til at skulle finde hinanden på samme hold var simpelthen for stor.

Trøstmålene for Norden blev sat ind af venstre wing Juhani Peltonen fra Finland, som flere gange blev overrumplet af det uvante tempo, og svenskeren Harry Bild, der med sine driblinger og skud var Nordens bedste mand.

Alle forventede, at den dygtige svensker inden årets udgang ville være på vej til Italien.

De 29.000 tilskuere fik ikke en dansk målscorer at glæde sig over, men et flot jubilæumsarrangement.

Det forholdsvis lave tilskuertal var en stor overraskelse for både DBU og de kontrollører, der stod ved indgangene. I dagene op til kampen havde DBU annonceret, at unionen havde solgt 40.000 pladser.

Billetkontrollørerne blev beordret til at eftergå optællingerne, men lige lidt hjalp det. Enten var mange tilskuere blevet hjemme i sofaen foran fjernsynet eller også havde DBU fejlberegnet antallet af forhåndskøbte billetter.

Mod erlæggelse af det klækkelige sum på 100.000, - kr. fik Danmarks Radio adgang til at transmittere festlighederne inden kampen samt selve jubilæumskampen i den bedste sendetid kl. 19.00.

Jubilæumskampen blev endvidere enten direkte eller forskudt vist i yderligere seks lande: Sverige, Norge, Finland, Belgien, Vesttyskland og Østrig.

Aftalen med Eurovision gav DBU en fin ekstra indtægt på ca. 60.000, - kr. så alt i alt var det en glimrende TV-forretning for den 75årige union.

Tirsdag den 02. juni 1964 kl. 19.00: København-Provinsen 2-1 (1-0)

Udtagelseskamp til slutrunden i Nations Cup i Københavns Idrætspark – de unge københavner-angribere overstrålede skuffende Provins-stjerner i uskøn mudderkamp

Efter festlighederne i anledning af DBU´s 75års jubilæum blev det hverdag igen for dansk klub- og landsholdsfodbold.

Slutrunden i Nations Cup stod for døren i juni 1964.

Efter mange timers ihærdig træning på egen hånd eller i mindre hold efter et program lagt af rigstræner Poul Petersen skulle landsholdskandidaterne testes i en rigtig udtagelseskamp, der ville blive afgørende for en evt. deltagelse i Spanien.

For en snes spillere kunne de mange timers afsavn fra familien og den ætsende tæring på arbejdsgivernes tålmodighed blive belønnet med en fantastisk fodboldrejse.

KBU´s udtagelseskomite valgte lidt overraskende at nominere de to unge fløjspillere John Steen Olsen og Tom Søndergaard, der utvivlsomt var nogle af de største wing-talenter i landet.

Den friske udtagelse af ungdommen stod i klar kontrast til Provins-holdet, der havde svært ved at tilvejebringe wings på de tilsvarende pladser.

Med indlemmelsen af supertalentet Finn Laudrup fra 2. divisionsklubben Vanløse IF var ungdommen i det hele taget stærkt repræsenteret på københavner-holdet.

Ingen kunne dog fortrænge målræven Ole Madsen, der loyalt holdt formen ved lige i 3. division med sin klub HIK.

1. divisions aktuelle topscorer med 10 mål Jørgen Ravn fra KB måtte tage til takke med en plads på reservebænken.

Hjemmeholdet, der kort før start modtog et ærgerligt afbud fra OL-veteranen Bent Hansen, mønstrede følgende startbesætning:

3 spillere fra 2. division på Provinsens hold

På Provinsens hold var 1. divisions tophold B1909 stærkt repræsenteret med 3 spillere – målmanden Svend Aage Rask, der havde sin første landskamp til gode, stopperen Erling Nielsen, der tilbage i 1958 have fået en enkelt landskamp samt landsholdsangriberen John Danielsen, der var fast mand på landsholdet.

Ikke mindre end 3 spillere fra 2. division – angriberne Finn Døssing, Kjeld Thorst og Helge Jørgensen - havde fortrængt spillere fra 1. division. Der var dog tale om erfarne folk med enten landskampe eller unionskampe i bæltet.

Udtagelseskomiteen for Provinsen havde holdt møde i Odense i 4 stive timer inden valget af spillere.

Bl.a. savnede Provinsen egentlige fløjspillere, hvilket havde givet hovedbrud og altså var endt med, at to midtangribere var sat ud på fløjene.

1. divisions næstmest scorende spiller Mogens Haastrup fra B1909 var længe på bordet inden valget faldt på den mere rutinerede Finn Døssing, der dog lå langt nede på scoringslisten i 2. division.

Esbjerg-spillerne havde varmet op mod stærke vesttyskere

De tre Esbjerg-spillere på Provinsens hold havde i øvrigt haft lejlighed til at pudse formen af i en udfordrende venskabskamp mod Hertha BSC fra Vestberlin.

Nærmest sensationelt slog vestjyderne de tyske Bundesliga-gæster med 3-1 foran 3.500 forbavsede tilskuere i Esbjerg Idrætspark.

To mål af landsholdsangriberen Carl Bertelsen og et enkelt af den tidligere landsholdsspiller Carl Emil Christiansen knækkede de tyske favoritter, der brugte kampen som opvarmning til en kommende kamp i den tyske pokalturnering.

Det formstærke Provinshold var taget til hovedstaden med følgende holdopstilling i sportstaskerne:

Udtagelseskomiteen fik hvad de ledte efter i et glimrende udtagelsesopgør

Hele DBU´s udtagelseskomite var på plads i Idrætsparken og kunne med forbløffelse konstatere, at de 22 aktører var i stand til at spille aldeles glimrende fodbold på den håbløse bane.

I et stort ælte af vand og jord pløjede de to hold sig igennem halvandens times indædt fight, og fik de 10.000 tilskuere til at holde vejret i spænding til det sidste.

Det glædede også de mange københavnere på lægterne, at Provinsens højt estimerede landsholdsspillere fik en sjælden omgang klø.

Sejren til østdanskerne på 2-1 var ganske fortjent, fordi KBU-holdet gennemgående var farligere end gæsterne og kombinerede bedre på den håbløse bane.

En afgørende forskel var Københavns midtbanedirigent Ole Sørensen, der egentlig ikke havde held med alle sine aktioner på den smattede bane. Men et par gode afleveringer i dybden og smarte kombinationer på midten var nok til at tippe kampen til hjemmeholdets fordel.

De nye Leif Nielsen på mål og John Steen Olsen på fløjen spillede sig på landsholdet

København kom foran efter 8 minutter. Den normalt vakse og uopslidelige fynbo Erling Nielsen optrådte mærkeligt tøvende over for hvirvelvinden Ole Madsen.

De fleste havde forventet, at den kontante B1909-stopper fluks ville sidde i benene på Ole Madsen, så han ikke kunne komme i fart og derved blive farlig, men Erling Nielsen lod HIK-forwarden modtage bolden uden indgreb.

Danmarks farligste centerforward var hurtig til at udnytte den uventede mulighed og scorede efter et par fikse træk, som ingen rigtig prøvede at forhindre.

Provinsen kom dog hurtigt igen og havde flere gode afslutninger.

Den adrætte Frem-målmand Leif Nielsen viste stort spil i Københavns mål og signalerede tydeligvis over for UK-eksperterne på lægterne, at han var klar til at tage over efter Skotlands-emigranten Erik Lykke Sørensen.

I 2. halvleg øgede København til 2-0 efter et glimrende opspil af det nye navn Tom Søndergaard.

Han begejstrede publikum med sin fikse driblinger og et par gange spillede Tom Søndergaard bolden gennem benene på sin direkte modstander Benny Larsen, der ellers havde ry for at være en mur, som ingen kunne komme uden om.

B93-virtuosen kom fri på fløjen og centrede mod midten, hvor tre holdkammerater stod klar på række til at ekspedere bolden det sidste stykke over stregen. Efter et par kontraer havnede bolden hos den unge himmelstormer John Steen Olsen, der fik æren for kampens andet mål.

Trøstmålet til Provinsen blev sat ind af den store og stærke Finn Døssing, da den ellers suveræne målmand Leif Nielsen gled i pløret. Det skabte spænding i de sidste minutter.

Opmanden måtte forlade banen med en fiberskade

Dommer Hans Asmussen måtte forlade banen i 2. halvleg med en fiberforstrækning. Efter lidt konference midt på banen blev en af linjevogterne udstyret med fløjten, mens Provins-reserven Bent Wolmer - iført en overtrækstrøje - passede sidelinjen resten af kampen.

Provinsens højt besungne angribere var en stor skuffelse for de mange tilskuere.

Kjeld Thorst, der i den forudgående turneringskamp havde nettet fire gange for AaB, kæmpede indædt, men kom til alt for få afslutninger til at gøre indtryk. Værst var det med de to fløje Helge Jørgensen og Carl Bertelsen, der helt blev sat ud af spillet i 2. halvleg.

De nuværende landsholdsangribere, der dominerede Provins-holdet, tabte kort og godt duellen til de unge angrebsløver på københavner-holdet.

For alle var det en overraskelse, at Dannebrog var blandt de sidste 4 nationer i den uofficielle EM-turnering.

17 rimeligt sikre og 8 reserver klar til Spanien, medens hele Danmark ventede på The Beatles

Efter kampen kaldte UK-formand Erik Spang Larsen sin fire UK-kolleger sammen dels for at sætte navne på de 25 spillere i en bruttotrup, som DBU skulle aflevere til UEFA, dels for at udtage landsholdet til træningskampen mod det tyske Bundesligahold FC Kaiserslautern ugen efter.

De 17 først nominerede spillere af de 25 spillere kunne regne med at komme med på turen til Barcelona, medens de sidste 8 spillere var reserver, der skulle blive hjemme i Danmark. 

På forhånd måtte UK se bort fra de to ny-professionelle Erik Lykke Sørensen og Kai Johansen, der fortsatte deres fodboldkarriere i det skotske højland samt vestjyderne John Madsen og Jens Petersen, der aktuelt ikke var til rådighed for landsholdet.

Truppen på 17 mand til slutrunden i Nations Cup fik følgende sammensætning:

• Svend Aage Rask, B1909 (målmand)
• Leif Hartwig, B1909
• Erling Nielsen, B1909
• John Danielsen, B1909
• Leif Nielsen, BK Frem (målmand)  
• Birger Larsen, BK Frem
• Kaj Hansen, BK Frem
• Jens Jørgen Hansen, Esbjerg fB
• Carl Bertelsen, Esbjerg fB            
• Bent Hansen, B1903
• Kjeld Thorst, AaB      
• Ole Madsen, HIK
• Ole Sørensen, KB
• John Amdisen, AGF
• Helge Jørgensen, Odense KFUM
• Jørgen Rasmussen, B1913
• Tom Søndergaard, B93

Følgende 8 spillere var i reserve:

• Erik Gaardhøje, Esbjerg fB (målmand)
• Bent Wolmar, AGF
• Henning Bech Andersen, B1901
• Børge Rasmussen, B1903
• Kurt Grønning Hansen, B1913
• John Steen Olsen, Hvidovre IF
• Henning Enoksen, AGF
• Leif Nielsen, BK Frem (navnebroder med målmanden)

I dagene omkring landsholdsudtagelsen var det dog ikke heltene på landsholdet, der dominerede avisernes overskrifter.

Tværtimod var det fire unge fyre fra Liverpool, der fik både fodboldfans og alle de øvrige unge i kongeriget til at juble i begejstring.

The Beatles var på vej til København for at give koncert i KB-hallen den 4. juni. I disciplinen idoldyrkelse kom landsholdet ind på en klar 2. plads.

Fredag den 05. juni 1964: Danmark 1948-Englands veteranlandshold 7-5 (5-5)

Opvisningskamp i Københavns Idrætspark – måske de erfarne folk fra veteranlandsholdet skulle med i Danmarks Nations Cup-trup?

I anledning af Akademisk Boldklubs 75års jubilæum var det lykkedes for den traditionsrige Bagsværd-klub at samle det danske OL-landshold fra 1948 til en opvisningskamp mod det engelske veteranlandshold, der bl.a. havde berømte Stanley Matthews, Nat Lofthouse samt 2 x årets spiller Tom Finney på holdet.

Det britiske hold repræsenterede 543 landskampe.

Det danske veteranlandshold bestod udelukkende af kendte og respekterede stjerner, hvoraf mange havde haft flotte karrierer i udlandet:

Tavlemanden fik en travl aften i Idrætsparken

Tavlemanden i Idrætsparken fik meget travlt og måtte udskifte cifrene på måltavlen i et tempo, der ville have gjort ham velegnet som trommeslager ved den foregående aftens drømmekoncert med The Beatles.

De 24.000 tilskuere risikerede at gå glip af et mål, hvis de forlod lægterne for at handle ind eller holde tissepause.

OL-heltene vandt 7-5 i en festlig kamp fuld af artisteri og prægtig fodbold.

Aftenens store samtaleemne var skolelæreren fra Fyn Jørgen Leschly Sørensen, der scorede fem mål på bragende flugt- og langskud.

De mange stjerner kunne ganske vist ikke bevæge sig så hurtigt som i deres velmagtsdage, men i tanke og handling var de helt på højde med de bedste blandt de unge spillere.

Al krudtet blev brændt af i 1. halvleg

Det var tydeligt, at aktørerne i den inciterende ramme med mange tilskuere havde brugt for mange kræfter i 1. halvleg.

Anden del af kampen blev afdæmpet, fordi de gamle koryfæer havde brændt alt krudtet af.

Fredag den 05. juni 1964: AB-Holstein Kiel (BRD) 3-7 (2-3)

Venskabskamp i Københavns Idrætspark – endnu et jubilæums-målorgie

Fodboldfesten i anledning af 75års jubilæet for AB fortsatte med en venskabskamp mod det tyske regionalliga-hold Holstein Kiel, der videreførte målfesten med en overlegen sejr på 7-3.

Akademikerne fulgte i 1. halvleg nogenlunde med på mål af den bomstærke forsvarer Benny Larsen og den slidstærke angriber Arne Dyremose, der begge havde optrådt på udvalgte hold, men manglede det sidste for at komme på landsholdet.

I 2. halvleg ville nordtyskerne målmæssigt ikke stå tilbage fra de danske veteraner fra den foregående kamp og sluttede med at nette i alt syv gange.

Sidste målscorer for de slukørede jubilarer var Arne Dyremose.

Søndag den 07. juni 1964: AaB-FC Køln (BRD) 2-3 (1-1)

Venskabskamp på Aalborg Stadion – landsholdsspillerne fik værdifuld træning mod vesttysk mesterhold

2. divisionsholdet AaB med landsholdsangriberen Kjeld Thorst havde skudt papegøjen, da klubben fik lokket det vesttyske mesterhold 1. FC Køln til Nordjylland for at spille venskabskamp.

I silende regn overværede de 5.600 våde tilskuere en underholdende kamp. Ålborgenserne havde valgt at forstærke sig med de to københavnere Ole Sørensen og Ole Madsen, der derved fik lidt værdifuld landsholdstræning sammen med hjemmeholdets Kjeld Thorst.

Indlemmelsen af de internationalt rutinerede østdanskere viste sig at være en god ide, for begge de herrer med fornavnet Ole scorede for AaB.

Den smattede bane passede den lynhurtige og driblestærke Ole Madsen rigtig godt og flere gange smøg han sig ubesværet fri af de vesttyske forsvarere.

Vanskeligere havde teknikeren Ole Sørensen det i den mørke sommeraften. KB-manden havde svært ved at få styr på sine dybe afleveringer.

Som sædvanligt kæmpede Kjeld Thorst indædt for hver en bold, men kampen bekræftede, at våde baner ikke rigtig passede til den unge ålborgenser.

Bologna FC med Harald Nielsen bliver mester i Italien

Samme søndag sluttede med en sjælden dansk triumf i italiensk fodbold.

Med Harald Nielsen som målscorer vandt Bologna FC over vinderne af Europa Cup for Mesterhold Inter Milano og sikrede sig derved det italienske mesterskab.

Den folkekære frederikshavner kronede en enestående sæson med at blive topscorer i ligaen.

Tirsdag den 09. juni 1964 kl. 19.00 Alliancen-Morton Greenock FC (SKO) 1-1 (1-1)

Venskabskamp i Københavns Idrætspark – skotske gæster var den tyndeste gang britisk fodbold i mange år, men OL-dansker på prøve var bedst

Det skotske 2. divisionshold Morton Greenock FC med 2 nye danskere – målmand Erik Lykke Sørensen og højre back Kai Johansen – på holdkortet havde af det skotske fodboldforbund fået indskærpet, at teamet ikke måtte optræde over for et udvalgt hold, men kun et klubhold forstærket med ganske få andre spillere udefra.

Det kom til at betyde, at Alliancen i denne kamp stillede op med et forstærket Brønshøj-mandskab med Brønshøjs succesrige klubtræner Jørn Larsen som et overraskende valg til målmandsposten:

OL-wingen Jørn Sørensen spillede prøvekamp for det nye skotske 1. divisionshold

Gæsterne fra Morton FC, der netop var rykket op i den skotske 1. division, havde længe været på jagt efter en tredje dansker.

En overgang blev vestjyden Carl Bertelsen rygtet til klubben, men op til Alliance-kampen drøftede den skotske ledelse en kontrakt med den tidligere OL-spiller Jørn Sørensen, der var træt af fodboldlivet i den franske 2. division. Den tidligere KB-spiller havde fået lov til af sin franske fodboldboss i FC Metz at spille en prøvekamp for Morton FC.

Dommen over gæsterne var hård efter kampen: Morton FC var en eklatant fiasko, medens Brønshøj – dog ikke klædt i Alliancens blå spilledragt, men i den stribede hvepsedragt - på nu præsterede væsentligt over deres normale 1. divisions-niveau.

Aftenens åbenbaring var den 18årige Finn Laudrup

Gensynet med skotsk klubfodbold var en sørgelig affære for de 7.800 tilskuere. Morton-spillerne i deres glinsende trøjer var myreflittige og arbejdede hårdt over hele banen, men så var det bedste også sagt.

Skotterne havde slet ingen klar ide bag deres opspil eller taktisk forståelse, men styrtede af sted med bolden uden at se op for spilmuligheder. Det var svært at få øje på, hvordan danske spillere skulle kunne finde sig til rette med det spilkoncept.

Aftenens åbenbaring var den blot 18årige Finn Laudrup, der med sin perfekte boldbehandling og præcise afleveringer på kort og lang afstand gang på gang udstillede primitiviteten hos modstanderen.

Den på prøve spillende Jørn Sørensen havde vanskeligt ved at finde sig til rette hos Morton, fordi hans medspillere simpelthen ikke havde klasse eller kreativitet til at forstå danskerens afleveringer og opspil.

Jørn Sørensen bestod sin prøve med bravur

Gang på gang misforstod spillerne hinanden. Alligevel endte Jørn Sørensen som gæsternes bedste mand bl.a. fordi han lavede et strålende forarbejde til skotternes føringsmål.

Den dygtige tekniker driblede sig forbi en par danskere i feltet og serverede bolden for fødderne af Morton-legenden Allan McGraw.

De to faste danskere Erik Lykke Sørensen og Kai Johansen var nærmest flove over holdkammeraternes indsats.

”Jeg ved ikke, hvad der gik af holdet”, beklagede Kai Johansen over for pressen. Den tidligere OB-back fortalte, at Mortons træner dels havde indsat en par nye uprøvede folk, dels havde flyttet nogle af spillerne over på uvante pladser.

Tilskuerne tog - på den fine sommeraften - hjem med følelsen af, at de havde set det tyndeste britiske klubhold i mange år.

Torsdag den 11. juni 1964: B1913-Morton Greenock FC (SKO) 2-0 (2-0)

Venskabskamp på Odense Stadion – Erik Lykke Sørensen imponerede sit gamle hjemmepublikum

Den skotske fiasko fortsatte i Odense, da Morton FC efter en forfærdelig dårlig indsats tabte til et stærkt B1913-hold.

Det eneste lyspunkt hos Greenock-mandskabet var målmanden Erik Lykke Sørensen, der i sin hjemby imponerede de 4.000 tilskuere. Den anden dansker Kai Johansen adskilte sig ikke nævneværdigt fra den grå triste masse, som hele Morton-holdet udgjorde.

Den tidligere landsholdsspiller Kurt Grønning scorede til 1-0, og to minutter før pausen spurtede den vakse Erik Dyrholm fra det det tunge og uoplagte skotske forsvar og cementerede sejren.

Søndag den 14. juni 1964: Aalborg Chang-Morton Greenock FC (SKO) 2-4 (0-2)

Venskabskamp på Aalborg Stadion – sejr til svage skotter i tredje forsøg

I sin tredje og sidste kamp på Danmarksturneen vandt Morton Greenock FC omsider, men holdet imponerede ingenlunde de beskedne 3.000 tilskuere på Aalborg Stadion.

Den tidligere landsholdsback Kai Johansen var noget overraskende rykket frem som en offensiv venstre innerwing. Denne bemærkelsesværdige omplacering gav hurtigt pote efter 11. minutter, hvor fynboen scorede.

Hjemmeholdet var blevet forstærket med bl.a. Tommy Troelsen fra Vejle BK og Kurt Berthelsen fra 2. divisions tophold Hvidovre IF. I lange stræk havde Chang-holdet overtaget.

Kun eminent målmandsspil af Erik Lykke Sørensen – for tredje kamp i træk - reddede skotterne for endnu en blamage.

Aalborgensernes mål blev scoret af Bjarne Jensen på oplæg fra Tommy Troelsen, og Erik Sørensen på oplæg af den anden forstærkning Kurt Berthelsen. 

Tirsdag den 09. juni 1964 kl. 19.00: Fyns Boldspil Union-Lolland Falsters Boldspil Union 5-1 (4-0)

Lokalunionskamp på Svendborg Stadion – kvartfinale – de stærke fynboer sejrede let og præsenterede en ny, oplagt landsholdsangriber

I forbindelse med udfasningen af den traditionelle udtagelseskamp mellem Provinsen og København ændrede DBU helt rammerne for gennemførelsen af unionskampene.

Turneringen fik status af en ren pokalturnering, hvor de små unioner Bornholm og Lolland Falster skulle spille kvartfinale mod Sjælland og Fyn. Vinderne af de to kvartfinaler skulle så spille en semifinale mod hinanden.

Alt i alt ville turneringen give DBU´s udtagelseskomite flere gode muligheder for at iagttage både nye og gamle spillere i kampe, hvor der ville stå mere på spil for holdene.

Samtidig videreførte DBU det attraktive opgør mellem JBU og KBU, der som regel trak mange tilskuere og derfor finansielt bidrog til at understøtte lokalunionernes arbejde.

Fynboerne med masser af dygtige spillere fra toppen af 1. division var tårnhøje favoritter mod Lolland Falster, der i realiteten bestod af klubholdet B1901 fra Nykøbing forstærket med 2-3 spillere.

FBU´s frygtindgydende mandskab med 3-4 landsholdsspillere så sådan ud:

Femmålsskytten Mogens Haastrup var lige til landsholdet

Hvis mål alene var afgørende for pladsen på landsholdet som førsteangriber, ville B1909´s Mogens Haastrup være selvskreven.

Han lå nr. 2 på topscorerlisten i landet og mod LFBU scorede den målfarlige angriber alle fem mål i FBU´s klare 5-1 sejr.

Selv om fynboen kun målte 174 cm., formåede den tidligere mangeårige topscorer fra Svendborg altid at fighte sig foran modstanderne og vinde de tætte dueller i modstanderens målfelt.

De 1.500 tilskuere – dobbelt så mange som hvis kampen var blevet spillet i Odense - nød den fine underholdning med deres bysbarn Mogens Haastrup, der til daglig arbejdede på Svendborg Værft, i centrum.

Nordjyden Kjeld Thorst udlignede for Danmark. Lidt heldigt blev AaB-spillerens langskud rettet af, så bolden gik i mål. Men de danske angribere gjorde ikke meget væsen af sig.

Træningskamp på Odense Stadion – den nye ”spanske” taktik gav et godt forsvar, men angrebet eksisterede slet ikke i den kamp

I Odense spillede EM-truppen sin første af to forberedelseskampe inden afrejsen til Nations Cup i Spanien.

Udtagelseskomiteen havde lagt en særlig forsvarstaktik, hvor landsholdet skulle spille med to centerhalfs Birger Larsen og Erling Nielsen.

Denne ”spanske” taktik skulle tage trykket af modstanderne i Barcelona, der ville komme drønende hen over banen.

Midtbanen ville blive slemt svækket af tabet af en mand til forsvarsopgaver.

For at balancere dette, var den arbejdsomme Kjeld Thorst tiltænkt rollen som tilbagetrukket midtbanespiller.

Danmark løb på banen i Odense med følgende besætning:

De vesttyske gæster behandlede danskerne som drengespillere

Landsholdet fik kun 1-1 mod det vesttyske bundeligamandskab FC Kaiserslautern, der aktuelt lå i bunden af den vesttyske række.

Det tyske gæster behandlede EM-mandskabet som drengespillere og fik de fleste af de 6.000 tilskuere til at prise sig lykkelige over, at det danske landshold ikke skulle møde tyskerne i Spanien.

Et dansk landshold splittet op i to uden forbindelse med hinanden

Allerede i 1. halvleg blev de danske tropper slemt svækket, da Ole Madsen måtte rykke ude på fløjen med en hofteskade og i pausen blev landsholdets spydspids udskiftet med den lokale profil Helge Jørgensen, der til daglig spillede i 2. division for Odense KFUM.

Tyskerne var meget overlegne og løb rundt med danskerne efter forgodtbefindende.

Det danske hold var splittet op i to med et forstærket forsvar, der kun efterlod veteranen Bent Hansen på midten og et svækket angreb, der ikke fik nok støtte bagfra. B1903-spilleren var på trods af sin store rutine ikke i stand til ene mand at forbinde forsvar og angreb.

Den planlagte ”spanske” taktik fungerede tilfredsstillende forsvarsmæssigt, men i angrebet kom Danmark til at betale en høj pris. Danskerne formåede kun ganske få gange af true det vesttyske forsvar.

De to bedste danskere på banen var Esbjerg-spilleren Carl Bertelsen og genkomne John Danielsen fra B1909, der var arkitekterne bag de få sporadiske angreb.

Frem-målmanden Leif Nielsen fortsatte de gode præstationer fra forårssæsonen og reddede landsholdet flere gange.

Begge mål blev scoret i 1. halvleg.

Nordjyden Kjeld Thorst udlignede for Danmark. Lidt heldigt blev AaB-spillerens langskud rettet af, så bolden gik i mål. Men de danske angribere gjorde ikke meget væsen af sig.

Træningskampen afslørede ubarmhjertigt, at landsholdets slet ikke havde niveau til at spille med om Nations Cup og alene var kommet så langt på et ufatteligt lodtrækningsheld, hvor danskerne havde elimineret svage fodboldnationer som Malta, Albanien og Luxembourg.

Lørdag den 13. juni 1964 kl. 19.00: Danmark-AB (DK) 4-2 (2-2)

Træningskamp i Københavns Idrætspark – sejren i den sidste opvarmning skabte ikke grobund for optimisme inden Sovjet-kampen

3 dage senere vandt landsholdet med 4-2 over et forstærket hold fra AB i Københavns Idrætspark.

Udtagelseskomiteen havde valgt at spare førsteangriberen Ole Madsen, der havde rygproblemer.

I stedet fik den 21årige fynbo Jørgen Rasmussen chancen på pladsen som højre wing. Esbjergs Carl Bertelsen fik derved omsider mulighed for at spille sin yndlingsposition som midt-angriber, som han til daglig gjorde på mesterholdet.

Landsholdet blev vel modtaget af 7.400 tilskuere, der ville sige farvel og held og lykke til landsholdet:

AB stillede op med 5 landsholdsreserver

DBU havde efter aftale med AB foranlediget, at fem af landsholdets reserver trådte ind på AB-holdet, der herefter fik følgende udseende:

Landsholdet overvandt katastrofestart

Landsholdets andendagsgilde mod forstadsklubben AB begyndte temmelig katastrofalt. Efter et kvarter førte det forstærkede mandskab fra akademikerne med 2-0.

Den tidligere forsvarsspiller Henning Stilling, der nu huserede i AB´s angreb, var med i begge mål.

Først scorede han selv med et elegant papegøjeskud. Dernæst spillede han landsholdsreserven Helge Jørgensen helt fri.

De fire mål til landsholdet var på en billig baggrund og mere held end fodboldforstand

DBU’s udvalgte fik dog hurtigt taget sig sammen.

Først reducerede KB-regissøren Ole Sørensen på oplæg fra Jørgen Rasmussen og inden pausen udlignede OL-veteranen John Danielsen på en friløber efter godt opspil af den altid pålideligt spillende Bent Hansen.

AaB´s Kjeld Thorst bragte landstræner Poul Petersens skare foran 3-2 i starten af 2. halvleg. Han udnyttede koldblodigt forvirringen efter at AB havde halvklaret en prekær situation

En skade til landsholdets rutinerede højre back Jens Jørgen Hansen fra Esbjerg fB skabte voldsom slinger i valsen.

AB var tæt på at udligne i forvirringen. Den energiske Kjeld Thorst måtte helt tilbage på målstregen for at klare et godt forsøg fra landsholdsreserven Helge Jørgensen, der kæmpede flot for en plads mod Sovjetunionen.

Til sidst afgjorde endnu et mål af fynboen John Danielsen kampen endegyldigt.

Den blomstrende Ole Sørensen lagde en flad bold ind foran mål. Elegant sprang Carl Bertelsen over bolden, så den havnede hos John Danielsen. Manøvren havde fuldstændig splittet AB´s forsvar for alle vinde, så B1909-spilleren havde nemt ved at score til 4-2.

En skade kostede fynboen Leif Hartwig en tur til Spanien

Den offensive back Leif Hartwig, der forstærkede AB, blev skadet allerede efter 4 minutter og måtte forlade banen med en grim fiberskade.

Hurtigt blev det konstateret, at fynboen ikke kunne spille i Barcelona. Han blev erstattet af århusianeren Bent Wolmar, der altså kom til Nations Cup på afbud.

Kampens største oplevelse var den unge B93-wing Tom Søndergaard, der var udlånt til AB og som fuldstændig løb rundt med landsholdets forsvar.

En sejr i generalprøven inden slutrunden var ikke dårligt, men optimismen var ikke stor inden afrejsen til Barcelona.

Søndag den 14. juni 1964 kl. 19.00: Esbjerg fB-Atalanta BC (ITA) 0-2 (0-1)

Venskabskamp i Esbjerg Idrætspark – solide italienere var i total kontrol fra start til slut i underholdende søndagskamp

I løbet af foråret havde de forskellige danske arrangører af venskabskampe for længst opgivet af få den attraktive modstander Atalanta BC med de to danskere Flemming Nielsen og Kurt Christensen på programmet-

Pludselig med 14 dags varsel kom to opvisningskampe alligevel på plads, da Atalanta overraskende var blevet elimineret i den italienske pokalturnering.

Bergamo-mandskabet fra Lombardiet sørgede for god underholdning for de 7.000 tilskuere i Esbjerg, der brugte en søndag aften til fodbold. I modsætning til Morton FC, der havde skuffet fælt i tre kampe, forstod italienerne at sælge varen.

Tilmed var venskabskampen tilsat en pæn portion dramatik. To annullerede mål, et straffespark samt optræk til ballade krydrede den gode underholdning.

Hjemmeholdet måtte undvære sine to landsholdsspillere Jens Jørgen Hansen og Carl Bertelsen, der var rejst til Spanien med landsholdet, men ydede på trods heraf god modstand. Især i 2. halvleg tilkæmpede Esbjerg sig overtaget.

Forskellen mellem et dansk amatørhold og et italiensk tophold, der var blevet nr. 8 i La Liga, var dog tydelig.

Selv om esbjergenserne optisk fik overtaget, havde Atalanta BC hele tiden kontrol med kampens udvikling.

De hårdt kæmpende vestjyder blev aldrig rigtig farlige, og alle omkring grønsværen vidste, at gæsterne uden problemer kunne åbne mere op for gassen, hvis det blev nødvendigt.

OL-stjernen Flemming Nielsen spillede beregnende og effektivt som en ægte italiener

Begge danskerne på Atalanta BC gjorde det udmærket uden at være prangende.

OL-spilleren Flemming Nielsen cementerede, at han fuldstændigt havde taget den beregnende italienske spillestil til sig.

Han dækkede helt sine modstandere af med mange effektive tacklinger og solid boldkontrol og indgik som et tandhjul i et homogent hold, der ikke skabte mange scorings-muligheder for modstanderen.

Den tidligere B1909-spiller Kurt Christensen, der kun havde spillet én ungdomslandskamp inden afrejsen til Italien i 1961, havde det fint på venstre fløj og var tæt på at score med et stolpeskud.

Der var udsigt til endnu en underholdende kamp i København et par dage senere, og ingen forventede, at det sammenbragte københavner-mandskab bedre end Esbjerg ville være i stand til at udmanøvrere de snu og beregnende italienere.

Tirsdag den 16. juni 1964 kl. 19.00: Alliancen-Atalanta BC (ITA) 3-1 (2-1)

Venskabskamp i Københavns Idrætspark – Alliancen leverede sensationelt den bedste danske holdpræstation i 1964

Alliancen måtte undvære sine landsholdsspillere, der var rejst til Barcelona for at spille Nations Cup.

I stedet kunne værterne glæde sig over, at esbjergenseren John Madsen, der gennem nogle år ubetinget havde været anerkendt som landets bedste centerhalf, havde sagt ja tak til at forstærke Alliancen.

Tidligere på året havde vestjyden sagt nej tak til at spille på landsholdet, fordi kravene til landsholdsspillerne ikke lod sig forene med at være amatørspiller med pligter over for både familie og arbejde.

Da den rutinerede Flemming Nielsen fik at vide, at han skulle spille overfor det nye supertalent Finn Laudrup, udbrød den selvsikre Atalanta-fighter spontant: ”Jeg håber ikke, at Finn Laudrup spiller for en professionel kontrakt. Jeg vil nødigt spolere hans drømme”.

Udtalelsen satte fokus på den forventede spændende personduel mellem Laudrup og Nielsen i kampen. 

På en fin sommeraften løb Alliancens feriehold ind på den dejlige bane i følgende opstilling:

De unge danskere fik publikum til at måbe i forbavselse

De 8.900 sommerklædte tilskuere gned sig vantro i øjnene. Det unge, friske Alliance-hold udspillede det italienske mandskab på alle ledder og kanter.

Tanken meldte sig, at Alliancen formodentlig bedre end DBU´s udvalgte kunne repræsentere Danmark i morgendagens Nations Cup-kamp mod Sovjetunionen.

Alliancen vandt kun 3-1, men skabte så mange oplagte chancer, at selv den sovjetrussiske ministerpræsident Nikita Khrusjtjov, der var på officielt besøg i Danmark, kunne have scoret, hvis han havde været på banen.

Unge Finn Laudrup overstrålede de italienske stjerner og var kampens åbenbaring

De professionelle italienere fik ganske enkelt en lærerig lektion i intelligent og afvekslende fodbold.

Sydlændingenes naturlige solbrændthed efter en lang sæson i solen kunne ikke skjule, at de efter kampen skammede sig over at blive udstillet og ydmyget af en flok nordeuropæiske amatører. Det var den bedste danske holdpræstation indtil videre i 1964.

Over alle andre aktører på banen strålede den kun 18årige Finn Laudrup.

Den unge københavners karakteristiske glidende kropsfinter og fuldendte balance tiltrak sig igen som i den foregående Alliance-optræden alles opmærksomhed, fordi ingen tidligere havde set noget magen til på disse breddegrader.

Han var tæt på at være en fodboldmæssig åbenbaring, og de mange opkøbere på lægterne noterede flittigt i deres notesbøger.

I starten så det slet ikke ud til, at kampen skulle ende i en sjælden dansk triumf. På et hurtigt opspil scorede ”il danese” Kurt Christensen til 1-0 uden chance for den unge Dalgas-målmand Jørgen Henriksen.

Inden pausen kom hjemmeholdet dog under stor jubel foran 2-1 på et skruet langskud af sydsjællænderen Erik Dyreborg og den nye centerforward Henning Jørgensen, der var udlånt til lejligheden af B1901.

Den italienske træners opsang i pausen fik ingen virkning

I pausen havde den italienske trænerstab formodentlig talt med store bogstaver til det slappe mandskab, men peptalken mistede allerede sin betydning ét minut inde i 2. halvleg.

Atalanta-forsvaret gik helt fejl af et indlæg fra Finn Laudrup, så Jørgen K. Pedersen nemt kunne bakse bolden i mål til 3-1.

Selv om italienerne i resten af kampen fik tilkæmpet sig overtaget, kom sejren overraskende nok aldrig i fare. Alliancen gav ikke gæsterne mulighed for at udmærke sig.

Den åbenmundede Flemming Nielsen måtte sammen med sine holdkammerater slukøret forlade banen, medens aftenens store helt Finn Laudrup kunne lade sig hylde af ellevilde tilskuere.

Danmark ved slutrunden i Nations Cup 1964 i Barcelona

DBU aflyste træningskamp mod lokalt catalonsk hold

Det danske landshold ankom til Barcelona søndag den 14. juni. Hele holdet var klædt i de fine blå jakker og grå bukser, som DBU havde indkøbt til formålet. Den skadede fynbo Leif Hartwig fra B1909 var med som DBU´s gæst, selv om han ikke kunne spille.

Allerede i flyveren fra Danmark havde udtagelseskomiteen på opfordring fra spillerne besluttet af aflyse den planlagte træningskamp samme aften mod det lille lokale hold Vallvidriera.

Efter to krævende træningskampe på tre dage trængte truppen til at hvile sig.

I stedet drog mandskabet ud på det store Nou Camp for at få en fornemmelse af forholdene og mærke temperaturen kl. 22.30, hvor kampen mod Sovjetunionen skulle begynde.

Landsholdet var indkvarteret på Hotel Vallvidriera, der lå ved kysten 2-3 kilometer fra centrum. Landstræner Poul Petersen havde derhjemme overvejet at anvende den lækre strand som træningsbane, men frygt for ledbåndsskader i det bløde sand fik ham hurtigt til at droppe ideen.

Dagen før kampen mod storfavoritterne fra USSR var danskerne på udflugt i Barcelonas centrum. Turen indeholdt bl.a. besøg på den berømte gågade Ramblaen samt Columbus-statuen.

Forbud mod indskiftning i Nations Cup-finalerunden, også i tilfælde af skade

Reglerne for finalerunden i Nations Cup forhindrede, at holdene kunne foretage udskiftning af spillere.

Forbuddet omhandlede ikke blot taktiske udskiftninger, som generelt var uønskede i fodboldforbundene, men også skadesbetingede udskiftninger. Hvis en spiller blev sat helt ud af spillet og måtte bæres fra banen, måtte hans hold spille videre med 10 mand resten af kampen.

Udskiftningsforbuddet gjaldt – hvor vanvittigt det så lød - også målmanden. Udtagelseskomiteen udpegede derfor Carl Bertelsen til at erstatte keeper Leif Nielsen i tilfælde af, at den unge Frem-målmand måtte forlade banen.

Målmandsdebutanten, den 22årige Leif Nielsen fra Frem, reddede danskerne fra et større nederlag (Scanpix/Ritzau).

Nations Cup-semifinale på Nou Camp Stadion i Barcelona – på trods af lille nederlag var det tydeligt, at Danmark ikke havde noget at gøre i slutspillet

Danmarks første kamp i EM-slutrunden blev spillet på FC Barcelonas hjemmebane Nou Camp foran 38.000 tilskuere, der allerede var helt oppe at køre efter spansk sejr i åbningskampen mod Ungarn.

Vinderen af Danmark-USSR skulle møde Spanien i Madrid i en titelkamp.

En lille skare danske tilskuere, der havde afbrudt deres strandferie ved Costa Brava for at se fodbold, havde forsamlet sig i et hjørne af stadion, hvor de – med en omskrivning af et kendt kampråb - gjaldede Hissa, hussa, hej sasa, nu skal russen ha dada!

De danske spillere så frem til at komme i gang med at spille fodbold, da de efter dage med sightseeing, småtræning på det store stadion samt transport var ved at få lejrkuller.

Den eneste afveksling var et skifte af hotel, så truppen kom tættere på byen.

Den forbavsede lokalbefolkning kunne derefter se de danske spillere hygge sig med et glas vin på de mange fortovsrestauranter, hvilket ikke var et hverdagssyn i Barcelona. En badetur til stranden blev der også tid til.

Den sovjetrussiske ministerpræsident Khrusjtjov på besøg i Danmark

Kampen blev vist direkte på Danmarks Radio fra kl. 22.25, men danskerne var mere optaget af den sovjetrussiske ministerpræsident Nikita Khrusjtjovs besøg i Danmark. Han nåede i løbet af onsdagen både at besøge Kong Frederik IX på Fredensborg Slot og statsminister J.O. Krag hjemme på privatadressen.

Danmark stillede med følgende hold til den første slutrunde i DBU´s historie i regi af det europæiske fodboldforbund UEFA.

Tidligere havde Danmark kun været blandt de sidste hold i OL-sammenhæng, som hørte under FIFA.

Danmark klarede sig bedre end forventet

Tilskuerne fik et overlegent sovjetisk hold at se, der helt udspillede landsholdet, og som i den sidste del af kampen sparede på kræfterne til finalen.

Men danskerne kæmpede tappert mod overmagten og formåede at begrænse nederlaget til 3 mål, hvilket styrkeforholdet taget i betragtning var tilfredsstillende. Det gik ikke så slemt som forventet af journalisterne op til kampen.

Målmandsdebutanten, den 22årige Leif Nielsen fra Frem, reddede danskerne fra et større nederlag.

Danskerne tilspillede sig ikke en eneste reel målchance i kampen.

Spørgsmål om tid inden storfavoritterne ville score første gang

Russerne pressede på fra start. En fejlagtig annullering af et russisk mål efter 20 minutter fik publikum til at pifte ad dommeren Concetto Lo Bello fra Italien, som danskerne i øvrigt kendte fra OL-finalen i 1960.

Danskerne prøvede på at lette trykket med lange skift på tværs af banen. Det udløste et par hjørnespark og en kort overgang førte Danmark hjørnesparksstatistikken.

De danske fremstød fik det russiske forsvar op på tæerne et par gange, men det var et spørgsmål om tid, før danskerne måtte bøje sig for det russiske herredømme.

Efter 18 minutter kom Sovjet foran, da Valery Voronin scorede på en flot helflugter fra kanten af straffesparksfeltet, der på vejen snittede forstopper Birger Larsen. Bolden ændrede herved bane og snød helt målmand Leif Nielsen.

Der var nærmest tale om et selvmål, men målet er i dag krediteret Valery Voronin fra Torpedo Moskva, som de danske TV-kikkere have stiftet bekendtskab i forbindelse med DBU´s jubilæumskamp i maj.

Rostov-centerforwarden Viktor Ponedelnik øgede til 2-0 på aflevering af den hurtige wing Igor Chislenko, der i mand til mand duellerne helt havde tag på Frem-backen Kaj Hansen.

Den danske landstræner Poul Petersen havde satset på, at den forstærkede defensiv med B1909-spilleren Erling Nielsen som tilbagetrukket halfback kunne modstå det russiske pres. Russerne var dog effektive til at bruge deres hurtige fløje og derved spille uden om den kompakte danske midtbane.

Russerne havde 17 skud på mål mod Danmarks ene skud

I starten af 2. halvleg forsøgte Danmark at etablere nogle angreb.

Uberegnelige Ole Madsen sendte bolden mod mål, men den russiske stjernemålmand Lev Yashin trak nærmest bolden til sig, så tilskuerne et øjeblik troede, at han havde magneter i handskerne.

Det tempostærke og fysisk overlegne russiske hold overtog dog hurtigt taktstokken igen og iværksatte det ene angreb efter det andet mod det danske mål. Opspillet var smukt, men russerne manglede ofte at afslutte angrebene ordentligt, fordi de prøvede at spille sig frem til helt åbne chancer.

Den debuterende målmand Leif Nielsen blev spillet rigtigt varm af de mange russiske forsøg – under kampen optalt til 17 stk. Den gode Nielsen præsterede i den trængselsperiode mange flotte redninger.

De mange spanske tilskuere holdt tydeligvis med de danske underdogs. Der blev klappet, når danskerne forsøgte sig og piftet, når en russer en gang imellem kom til at lave et frispark.

2 minutter før tid driblede Sovjet-holdets kaptajn Valentin Ivanov fra Torpedo Moskva sig igennem det trætte danske forsvar og bankede bolden i mål forbi en sagesløs Leif Nielsen til slutstillingen 3-0.

Rigstræneren var glad for kun at tabe med 3 mål

Det lykkedes landsholdet at begrænse nederlaget til 3 mål.

På den måde havde landstræner Poul Petersen nået sit mål. Men landsholdet forsøgte ikke at spille eller kæmpe sig ud af den rolle som taber, som det var blevet tildelt på forhånd. Hverken taktisk eller spillemæssigt forsøgte landsholdet at bryde den på forhånd tildelte rolle som underdog.

Det blev derfor hverken en underholdende eller spændende kamp, men bekræftede fra begyndelsen, at Danmark ikke havde fodboldmæssig berettigelse til at være blandt de sidste fire hold i turneringen.

”Jeg er tilfreds med, at det ikke gik værre end 3-0”, sagde en ydmyg rigstræner Poul Petersen, der kunne konstatere, at hans defensive taktik havde virket, men at landsholdet ikke havde bidraget til underholdningen.

”Russerne var så meget bedre end vi, hvad enten de var i angreb eller gik i forsvar”. Bedre kunne forskellen mellem et professionelt hold, der havde været i træningslejr i Frankrig, og et glad amatørhold, der kun havde spillet to uofficielle træningskampe og mest opfattede sig selv som turister.

Det synspunkt kom også tydeligt frem, da den altid flittige Kjeld Thorst opsummerede forskellen mellem de to hold: ”Hvis vi kunne træne hver dag lige så meget som russerne i et halvt år, ville vi kunne vinde over dem. I hvert fald ville vi blive lige så hurtige til bens”.

Med hensyn til den defensive taktik med to midt-forsvarere var den tilbagetrukne halfback Erling Nielsen meget nøgtern: ”Taktikken var slet ikke så gal. Hvis vi havde spillet normalt spil med angribende halfbacks, havde vi tabt meget større”.

Nu ventede kampen om tredjepladsen, som set fra et dansk perspektiv var mere attraktiv end for de slagne ungarere, der havde drømt om et erobre titlen som Europas bedste fra Sovjetunionen.

På vej på banen vidste spillerne, at debatten rasede i de danske dagblade om landsholdets defensive taktik med to centerhalfs og kun én halfback. Især Politikens fodboldskribenter hånede danskerne for at undlade at udfordre overmagten og i stedet spille pindsvinefodbold (Scanpix/Ritzau).

Nations Cup kamp om 3. pladsen på Nou Camp Stadion i Barcelona – hæderfuldt nederlag fik sat gang i debatten om brug af de professionelle på landsholdet

3 dage senere spillede Danmark om tredjepladsen foran beskedne 4.000 tilskuere på det store Nou Camp i Barcelona med plads til 120.000 tilskuere.

Flere danskere benyttede formodentlig lejligheden til at se kampen direkte på Danmarks Radio, selv om det var lørdag aften. På grund af fodbolden sluttede TV-udsendelserne først efter kl. 23.00.

De danske spillere havde tilbragt ventetiden med lidt træning og en udflugt til en tyrefægterarena, hvor de så seks prægtige dyr blive mishandlet til døde foran 25.000 tilskuere.

Danske medier hånede landsholdet for dets pinlige pindsvinefodbold

Debatten rasede fortsat i de danske dagblade om landsholdets defensive taktik med to centerhalfs og kun én halfback.

Især Politikens fodboldskribenter hånede danskerne for at undlade at udfordre overmagten og i stedet spille pindsvinefodbold. Samtidig var der en klar erkendelse af, at dansk landsholdsfodbold ikke på nogen måde kunne måle sig med de andre landshold i slutspillet.

Bent Wolmer fra AGF, der var kommet med til Spanien på et afbud fra en skadet Leif Hartwig, debuterede i bronzekampen i stedet for Esbjergs Jens Jørgen Hansen.

Resten af holdet var uændret i forhold til Sovjet-kampen, selv om pressen havde spekuleret i flere udskiftninger:

De skuffede ungarer regnede ikke en tredjeplads for noget som helst

I det seneste opgør i maj 1963 havde Danmark tabt 6-0 til de sublime ungarere.

Alle frygtede en gentagelse, men den ungarske landsholdsansvarlige Lajos Baróti hjalp til at berolige danskerne, da han på et pressemøde frejdigt kundgjorde, at han ville udskifte 4-5 mand til kampen.

”Det er ligegyldigt, om vi taber til Danmark. Vi skal nu i gang med at bygge et nyt hold op til World Cup 1966”, kom det spontant fra den ungarske mestertræner.

Det danske landshold fik en nogenlunde oprejsning i Barcelona. Danskerne spillede betydeligt bedre end mod Sovjetunion og tvang Ungarn ud i forlænget spilletid.

De hvidklædte danskere var godt med fra kampens begyndelse

Danskerne - klædt uvant helt i hvidt med røde strømper - gennemførte i det første kvarter flere optimistiske angreb.

Det var derfor ærgerligt, at stjerneangriberen Ferenc Bene fra Újpesti Dózsa bragte magyarerne foran efter 13. minutter. Florian Albert og Ferenc Bene broderede sig igennem det danske forsvar. Kort efter var ungarerne tæt på at bringe sig yderligere foran.

Ungarerne begik ofte den fejl at forsøge at komme igennem på midten, hvor den forstærkede danske defensiv med en tilbagetrukket Erling Nielsen stod godt.

I modsætning til russerne forsømte Ungarn fløjene.

Det formindskede pres på danskerne gav efterhånden optimisme blandt de danske spillere. Halfbackerne kom med i det opbyggende spil, og inden halvleg havde danskerne afleveret 3-4 gode skud på den ungarske målmand Antal Szentmihalyi. De fåtallige tilskuere fik noget at klappe ad.

Den største mulighed tilfaldt Carl Bertelsen, der var løbet ind foran mål. Alle så bolden i mål på en smuk aflevering fra Ole Madsen, men desværre reddede den ungarske målmand fra Budapest-klubben Vasas flot skuddet fra esbjergenseren.

Kampen fladede noget ud i 2. halvleg. Ungarerne nipsede for meget, og danskerne havde svært ved at spille sig igennem til noget. Det lignede en smal ungarsk sejr på 1-0 indtil 8. minutter før tid, hvor Carl Bertelsen udlignede.

Det overraskende danske udligningsmål blev lavet således.John Danielsen fra B 1909 stak en pasning til esbjergenseren Carl Bertelsen, som trak en gang med bolden og scorede med et dejligt skud i målhjørnet.

Målmand Leif Nielsen var igen kampens danske spiller

De sidste minutter af kampen blev hektiske foran det danske mål, men Leif Nielsen red stormen af med flere flotte redninger, der samlet gjorde ham til kampens danske spiller – for anden kamp i træk. Leif Nielsen var meget smidig og reaktionsstærk på stregen.

1. halvleg af den forlængede spilletid, der i datidens medier blev omtalt som en omkamp, endte uden mål, men 2 minutter inde i 2. halvleg fik Ungarn straffespark. Erling Nielsen fra B1909 spændte ben under et klumpspil.

Højre back Dezsö Novak fra Ferencváros TC scorede sikkert, og for at vise flaget igen, scorede Novak 6 minutter senere til 3-1 på et flot langskud.

Danskerne faldt med ære og forsøgte gennem hele kampen at afgøre den til egen fordel.

Dagbladet Politiken i en direkte konfrontation med DBU efter fiaskoen

Dagen efter søndag den 21. juni stod sportsredaktør Magnus Simonsen fra Politiken for et af de mest udfordrende indlæg i fodboldlandsholdets historie.

Under overskriften Nu må det være slut med hykleriet – Harald og Flemming på landsholdet advokerede den anerkendte fodboldskribent for, at det - efter blamagen mod Sovjetunionen - måtte være slut med de forbenede DBU-ledere, der betragtede dansk fodbold som deres egen hønsegård.

Simon argumenterede for, at fodboldunionen ledede fodboldlandsholdet efter en professionel linje med fokus på at øge indtægterne ved at spille mod attraktive modstandere samtidig med, at de dobbeltmoralske DBU-ledere forlangte en snehvid amatørisme af spillerne.

Resultatet for dansk landsholdsfodbold var, at de stakkels amatørspillere tabte stort, når de var oppe mod de bedste, men samtidig skulle de stille sig til rådighed for træningssamling og rejser som om, at de var professionelle, frisk illustreret med landsholdets ugelange ophold i Barcelona.

Det faldt også den gamle skribent for brystet, at DBU-lederne ikke holdt sig tilbage med at mænge sig med repræsentanterne for professionel fodbold.

Deltagelsen i Spanien have kastet mange penge af sig fra UEFA, men DBU-bosserne overså belejligt, at UEFA først og fremmest var et forbund for de professionelle landshold.

DBU-lederne var altid friske til at nyde den professionelle atmosfære omkring landskampe mod de store fodboldnationer, men lod uden tøven deres nationalmandskab af amatører være slagtekvæg i kampe, hvor modstanden var alt for stor.  

Barcelona-turen skabte brand i dansk landsholdsfodbold

Magnus Simonsen fik med denne velskrevne svada sat brand i dansk landsholdsfodbold, om end han ikke længere kunne forvente at blive indbudt til DBU´s banketter.

Dagen efter gav DBU´s kasserer Leo Dannin i Ekstrabladet udtryk for, at han forventede, at spørgsmålet om anvendelse af både de tidligere professionelle, der var vendt hjem, og de nuværende professionelle ville blive taget op på et kommende repræsentantskabsmøde.

Det lå mellem linjerne, at den erfarne DBU-profil støttede brugen af professionelle på landsholdet.

Medens sportsjournalisterne skrev deres kamppreportager, drog landsholdet til Madrid for at overvære finalen i Nations Cup.

Sammen med 125.000 ellevilde tilskuere så danskerne værtslandet tage pokalen hjem efter en fortjent 2-1 sejr over sovjetrusserne. Bagefter deltog den danske delegation i en stor festbanket for de fire hold.

Om mandagen fløj de tilfredse danskere hjem til et par dages afslapning inden forberedelsen til sommerens sidste landskamp – arvefjendeopgøret mod Sverige i Malmø.

Mandag den 21. juni 1964 kl. 10.00: Bornholms Boldspil Union-Sjællands Boldspil Union 1-8 (1-5)

Kvartfinale i Unionsturnering på Rønne Stadion – kæmpenederlag og økonomisk bet for chanceløse øboer

Hjemmeholdet havde aktuelt ingen spillere i truppen, der rangerede højere end den danske 4. division.

SBU var derfor tårnhøj favorit til at kvalificere sig til semifinalen mod Fyns Boldspil Union i august 1964 og var sejlet til smilets ø i følgende kampberedte opstilling:

Bornholmerne holdt 1-1 i en halv time, men så sprak håbet om en sensation

De sidste 10 minutter af 1. halvleg blev meget dyre for bornholmerne. Gæsterne gik fra 1-1 til en føring på 5-1, og så var den kvartfinale afgjort.

Det var en trist udvikling for Bornholm, fordi det undertippede hold havde fulgt godt med i begyndelsen. Tilmed var øboerne tæt på at komme foran 2-1 inden de 10 minutters sammenbrud.

I regnvejret brillerede SBU´s angreb med smarte og lynhurtige kombinationer. Sejren var dog i overkanten, fordi bornholmerne kæmpede godt.

Der var kun 300 tilskuere på grund af vejret, så matchen blev en økonomisk bet for BBU.

Den ringe danske indsats fik på ny diskussionen om indlemmelse af de professionelle spillere fra udlandet til at blomstre op. Det mest overraskende indlæg kom denne gang fra Sverige, hvor flere journalister højlydt undrede sig over, at DBU bevidst valgte at svække sit hold ved at udelukke Harald Nielsen og de øvrige spillere i europæiske klubber. Tilmed kom der i Dagens Nyheter en karikaturtegning ud af det. En enkelt svensk journalist dristede sig til at foreslå, at det svenske fodboldforbund helt skulle afbryde samkvemmet med DBU, indtil danskerne besluttede sig for at stille med det stærkeste hold, og derved byde de overlegne svenskere ordentlig modstand (Scanpix/Ritzau)

Nordisk mesterskab 1964-1967 på Malmø Stadion – intet stærkt pust fra Nations Cup, da arvefjenden udklasserede tamme danskere igen

Esbjergs solide halfback Jens Petersen var tilbage på landsholdet efter overstået eksamenslæsning og trådte direkte ind som afløser for B1909´s Erling Nielsen, der kom på reservebænken.

Odenseaneren havde egentlig gjort det godt i Spanien, men den stærke esbjergenser, der var årets spiller 1963, var førstevalget som venstre halfback.

Udtagelseskomiteen havde svært ved at komme uden om den fremstormende Tom Søndergaard, der for B93 gennem hele foråret havde driblet rundt og tryllet med bolden så ubesværet, at han var selvskreven til at blive afprøvet mod svenskerne.

Mere overraskende var det, at den anden opstigende stjerne på den danske fodboldhimmel Finn Laudrup ikke blev udtaget – til nogle af de tre landshold.

Begrundelsen fra UK var, at Vanløse-spilleren havde gjort det mindre godt i en udtagelseskamp mellem ungdomsholdene fra Provinsen og København, der blev spillet i Holbæk den 20. juni. Kampen endte 3-1 til Københavns U-hold.

For mange journalister var det ubegribeligt, at UK helt kunne udelade en fantastisk spiller, der i to venskabskampe for Alliancen mod professionelle mandskaber havde været banens bedste spiller.

Flere frygtede, at det letbenede talent med de glidende bevægelser var offer for en gammelmands indstilling i DBU, hvor der blev lagt for meget vægt på kampvilje og ”hår på brystet” frem for den tekniske kvalitet og den spillemæssig finesse.

Den 18årige Finn Laudrup kunne lave ting med en bold, som ingen andre i landet kunne, men kom også nogle gange til kort på grund af sin spinkle fysik.

Sverige gjorde ikke brug af sine udenlandsprofessionelle, men kunne alligevel stille med et formidabelt hold med hele det stærke forsvar intakt. Størst forventning var der til den nye talentfulde fløjspiller Roger Magnusson, der ville få frie tøjler i sin debutkamp.

Svenskerne fik en alt for nem dag i Malmø

Det årlige opgør mod Sverige gav endnu et sviende nederlag til arvefjenden – tilmed en ordentlig én på hatten i Malmø.

Kampen blev endnu et deprimerende bidrag til det danske nederlagskompleks i forhold til svenskerne, der var landsholdets største problem i 60´erne – efter manges opfattelse.

De fleste journalister og fodboldsagkyndige havde forventet, at landsholdets forudgående deltagelse i Nations Cup-slutrunden i Spanien kunne give Danmark et lille spillemæssigt forspring i forhold til Sverige.

Det danske landshold burde efter 2 svære kampe mod stærke modstandere i Sydeuropa være i absolut topform.

Optimisterne håbede derfor på, at landsholdet omsider kunne opnå en eftertragtet sejr over Sverige på udebane. Man skulle helt tilbage til 1937 for at finde den seneste udesejr over arvefjenden.

Det gik desværre helt modsat i Malmø. Landsholdet brød totalt sammen i Malmø og blev udspillet foran 26.000 tilskuere, der efterhånden opdagede, at det for svenskerne kom til at gå betydeligt nemmere end forventet.

Ca. 5.000 danskere havde taget Øresundbådene over til Malmø og var i et overstadigt humør, da de nåede frem til Malmø Stadion.

Om det var landskampen eller sejlturen, der trak mest, skal være usagt, men det var danskerne, der i huj, pift og sving med ølflasker vandt kampen på tilskuerpladserne.

Den offensive danske satsning gav bagslag

1. halvleg var OK set fra dansk synsvinkel, men 3 hurtige svenske mål i det første kvarter af 2. halvleg skabte frygt for, at svenskerne ville gentage 6-0 sejren fra 1959.

Den formidable Prawitz Öberg, der som Malmø FF-spiller var på hjemmebane, brød allerede i 1. halvleg igennem den danske midtbane og scorede på et flot langskud.

På en returbold fra Jens Petersen øgede Harry Bild til 2-0 et minut efter tepausen. Den dygtige IFK Norrköping-profil var på vej til et professionelt eventyr i Schweiz,

Effektive Örjan Martinsson, der også kom fra IFK Norrköping, gjorde det til 3-0 efter et skud, der kom retur fra stolpen, og debutanten Roger Magnusson fra Åtvidaberg FF udnyttede, at to danske forsvarere ramlede sammen. 

Den indskiftede John Danielsen kronede en udmærket indsats med et mål.

Trøstmålet kom efter, at den legendariske svenske målmand Bengt ”Zamora” Nyholm tabte bolden for fødderne af ham. En ren foræring.

En af grundene til, at landsholdet brød sammen, var udskiftningen af en knæ-skadet Kjeld Thorst i pausen.

Landstræner Poul Petersen indsatte en udpræget angriber, John Danielsen fra B1909 i stedet for Kjeld Thorst, som havde arbejdet som en tilbagetrukket og arbejdsom innerwing, der ofte deltog i det defensive arbejde.

Kritik af den danske omlægning fra forsvar til angreb

Efter kampen diskuterede de danske spillere indbyrdes, hvorvidt omlægningen fra den defensive spillestil fra Nations Cup-slutrunden til en offensiv satsning var årsagen til sammenbruddet, hvor Sverige i løbet af 13 minutter lavede tre nemme mål.

Den danske forstopper Birger Larsen, der ofte i 2. halvleg befandt sig alene med to svenske angribere, fordi Jens Petersen var blevet fanget længere fremme på banen, havde foretrukket, at danskerne havde satset på forsvaret. ”Så var vi næppe blevet til grin”, sagde Frem-spilleren.

Rigstræner Poul Petersen forklarede den offensive satsning med, at tiden var inde til at få greb om spillet. Hans spilleplan blev dog ødelagt, da Sverige hurtigt scorede i begyndelsen af 2. halvleg.

”Vores spillere faldt sammen og tabte humøret over de billige svenske mål” var rigstrænerens forklaring på sammenbruddet.

Tom Søndergaard blev et fund for landsholdet

Den største opmuntring for udtagelseskomiteen var debutanten Tom Søndergaard fra B93.

Den 20årige Tom Søndergaard viste sig som den perfekte boldspiller, der både kunne spille en holdkammerat fri og drible med bolden i en direkte duel. Nok så vigtigt – landsholdet havde igen en rigtig wing at sætte ind på holdet.

Den ringe danske indsats fik på ny diskussionen om indlemmelse af de professionelle spillere fra udlandet til at blomstre op.

Det mest overraskende indlæg kom denne gang fra Sverige, hvor flere journalister højlydt undrede sig over, at DBU bevidst valgte at svække sit hold ved at udelukke Harald Nielsen og de øvrige spillere i europæiske klubber. Tilmed kom der i Dagens Nyheter en karikaturtegning ud af det.

En enkelt svensk journalist dristede sig til at foreslå, at det svenske fodboldforbund helt skulle afbryde samkvemmet med DBU, indtil danskerne besluttede sig for at stille med det stærkeste hold, og derved byde de overlegne svenskere ordentlig modstand.

Lørdag den 27. juni 1964 kl. 17.00: Danmark B-Sverige B 2-4 (2-2)

B-landsholdskamp på Vejle Stadion – lang sommerferie ødelagde danskernes forhåbninger om sejr over for rutinerede svenskere

Det danske B-landshold bestod af rutinerede spillere med international erfaring.

3 mand fra startopstillingen havde været med i Nations Cup-slutrunden i Spanien som reserver.

Den nye mand Ole Fritsen havde kun spillet en halvt år i Vejle BK, men havde på den korte tid været igennem en eksplosiv udvikling og blev allerede spået en stor landsholdskarriere. 

På grund af hjemmebanen i Vejle var Danmark svag favorit. På det dejlige grønne stadion i Nørreskoven løb følgende 11 rød-hvide spillere på banen:

Danskerne havde mistet kampformen i sommerpausen

De 8.500 tilskuere i øsende regnvejr så et stærkt og velorganiseret svensk reservelandshold besejrer det danske ditto med 4-2.

Det var tydeligt, at flere af de danske spillere ikke havde været i kamp i tre uger på grund af sommerpausen og derved savnede kamptræning, medens gæsterne optrådte mere ensartet og i tip top-træningstilstand.

Dansk comeback til 2-2 gav håb, men i den sidste ende var svenskerne bedre

Svenskernes overlegenhed kom tidligt til udtryk i matchen.

Allerede efter tre minutter bragte den unge Degerfors-forward Tord Grip Sverige foran, og inden den halve time stod der 0-2 på resultattavlen på Vejle Stadion. Det lignede optakten til en svensk nedsabling af de forsvarsløse naboer.

Den 28årige AGF-veteran Henning Enoksen var indtil det tidspunkt den eneste dansker, der havde formået at udfordre de overlegne svenskere. Det var derfor helt naturligt, at OL-veteranen tog chancen og fra en spids vinkel fik hjemmeholdet på måltavlen.

Dårligt var jubelen hørt op på lægterne, førend den lokale helt Ole Fritsen udlignede til 2-2. Vejle-angriberen kopierede sin AGF-kollega og scorede optimistisk på et overraskende skud fra en vanskelig vinkel.

De to opportunistiske mål hjalp på humøret og fik danskerne til at kæmpe resten af kampen.

Men Danmark kunne slet ikke formulere et spillemæssigt og fysisk svar til svenskerne, som effektivt scorede to mål i 2. halvleg.

Måske kom de blå-gule gæster lidt for nemt til deres fire mål, men sejren var fortjent.

Lørdag den 27. juni kl. 19.30: Danmark U-Sverige U 3-1 (2-0)

Ungdomslandskamp på Viborg Stadion – de danske talenter var fortsat en klasse over Sverige

Topholdet i 2. division Hvidovre IF havde tre mand på ungdomslandsholdet.

I forhold til den seneste U-landskamp i oktober 1963 var der kun to gengangere – anfører Karl Hansen og angriber Carl Johan Aamand.

Alt i alt stillede de regerende nordiske mestre for ungdomslandshold (for spillere under 23 år) med et på papiret stærkt landshold med profiler, der hver weekend optrådte på gode hold i Danmarksturneringen:

De nordiske mestre fra Danmark var bare bedre

Ungdomslandsholdet, der ikke havde tabt en kamp siden 1961, indfriede til fulde forventningerne på Viborg Stadion.

Gæsterne fra den anden side af Øresund var på hælene det meste af kampen. Først i slutningen af kampen, da den afgjort, kom Sverige lidt ind i kampen.

Indtil det tidspunkt havde det været ydmygende for de normalt selvbevidste svenskere.

Misbrugt straffespark satte danskerne i gang

Det var paradoksalt nok et brændt straffespark efter et kvarter, der satte hjemmeholdet i gang. Den uheldige synder på pletten var den kropsstærke Bernhard Deneke, der skød så svagt, at den svenske målmand nåede at kaste sig til den rigtige side.

Der gik dog kun yderligere 2 minutter, så lå bolden i det svenske målnet til 1-0. Målet var lige efter bogen.

Hvidovres fikse John Steen Olsen brød igennem på fløjen og centrede perfekt til den mobile Valby-mand Leif Nielsen, der smukt pandede bolden i mål.

Målet gav gæsterne et psykisk knæk.

Målet til 2-0 kort før pausen af den hurtigt tænkende Leif Sørensen var kulminationen på en stribe angreb, hvor bolden fløj om ørerne på de svenske forsvarere.

Fem minutter inde i 2. halvleg slukkede Danmark lyset for de slagne gæster.

Horsens Carl Aamand var skarpretteren, da han via overliggeren headede kuglen i kassen med et brag, der fik de 5.600 tilskuere til at hoppe og danse af glæde.

Det svenske trøstmål kort før tid kunne ikke slette indtrykket af et dansk ungdomslandshold, der var helt i kontrol og for tiende gang i træk, forlod grønsværen som ubesejret.

Tirsdag den 30. juni 1964 kl. 19.00: Oslo XI (NOR)-Københavns Boldspil Union 2-3 (2-2)

Venskabskamp på Bislet Stadion i Oslo – ”Vi trænger til ferie”, sagde danskerne

Værterne var på forhånd svækket af afbud fra fem spillere, der dagen efter skulle stille op på Norges landshold mod Schweiz. Nordmændene frygtede et markant nederlag til københavnerne, der havde vundet de to foregående by-kampe med store sejrscifre.

På trods af Nations Cup-kampene og Sverige-opgøret i Malmø var det lykkedes for KBU at lokke fem meget fodboldtrætte landsholdsspillere med på sejlturen til Oslo.

KBU-mandskabet havde følgende imponerende sammensætning:

Københavnerne burde have valgt en velfortjent ferie frem for fodbold

Det på papiret stærke KBU-hold leverede en ringe feriekamp, hvor det var alt for tydeligt, at de fleste danskere havde mere brug for ferie end fodbold.

Kun énmands-hæren Ole Madsen levede op til forventningerne og krydrede sin indsats med tre mål, der gav en smal 3-2 sejr.

De danske supertalenter mistede hurtigt lysten

Hjemmeholdet kæmpede foran de 5.000 tilskuere hårdt for sagen og spillede ganske kontant, hvilket ikke bekom de letbenede Finn Laudrup og Tom Søndergaard nemt.

De to danske talenter mistede hurtigt lysten til fodbold og var en stor skuffelse.

”Vi trænger til ferie”, mumlede Ole Madsen på vej hjem til familien.

De tilstedeværende journalister stillede med rette spørgsmålet, hvad en fodboldrejse til Oslo efter en lang forårssæson var værd, og hvilke klubledere kunne finde på at planlægge det.

12.-14. juli 1964: DBU´s nordiske jubilæumsturnering for ynglinge

Ynglinge turnering i Haderslev og Vejle – sikre sejre over Sverige og Norge gav håb om fremtiden

Som et beskedent element i den store 75års jubilæumsfest centreret omkring hovedstaden havde DBU indbudt de tre nordiske broderlande til en miniturnerig for ynglinge (spillere under 19 år).

Danmarks kampe skulle spilles i Haderslev og Vejle.

Både til semifinalen mod Sverige og finalen mod Norge stillede Danmark med følgende talentfulde hold med en række stærke profiler:

Søndag den 12. juli 1964 kl. 19.00: Danmark Y-Sverige Y 2-0 (1-0)

De unge danskere spillede sig flot i turneringens finale. Men det skortede på wingspil ligesom hos A-landsholdet.

Efter en fin svensk indledning, hvor den populære danske målmand Valdemar Hansen kom i aktion flere gange, bragte Allan Michaelsen ynglingelandsholdet foran på et smukt langskud.

Han kom efter et par lange træk pludselig fri foran mål og bragede bolden op i det ene hjørne.

De 2.000 tilskuere fik endnu et flot langskud at glæde sig over i den silende regn.

Halfbacken Niels Sørensen brød effektivt et svensk angreb og fyrede fra 35 meter kanonen af. Bolden sad i netmaskerne med et smæld. 2-0 til Danmark.

Den store forskel på de to hold var tempoet. Medens svenskerne kombinerede udmærket, piskede danskerne frem over banen. I den sidste ende skabte hjemmeholdet flere chancer gennem spillernes hurtighed.

Ynglingelandsholdets anfører Kresten Bjerre imponerede med et glimrende overblik. Han kunne både trække sig fri af sine modstandere og aflevere præcist til sine medspillere.

Den høje og bevægelige centerforward Jørgen Steen Nielsen fra Nyborg dækkede sin bold godt og havde flere gode skud på mål.

Tirsdag den 14. juli 1964 kl. 19.00: Danmark Y-Norge Y 3-0 (2-0)

I finalen skulle Danmark møde Norge, der havde slået Finland med 4-1 i den anden semifinale.

Matchen blev præget af smil, sommer og en flot sejr til Danmark.

De unge danskere kom hurtigt foran efter tre minutter. Den hurtige Jørgen Steen Nielsen blev skubbet ureglementeret, så han stod på hovedet. Med en blød inderside scorede anfører Kresten Bjerre sikkert i den ene side af målet.

Sekvensen gentog sig minsandten senere. En norske forsvarer fældende på ny den 190 cm høje Jørgen Steen Nielsen. Denne gang satte Kresten Bjerre bolden i den anden side af målet.

I 2. halvleg begyndte danskerne omsider at inddrage de to wings Søren Koefoed og Carsten Jørgensen.

Det var dog et hjørnespark, der førte til det tredje danske mål. Allan Michaelsen flugtede bolden i nettet. Den norske målmand burde have reddet, men bolden røg mellem benene på den uheldige keeper.

Det danske forsvar var meget sikkert. Den lange centerhalf Henning Munk Jensen var bedste mand og formåede bl.a. med gode afleveringer at sætte angreb i gang.

De 3.000 tilskuere kunne glæde sig over en førsteplads i jubilæumsturneringen. Optimismen med hensyn til landsholdets fremtid var på sin plads, fordi flere spillere havde vist potentiale.

Danmarks Radio viste en halvleg af finalekampen fra kl. 22.00.

Torsdag den 23. juli. 1964 kl. 19.00: Esbjerg fB-Udvalgt hold 3-10 (2-7)

Venskabskamp i anledning af Esbjerg forenede Boldklubbers 40års jubilæum på Esbjerg Stadion – 6 mål af Ole Madsen tegnede godt for landsholdets efterår

Esbjerg FB havde i anledning af sit jubilæum trommet et hold af de bedste spillere fra Danmarksturneringen sammen.

De fleste spillere var så småt begyndt at starte træningen op til efterårssæsonen.

DBU´s udtagelseskomite skulle også til at forberede efterårets landskampe og havde på det vindblæste Esbjerg Stadion mulighed for at vurdere formen på landsholdsspillerne.

Det udvalgte hold havde følgende sammensætning:

Jubilæumskampen blevet et sandt festfyrværkeri med 13 mål, heraf 6 mål af landsholdets centerforward Ole Madsen, der i hvert fald ikke havde mistet sin målhunger i løbet af juli.

Han fortsatte, hvor han havde sluppet.

Far og søn Hansen på samme Esbjerg-hold

Hjemmeholdet måtte stille op uden den ferierende centerhalf John Madsen, og det blev fatalt for vestjyderne.

Legendariske Jens Peter Hansen og dennes søn Jørgen Peter Hansen var begge på Esbjergs hold og blev også begge udskiftet samtidig i 2. halvleg.

Samtidig med kampen kunne hjemmeholdets Carl Bertelsen efter en rejse til Storbritannien fortælle, at han nu var blevet den tredje dansker i den skotske 1. divisionsklub Morton Greenock FC.

Onsdag den 07. august 1964 kl. 19.00: Sjællands Boldspil Union-Fyns Boldspil Union 3-4 (2-1)

Semifinale I i Unionsturneringen på Næstved Stadion – mål, tilskuere og højt humør gav en god første semifinale i den udskældte unionsturnering

Den sjællandske udtagelseskomite havde noget overraskende vraget den målfarlige Herfølge-angriber Jørgen Petersen, der ellers med succes havde optrådt for Alliancen, til fordel for DE mere erfarne divisionsspillere.

Den gamle traditionsrige mesterklub AB - med ny domicil i Bagsværd 20km uden for Københavns centrum – havde tre mand på SBU-holdet.

Samtidig drøftede bestyrelserne for KBU og SBU, om de to unioner burde sammenlægges, alternativt om grænsedragningen mellem København og Sjælland burde korrigeres, så forstadsklubber som AB og Lyngby BK blev omfattet af København.

Sjællænderne mønstrede følgende hold med en angrebsformation i topform:

Det fynske mandskab bestod af formstærke spillere fra de to topklubber i 1. division B1909 og B1913 samt en tidligere landsholdsspiller Helge Jørgensen, der fortsat var i DBU´s søgelys.

FBU var kørt til Næstved i følgende favorit-opstilling:

Sejr til Fyn på mål i sidste minut

På et mål i sidste minut af den nye spændende fløjspiller Palle Kähler fra B1913 spillede FBU sig i finalen i den nye unionsturnering, hvor modstanderen enten ville blive København eller Jylland.

Det havde dog hele aftenen igennem knebet for de fynske favoritter at overmande det velspillende hjemmehold, der tilmed kom foran 2-0.

En reducering inden pausen skabte nyt mod hos FBU-mandskabet, der i 2. halvleg fik overtaget og bragte sig foran 3-2.

4.000 var med til at indvie nye tribune i Næstved

Kampen var ganske morsom for de 3.000 tilskuere, der var med til at indvie den nye tribune i Næstved med plads til 4.000 tilskuere.

Efter sjællændernes udligning til 3-3 var matchen på vippen, men i de afgørende situationer var gæsterne en tak bedre, og sejrsmålet kort før tid var fortjent.

Målmandsreserven for landsholdet Svend Aage Rask fra B1909 havde mange eventyrlige redninger, hvilket i den sidste ende var med til at sikre sejren.

Dagens mand for Fyn var den arbejdsomme halfback Arno Hansen, der samlede alle bolde op og satte mange angreb i gang, godt understøttet af landsholdsaktuelle John Danielsen, der med sit ypperlige overblik var med i de fleste fynske angrebsopbygninger.

Hos sjællænderne lyste tremålsskytten Arne Dyremose naturligvis op over alle de andre aktører. Tæt på var den store kraftkarl Karl Hansen fra Køge, der tacklede og afleverede, så det var en fryd for øjet.

Alt i alt var der for de tilstedeværende UK-medlemmer meget at glæde sig over, og opgøret med de mange entusiastiske tilskuere og 7 mål var som fodboldfest også en succes for den nye unionsturnering.

Tirsdag den 25. august 1964 kl. 19.00: Jysk Boldspil Union-Københavns Boldspil Union 1-6 (0-2)

Semifinale II i Unionsturneringen på Vejle Stadion – københavnerne lavede mål på samlebånd i en glimrende udtagelseskamp, der gav håb for unionsfodboldens fremtid

7-8 nuværende eller tidligere landsholdsspillere var blandt den række af flotte navne, som JBU kunne diske op med til udtagelseskampen mod ærkerivalerne fra København.

Toppen af kransekagen var indlemmelsen af den storspillende AIA-wing Poul Pedersen, der efter en langvarig agitationskampagne i visse dagblade omsider fik chancen på et udvalgt hold.

OL-helten fra 1960 manglede kun én kamp for at runde de 50 landskampe og derved sætte landskampsrekord.

Mange fodboldfans så gerne, at den 31årige jyde gjorde comeback hos de rød-hvide farver.

Jyderne var formelt på hjemmebane i Vejle og med to VB-spillere blandt de 11 på grønsværen, foregik indmarchen under stor jubel fra de 10.300 tilskuere.

KBU havde med succes samlet et rigtigt drømmehold med skarpe spillere, der allerede havde imponeret i efterårets første kampe.

De to 2. divisionsspillere fra Hvidovre John Petersen og Leif Sørensen havde været dominerende i topholdets første to kampe efter sommerferien og var grundstammen på det unge forstadshold, som mange forventede sig meget af i de kommende år.

Den hurtige wing John Steen Olsen ville have været den tredje HIF-spiller, hvis han ikke var blevet skadet.

Den unge tekniker Finn Laudrup blev sluset over på ungdomsholdet, der samme aften skulle møde Jyllands ditto.

2 spillere fra 3. division var banens bedste

Det københavnske mandskab legede med jyderne og vandt en overraskende kæmpesejr foran de chokerede vejlensere på lægterne, der ikke var vandt til nederlag af den størrelse.

I marken var der dog ikke den store forskel på de to kombattanter. JBU havde bolden lige så meget som gæsterne, men var alt for svage foran mål.

For jyden Poul Pedersen blev kampen et strålende comeback.

Veteranen var klart den bedste på JBU´s stjernehold og lammede gang på gang københavnerne med sin hurtighed.

Poul Pedersens status som 3. divisionsspiller slog ham ikke ud af kurs, men inspirationen kunne han også nemt finde hos en anden 3. divisionsspiller på den anden banehalvdel – Ole Madsen fra HIK.

Københavnernes største navn leverede noget af det bedste i lange tider. Ole Madsen var uhyre farlig foran mål og fik med sine hurtige ryk gang på gang jyderne sat på halen.

Samtidig bekræftede landsholdscenterforwarden, at han også var en glimrende angrebsorganisator, når han rykkede tilbage på banen

OL-veteranen Poul Pedersen gjorde sig klar til en mulig landsholdsudtagelse

Egentlig fik jyderne en god start på matchen med en par store chancer. Da de blev brændt på det skammeligste, viste duoen Jørgen K. Petersen og Ole Madsen, hvordan man skulle score mål. Det gav en 2-0 føring til KBU ved pausen.

I 2. halvleg raslede målene ind bag Esbjergs desillusionerede Erik Gaardhøje, der ikke kunne vende slaget. Flere langskud gik i mål uden chance for den tidligere landsholdsmålmand. Nede med 0-6 fik hjemmeholdet til sidst pyntet på resultatet.

Efter kampen var alle i presselogen sikker på, at AIA-wingen Poul Pedersen ville være selvskrevet til landsholdet. Den anden wing Tom Søndergaard gjorde det også udmærket, selv om han stod i skyggen af sin ældre wing-kollega på det andet hold.

Det store fremmøde med over 10.000 gæster i Nørreskoven betød, at den nye unionsturnering var på vej til at blive en økonomisk succes for lokalunionerne, der havde brug for pengene til deres regionale udviklingsarbejde.

I Københavns Idrætspark vandt KBU´s ungdomshold 3-0 over JBU på mål af Preben Arentoft, Brønshøj BK, Bernhard Deneke, B93 og Klaus Hansen.

Odense-spilleren Helge Jørgensen lavede to mål. Han var ikke udtaget til kampen mod Finland, så for at markere sin klasse over for UK-medlemmerne, scorede han til sidst sit andet og Danmarks tredje mål. Mesterligt sparkede han bolden i mål i fuldt løb efter en dyb aflevering fra allestedsværende Poul Pedersen (Foska/fodboldhistorik.dk).

Træningskamp på Aarhus Stadion – DBU´s udelukkelse af to landsholdsspillere skabte skandale før træningskampen

Dagen før udtagelsen af de 11 spillere til venskabskampen mod Finland i Helsinki skabte DBU furore.

I et Ritzau-telegram bekendtgjorde unionen, at landsholdets faste venstre back Jens Jørgen Hansen og målmandsreserven Svend Aage Rask var blevet udelukket i et helt år, fordi de to spillere havde negligeret forberedelserne til kampen mod Sverige i juni 1964.

Begrundelsen var, at spillerne aftenen før Sveriges-kampen var taget på danserestaurant i København.

De to provinsspillere var – efter togturen - ankommet til deres overnatningshotel lørdag aften.

Da DBU ikke havde sørget for forplejning eller andre aktiviteter, var spillerne gået på restaurant sammen med den tidligere udenlandsprofessionelle John Hansen – uden at nyde alkohol vel at mærke.

Endvidere begrundede DBU sin udelukkelse med, at de to spillere havde undladt at oplyse om restaurant-besøget i et spørgeskema, som DBU efterfølgende havde udsendt til de overnattende provinsspillere.

Landsholdsspillere måtte ikke gå i byen før en kamp

Tilsyneladende var det DBU´s opfattelse, at det var i strid med unionens fodboldmoral, at spillerne bevægede sig væk fra hotellet, når de skulle overnatte.

Og slet ikke med en professionel dansk spiller fra udlandet, som DBU aldrig kunne finde på at invitere på noget som helst!

Denne retningslinje var ikke nedfældet skriftligt, endsige udmeldt til spillerne.

I de følgende dage eksploderede historien om DBU´s udelukkelse.

Fronterne blev trukket kraftigt op mellem DBU´s moraliseren over for spillere, som unionen ikke tog sig af, når de dagen før en landskamp blev hentet ind fra provinsen, og rimeligheden af spillernes fritidsaktiviteter, når de var i landsholdstjeneste.

Den ene hovedperson Jens Jørgen Hansen anerkendte, at det formodentlig kunne kritiseres, at han var gået på en kendt restaurant, som også var en natklub.

Men han kunne ikke acceptere, at DBU havde offentliggjort udelukkelsen uden varsel til spillerne og uden at have givet en advarsel forinden. Spillernes klubber Esbjerg fB og B1909 var slet ikke blevet inddraget inden udelukkelsen.

Efter al balladen om udelukkelsen af de to landsholdsspillere fik DBU også tid til at nominere landsholdet mod både den tyske regionale ligaklub FC St. Pauli, der havde stillet sig til rådighed for en træningskamp i Aarhus samt Finland.

Det ventede landsholdscomeback til Poul Pedersen

Det var ventet, at udtagelseskomiteen efter den flotte indsats for JBU i kampen mod København ville lade den hurtige wing Poul Pedersen vende tilbage til landsholdet.

Den anden mulighed på den danske højre fløj John Steen Olsen fra 2. divisionsklubben Hvidovre IF var ude af betragtning på grund af en alvorlig skade.

Næsten lige så indlysende var det, at den stærke spilorganisator hos topholdet B1913 Jørgen Rasmussen skulle opnå sin debut i de rød-hvide farver.

Den 27årige fynbo med telefonnummer 13 31 13 efter sin klub var en af landets mest dominerende spillere og havde bl.a. været arkitekten bag B1913´s klare sejr over by-rivalerne fra B1909.

Endelig erstattede den solide Kurt Grønning Hansen fra B1913 den uheldige Jens Jørgen Hansen som venstre back.

De danske mestre fra Esbjerg fB var efterhånden kun repræsenteret af én spiller.

2 spillere John Madsen og Egon Jensen havde frivilligt meldt fra til landsholdet. Den tredje kandidat Carl Bertelsen var rejst til Skotland til en professionel karriere, og senest var Jens Jørgen Hansen altså blevet udelukket.

De to nøglespillere Bent Hansen og Ole Madsen havde fået nogle små skavanker efter turneringsrunden om søndagen og stod derfor over mod St. Pauli.

Danmark stillede op mod nordtyskerne i følgende formation:

De frie taktiske tøjler bekom landsholdet vel

Med en god halv times spil sidst i kampen fik landsholdet vist, at der var grund til at nære optimisme inden udekampen mod Finland fem dage senere om søndagen.

Landstræner Poul Petersen havde givet sine spillere frie tøjler, hvilket de rød-hvide tog godt imod.

Den genkomne højre wing Poul Pedersen fra AIA Aarhus, der havde været en af de dominerende spillere på OL-sølvholdet, og den unge Tom Søndergaard fra B93 viste wing spil af en klasse, som landsholdet ikke havde budt på i årevis.

Det var glædeligt, at landsholdet igen havde fået et par stærke wings, der kunne lægge bolden indover.

Tilsvarende tydeligt var tabet af anfører Ole Madsen. Selv om hans afløser Helge Jørgensen scorede to mål, savnede danskerne 3. divisionsspilleren som opspilsstation og trussel foran målet.

3 mål og gode takter gav optimisme inden opgøret i Helsinki

De 3.700 forventningsfulde tilskuere fik ikke meget underholdning eller godt fodboldspil ud af 1. halvleg.

Tempoet var moderat, og de danske spillere undgik nærkampe i den afslappede atmosfære.

Det var derfor ikke overraskende, at de tyske gæster kunne forlade 1. halvleg med en spinkel 1-0 føring.

Gæsternes suveræne Torjäger Peter Osterhoff udnyttede en misforståelse i det danske forsvar, hvor ingen fik sparket en løs bold væk. Nordtyskeren headede bolden over den fremstormende målmand Leif Nielsen.

Senere i 1. halvleg brændte esbjergenseren Jens Petersen et straffespark begået mod publikumsynglingen Poul Pedersen.

Den tyske målmand parerede Jens Petersens skud. Bolden endte via overliggeren hos EfB-halfbacken igen, der dog fejlede med sit hovedstød. Stillingen var fortsat 1-0 til nordtyskerne.

20 minutter inde i 2. halvleg var der udligning. Fynboen Jørgen Rasmussen serverede en god bold for sin ø-fælle Helge Jørgensen, der resolut sendte bolden i mål midt i en klump af tyskere.

Lidt senere fik Danmark et nyt straffespark, da den uheldige tyske back igen fældede den sprudlende olympiadehelt Poul Pedersen. Denne gang påtog den unge Tom Søndergaard sig ansvaret, og med et smukt venstrebensspark knaldede han bolden i mål.

Odense-spilleren Helge Jørgensen havde ikke fået nok af at score mål.

Han var ikke udtaget til kampen mod Finland, så for at markere sin klasse over for UK-medlemmerne, scorede han til sidst sit andet og Danmarks tredje mål. Mesterligt sparkede han bolden i mål i fuldt løb efter en dyb aflevering fra allestedsværende Poul Pedersen.

En tysk reducering kort før tid kunne ikke ødelægge det samlede indtryk af en vellykket træningskamp, hvor landsholdet fik vist, at det kunne score mål.

Det lave tilskuertal på 3.700 tilskuere på Aarhus Stadion skyldtes bl.a., at hele kampen blev vist i DR fra kl. 21.30.

Den fynske debutant Jørgen Rasmussen fra B 1913 lavede Danmarks trøstmål fire minutter før tid. Han headede midt for mål bolden ind efter et frisparksindlæg fra Tom Søndergaard. Bolden kom ind i målfeltet fra venstre side. Den finske målmand kom på mellemhånd, da han ikke nåede frem til bolden (Foska/fodboldhistorik.dk).

Nordisk mesterskab 1964-1967 på Det Olympiske Stadion i Helsinki – ærgerrige finner knoklede og sparkede Danmark ud af opgøret og blev fortjent Nordisk Mester

Selv om Danmark historisk altid havde haft et godt tag på Suomi, var det med bange anelser, at landsholdet drog til de mange søers land.

Den imponerende sejr over Sverige tidligere på måneden samt det overraskende uafgjorte resultat året før i København indikerede stærkt, at finnerne nu var klar til at tage den eftertragtede sejr over danskerne.

Finland kunne faktisk med en sejr blive nordisk mester 1964.

I Finland var optimismen til at føle på og nok så vigtigt – den var berettiget. Finland var gået markant frem internationalt, medens Danmark havde tabt terræn.

Med to pågående wings og en ny angrebskonstellation uden midtbaneregissøren Ole Sørensen, der var sat på B-landsholdet, så Danmarks landshold sådan ud til årets fjerde landskamp, der gerne skulle give den første sejr:

Det fåtallige publikum gik glip af en sjælden finsk triumf mod Danmark

De velmotiverede, finske kraftkarle slog Danmark 2-1.

Det skabte jubel blandt de sølle få 16.000 tilskuere, der ikke fyldte meget på det store og noget ucharmerende betonstadion med plads til 90.000 tilskuere.

Finnerne var mødt op til kampen i Helsingfors fuld af optimisme, fordi holdet i den forudgående kamp havde slået Sverige 1-0 med et nyt og forynget hold. Sejren over Sverige skulle vise sig ikke at være en tilfældighed.

Nederlaget mod Finland i Helsingfors kom overraskende for de fleste, fordi landsholdet som hovedregel aldrig tabte til finnerne.

Finnernes sejr var helt fortjent.

I 2. halvleg udspillede finnerne landsholdet i en grad, som de danske spillere ikke var vant til i Helsingfors.

Trøstmålet til 1-2 blev sat ind i sidste øjeblik af debutanten Jørgen Rasmusen fra B1913.

Ikke mange minutter med regulært fodboldspil bekræftede den finske taktik

Danskerne begyndte kampen med ganske nydeligt spil, men efter 20 minutter havde det unge finske landshold fundet melodien fra kampen mod Sverige og pressede Danmark i bund med kraftbetonet og aggressivt spil.

En af de nye Harri Järvi bragte hjemmeholdet foran efter 25 minutters spil. Den unge komet udnyttede, at det danske forsvar lod ham stå mutters alene foran målet, medens det passivt afventede en offside-kendelse, som altså aldrig kom.

Kampen var præget af mange frispark, hvor begge hold var lige uskønne.

Den svenske dommer Bertil Lööw havde travlt med at fløjte og havde han haft overskud til at dømme alle unoderne, var minutterne med regulært fodboldspil blevet ganske få.

De mange frispark gik især ud over danskernes farligste angrebsvåben Ole Madsen, der mere lå ned end stod op. Det var tydeligt, at finnerne havde planlagt at neutralisere danskernes angrebs-es for enhver pris, og dommerens passivitet gjorde det nemt for hjemmeholdet.

I 1. halvleg havde Danmark to gode skud på målstolpen.

På en centring fra den genkomne Poul Pedersen bragede energiske Tom Søndergaard bolden på overliggeren. Et dansk mål havde i den periode været fortjent, og så kunne kampens udfald være blevet et andet.

Ole Madsen blev knoklet i stykker af finner, der ville vinde på deres fysik

Ole Madsen blev i 2. halvleg sat ud af spillet af det brutale finske spil.

Han trykkede et par ribben efter en tackling og var en færdig mand derefter. Efter kampen fandt nogle journalister, at de finske muskelmænd havde knoklet Ole Madsen i stykker.

Et kvarter før tid øgede Juhani Peltonen fra Bundesliga-klubben Hamburger Sport-Verein til 2-0 efter hjørnespark.

På det tidspunkt havde hjemmeholdet systematisk nedkæmpet Danmark, der var gået i opløsning. De 17.000 tilskuere på det Olympiske Stadion glædede sig over, at Finland nu også var ved at sænke Danmark.

Den finske taktik med at stække Ole Madsen gav gevinst.

Danskerne havde ikke andre strenge at spille på, da først anføreren var sat ud af spillet. Hverken Kjeld Thorst, AaB eller Jørgen Rasmussen, B1913 kom til at udgøre en trussel mod den finske målmand Martti Halme.

Den fynske debutant Jørgen Rasmussen fra B 1913 lavede Danmarks trøstmål fire minutter før tid.

Han headede midt for mål bolden ind efter et frisparksindlæg fra Tom Søndergaard. Bolden kom ind i målfeltet fra venstre side. Den finske målmand kom på mellemhånd, da han ikke nåede frem til bolden.

Hovedstødet var ganske kraftfuldt og bolden gik ind i venstre side af målet tæt ved målstolpen. Veteranen Poul Pedersen med landskamprekorden fulgte bolden helt frem til målstregen.

Poul Pedersen satte ny landskampsrekord med 50 kampe for Danmark

Århusklubben AIA’s højre wing Poul Pedersen spillede – efter et par års fravær – sin landskamp nr. 50 og satte dermed landskampsrekord. Han blev inden kampen hyldet midt på banen og fik blomster af anfører Ole Madsen.

Den ordinære målmand Leif Nielsen blev skadet i slutningen af første halvleg, da han blev ramt i nakken af en støvle, og måtte overlade pladsen til Max Møller fra Horsens.

I starten af 2. halvleg entrerede også Karl Hansen fra Køge banen som landskampens anden debutant i stedet for Kurt Grønning Hansen, der havde fået en fiberskade.

Ole Madsen tullede rundt med en ribbensskade og burde have været taget ud i midten af 2. halvleg.  

Den danske rigstræner Poul Petersen var rigtig godt gal i skralden.

”Man skulle tro, at finnernes eneste opgave var at sætte Ole Madsen ud af spillet ligegyldigt om det var på lovlig eller ulovlig vis”, rasede den ellers normalt beherskede landsholdsleder.

Da den tidligere landsholdsspiller havde raset af, konstaterede Poul Petersen mistrøstigt, at Danmark ikke længere kan slå til i landskampene. ”Det er ikke morsomt at skulle se det i øjnene, men sådan er det for tiden”, sagde Europa Poul resigneret.

DBU kritiserede ganske uhørt sine egne spillere

De to DBU-ledere, formand Ebbe Schwartz og UK-medlem Eyolf Kleven vendte skytset mod spillerne, som havde skuffet.

DBU-formanden fandt, at spillerne brokkede sig for meget over den svage svenske dommer, og UK-manden syntes, at spillerne ganske enkelt var for svage uden god boldbehandling. 

I Ekstrabladet konstaterede Julius ”Julle” Larsen uden skånsel, at landsholdet var en fiasko.

Kritikken haglede ned over DBU og rigstræner Poul Petersen, der lagde den forkerte taktik og ikke tillod de danske spillere at udfolde deres talent. I stedet blev holdet låst fast på en defensiv taktik, som spillerne ikke kunne forstå og håndtere.

Som eksempel anførte den optændte Julle, at finnerne kynisk fra starten havde valgt at smadre Danmarks farligste våben Ole Madsen.

Imedens tillod danskerne finnernes bedste mand Juhani Peltonen at styre hjemmeholdets opspil samt afgøre kampen i en situation, hvor han skulle have været tacklet ud af banen.

De mange danske uheld og skader kunne ikke dække over, at landsholdet var en skændsel.

Søndag den 06. september 1964 kl. 13.30: Danmark B-Finland B 3-3 (1-2)

B-landskamp på Næstved Stadion – det bedste var, at Danmark ikke tabte i en ny skuffelse mod Finland

Den erfarne AaB-træner Kaarlo Niilonen, der som bijob trænede reservelandsholdet, rådede over et på papiret godt hold med flere stærke profiler som Ole Sørensen og Henning Helbrandt samt et par spændende nye navne Palle Kähler og Ole Fritsen.

Næstved Stadion lagde græs til opgøret mod de finske reserver, der bestemt ikke måtte undervurderes.

Finsk energi gav en overrumplende føring

Danskerne skuffede i en kamp med et væld af fejlafleveringer og en uengageret indsats. De forventede primitive finner leverede det bedste spil i den kamp og var klart bedst i boldomgangen.

Med enkle korte afleveringer og flammende energi stormede de finske angribere igennem det vaklende danske forsvar og bragte sig ubesværet på 2-0 inden for de første 20 minutter.

Det så hverken godt ud for de 6000 sydsjællændere, der havde lagt vejen forbi Næstved Stadion eller det nye danske forsvar, som svigtede totalt.

Den nye mand Ole Fritsen holdt Danmark inde i kampen

På trods af de to mål stod det danske spil helt stille. Bolden blev kørt rundt uden mål og mening.

Værst stod det til med spilregissøren Ole Sørensen, der sjældent slap bolden og slet ikke kunne åbne det danske opspil med sine normale brillante bolde inden om backerne eller på tværs af banen.

Meget af det opbyggende spil blev overladt til andre, der ikke kunne bryde stilstanden.

Takket være den gennembrudsfarlige østjyde Ole Fritsen holdt Danmark sig lige inde i kampen.

Inden pausefløjtet nåede VB-angriberen både at ramme stolpen to gange samt score et vigtigt reduceringsmål, da han ene mand sled sig fri af den stærke finske centerhalf.

Det var ikke fortjent, at hjemmeholdet i 2. halvleg kom på 3-2. Medens bolden strøg ind hos den finske målmand, reddede den strålende danske målmand Nils Jensen flere oplagte chancer.

Symptomatisk for kampen kunne Danmark ikke holde føringen kampen ud. Et koks i forsvaret resulterede i, at Finland hev en uafgjort hjem som en flad afslutning på en flad B-landskamp. 

UK-formanden Erik Spang Larsen havde kun en kommentar efter kampen: ”Vi tabte da i hvert fald ikke……”.

En endnu mere diplomatisk finne Kaarlo Niilonen valgte at være en mand af få ord: ”Der er tidspunkter, hvor det bedst kan betale sig at tie stille”.

Modsat anførte den erfarne landsholdstræner, der havde været med siden 1961, at finnerne var betydeligt længere fremme end danskerne i at udvikle sine spillere på et højt teknisk og taktisk niveau.

Søndag den 06. september 1964 kl. 13.30: Danmark U-Finland U 3-2 (2-0)

Ungdomslandskamp på Randers Stadion – de unge talenter gav Danmark nyt håb efter to forfærdelige kampe mod Finland

Det danske ungdomslandshold var ramt af et par afbud, bl.a. måtte holdleder Ivan Jessen introducere helt nye backs.

På trods heraf var Danmark storfavorit og stillede på Randers Stadion med et hold, der ikke havde tabt i lang tid:

De unge danskere kørte rundt med finnerne

Den danske sejr på 3-2 var alt for lille og burde slet ikke være kommet i fare, da Finland reducerede i kampens slutning.

I den første halve time spillede ungdomslandsholdet noget af det bedste i de seneste år.

Finnerne halsede rundt efter hjemmeholdet og kun rent og skært uheld foran mål var årsag til, at Danmark ikke førte med både fire og fem mål.

Den store synder var Frems Leif Nielsen, der alene med målmanden brændte flere gange.

Hattrick af Hvidovres Leif Sørensen

De 5.000 tilskuere havde det strålende.

På måltavlen stod der 2-0 til Danmark på mål af allestedsværende Leif Sørensen, der blev godt serviceret af sine medspillere.

Den unge Hvidovre-spiller kronede sin strålende debut med endnu et mål i 2. halvleg. En hårdt skud uden for straffesparksfeltet gik ind helt oppe i hjørnet.

En føring på 3-0 to minutter før tid så ud som en sikker og yderst fortjent sejr, men af uransagelige grunde fik gæsterne puttet to mål ind hos den ellers sikre Knud Engedahl. 

Der kom for alvor nerver på til sidst.

Det blev dog ved næsten og lige ved for Finland, der kunne rejse hjem med æren i behold og i visheden om, at Finland var på vej frem med stormskridt på landsholdsniveau.

Det var efter kampen tydeligt, at DBU rådede over et usædvanligt talentfuld U23-landshold med mange potentielle landsholdsspillere.

Mange af reaktionerne på opvisningen i Randers handlede om, at DBU burde prioritere ungdomsspillerne mere bl.a. ved at arrangere flere landskampe mod andre nationer end de nordiske.

Flere samlinger med U-landsholdet og flere krævende kampe kunne hærde de unge talenter til at træde ind på A-landsholdet, hvor der i høj grad var brug for forstærkning efter kampene mod Finland.

Tirsdag den 15. september 1964 kl. 19.00: Københavns Boldspil Union-Østberlin XI (Østtyskland) 1-2 (1-0)

Venskabskamp i Københavns Idrætspark – måske skulle KBU træde i stedet for det ringe DBU-landshold?

Københavnerne havde i den foregående kamp pulveriseret JBU med 6-1 og planlagde derfor at stille med fuldstændig samme hold, som havde triumferet i Vejle.

Dog viste det sig, at Ole Madsen havde brækket et ribben i landskampen i Finland og måtte melde afbud. Han blev erstattet af Frems målfarlige Leif Nielsen, der havde brændt et utal af chancer i U23-landskampen mod Finland.

En anden KBU-profil Bent Hansen skulle på ferie. Tabet af ham var mere tvivlsomt, da OL-veteranen havde skuffet i Helsinki, så måske havde den solide midtbanespiller bedst af noget ferie.

Opmuntrende indsats mod det østtyske OL-landshold

Holdet fra Østberlin var identisk med det østtyske OL-landshold, der var i gang med at lægge sidste hånd på sin forberedelse inden afrejsen til Tokyo, hvor De Olympiske Lege skulle gennemføres i september/oktober. Faktisk havde kun to af gæsterne bopæl i Østberlin.

I 1. halvleg spillede KBU noget af det bedste i Idrætsparken i det forløbne år og beviste, at danske hold - på trods af ringere vilkår - spillemæssigt kunne hamle op med de bedste hold.

De elleve danskere var simpelthen bedre fodboldhjerner end deres modstandere, der godt nok havde kondition til 90 minutter og i teknisk henseende var værterne overlegne, men som aldrig overbeviste om, at de havde potentialet til at blive olympisk mester.

Bedre fysik hos berlinerne overtrumfede de gode danske fodboldhjerner i den sidste ende

På grund af det voldsomme regnvejr kom der kun 8.200 tilskuere.

Inden de trofaste tilhængere rigtig havde fundet sig til rette på de våde lægter, producerede københavnerne den første store chance. Den unge Leif Nielsen med tilnavnet Osten kom igennem midt for mål og fik fyret kanonen af, men desværre ingen mål.

Med Ole Sørensen som flittig igangsætter kom der flugt og fart over hjemmeholdets spil.

Netop den konstruktive KB-kreatør havde været i modvind i den seneste tid og var røget af landsholdet, men fremstod i regnen i Idrætsparken som genfødt med myriader af fremragende afleveringer, der helt splittede tyskernes forsvar.

KBU førte kun 1-0 ved halvleg på et mål af Leif Nielsen, der var en fuldgod erstatning for den skadede Ole Madsen.

Oplæggeren var den sprudlende Tom Søndergaard, der også benyttede kampen til at rejse sig igen efter et par mindre overbevisende kampe.

I 2. halvleg slog forskellen i holdenes kondition og træning sig for alvor igennem.

Østtyskerne var som en kværnende maskine, der ustandseligt kunne dreje rundt. Selv om Berlin-mandskabet fantasiløst prøvede at spille sig igennem på midten, hvor københavnerne stod stærkest, endte det hele med, at gæsterne hev en smal sejr hjem.

De dyngvåde københavnere havde dog fået en fin opmuntring, som der var stærkt behov for efter de mange skuffende landskampe uden en eneste sejr.

Enkelte på vej ud af stadion begyndte at mumle om, at KBU-holdet burde træde ind i stedet for landsholdet og på den måde være med til at løfte dansk landsholdfodbold ud af det dødvande, som det befandt sig i.

Onsdag den 23. september 1964 kl. 19.00: Stævnet/Alliancen-Tottenham Hotspurs FC (ENG) 2-1 (0-1)

Venskabskamp i Københavns Idrætspark – også Stævnet viste sig bedre end DBU-landsholdet i et internationalt opgør

Bestyrelsen for fodboldsammenslutningen Stævnet, der havde fået Hvidovre IF som nyt medlem, havde - efter mange års indsats - fået lokket det berømte engelske tophold Tottenham Hotspurs til København.

Anledningen var den traditionelle britiske festuge i Danmark.

Londonholdet anført af Jimmy Greaves, som københavnerne kendte godt fra DBU-jubilæumskampen tidligere på året, havde vundet The Double i 1961 og havde ikke været dårligere placeret end en fjerdeplads i den engelske 1. division siden.

Stævnet måtte undvære sine spillere fra KB, der var optaget af kampe i Messeby-turneringen samt en skadet Ole Madsen, men stillede ellers op i stærkeste opstilling:

De danske wings tog pynten af de berømte gæster

De to fremragende wings Tom Søndergaard og Leif Mortensen, der kom på holdet i sidste øjeblik i stedet for Frems Leif Nielsen, tog pynten af de engelske backs og kronede den sublime danske oplevelse med to flotte mål.

Det feterede hold fra London kom planmæssigt foran i 1. halvleg, men det var tydeligt, at de engelske spillere havde deres tanker andre steder end på grønsværen.

Tempoet var moderat i forhold til, hvad Tottenham normalt diskede op med i den hjemlige liga, og stjernen over alle stjernerne Jimmy Greaves så de 16.000 tilskuere kun i glimt.

Den britiske landsholdsangriber Jimmy Greaves passede godt på sig selv

Tottenhams topscorer Jimmy Greaves holdt sig klogeligt væk fra alle nærkampe.

Indimellem imponerede den engelske landsholdsangriber dog med smarte driblinger og eksplosive starter, hvor han viste det store publikum, at han var en spiller i verdensklasse.

Grunden til det succesfulde udfald af venskabskampe var, at Stævnets tætte forsvar håndterede gæsterne fornuftigt. Midtbane og forsvar rykkede tilbage i sluttet kreds, når briterne lidt for forudsigeligt prøvede at kombinere sig igennem.

Hvis der var ved at opstå fare for alvor, viste Frems Birger Larsen sig som briternes overmand i luftduellerne, hvor Tottenham kom til kort.

Det fik især betydning, når de hurtige engelske fløje kom bagom det danske forsvar, hvor Birger Larsen med sit gode overblik fik afværget.

Udligningen til 1-1 faldt, da den vakse Tom Søndergaard under publikums taktfaste bifald trak ind mod midten fra sin plads på højre fløj og hamrede bolden i netmaskerne.

På venstre fløj aflurede den tidligere udenlandsprofessionelle Leif Mortensen hurtigt fidusen. Et kvarter senere gentog han kunststykket, da han trak ind mod midten og med sit kolde højreben skød kuglen i nettet.

På vej hjem kunne de mange tilskuere reflektere over, hvordan det kunne være, at Stævnet og KBU tilsyneladende voksende med opgaven, når de stod overfor en klassemodstander, medens det danske landshold uvægerligt faldt sammen, når de fik modgang.

Samme aften tog B1909 i Odense imod berømte Real Madrid i Europa Cuppen for Mesterhold.

Forskellen på de to mandskaber var gæsternes koldblodige udnyttelse af alle chancer, hvilket førte til en sikker 5-2 sejr.

Fynboerne var ikke på noget tidspunkt nedspillet og præsterede også at score to gange. Der var 23.000 tilskuere på Odense Stadion.

Onsdag den 30. september 1964 kl. 19.00: Odense-Stævnet-Arsenal FC (ENG) 3-6 (1-2)

Venskabskamp på Odense Stadion – målene haglede ind i et opgør, som begge holds forsvar tog let på

Engelsk fodbold havde en særlig klang i ørerne for det danske fodboldpublikum.

Selvom de britiske klubber spillemæssigt var blevet overhalet ikke alene af de sydamerikanske ekvilibrister, men også af de europæiske rivaler i Sydeuropa, tiltrak engelske gæster - med deres karakteristiske kick and rush-spillestil - sig fortsat stor interesse.

På denne onsdag den 30. september var tre engelske tophold samtidig på besøg i de store danske provinsbyer.

I Odense tog et byhold imod Arsenal FC med legendariske Billy Wright på trænerbænken.

Hjemmeholdet var i store træk identisk med det hold fra Fynsk Boldspil Union, der havde spillet sig i finalen i unionsturneringen.

Fynboerne mønstrede et meget stærkt hold med en blanding af rutinerede profiler og unge talenter bl.a. det nye spændende navn Palle Kähler, der havde imponeret de spanske ledere i Real Madrid i Europa Cup-kampen.

Ingen spillere fra byens tredje store klub OB havde fundet vej til startopstillingen.

Lille fremmøde i Odense efter de store Europa Cup-kampe

De to store profiler på Arsenals hold var angriberne Joe Baker og George Eastham, der året før havde gjort grin med Stævnet i Messeby-turneringen, hvor briterne pulveriserede københavner-holdet med 7-1 i Idrætsparken.

Det beskedne fremmøde på 4.400 tilskuere viste, at det fynske publikum – efter Europa Cup-opgør mod VfB Stuttgart og Real Madrid - var blevet mætte af international topfodbold og ikke prioriterede en opvisningskamp særligt højt.

Englænderne kunne ikke greje Odense-holdets offside-taktik

De ni mål viste med alt tydelighed, at begge hold tog meget løst på tingene.

Kun i få perioder spillede gæsterne hurtigt og kvikt, og kun nogle fantastiske indslag fra Arsenals dominerende kreatør George Eastham reddede underholdningen.

En anden oplevelse var den unge George Armstrong, der scorede to gange og lignede en fremtidens mand.

Den fynske målmand Knud Engedahl havde mange fine redninger, men droppede bolden fælt i de sidste minutter af kampen, hvilket gjorde London-holdets sejr større end fortjent.

I begyndelsen af 2. halvleg ødelagde hjemmeholdet selvtilliden hos de overlegne gæster med en ny offside-taktik, som Arsenal-spillerne ikke rigtig kunne gennemskue.

Angriberne stod konsekvent på den forkerte side af forsvarerne, men i den sidste ende kunne fynboerne ikke udnytte det taktiske overtag.

Det var tilfredsstillende, at Odense kunne score tre mål mod et professionelt mandskab, og tilmed brændte Arno Hansen et straffespark i 1. halvleg.

Onsdag den 30. september 1964 kl. 19.00: Aalborg Alliancen-Preston North End FC (ENG) 0-2 (0-0)

Venskabskamp på Ålborg Stadion – nordjydernes kræfter slap op i 2. halvleg og gav briterne en nem sejr

Det kombinerede Aalborg-hold af spillere fra 2. divisionsklubben AaB samt Aalborg Chang og Aalborg Freja spillede i 1. halvleg mere end lige op mod det anerkendte britiske 2. divisionshold Preston North End.

Gæsterne havde i maj 1964 tabt den engelske cupfinale til West Ham United.

Landsholdsangriberen Kjeld Thorst hamrede bolden på målstolpen, og de ihærdige nordjyder løb og kombinerede i et utroligt højt tempo, der matchede gæsternes.

Forsvaret var sikkert med AaB-centerhalfen Preben Larsen som en sidste sikker bastion, der fik Udtagelseskomiteen til at tage notater med henblik på de kommende landskampe.

Prisen for den store arbejdsindsats kom i 2. halvleg, hvor hjemmeholdet faldt helt sammen.

Udmattet af de mange tilbagelagte meter og hårde tacklinger i 1. halvleg kunne Aalborg-holdet ikke stå distancen.

Gæsternes store stjerne Alex Dawson nettede to gange, da de nordjyske kræfter var sluppet op

Onsdag den 30. september 1964 kl. 19.30: AGF-Sheffield Wednesday FC (ENG) 4-1 (3-0)

Venskabskamp på Århus Stadion – klubfodboldens succes blev ved, da endnu et dansk amatørhold besejrede proffer fra Storbritannien

Ingen af 5.200 tilskuere på Aarhus Stadion kunne se en forskel mellem de lokale amatørspillere og de fuldtidsprofessionelle spillere fra den engelske 1. division.

Hvis der var en forskel, var den ubetinget til hjemmeholdets fordel, der sensationelt vandt 4-1 og derved igen dokumenterede, at danske amatørhold i de rette omgivelser kunne overgå sig selv.

De engelske gæster var nede i sækken efter 20 minutter

Løjerne begyndte allerede efter ét minuts spilletid, da aftenens store profil Jørn Bjerregaard indledte sit hattrick med at banke bolden forbi den engelske landsholdsmålmand Ron Springett.

Inden der var spillet 20 minutter, stod der 3-0 på resultattavlen.

Gæsterne var nede i sækken, og på trods af mere spildominans i resten af kampen samt et par udskiftninger, lykkedes det aldrig onsdags-drengene at vende kampen.

Sheffield Wednesday var en markant skuffelse.

Gæsterne løb konstant i offside og kunne heller ikke få kombinationerne til at hænge sammen. Briterne kom sig aldrig over chokåbningen, hvor de kom bagud uden at havde rørt bolden overhovedet.

Facit af den engelske fodbolduge med fire kampe var, at Danmark vandt to matcher og tabte to, hvilket var overraskende godt og måske kunne puste liv i dansk landsholdsfodbold inden kampen mod Norge og de kommende opgør i VM-kvalifikationen.

For dem, som ikke interesserede sig for fodbold, havde ugerne op til venskabskampene budt på et overvældende regentbryllup i Athen, hvor den danske prinsesse Anne-Marie blev gift med den græske konge.

Eksplosionen af en stor gastank i Valby i den forudgående weekend kunne havde udviklet sig til en katastrofe. Fem mennesker omkom og mere end 200 blev såret i den største eksplosion i landet siden 2. verdenskrig, der havde følgevirkninger mere end 5 km fra gasværket.

Den unge fynbo Palle Kähler var dog klart den hurtigste på banen og klarede sig sammen med Hvidovres Leif Sørensen tilfredsstillende. Deres samarbejde i højre side var fortrinligt og pegede på en fælles landsholdsudtagelse (Scanpix/Ritzau)

Lukket udtagelseskamp på Odense Stadion – krisestemning i DBU efter rædderligt landskampsår førte til en lukket træningskamp

Udtagelseskampen i Odense kom i stand i forlængelse af et daglangt bestyrelsesmøde i DBU, hvor DBU-lederne drøftede krisen i dansk landsholdsfodbold, der grundlæggende handlede om DBU´s egne værdier og mål.

Landsholdet var hægtet af internationalt, også i forhold til de andre nordiske lande.

Uroen og frustrationerne ulmede blandt spillerne, der blev mødt med flere og flere krav og forventninger, men ikke fik tilbudt de nødvendige rammer i forhold til træning og forberedelse.

Den skrevne presse kastede mere benzin på bålet med indlæg og artikler, der stillede spørgsmålstegn ved DBU-ledernes virkelighedsopfattelse og realitetssans, særlig i forhold til unionens stædige fastholdelse af et amatørbegreb, som ingen andre sammenlignelige lande holdt sig til

Det var bl.a. blevet eksemplificeret i Italien, hvor det italienske fodboldforbund trak sit OL-landshold fra olympiaden i Tokyo, fordi spillerne ikke ville blive anerkendt som amatører, selv om de havde kvalificeret sig.

Det italienske OL-hold bestod af unge professionelle f.eks. Gianni Rivera fra AC Milan og Sandro Mazzola fra Europa Cup-vinderen FC Internationale fra den italienske liga, der gennem klare sejre over bl.a. Polen havde bragt støvlelandet til OL.

Til den lukkede udtagelseskamp, hvor publikum ikke havde adgang, udtog udtagelseskomiteen følgende to hold, i hvilken anledning DBU gjorde udtrykkelig opmærksom på, at hold I ikke nødvendigvis var identisk med landsholdet mod de norske naboer senere på måneden:

De nye navne på landsholdet var tiltrængt

Danmark I havde fået tilgang af den lovende wing Palle Kähler fra B1909, der i september havde imponeret i fynboernes internationale kampe samt den skudstærke Leif Sørensen, som var manden bag Hvidovres store succes i toppen af 2. division.

Desuden var der et kærkomment comeback til landsholdets strateg Ole Sørensen, der var ved at finde tilbage til sit sædvanlige høje niveau og bl.a. havde imponeret mod Tottenham Hotspurs.

25 gode spillere skulle kæmpe om de 11 startpladser mod Norge

Danmark II bestod af formstærke spillere, der var på vej frem samt et par veteraner, der aktuelt ikke var i landsholdsform, men efter et par gode kampe nemt kunne finde vej tilbage i startopstillingen.

6 af spillerne var fra klubber i 2. og 3. division.

I det hele taget var der mange gode spillere blandt de 25 spillere, der skulle til Odense, så udfordringen for UK blev at sammensætte dem rigtigt. 

Udtagelseskampen blev afviklet kort før åbningen af De Olympiske Lege i Tokio.

På lægterne sad hele DBU-udtagelseskomiteen bestående af:

• Erik Spang Larsen (formand)
• Erik Hansen
• Eyolf Kleven
• Jørgen Leschly Sørensen
• Ib Skotnborg

De to testhold gav hinanden en god og jævnbyrdig kamp, hvor det var svært for udtagelseskomiteen at se forskel på de bedste og de næstbedste.

UK havde skabt spænding om kampen ved at udtale, at indsatsen på banen var afgørende for, hvem der blev nomineret til hjemmekampen mod Norge senere på ugen.

Det var tydeligt at mærke på spillernes indstilling.

Det intense opgør på godt niveau havde fortjent en solid tilskueropbakning.

I 1. halvleg dominerede Danmark II-landsholdet under ledelse af Ivan Jessen med en sprudlende VB-forward Ole Fritsen, der klart overstrålede Danmark I-holdets Ole Madsen.

Det var fuldt fortjent, at II-kæden vandt 1. halvleg på et mål af netop Ole Fritsen.

Han var blevet godt sat i scene af Helge Jørgensen, Odense KFUM, der bankede på døren til A-kæden. Danmark II kunne nemt have ført med flere mål og bl.a. Poul Pedersen havde et drøn på målstolpen.

I 2. halvleg begyndte Danmark I-holdet efter ordre fra rigstræner Poul Petersen at markere modstanderen tættere.

Hurtigt udlignede Hvidovres Leif Sørensen til 1-1, da KB-målmanden Max Møller tabte bolden for fødderne af ham.

Ole Madsen havde besluttet at revanchere sig for den svage 1. halvleg og bragte Danmark I foran 2-1. Oplægsholder var KB-strategen Ole Sørensen, der var tilbage efter en skade.

Landsholdskometen Tom Søndergaard ville ikke stå tilbage for veteranerne. Efter en fiks dribletur gennem Danmark II-forsvaret øgede B93-spilleren til 3-1. B93-profilen havde tidligere brændt et straffespark.

Bundsolide Ole Madsen, der var kommet sig over sit brækkede ribben, lukkede festen med sit andet mål til 4-1.

Mand til mand endte kampen også uafgjort.

Det var vanskeligt at pege på spillere fra Danmark I, der afgørende havde distanceret sin kollega på Danmark II.

Den unge fynbo Palle Kähler var dog klart den hurtigste på banen og klarede sig sammen med Hvidovres Leif Sørensen tilfredsstillende. Deres samarbejde i højre side var fortrinligt og pegede på en fælles landsholdsudtagelse.

Det var trist, at der ikke var tilskuere til kampen.

Ofte kunne man - på de tomme tribuner - høre spillerne råbe til hinanden. De mange fodboldfans, der måtte blive derhjemme, gik glip af en kamp på højt niveau og med mange tekniske lækkerier.

Den danske anfører Ole Madsen havde allerede blikket stift rettet på de to kommende VM-kvalifikationskampe. ”Vi går nu ud til de to kampe med masser af selvtillid”, sagde han koldblodigt og var så ikke helt tilfreds med, at danskerne ikke havde vundet større (Scanpix/Ritzau).

Nordisk mesterskab 1964-1967 i Københavns Idrætspark – endnu engang skaffede Ole Madsen en sejr til landsholdet, medens nervøse nordmænd ikke kunne overvinde deres danskerkompleks

Det norske landshold havde meget af spille for i København.

Med en sejr over Danmark ville de norske gutter blive kåret som nordisk mester i 1964 efter forudgående sejre over Finland og uafgjort mod Sverige. Desværre for nordmændene måtte deres største profil Roald ”Kniksen” Jensen fra Bergen-klubben SK Brann på forhånd melde fra med en fodskade.

Danmark derimod lå på sidstepladsen i den nordiske pulje med 0 point og kunne selv med en tiltrængt sejr ikke spille sig væk fra den lidet flatterende jumboplads, der til fulde dokumenterede, at det danske landshold også i skandinavisk sammenhæng var hægtet helt af.

Efter udtagelseskampen i Odense valgte DBU´s udtagelseskomite at prøve nye spillere.

Det havde også været svært at begrunde en udtagelseskamp med deltagelse af 26 spillere, såfremt det ikke havde ført til en fornyelse af landsholdet, der endnu ikke havde vundet i 1964.

Den hurtige, moderne højre back Leif Hartwig var et naturligt valg. Sammen med sine holdkammerater i B1909 havde den 21årige fynbo været en af de dominerende forsvarere i 1. division.

Helt efter forventningerne var det også, at den anden stærke fynbo Palle Kähler afløste 50kamps-jubilaren Poul Pedersen. Den stabile B1909-wing havde placeret sig som en af de hurtigste spillere i landet og havde fået international erfaring i efteråret.

De solide midtbanespillere Ole Sørensen og Kjeld Thorst vendte tilbage til landsholdet og skulle med deres rutine være med til at sikre Danmark den forløsende sejr over Norge.

Udtagelseskomiteens interne uenigheder om valg af spillere nåede overraskende ud til offentligheden

I Ekstrabladet hed det sig, at rigstræner Poul Petersen havde foretrukket Leif Sørensen fremfor Kjeld Thorst, da HIF-innerwingen passede bedre sammen med den lynhurtige Palle Kähler. Det var også opstillingen for Danmark I i træningskampen på Odense Stadion.

Det var første gang, at historier om uenighed vedr. konkrete spillere kom uden for udtagelseskomiteens mødelokale, og journalist Svend Nielsen i Ekstrabladet undrede sig over, at UK forbigik en landstræner, der med studierejser til Norges og Wales´ seneste landskampe havde forberedt en fornuftig taktik.

I lyset af landsholdets ringe indsats var det overraskende, at næsten 41.000 tilskuere mødte frem i Idrætsparken og bød det forholdsvis urutinerede danske hold velkommen:

De mange tilskuere skabte den gode landskampsstemning

Det var først og fremmest den dobbelte målscorer Ole Madsens fortjeneste, at landsholdet vandt med 2-0 over Norge på en mudret og tung bane.

Under kyndig ledelse af den finske dommer Eric Beijar overværede 40.700 tilskuere, at landsholdet fik en tiltrængt oprejsning for de forudgående nederlag til Sverige og Finland.

Indimellem var der rigtig landskampstemning i den gamle park, hvor de glade tilskuere fik mange danske målchancer at klappe og juble ad. Nogen stor landskamp var det dog ikke spillemæssigt, men det blev glemt på grund af tilskuernes begejstring og medleven i matchen.

Norge fik til gengæld bekræftet, at holdet har et danskerkompleks. Det bedste norske landshold i mange år troede aldrig for alvor på sejren og skuffede i den afgørende kamp om det nordiske mesterskab.

Kampen begyndte med 6 norske hjørnespark i det første kvarter, hvilket skabte bange anelser både på trænerbænken og blandt tilskuerne.

De i blå bluser og røde bukser klædte gæster sværmede om det danske mål, men den store norske centerforward Harald Dutte Berg fra Bodø, der havde trænet med målmand Leif Nielsen i London, var for langsom og missede et par chancer. Så danskerne slap med skrækken i kampens indledning.

Den danske udskiftningsbænk havde besluttet sig for en offensiv tilgang til brødreopgøret.

Ole Sørensen fik styr på tropperne og begyndte at svinge taktstokken med sine mesterlige afleveringer. Danskerne fik chancer og mere og mere selvtillid, medens nordmændene bakkede tilbage, hvilket gav plads til manden med 49 landskampe Bent Hansen, der fik sat sine holdkammerater i scene.

På blokken blev der noteret skud på mål af Ole Madsen, Kjeld Thorst, Tom Søndergaard og Palle Kähler.

Det forløsende føringsmål kom dog først 2 minutter før halvlegspause.

Målet opstod, da den norske målmand Kjell Kaspersen fra Skeid i Oslo parerede et godt skud fra innerwingen Ole Sørensen. Bolden sprang fra målmanden på tværs af målet til den årvågne Ole Madsen. Han trak bolden kort forbi målmanden og skød den fladt forbi. Bolden gik ind i det modsatte hjørne.

Danmark kunne gå til pause med en fortjent føring.

Uafgjort ville gøre Norge til nordisk mester, så der blev kæmpet i alle 90. minutter

Danskerne åbnede 2. halvleg med en kæmpechance til Tom Søndergaard og danskerne var fortsat klart dominerende i 2. halvleg. Men nordmændene var ikke helt slået ud og havde også et nordisk mesterskab at kæmpe for. Blot et mål, og Norge ville være nr. 1 i tabellen. Det blev også til et par gode forsøg, men ofte kom der en dansk fod i vejen.

Kampens afgørelse faldt dog først 7 minutter før tid, da knockout-Ole slog til igen med sit andet mål.

AaB-angriberen Kjeld Thorst afleverede til Ole Madsen, der stod med ryggen mod mål på kanten af det norske straffesparksfelt med to nordmænd omkring sig. Ole Madsen drejede lynhurtigt omkring sig selv, trak kort med bolden og skød med højre fod hårdt forbi målmanden. De norske forsvarere reagerede alt for langsomt og blev overrasket over Ole Madsens korte træk og hurtige skudafvikling.

Nordmændenes taktik havde været at holde Ole Madsen nede, fordi de øvrige danske angribere Kjeld Thorst og Tom Søndergaard ikke havde samme farlighed. Desværre for Norge kunne de ikke holde Ole Madsen fra at true det norske mål.

Kampen var samlet set en løfterig optakt til den efterfølgende VM-kvalifikationskamp mod Wales.

Der blev præsenteret 2 lovende debutanter Leif Hartwig, der havde fint styr på sin direkte modstander, og Palle Kähler, der viste sin hurtighed og ene mand løb fra det norske forsvar.

Forsvaret med allestedsnærværende Birger Larsen, solide Leif Hartwig og effektive Bent Volmer stod stærkt, og Ole Madsen viste sig som en effektiv afslutter, der næsten ene mand kunne afgøre en landskamp.

For en gangs skyld havde landstræneren noget at smile ad

En af de mest smilende og tilfredse i omklædningsrummet efter kampen var den danske træner Poul Petersen, der omsider nød sejrens sødme.

Han fandt, at kampen havde givet noget at bygge videre på. ”Der var mange forfriskende momenter i landsholdets spil i dag”, sagde han og ærgrede sig kun over, at den nye fløj Palle Kähler ikke ordentligt blev sat i spil.

Den danske anfører Ole Madsen havde allerede blikket stift rettet på de to kommende VM-kvalifikationskampe. ”Vi går nu ud til de to kampe med masser af selvtillid”, sagde han koldblodigt og var så ikke helt tilfreds med, at danskerne ikke havde vundet større.

Finland blev overraskende nordisk mester foran Sverige og Norge og med Danmark på sidstepladsen.

Søndag den 11. oktober 1964 kl. 16.00: Norge B-Danmark B 2-2 (2-1)

B-landskamp på Sarpsborg Stadion – den lange rejse med den megen ventetid havde sløvet danskerne så meget, at kun norsk uheld gav et heldigt uafgjort

Til reserveholdslandskampen i Sarpsborg valgte udtagelseskomiteen at satse hele butikken.

B-holdet var domineret af mange nye navne, der havde gjort det strålende i efterårets kampe i Danmarksturneringen og - opmuntret af positive skriverier i aviserne - havde skaffet sig opmærksomhed om deres kvaliteter på en fodboldbane.

Det førte bl.a. til, at landsholdveteranen Poul Pedersen, der havde spillet hele kampen mod Finland, slet ikke fik plads på B-landsholdet, heller ikke på reservebænken.

DBU satte overraskende OL-veteranen Poul Pedersen af holdet

Den 32årige OL-helt undrede sig også over, at han på mindre end måned var gået fra at være udtaget til landsholdet til at være helt uden for. Han anerkendte, at den unge odenseaner Palle Kähler skulle have chancen mod Norge, men var forbavset over, at han slet ikke kunne bruges mere af DBU. 

Reservelandsholdet var kommet al for tidligt til Sarpsborg og kedede sig bravt i regnvejret, der forhindrede træning på kampbanen.

Efter et kedeligt døgn løb følgende hold på banen:

Sløve danskere blev taget på sengen efter den lange rejse med alt for meget ventetid

Den odenseanske 2. divisionsspiller Helge Jørgensen var bedste dansker i en udmærket landskamp, som Norges reserver burde have vundet. Til tider var danskerne, der virkede sløve efter den lange ventetid, spillet helt ned.

Alt tegnede også til en sejr til hjemmeholdet efter en halv time, hvor de 3.500 tilskuere kunne aflæse cifrene 2-0 på måltavlen i Sarpsborg tæt på grænsen til Sverige.

Nordmændene havde taget danskerne på sengen med en spændende ny taktik med to spydspidser over for den mutters alene centerhalf Jørgen Jespersen, der forgæves forsøgte at kalde sine to offensive halfbacks tilbage på banen for at hjælpe.

Danskerne tabte imidlertid ikke modet af den sløje start. En reducering til 1-2 inden halvleg blev vigtig for Danmark.

I begyndelsen af 2. halvleg testede Norge målstolpen bag målmand Heinz Hildebrandt to gange, men Danmark slap med skrækken.

I stedet udlignede den skudstærke Helge Jørgensen til 2-2. Norge var noget uheldige i 2. halvleg, dels brændte nordboerne et par store chancer, dels måtte to mand udgå med skader.

De danske wings Knud Pedersen og Vagn Hedeager var konstante trusler mod det vakkelvorne norske forsvar. Især den nye Esbjerg-wing Knud Petersen drev gæk med sin direkte modstander.

I det hele taget gjorde de mange nye folk det godt nok, men ingen trådte i karakter for alvor. Det var tvivlsomt, om A-landsholdet kunne hente forstærkninger fra reservelandsholdet.

De norske ledere var skuffede over danskernes svage spil. Som i København havde Norge alle chancer for at vinde, men alligevel mislykkedes det.

Søndag den 11. oktober 1964 kl. 13.30: Norge U-Danmark U 0-3 (0-1)

Ungdomslandskamp på Tønsberg Gressbane – Danmark blev Nordisk Mester på trods af landskampårets dårligste ungeindsats

Holdet til ungdomslandskampen i Tønsberg gav sig selv, fordi Danmark var ubesejret i Norden og stormede frem mod at genvinde det nordiske mesterskab.

Et par afbud kort før kampen førte dog til, at den unge B1903-målmand Torben Jensen og nordjyden Bjarne Lildballe måtte hoppe ind som afløsere:

De unge danskere brændte alt for mange chancer

Det bedste ved denne ungdomslandskamp var, at Danmark var nordisk mester, da dommeren fløjtede opgøret af.

Danmark vandt 3-0 uden at imponere, og indtil syv minutter før tid var kampen åben.

De 2.800 tilskuere i Tønsberg så, at gæsterne lagde frisk fra kaj.

Den fortræffelige boldspiller Leif Sørensen spillede en lang bold inden om den norske back til Jørn Bjerregaard. Den hurtige østjyde styrtede ned mod baglinjen og lagde en perfekt pasning ind mod midten, hvor den nye aalborgenser Bjarne Lildballe blot skulle passere den norske målmand.

Symptomatisk for resten af opgøret lossede Bjarne Lildballe kuglen langt over målet.

Den norske fantommålmand forhindrede de danske favoritter i at afgøre opgøret tidligt

Den våde og fedtede bane bekom ikke nogen af holdene vel.

Til stor frustration for Danmark begyndte den unge norske målmand at vise klasse. Han tog alle forsøg fra de uheldige danskere, både skud på mål og hovedstød.

Danskerne fik først noget ud af det spilmæssige overtag fem minutter før pausen, da Leif Sørensen på en aflevering af den chanceskabende Jørn Bjerregaard passerede den norske fantommålmand.

I 2. halvleg beherskede de unge danskere fortsat spillet. Antallet af afbrændere blev dog mere og mere pinligt. Især Frems komet Leif Nielsen var meget uheldig og kunne simpelthen ikke ramme bolden den søndag i Norge.

Pludselig fik Norge så den mulighed, der kunne have givet udligning. Den pålidelige Børge Thorup fik dog tacklet i sidste øjeblik, da en nordmand slap alene igennem.

B1909´s langlemmede Mogens Berg kronede en fin indsats med at score to mål i slutningen af kampen.

På den danske midtbane markerede den konstruktive Leif Sørensen sig så godt, at han bestemt var en mulighed til landsholdet mod Wales.

Den anden glædelige nye tilkomst var centerhalfen Ole Forsing, der både var dominerende i luften og ved sin forudseenhed stod som en klippe i forsvaret.

Holdleder Ivan Jessen var glad for sejren, men ærgrede sig over, at ungdomslandsholdet i denne finale havde spillet den ringeste kamp i år.

Frem-spilleren Birger Larsen var igen sikker ankermand i forsvarets midte godt støttet af Bent Hansen. Den hovedstødstærke centerhalf Mike England fra Blackburn Rovers blev flere gange trukket med frem ved dødbolde, men stærkt spil af Frem-stopperen Birger Larsen og målmand Leif Nielsen forhindrede briterne i at få point (Scanpix/Ritzau)

VM-kvalifikationskamp (1) i Københavns Idrætspark – sensationel sejr over professionelle briter gav Danmark en fremragende start på den lange VM-vej til England

Efter VM-slutrunden i Chile i 1962 skulle den næste VM-slutrunde afholdes i England, som var fodboldens moderland.

Gennem en række kvalifikationskampe skulle 14 deltagere udover værtslandet og verdensmestrene fra Brasilien nomineres. Danmark havde tilmeldt sig VM-kvalifikationen, fordi DBU var medlem af UEFA og derfor følte sig forpligtet til at bakke op om UEFA´s europæiske kvalifikationsturnering.

Da Danmark fortsat var et af Europas sidste lande med ren amatørfodbold, og da DBU håndhævede sine amatørbestemmelser mere rigidt end andre amatørlande inkl. Norge og Finland, havde landsholdet ikke udsigt til at komme i betragtning.

De professionelle var bandlyst og de tidligere professionelle kunne kun komme på landsholdet efter et helt års karantæne.

På den måde slap DBU også for de evindelige diskussioner om at forstærke landsholdet med de stærke professionelle eller evt. en særlig honorering af spillerne, hvis Danmark kom til en VM-slutrunde, hvis varighed var 3 uger.

Danmark var ved lodtrækningen havnet i gruppe med storfavoritten Sovjetunionen, det uberegnelige Grækenland og et ambitiøst Wales, der med anfører og centerhalf Mike England i spidsen havde store ambitioner om at slå sig igennem til at spille på en slags hjemmebane i Storbritannien.

Målet for DBU var, at gode resultater mod Wales og Grækenland skulle skabe mere selvtillid på landsholdet og en bedre omtale af DBU.

Med det klare udgangspunkt gav DBU´s udtagelseskomite genvalg til hele det sejrrige Norges-hold, dvs. både startopstilling og de fire reserver. Man bør ikke ændre en vinderhold, var den tydelige devise.

Enkelte journalister spekulerede over, om holdleder Poul Petersen igen var blevet tilsidesat af UK, fordi han efter Norges-kampen havde udtalt til Politiken, at han kun ønskede én ændring til VM-opgøret mod Wales.

DBU skulle som noget nyt nominere en bruttotrup til VM-kvalifikationskampe

Da det drejede sig om en VM-kvalifikationskamp, havde DBU iflg. FIFA´s VM-reglement pligt til at overlevere en liste på 22 spillere. Skadesbetingede ændringer af holdet måtte alene ske ved at indsætte erstatningsspillere fra denne bruttotrup.

De syv reservespillere var følgende:

• Knud Engedahl, B1913 (målmand)
• Kurt Grønning, B1913
• Ole Forsing, B1903
• Frank Johansen, KB
• Leif Sørensen, Hvidovre IF
• Helge Jørgensen, Odense KFUM
• Mogens Berg, B1909

Denne bruttoliste var ikke helt uinteressant at studere for spillere og klubber, da den indikerede, hvilke spillere var på vej til landsholdet. Påfaldende var det især, at 3 spillere fra det succesrige ungdomslandshold var kravlet pænt højt op i spillerhierarkiet.

Dagen før matchen trådte en nervøs Ole Fritsen ind på holdet i stedet for Kjeld Thorst.

Det kunne næppe blive en vanskeligere debutkamp for den unge VB-spiller, der kun havde spillet i Vejle siden januar og for tiden aftjente sin værnepligt i Karup.

Wales var storfavorit og på jagt efter de to første VM-point

Wales bestod af fuldtidsprofessionelle spillere fra de engelske divisioner og var meget opsat på at høste de to første point i VM-kvalifikationen.

Manager Dave Bowens tropper var dog alvorlig svækket af afbud fra nationalhelten John Charles og den nye stjernespiller Ivor Allchurch. De to Cardiff-profiler var skadet.

De britiske gæster var favoritter mod Danmark i kraft af deres klart bedre fysik og større nærkampsstyrke. Hjemmeholdets mulighed lå i, at Wales havde svært ved at score mål, om end holdet i den seneste kamp havde scoret tre mål mod Skotland og havde vundet 3-2.

Den danske énmandshær Ole Madsen kunne til enhver tid matche waliserne i hurtighed. Hvis den sprudlende boldvirtuos kunne få gang i målscoringen, havde Danmark en realistisk sejrschance.

Landskamp i skyggen af DBU-formand Ebbe Schwartzs bortgang

Et dødsfald kastede dog en mørk skygge over kampen. DBU´s mangeårige formand Ebbe Schwartz fik på vej hjem fra olympiaden i Tokyo i forbindelse med en mellemlanding på Hawaii et hjerteslag og afgik ved døden. Han blev 63 år.

DBU strøg naturligvis alle officielle festligheder og banketter i forbindelse med kampen. Med kampens dommer Othar Huber fra Schweiz blev det arrangeret, at spillerne efter kampstart skulle holde ét minus stilhed i respekt for den bortgåede formand.

Danmark indledte sensationelt den lange vej mod VM-slutrunden 1966 i England med at slå Wales på et fremragende mål af Ole Madsen. 22.800 begejstrede tilskuere, hvilket var en del færre end forventet, overværede kampen.

Mange tilskuere var formodentlig mødt op i Københavns Idrætspark for at se et typisk britisk hold, der kunne vække minder om de berømte Englandskampe, der var meget populære i mange år.

Danskerne fik en rask start på kampen. Anført af debutanten Ole Fritsen kom hjemmeholdet frem til flere muligheder. Det så pænt ud for det højstemte hjemmepublikum, men rigtig farligt var det ikke for modstanderen.

Gæsterne blev uretmæssigt snydt for et mål i midten af 1. halvleg, hvor innerwing Barrie Jones fra Plymouth FC hamrede bolden i mål, men fik annulleret målet på grund af en medspillers tvivlsomme offside.

Det var faktisk beundringsværdigt, at gæsterne tolererede den fejlkendelse af dommer Othar Huber, fordi medspilleren havde absolut ingen indflydelse på spillet, da han befandt sig langt væk.

Mod slutningen af halvlegen havde danskerne tre gode forsøg i rap.

Først hamrede den veloplagte Ole Madsen kuglen på mål, så den unge Gary Sprake måtte kaste sig langs jorden. Lidt senere headede Ole Madsen bolden over mål og til sidst tvang Palle Kähler den walisiske målmand til en ny stor redning, da Odense-manden skød på mål udefra.

Det så lovende ud for danskerne inden pausen.

Ole Madsen kunne briterne ikke finde ud af, og han scorede det vigtige mål i starten af 2. halvleg. Målet var et resultat af et af hans karakteristiske hyper farlige enmandstogter, hvor Madsen trampede, skubbede og fintede sig igennem et forsvar på hælene.

Ved midterlinje erobrede Ole Madsen bolden fra den walisiske centerhalf Mike England og stormede af sted mod mål langs banens længdeakse. Efter 3 lange træk var Ole Madsen helt alene med målmanden Gary Sprake, der kom ud for at dække sit mål.

2 forsvarere forsøgte også at afskære Madsen vejen til målet. Inde i feltet fintede Ole Madsen - med en bevægelse af sit højre ben - et skud til venstre for målmanden. Målmanden satte sig ned mod venstre, hvorefter Madsen med sit venstre ben placerede bolden op i det korte hjørne til højre for den siddende målmand. Det er en eminent kropsfinte, der fuldstændig narrede den unge waliser.

De mange tilskuere kunne i resten af halvlegen forbavset konstatere, at Wales ikke var i stand til at skabe chancer. Hjørnespark og frispark var den eneste mulighed, og da det danske forsvar stod godt ved de høje indlæg, fik gæsterne ingen store muligheder.

Danmark havde også held med i 2. halvleg at teste den unge keeper i Wales´mål et par gange. Tættest på kom Palle Kähler med et hovedstød og Ole Sørensen med et smukt langskud.

Til sidst red Danmark stormen af foran de begejstrede tilskuere. Det danske landshold kunne sætte 2 gode point ind på VM-kontoen i en kvalifikationsgruppe, hvor der var 12 point at spille om.

Waliserne havde ikke meget flydende kombinationsspil at byde på, men satsede på typisk britisk maner på kraft og hårdhed, dog ikke ureglementeret spil, selv om backen Graham Williams blev forfulgt af tilskuerne efter at have væltet Palle Kähler.

Angrebsmæssigt var Wales alene farlige foran det danske mål ved dødbolde, hvor de kunne forsøge at ramme Mike Englands hoved.

De walisiske angribere Brian Godfrey, Wyn Davies og Cliff Jones, som publikum i september havde set spille for Tottenham Hotspurs mod Stævnet, tilspillede sig derfor overraskende få muligheder. Venstre wing Ron Rees fra Coventry City brændte få minutter før tid stor chance tæt under mål.

Det mest glædelig for Danmark var, at walisernes forventede bedre kondition fra den engelske liga ingen forskel gjorde i den sidste ende.

I VM-kvalifikationskampene var det forbudt at udskifte spillere, også hvis de blev skadet.

Flere af danskerne humpede småskadede rundt på banen i 2. halvleg og ville gerne have været udskiftet. Værst stod det til med Ole Madsen, der fra midten af 2. halvleg måtte rykke ud som en passiv venstre wing.

Kampen blev også en stor begivenhed for den 31årige Bent Hansen fra B1903.

Han blev af tilskuere og medspillere hyldet for landskamp nr. 50. Efter en svag start på kampen spillede fløjhalfen sig gevaldigt op i løbet af kampen og sluttede som en af de bedste danskere.

Da Ekstrabladets sportsredaktør Axel Alstrup var til OL i Tokyo, lavede frokostavisen denne gang ikke den obligatoriske rangliste over de danske spillere. Kritikken af landsholdets indsats var dog meget positiv. 

Forsvaret lukkede helt af for waliserne og stod som en klippe.

Frem-spilleren Birger Larsen var igen sikker ankermand i forsvarets midte godt støttet af Bent Hansen. Den hovedstødstærke centerhalf Mike England fra Blackburn Rovers blev flere gange trukket med frem ved dødbolde, men stærkt spil af Frem-stopperen Birger Larsen og målmand Leif Nielsen forhindrede briterne i at få point.

Målmanden Leif Nielsen stod glimrende på mål. Han fik et spark i hovedet, og med mistanke om en brækket næse blev han efter kampen kørt på hospitalet til undersøgelse.

Debutanten Ole Fritsen startede godt. Vejle-spilleren inddrog sine medspillere i et fint pasningsspil, men brændte også en stor chance, da han af Ole Madsen blev spillet helt fri foran mål. Debutantnerver fik ham til at skyde for blødt, så den årvågne Leeds United-keeper Gary Sprake kunne nå at redde.

Palle Kähler gjorde det også godt på højre fløj, men havde det som mod Norge til tider svært med at komme fri af sin back, men publikum var med den lille fynbo.

Den attenårige walisiske målmand Gary Sprake fra Leeds United imponerede alle med flotte redninger og levede helt op til de store forventninger, der blev stillet til ham i Storbritannien.

Formanden for UK Erik Spang Larsen var naturligvis lykkelig over sejren.

”Vi har fået vished for, at der er noget at bygge videre på”, havde han noteret. Samtidig betød sejren, at DBU efterhånden kunne lægge den skrækkelige start på landskampsæsonen med fire nederlag på stribe bag sig.

”Udgiften på 1.500, - kr. til mit spiontogt til kampen mellem Wales og Skotland var givet godt ud”, skræppede landstræner Poul Petersen efter kampen. Han forklarede, at den succesfulde taktik var lagt på grundlag af den viden, som han opsnappede på turen til Storbritannien.

Det var et klart signal til DBU om, at forberedelsesarbejdet skulle prioriteres højere gennem sådanne rejser udenlands for at besigtige kommende modstandere.

Kampen blev udførligt omtalt i de store engelske aviser bl.a. i Daily Mirror, der roste Ole Madsen til skyerne.

Tirsdag den 27. oktober 1964 kl. 19.00: Københavns Boldspil Union-Fyns Boldspil Union 3-0 (2-0)

Finale i lokalunionsturneringen i Københavns Idrætspark – KBU vandt sikkert unionsmesterskabet over fynboer, der var mere optaget af de afgørende DM-kampe

Københavnerne stillede op i stærkeste besætning med den unge Frem-komet Leif Nielsen på fløjen igen, så Ole Madsen efter landskampsuccesen kunne træde ind på sin selvskrevne plads som centerforward.

Den fynske udtagelseskomite havde mange gode spillere at vælge imellem fra Odense-klubber, der var dominerende i toppen af 1. division.

I denne ombæring kasserede FBU lidt overraskende de to B1913-profiler Jørgen Rasmussen og Kjeld Petersen og indsatte i stedet de formstærke B1909-spillere Mogens Haastrup og Mogens Berg, der med deres klub var stærkt på vej mod at vinde DM-titlen.

I en livlig kamp besejrede hovedstadsholdet som forventet de fynske gæster med 3-0 og hjemtog derved unionsmesterskabet for 1964.

Sejren var fuldt fortjent, fordi KBU klart dominerede begge halvlege. Værterne nåede dog ikke højderne fra de forudgående kampe mod JBU og Østberlin.

Gode enkeltmandspræstationer kunne ikke skjule, at københavnernes sammenspil ikke hang ordentligt sammen på den mudrede bane.

København kom foran, da Ole Madsen i stedet for at agere koldblodig skarpretter serverede bolden for fødderne af Hvidovres stærke Leif Sørensen, der sagde tak for tilbuddet ved at score. De fynske forsvar var spredt for alle vinde, hvilket skete lidt for ofte i denne finale.

Inden pausen øgede Ole Madsen til 2-0 på sin karakteristiske måde. HIK-manden var efterhånden kommet sig over sine skader og spænede ubesværet fra det fynske forsvar inden han passerede Knud Engedahl med en blød inderside.

Fynboerne tilspillede sig også gode muligheder i denne periode, men forskellen på de to hold var, at Palle Kähler, Mogens Haastrup og Mogens Berg ikke kunne passere den adrætte Leif Nielsen.

FBU fik dødsstødet i 2. halvleg, da 1. divisions topscorer Jørgen Ravn midt for mål sendte en bold det sidste stykke over målstregen.

De to unioner måtte notere, at kun 5.500 tilskuere havde lyst til at se en unionsfinale på en kold efterårsaften.

Det var tydeligt, at publikum endnu ikke havde taget det nye turneringsformat til sig, hvilket bl.a. skyldtes, at tidsmæssigt var afstanden mellem semifinale og finale for stor.

Endvidere havde det betydning, at finalen ikke fremstod som en egentlig udtagelseskamp i forhold til de kommende landskampe. Publikum ville have, at mere stod på spil end blot titlen som unionsmester og var i øvrigt optaget af den spændende afslutning på Danmarksmesterskabet.

Tilsammen på de to hold var der 7 nuværende landsholdsspillere. Ingen af landsholdsspillerne faldt igennem, selv om driblekunstneren Tom Søndergaard humpede rundt med en skade.

UK-medlemmerne på de overdækkede tribuner kunne sætte et kryds ud for venstre back Kaj Hansen, der helt neutraliserede landsholdets Palle Kähler, og Leif Sørensen, der var meget stærk som oplægsholder.

DBU havde arrangeret en festligholdelse efter kampen, hvor KBU fik overdraget Johannes Høiriis-pokalen som bevis for mesterskabet.

Johannes Høiriis var aktiv en fodboldleder og besad ledende poster i Jysk Boldspil Union gennem mere end 40 år.

Tirsdag den 27. oktober 1964 kl. 19.30: Jydsk Boldspil Union-Nordtyskland XI 2-4 (0-2)

Venskabskamp på Aalborg Stadion – afbudsramte nordtyskere var gode nok til at slå de danske landsholdsspillere på bedre fysik

Den jyske udtagelseskomite havde ligesom DBU besluttet sig for at pensionere publikumsynglingen og OL-helten Poul Pedersen endegyldig efter hans landskamp nr. 50 og fandt overraskende ikke plads til århusianeren i startopstillingen.

Det gav følgende hold mod et nordtysk hold, der bl.a. havde den unge Werder Bremen-back Sepp Piontek på holdkortet.

Den udmærkede venskabskamp på Aalborg Stadion bekræftede, at de jyske fodboldledere havde set rigtig ved at igangsætte et samarbejde med de nordtyske klubber. 

De tyske gæster var jævnt overlegne, men ikke mere end at jyderne fik vigtig international kamptræning.

Udfaldet kunne måske også være blevet et andet, hvis Henning Enoksens langskud i kampens 3. minut var gået i mål i stedet for på stolpen. I stedet tog gæsterne kontrol over kampen og bragte sig foran, da højre wing Horst Haecks fra FC St. Pauli flugtede bolden i mål.

Spilleren fra Hamburg-forstaden med det kendte forlystelsesområde havde også scoret mod Danmark i træningskampen i september.

Danskerne halsede det meste af 1. halvleg efter de kvikt kombinerende nordtyskere. Det var helt efter spillets fordeling, at den tyske reserve Dobarth nemt scorede til 2-0 fra nært hold.

Den ukendte reservespiller, hvis fornavn ingen havde fået fat på, havde afløst den legendariske HSV-angriber Uwe Seeler, der var optaget af en VM-kvalifikationskamp mod Sverige.

JBU-holdet tog sig gevaldigt sammen i 2. halvleg.

Selv om tyskerne hurtigt kom på 3-0, kæmpede danskerne sig ind i kampen igen og tilspillede sig flere store chancer. Gæsterne blev trængt bagud og havde svært ved at gøre sig fri af den jyske dominans.

Kulmination på overtaget kom midt i 2. halvleg, da Ole Fritsen – efter en sløj indsats 1. halvleg - reducerede på et oplæg fra den opmuntrende debutant Knud Pedersen.

Det jyske forsvar havde fortsat en dårlig dag og måtte indkassere endnu et mål til 1-4. Den indskiftede reservemålmand Heinz Hildebrandt måtte som det allerførste fiske bolden ud af nettet uden at have rørt bolden.

Fremme i angrebet fortsatte værterne med at imponere.

Uafgjort havde slet ikke været uretfærdigt efter de mange jyske chancer, men det blev kun til en reducering 10 minutter før tid. Det var en ringe trøst, at midtjyden Finn Døssing var sidste mand på aftenens mest gennemspillede angreb.

De fire landsholdsaktuelle spillere – Bent Wolmar, Jens Petersen, Kjeld Thorst og Ole Fritsen skuffede.

Det fik den normalt sindige nordjyde og UK-medlem Egon Johansen til at udbryde til Ekstrabladet: ”Det var ikke meget at glæde sig over”. Han var mest imponeret over de nye spillere på Jyllands-holdet.

Tilskuertallet i Aalborg var også som i København skuffende lavt. Kun 4.000 tilskuere mødte frem, hvilket bl.a. kunne have noget at gøre med, at de bedste tyske spillere var optaget af landskamp i Berlin.

De to forbund havde aftalt en returkamp i Kiel i september 1965.

Mogens Berg var startet som højre wing, men rykkede ind som innerwing, da landskampsrekordholderen Bent Hansen blev skadet. Den nye plads passede fynboen bedre, og hans debut var egentlig over forventning, kronet med et strålende hovedstødsmål (Foska/fodboldhistorik.dk)

VM-kvalifikationskamp (2) på Apostolos Nikolaidis Stadium i Athen – danskernes evner og hurtighed slog ikke til mod en modstander, der spillemæssigt overraskede sit eget hjemmepublikum

Sidst på året drog landsholdet på en usædvanlig tur til Sydeuropa for at spille VM-kvalifikationskamp mod Grækenland samt venskabskampe mod upåagtede Israel og fodboldstormagten Italien.

DBU ønskede, at fodboldåret 1964 skulle ende med en regulær Middelhavsrundtur som belønning for landsholdsspillerne i dejlig sol og varme.

Efter afslutningen af Danmarksturneringen søndag den 15. november udtog DBU 19 spillere, der skulle med på turen sydpå.

Det 19 spillere var følgende:

1. Leif Nielsen, BK Frem (målmand)
2. Leif Hartwig, B1909
3. Bent Wolmar, AGF
4. Bent Hansen, B1903
5. Birger Larsen, BK Frem
6. Jens Petersen, Esbjerg fB
7. Mogens Berg, B1909
8. Ole Sørensen, KB
9. Ole Madsen, HIK

10. Kjeld Thorst, AaB

11. Tom Søndergaard, B93

12. Max Møller, Horsens FS (målmand)

13. Kurt Grønning, B1913

14. Karl Hansen, Køge BK

15. John Petersen, Hvidovre IF

16. Kaj Hansen, BK Frem

17. Palle Kähler, B1909

18. Ole Fritsen, Vejle BK

19. Leif Sørensen, Hvidovre IF

Da DBU skulle aflevere 22 navne til UEFA i forhold til VM-kvalifikationskampen, blev følgende tre spillere nomineret som reserver, der skulle holde sig parat, men som ikke skulle med på turen:

20. Knud Engedahl, B1913 (målmand)

21. Per Jacobsen, B1909

22. Ole Forsing, B1903

Indlemmelse af den 20årige Mogens Berg på landsholdet var bestemt ikke en overraskelse.

Fynboen havde i årets løb haft succes på ungdomslandsholdet og blev efter den afgørende mesterskabskamp i sidste runde mellem KB og B1909 i Københavns Idrætspark omtalt som banens bedste spiller. B1909 vandt 1-0 og blev derved dansk mester 1964.

Den uortodokse dribler var svær at holde styr på for et forsvar.

Selv om angriberens bevægelser var store, kom han ofte med sine jordvindende skridt forbi sin modstander. Mogens Bergs store fysik betød også, at modstanderne havde vanskeligt ved at skubbe ham væk fra bolden.

DBU modtog inden afrejsen afbud fra centerhalfen Birger Larsen, der var vredet om på sin fod og innerwingen Ole Sørensen, hvis lårskade fra Wales-kampen fortsat plagede ham.

I stedet kom den erfarne OL-veteran Henning Enoksen og den unge B1903-spiller Ole Forsing med på afbud.

Det gav følgende holdopstilling til udekampen mod Grækenland:

Inden opgøret på det græske mesterholds Panathinaikos´ hjemmebane var danskerne ganske optimistiske.

Hverken i motivation, taktik eller teknik regnede de danske pressefolk med, at Grækenland ville være overlegne i forhold til Danmark. Nok så vigtigt – grækerne havde ikke en Ole Madsen, der ene mand - selv mod et kompakt forsvar – kunne afgøre en tæt match. 

Dertil kom, at de græske spillere prioriterede klubholdet langt højere end landsholdet, og de fem spillere fra Panathinaikos FC var stærkt optaget af hovedstadsklubbens knald- eller fald kampe i Europa Cuppen for Mesterhold.

Selv om landsholdet kæmpede godt mod overmagten i den 2. VM-kvalifikationskamp, slog evner og hurtighed ikke til mod en modstander, der spillemæssigt overraskede sit eget hjemmepublikum og de lokale journalister.

De græske medier var meget begejstrede over sine egne spillere og gav udtryk for, at det var det bedste angrebsspil, som Hellas havde præsteret i de sidste 10 år.

Mod forventning var det også et græsk hold uden unoder og den sædvanlige stribe af frispark.

Hjemmeholdet præsterede gennem hele kampen på et betydeligt højere teknisk niveau end danskerne. Dribling, kombination og skud på mål var på bedste europæiske niveau og fik en enkelt kommentator til at sammenligne det aktuelle græske mandskab med legendariske Real Madrid.

Grækerne var gået utroligt meget frem siden 1960, hvor de havde fået en sæk på 7-2 i København.

De 28.000 tilskuere i Athen tog pænt imod et dansk landshold, hvor der var udskiftet på 4 pladser og som gav debut til 2 nye spillere - Mogens Berg fra mesterholdet B1909 og Leif Sørensen fra Hvidovre IF, der netop var rykket op i 1. division.

Mogens Berg, der red på en bølge af selvtillid, afløste på en lidt uvant plads på højre fløj klubkammeraten Palle Kähler, der lidt småskadet var kommet med på turen, mens den rolige og afbalancerede Leif Sørensen fra Hvidovre IF kom ind som venstre innerwing i stedet for Ole Sørensen.

Nordjyden Kjeld Thorst med fem mål i 13 landskampe var tilbage på holdet i stedet for den noget uerfarne Ole Fritsen, der var kommet på reservebænken i den vigtige kvalifikationskamp.

Danskerne var statister i 1. halvleg og formåede ikke at affyre et eneste skud på mål.

Modsat boltrede grækerne sig under jubelbrøl fra det entusiastiske hjemmepublikum, men Danmark red stormen.

De danske spillere virkede tunge og langsomme i modsætning til de små, men atletiske græske spillere, der havde fin boldkontrol. De græske backs deltog meget i opspillet.

Overraskende brillerede hjemmeholdet også med lange centringer på tværs af banen.

Danskerne var heldige med kun at være bagud ved halvleg med et mål – scoret af højre innerwing Giorgos Sideris fra Olympiacos FC på hovedstød efter et indlæg, hvor den danske centerhalf Karl Hansen ikke nåede op til en høj centring.

I pausen måtte danskerne ændre formation.

Med en forvridning i ryggen måtte den svækkede Bent Hansen rykke ud på højre fløj, medens Mogens Berg overtog pladsen på midten.

Den alsidige Kjeld Thorst fik en defensiv opgave som halfback. Omrokeringen skabte straks forvirring på det danske hold.

I VM-kvalifikationskampene havde mandskaberne ikke ret til at udskifte spillere, heller ikke i tilfælde af en skade, der berøvede en spiller muligheden for at spille. I realiteten kæmpede Danmark kampen til ende med 10 mand.

Allerede i 2. halvlegs første minut kom Danmark bagud 2-0.

Efter at bolden var givet op på midten af banen, mistede den febrilske Tom Søndergaard den til den hurtige græske back Aristidis Kamaras. Panathinaikos-backen takkede for muligheden, og efter et par hurtige pasninger lå bolden i målnettet bag Leif Nielsen – sat ind af Giorgos Sideris.

På det tidspunkt så det virkelig sort ud for Danmark, men holdet kæmpede sig tilbage på mål af Mogens Berg og Ole Madsen.

Det første reduceringsmål scorede Mogens Berg et kvarter inde i 2. halvleg på et flot hovedstød.

På venstre fløj kom den anden debutant Leif Sørensen fri efter et dansk indkast. Leif Sørensen centrede højt og bagud i banen til Mogens Berg, der med et bragende hårdt og mesterligt dirigeret hovedstød scorede via målmanden Kostandinos Vallianos´ hånd, hvorfra bolden sprang op på den venstre målstolpe og ind i mål.

10 minutter senere løb Ole Madsen fra det græske forsvar og scorede til 2-2.

Debutanten Mogens Berg, der var rykket ind på midten, afleverede dybt fremad til Ole Madsen, der rev sig løs af sin opdækker Panayotis Papoulidis. Ole Madsen kom alene med målmand Valianos, som han koldblodigt driblede uden om og derefter kunne sætte bolden i det tomme mål.

Udligningen var en gave til danskerne efter at have været udspillet. Den skabte fuldstændig stilhed på det åbne stadion.

Den danske bænk håbede på, at grækerne vil blive rystede i deres grundvold, men grækerne vendte hurtigt tilbage.

Hurtige trekant-kombinationer i venstre side gav en åben mulighed til Dimitris Papaioannou fra AEK Athen, der scorede sikkert helt fri foran mål. Gang på gang havde de vævre sydeuropæere udspillet danskerne i hurtige og fikse kombinationer, som danskerne slet ikke kunne bryde.

Glæden over det sensationelle comeback varede således kun 1 minut inden grækernes innerwing slukkede lyset. Jubelen vendte tilbage på lægterne, og de fanatiske fans piskede deres ynglinge frem til flere chancer.

Samme Dimitris Papaioannou erobrede fem minutter før tid bolden fra Kjeld Thorst og gik alene igennem det trætte danske forsvar til 4-2. Hans drøn af et skud strøg ind i trekanten, medens de trætte danskere lå efterladt på hans vej gennem det udspillede forsvar.

Danskerne tabte klart til en bedre modstander, men faldt med ære og gav aldrig op. Kritikken af holdet efter kampen var også positiv.

På Ekstrabladets rangliste toppede Esbjergs Jens Petersen, odenseaneren Leif Hartwig og målmanden Leif Nielsen. På trods af fire mål fik det danske forsvar altså ganske gode karakterer.

Bedste angriber var Ole Madsen, hvis ene fremragende scoring var Danmarks bedste spilsekvens i hele kampen.

Mogens Berg var startet som højre wing, men rykkede ind som innerwing, da landskampsrekordholderen Bent Hansen blev skadet. Den nye plads passede fynboen bedre, og hans debut var egentlig over forventning, kronet med et strålende hovedstødsmål.

Det gik for stærkt for den anden debutant Leif Sørensen, der havde svært ved at vænne sig til grækernes hurtige løb og opdækning.

I 2. division derhjemme havde københavneren som regel tid til at drible med bolden og orientere sig inden en aflevering. Over for de hurtige grækere fik Leif Sørensen slet ikke mulighed for at holde på bolden, som ofte blev pillet fra ham.

Det nye håb Tom Søndergaard skuffede meget på venstre fløj og kunne slet ikke få gang i sine driblinger.

Det virkede også som om, at den unge B93-spiller fysisk ikke var i form til en landskamp. Kulmination på en dårlig indsats var, da bolden blev taget fra ham i 2. halvlegs start, hvilket førte til 2-0 målet.

Den ungarske dommer Istvan Zsolt var en typisk hjemmebanedommer, hvis kendelser ofte skabte frustrationer hos danskerne.

Da først anfører Ole Madsen og derefter viceanfører Bent Hansen brokkede sig over dommerens afgørelse, tildelte opmanden noget overraskende Grækenland et frispark.

Efter kampen fortalte dommer Istvan Zsolt de undrende journalister, at i Ungarn var det helt almindeligt at tildele en modstander en frispark, hvis spillerne fra et hold brokkede sig for meget.

Det var en ukendt regel, som ingen omkring fodboldlandsholdet havde hørt om før.

Medlem af udtagelseskomiteen Eyolf Kleven konstaterede nøgternt: ”Jeg er meget overrasket over den fremgang, som grækerne har vist siden vi sidst spillede mod dem. Vi spiller ikke hurtigt nok i dag”.

”Danske hold har det fortsat svært overfor stærke udenlandske nationer på udebane”, sluttede DBU-manden ude at forklare, hvad denne forskel kunne skyldes.

Matchen betød især en revanche for Tom Søndergaard efter svag kamp i Athen. Han var sammen med Kjeld Thorst de mest fremtrædende, mens Ole Madsen, der spillede med forbinding på grund af en skade, fik en mindre rolle i forhold til de tidligere kampe, hvor anføreren havde været på scoringslisten (Foska/fodboldhistorik.dk)

Venskabskamp på Ramat Gan Stadium i Tel Aviv – den lille sejr var et plaster på såret for landsholdet efter VM-nederlaget i Athen

Både Bent Hansen, der med 51 optrædener satte ny landskampsrekord mod Grækenland, og backen Bent Wolmar måtte stå over med forstrækningsskader.

Det gav plads til den 21årige John Petersen fra det nye 1. divisionshold Hvidovre IF. Den rutinerede Kurt Grønning, der efterhånden havde spillet alle pladser i forsvaret, fik tildelt opgaven som venstre back. 

Taget i betragtning, at DBU havde taget 19 spillere med på turen og at der kun var 48 timer mellem de to kampe, undrede det flere omkring landsholdet, at udtagelseskomiteen ikke gav chancen til nogle af reserverne.

Spillerne fra søndagens kamp i Athen måtte være trætte, også efter rejsen til Tel Aviv.

I Ekstrabladet forlød det, at reservespillernes moral var faldet, fordi de ikke fik en chance i en venskabskamp mod en upåagtet modstander.

Da udtagelseskomiteen ikke foretog udskiftninger i angrebet, løb Danmark på banen i følgende opstilling:

Danmark havde ikke tidligere mødt Israel. Hjemmeholdet blev rangeret på højde med Grækenland og havde bl.a. slået både Jugoslavien og Grækenland i kvalifikationen til VM 1962.

De rød-hvide kunne regne med at få markant og entusiastisk støtte fra 150 danske FN-soldater, der som fredsbevarende styrke var placeret i Gaza-striben mellem Ægypten og Israel.

Kampen mod Israel blev et plaster på såret for landsholdet efter nederlaget i VM-kvalifikationen i Athen.

Det viste sig, at det israelske landshold både individuelt og som hold var på et væsentligt lavere niveau end grækerne. Sejren var derfor på en billig baggrund.

Venskabskampen blev en hyggelig kamp foran 15.000 tilskuere i solskin og med 20 graders varme.

Intensiteten var behersket. Drama og nærkamp måtte tilskuerne kikke længe efter i denne sommerkamp, hvor intet rigtigt stod på spil.

I den matte 1. halvleg havde værterne kun en par spage forsøg på mål, som keeper Leif Nielsen ubesværet tog sig af.

Danmark fik en stor chance inden pausen.

På Tom Søndergaards høje fremlægning headede angrebsivrige Leif Sørensen på mål. Hovedstødet var dog så blødt, at den israelske målmand Haim Levin nåede at rage bolden til hjørnespark.

2. halvleg blev mere livlig.

Den glimrende højre back Leif Hartwig dokumenterede igen, at han var en rigtig angrebsback. Fynboen valgte at drøne igennem hele banen og centrede præcist til Ole Madsen. Det trak op til et dansk føringsmål, da først Ole Madsen og derefter Leif Sørensen testede målmanden, der dog fik pareret.

Kort efter måtte Leif Hartwig udgå med en skade. Han blev erstattet af Frems Kaj Hansen, der hurtigt fandt sig til rette.

Endelig midt i 2. halvleg lavede Tom Søndergaard et glimrende og koldblodigt mål efter en elegant finte.

Jens Petersen brød et israelsk angreb og afleverede perfekt til Mogens Berg midt på banen, der spillede videre til Kjeld Thorst. 

AaB-innerwingen afleverede inden om det israelske forsvar til den fremløbende Søndergaard, der var trukket ind mod midten af banen.

Søndergaard kom fri med bolden, men skød ikke med det samme. I stedet fintede han et skud, som snød den israelske back, der var kommet på tværs. Trækket havde bragt Søndergaard helt fri midt foran mål. Han skød hårdt og skruende op ad den nærmeste stolpe.

Matchen betød især en revanche for Tom Søndergaard efter svag kamp i Athen.

Han var sammen med Kjeld Thorst de mest fremtrædende, mens Ole Madsen, der spillede med forbinding på grund af en skade, fik en mindre rolle i forhold til de tidligere kampe, hvor anføreren havde været på scoringslisten.

Det blev en fin debut til John Petersen fra Hvidovre, der spillede med ro og overblik. I kraft af sin fine boldbehandling forstod debutanten at drible, når det var nødvendigt eller aflevere, når det var mere formålstjenligt.

Målmand Leif Nielsen havde mange redninger og toppede Ekstrabladets rangliste.

Det var i det hele taget forsvaret, der scorede bedst i bedømmelsen. Karl Hansen og Jens Petersen, der begge var impliceret i det danske sejrsmål, tog de næste pladser på EB-ranglisten.

Efter kampen bemærkede flere af de danske spillere, at kampen havde været en af de meget fredelige kampe. Det var tydeligt, at danskerne havde fået plads og tid til at brodere løs uden at blive presset af modstanderen.

Landstræner Poul Petersen kunne heller ikke bruge venskabskampen til meget. Han glædede sig mest over de fine enkeltmandspræstationer af Tom Søndergaard og Leif Hartwig.

Hvad der undrede de italienske værter var, at Danmark stillede op uden sit største navn Harald Nielsen. Det var komplet uforståeligt for de resultatorienterede sydeuropæere, at et nationalt fodboldforbund frivilligt kunne finde på at svække sit mandskab og forringe sin sejrschance ved at se bort fra sin bedste spiller.

Venskabskamp på Stadio Comunale i Bologna – det danske landshold 15 minutter fra en verdenssensation på Harald Nielsens hjemmebane

Danskerne stillede med næsten samme hold som i de forudgående to kampe.

Henning Enoksen fra AGF havde afløst Leif Sørensen i angrebet. Det var et populært comeback til en af heltene fra OL 1960.

Omrokeringen betød, at målscoreren fra Tel Aviv Tom Søndergaard kom på højre fløj, medens fynboen Mogens Berg blev innerwing. 

Landsholdet følte sig ikke slået på forhånd, fordi det var et sammenspillet hold med god moral efter sejren over Israel.

De danske spillere blev meget vel modtaget i Bologna.

Når spillerne var ude for at købe lædervarer, tøj og sko i de lækre butikker i værtsbyen, blev de hurtigt omringet af begejstrede ekspedienter og besøgende, der hyldede de mange danske spillere, der havde gjorde det godt i støvlelandet samt nok så vigtigt den lokale topscorer Harald Nielsen.

Det var en fornøjelse at være dansker i Bologna.

I de tre store landsdækkende sportsaviser handlede optaktsartiklerne mest om, at Italien savnede en stærk centerforward til at lave mål.

Den italienske landstræner Edmondo Fabbri havde denne gang nomineret den 29årige Bruno Di Giacomo fra Mantova FC, hvilket ikke faldt i god jord, da Di Giacomo ikke i flere år havde haft succes for sine klubber.

Som sædvanlig blev La Squadra Azzurra rakket ned af sine mange kritikere.

Hvad der også undrede de italienske værter var, at Danmark stillede op uden sit største navn Harald Nielsen.

Det var komplet uforståeligt for de resultatorienterede sydeuropæere, at et nationalt fodboldforbund frivilligt kunne finde på at svække sit mandskab og forringe sin sejrschance ved at se bort fra sin bedste spiller.

DBU´s selvpålagte amatørideal var en gåde for de italienske journalister.

Harald Nielsen dukkede i øvrigt op til det danske landsholds sidste træning inden kampen og blev straks omringet af de mange journalister for at besvare spørgsmål om Danmarks chancer.

Det var tydeligt for den beskedne frederikshavner, at han ikke brød sig om at blive hovedperson på bekostning af sine danske kammerater, der skulle på banen.

Det var sensationelt, hvad der skete den søndag eftermiddag på Stadio Comunale i Bologna - Harald Nielsens hjemmebane gennem mange år.

Hjemme i Danmark sad der formodentlig en del målløse danskere foran Tv-skærmen, medes de overværede, hvordan et undertippet dansk landshold på udebane holdt Italien fra fadet indtil 15 minutter før tid.

Kampen blev vist direkte i Danmarks Radio.

Sluttelig blev det til en ufortjent arbejdssejr til de italienske liga-stjerner Giancinto Fachetti, Giovanni Trapattoni, Giacomo Bulgarelli og Gianni Rivera, men fodboldmillionærerne måtte slide sig til sejren.

Uafgjort havde været mere rimeligt.

De italienske kommentatorer syntes også, at uafgjort havde været mere passende.

De 35.000 tilskuere i Bologna peb af deres egne, da det duknakkede hjemmehold gik til pausen med en overraskende dansk halvlegsføring på 1-0.

Målet, der rystede Italien, blev lavet to minutter før pausen.

Tom Søndergaard sendte fra italienernes højre side et hjørnespark ind mod midten. Henning Enoksen kastede sig frem mellem 3 italienske forsvarere og løftede med en langt ben bolden over hovedet på målmand William Negri, der var nået et par meter ud af sit mål for at gribe bolden.

Det var lidt af et målmandsdrop.

Danskernes flotte 1. halvleg vakte minder om OL-semifinalen i Rom i 1960.

Hjemmeholdet blev gang på gang udspillet af gæsternes smukke kombinationer. På den solbestrålede, perfekte bane formåede Danmarks elleve at holde på bolden. Alle afleveringer var kloge og præcise. Italien havde faktisk intet at byde på i 1. halvleg.

De skuffede tilskuere havde forventet legestuer med danske amatører og badegæster uden for den danske fodboldsæson. Der lød bifald til danskerne og pibekoncert til italienerne.

2 hændelser fik afgørende betydning for kampens udfald i 2. halvleg.

For det første overså en svag tysk dommer Johannes Malka et straffespark begået mod Ole Madsen i begyndelsen af 2. halvleg. Den danske stjerneangriber havde frit løb mod mål, men blev bagfra pløjet ned af AC Milans Giovanni Trapattoni.

I stedet for straffespark dømte den vesttyske hjemmebanedommer indirekte frispark, hvilket var en horribel kendelse og afslørede, at opmanden ikke turde lægge sig ud med de mange tilskuere og de feterede stjerner. 

Hvis Danmark var kommet på 2-0, havde Italien aldrig hentet de rød-hvide farver igen, der i øvrigt spillede helt i hvidt.

For det andet gav 2 usportslige italienske udskiftninger anledning til beklagelser fra DBU og løftede øjenbryn efter kampen.

Det var aftalt mellem forbundene, at holdene kunne udskifte skadede spillere, men fra begyndelsen af 2. halvleg satte den italienske træner Edmondo Fabbri to friske angrebsreserver ind, selv om der næppe var tale om skader hos de udskiftede spillere.

De velmotiverede reservespillere satte tryk på kedlerne i resten af kampen.

I det sidste kvarter scorede VM-spilleren Ezio Pascutti fra Bologna FC 2 gange, medens den anden lokale helt Giacomo Bulgarelli lavede et mål. De regerende italienske mestre fra Bologna FC var stærkt repræsenteret i denne kamp.

Danskerne var i det sidste kvarter kørt godt møre af det opskruede tempo, men ikke mere end at målene måtte tilskrives godt og effektivt opspil af italienerne.

Udligningsmålet til 1-1 headede Ezio Pascutti ind på en blændende aflevering fra klubkammeraten Giacomo Bulgarelli.

Det nye landsholdshåb Gianni Riviera havde ikke vist sig meget frem i den første time af kampen.

Pludselig viste den unge AC Milan-spiller sin klasse, da han mesterligt med en lang pasning spillede Giacomo Bulgarelli helt fri. Med et fladt skud passerede Bologna-angriberen en sagesløs Leif Nielsen i det danske mål.

Det tredje italienske mål måtte den ellers udmærkede Leif Nielsen tage på sin kappe.

Han fejlbedømte et indlæg fra veteran-wingen Bruno Mora fra AC Milan. Bolden havnede hos den helt frie Ezio Pascutti, der blot skulle sætte indersiden på. Tre italienske mål på lidt mere end 10 minutter var en kold skylle. 

Ole Madsen havde flere bataljer med den lokale målmand William Negri. Den italienske målmand smed ganske enkelt bolden efter den noget forbavsede Ole Madsen, der lige nåede at dukke hovedet.

Efter kampen gav de to kombattanter pænt hinanden håndtryk, men havde ellers ikke mange positive udsagn til overs for hinanden.

Fra alle sider væltede rosen ned over de danske spillere.

Alle 11 mand fik topkarakter i årets måske bedste fodboldpræstation, hvor glæderne over den store holdpræstation og de fremragende enkeltmandspræstationer overstrålede det ærgerlige nederlag.

Ekstrabladets Julius ”Julle” Larsen og hans medarbejdere havde svært ved at lave en fair rangliste, da alle spillere fortjente at blive nr. 1. Det endte dog med, at årets spiller 1963 Jens Petersen toppede, da han både havde spillet suverænt i forsvaret og samtidig havde været en af de bedste til at bygge de danske angreb op.

Inden ugen var omme, havde det fynske supertalent Mogens Berg skrevet en professionel kontrakt med det skotske hold Dundee United FC og debuterede allerede lørdag den 12. december.

Noget mere overraskende var det, at landsholdets succesombruste back Leif Hartwig meddelte, at han på grund af studier samt eftervirkningerne af et sygdomsforløb som barn indstillede fodboldkarrieren, også i sin klub B1909.

Den talentfulde fynbo, der var blandt landsholdets bedste, var kun 22 år og spekulationerne gik på, om Leif Hartwig på et senere tidspunkt ville gøre comeback.

Sidst på året blev Ole Madsen suverænt kåret som årets danske fodboldspiller (Scanpix/Ritzau)

Den første danske deltagelse i en slutrunde

Fodboldåret 1964 blev et historisk år for det danske fodboldlandshold, da de rød-hvide farver deltog i slutrunden i Nations Cup i Barcelona og Madrid. Nations Cup var forløberen for de senere officielle europamesterskaber i regi af UEFA – EURO.

Udsigten til at deltage i en anerkendt slutrunde med stor bevågenhed ville formodentlig få de fleste nationale fodboldforbund til at investere masser af tid og penge i at forberede nationalmandskabet på de spændende slutkampe.

Overraskende valgte DBU helt at ignorere forberedelsen af Nations Cup og satsede i stedet for hele butikken på at fejre sit eget 75års jubilæum med en kæmpe festbanket i København i maj 1964 og en stærkt markedsført venskabskamp mellem Norden og Resten af Europa.

Landsholdets formelle forberedelse bestod derfor af to uofficielle venskabskampe mod et vesttysk ligahold og et dansk divisionshold. Der var ingen landskampe, endsige træningssamlinger frem mod Nations Cup i juni.

Optakten til de to Nations Cup-opgør i Spanien bar tydeligt præg af, at DBU egentlig ikke fandt, at landsholdet havde en berettiget plads i selskab med Spanien, Ungarn og Sovjetunionen.

Kampene skulle blot overstås bedst muligt.

Hvis de danske spillere, der brugte en uge af deres sommerferie, løb ind i en fodboldmæssig ydmygelse som slagtekvæg mod topmotiverede mandskaber, ville DBU blot trække på skulderen.

I nogle tidligere tilfælde havde medlemmer af udtagelseskomiteen ikke holdt sig tilbage fra at kritisere de danske spillere for manglende indsats, selv om problemet alt for ofte var, at de danske amatører var håbløst underlegne i forhold til de professionelle modstandere.

Total afvisning i DBU af at indbyde de danske proffer i udlandet

Ethvert tilløb til at inddrage de danske professionelle i udlandet afviste DBU kategorisk, selv om det ville have været oplagt til en slutrunde, som ikke havde prioritet i DBU-toppen.

DBU-ledernes nedvurdering og ringeagtelse af de danske professionelle i udlandet var så i indædt, fordi DBU-lederne opfattede de danske stjerner i udlandet som murbrækkere, der kunne føre til et opgør med det danske amatørbegreb.

Påfaldende var det også, at DBU havde indbudt alverdens fodboldledere fra FIFA og UEFA til jubilæumsarrangementet samt udenlandske professionelle fra Storbritannien og andre lande til at optræde på Europa-holdet.

Ingen af de danske professionelle i Italien f.eks. de folkekære og populære Harald Nielsen og Flemming Nielsen blev derimod indbudt til festen i Københavns Idrætspark, selv om flere af dem havde været profiler på landsholdet, bl.a. sølvholdet fra 1960.

Godkendt Nations Cup-indsats i Barcelona

Danmark klarede sig i den sidste ende fint i Barcelona.

Holdet blev totalt udspillet af Sovjetunionen i semifinalen, men slap med et hæderligt 0-3 nederlag.

I kampen om tredjepladsen spillede Danmark lige op mod de desillusionerede ungarere, der havde drømt om mere end en bronzekamp. Først i den forlængede tid måtte Danmark bøje sig for overmagten.

Selv om Danmark gjorde det fint i årets sidste fem landskampe, bl.a. med en flot sejr over Wales i VM-kvalifikationen, var landskampåret generelt en lang nedtur med et ydmygende nederlag til Finland som det værste og en ren afklapsning af Sverige.

Det danske landshold stod i stampe, også i Norden.

De øvrige nordiske lande var i øvrigt begyndt at bruge deres udenlandsprofessionelle, men i DBU var alt ved det gamle. De sidste amatører var fortsat i spidsen for DBU.

Ole Madsen som fortjent årets spiller

Sidst på året blev Ole Madsen suverænt kåret som årets danske fodboldspiller.

Den 29årige indehaver af egen vognmandsforretning - R. Madsen & Sønner – og landsholdsanfører var suverænt landets bedste fodboldspiller og havde i løbet af året afvist flere tilbud om at overgå til professionel fodbold i udlandet.

Ingen af tilbuddene var attraktive nok for den dygtige angriber, der trivedes fint som amatørspiller i HIK i Hellerup.

Landsholdet i TV – aftale med Danmarks Radio

I 1964 havde Danmarks Radio (DR) monopol på at sende radio og TV til danskerne.

Der var hård kamp om den begrænsede sendetid i TV, der typisk var mellem kl. 19.30-22.30 dvs. i gennemsnit 3 timers fjernsyn om dagen.

Sportsredaktionen i DR havde 2 faste, ugentlige udsendelser: Sportsorientering om torsdagen på 25 minutter og dagens sport under Aktuelt (Tv-avisen) om søndagen af 7-8 minutters varighed.

Til at forberede og filme søndagssporten rådede sportsredaktionen over 2 filmhold, der blev dirigeret til de mest interessante sportsbegivenheder i landet.

Når en fodboldkamp i 1. division var spillet færdig, skulle de optagede bånd redigeres og indtales af journalisten samt fragtes til DR på Rosenørns Alle i København.

Denne lange proces satte væsentlige begrænsninger i dækningen af fodboldkampene.

DBU og Danmark Radio havde i 1963 indgået en aftale om, at fjernsynet forskudt efter kl. 22.00 eller kl. 18.00 om søndagen, hvor landskampene ofte blev spillet, kunne bringe en hel halvleg af Danmarks landskampe.

TV-transmissionerne fra landskampene var så småt begyndt i 1961 med to udekampe mod Norge og Tyskland.

I 1962 blev alle hjemmekampene sendt enten direkte eller forskudt i fuld udstrækning, hvilket medførte en markant nedgang i tilskuerantallet og megen kritik af Tv-transmissionerne.

Året efter gik DBU og DR derfor over til kun at sende en halvleg. Man skal helt frem til 90´erne for at finde faste, direkte transmissioner fra hjemmekampene igen.

I 1963 lå det ikke inden for TV-aftalen at redigere en landskamp sammen i en helhed, så Tv-seerne i løbet af de 45 minutters udsendelse kunne opleve et fyldigt uddrag af højdepunkterne af hele kampen.

DR måtte vælge at sende en af halvlegene.

Hvis målene og højdepunkterne var jævnt fordelt over begge halvlege, måtte journalisterne i DR vælge den halvleg, der var mest underholdende at transmittere.

Kilder:

1. Landsholdet – i medgang og modgang af Palle Banks Jørgensen (2000)
2. Landsholdets 681 profiler fra 1908 til i dag af Palle Banks Jørgensen (2002)
3. Landsholdenes 2198 spillerprofiler: fra Krølben til Krøldrup af Palle Banks Jørgensen (2004)
4. Landsholdets Historie - Danmark 1908-2018 af Davide Eskelund Rota (2018)
5. www.haslund.info
6. www.dbu.dk – landsholdsdatabasen
7. www.danskfodbold.com
8. www.danskfodboldhistorik.dk
9. www.danskkulturarv.dk

10. www.politiken.dk

11. www.ekstrabladet.dk

12. Fodbold Jul 1956-1969

Alle fotos er gengivet med tilladelse fra Scanpix/Ritzau, og de enkelte fotografer er krediteret hvor oplyst.