Højdepunkter gennem 125 år

I forsommeren 1961 lagde Vejle Stadion græs til en kamp mod et af datidens storhold Arsenal FC, der var på danmarksturne og netop havde spillet mod den københavnske fodboldsammenslutning Stævnet. Arsenal blev vurderet som et af Europa allerbedste hold, så Vejle-spillerne, der ikke klarede sig særlig godt i 1. division, havde udsigt til at få en ordentlig sæk med hjem.

7.800 tilskuere var mødt op en mandag aften den 22. maj 1961. De blev vidner til et stærkt britisk hold, der fuldstændig dominerede kampen fra start til slut. Der var tale om fodboldopvisning, som ikke havde været set på Vejle Stadion i mange år. Vejle slap med at tabe 0-3.

Den største overraskelse var dog den 17 årige debutant i Vejle-målet - Heinz Hildebrandt.  Selv om der gik 2 mål ind inden for de første 30 minutter, tog det ikke pusten fra debutanten.

Hildebrandt stod sikkert i hele kampen og blev rost af englænderne efter kampen. Heinz Hildebrandt, der også blev kaldt Store, debuterede weekenden efter i 1. division i en kamp mod AIA, Århus.

Træningskampen havde således skaffet Vejle en ny målmand. Det blev til 157 kampe indtil 1967, hvor Hildebrandt skiftede til Hvidovre IF. Han fik sin landsholddebut mod Polen i 1970 og opnåede 3 landskampe i alt. 

Vejle havde mulighed for et trøstmål mod Arsenal, men Henning Enoksen brændte på den britiske målmand Jim McKenzie. Efter kampen sagde den uheldige Vejle-angriber: ”Jeg var så optaget af at skyde hårdt, at jeg helt glemte at placere bolden.” Respekten for det engelske hold var meget stor.

Det kostede Vejle Boldklub 30.000 kr. at få Arsenal til at stille op. Med de knap 8.000 tilskuere gav kampen et pænt overskud.

Vejle Boldklub fejrede i 1961 klubbens 70 års jubilæum med ikke mindre end 4 internationale kampe på Vejle Stadion. Det gav masser af minderige oplevelser for de feststemte tilhængere. Det blev næsten glemt, at VB klarede sig dårligt i 1. division og gennem hele sæsonen lå i bunden.

I VB’s klublokaler var der store forventninger til sæsonen 1961. Den stolte jyske klub havde vundet medaljer i de foregående 3. år. Alle eksperterne havde allerede udnævnt AGF, KB og Vejle som favoritter til at vinde mesterskabet, inden den første bold var begyndt at rulle.

Sæsonoptakten var også ganske lovende med godt spil og mange mål i træningskampene. I premierekampen i Nørreskoven slog Vejle sikkert fynboerne fra OB med 2-0. Målscorerne var Henning Enoksen og Jens Poulsen, der erstattede den karantæneramte Tommy Troelsen.

Herefter begyndte det at gå slemt ned ad bakke for Vejle. Efter 7 kampe var der kun høstet fire point. 5 bitre nederlag betød, at Vejle lå helt nede på niende-pladsen i 1. division, hvor der var 12 hold.

Det var derfor på en noget dyster baggrund, at VB spillede jubilæumskamp mod VfR Neumünster fra den næstbedste vesttyske række. Byen lå mellem Hamburg og Kiel.

Humøret steg kraftigt i omklædningsrummet efter kampen, da VB havde klaret uafgjort 2-2 mod de tyske gæster efter at disse havde domineret det meste af kampen.

Tyskerne var kommet direkte til Vejle efter en lang køretur i bus og havde kun hvilet sig i ganske kort tid inden kampen. I de første minutter kunne tilskuerne svagt fornemme gæsternes rejsetræthed, men derefter overtog tyskerne jubilæumsfesten. Det var helt efter spillets fordeling, at Neumünster inden pausen havde bragt sig foran 2-0.

Det blev ikke bedre i starten af 2. halvleg for de utålmodige VB-tilhængere. Snart begyndte en pibekoncert blandt de 3.000 tilskuere. Tyskerne dominerede spillet, men kunne ikke omsætte chancerne til mål. I stedet reducerede Henning Enoksen. Han havde i minutterne forinden ramt stolpen to gange.

Der kom nu mere liv på lægterne, men samtidig begyndte tyskerne at tage grove midler i brug. Det førte til et straffespark til Vejle 8 minutter før tid. Straffesparket blev begået mod landsholdsspilleren Poul Jensen, der bl.a. havde vundet sølv med landsholdet i 1960 i Rom. VB-anføreren tog selv straffesparket, men skuddet blev pareret af målmanden. Dommeren dekreterede omspark, da målmanden havde bevæget sig for tidligt. I andet forsøg scorede Enoksen til kampens resultat 2-2.

Jubilæumskampen mod VfR Neumünster gjorde tilsyneladende godt for Vejle. I den efterfølgende turneringskamp vandt østjyderne med 1-0 over B1903.

Næste store begivenhed var kampen mod Arsenal FC, der blev spillet 2. pinsedag. Den kendte Londonklub var et af Europas allerbedste hold, så Vejle-spillerne havde udsigt til at komme i stærk modvind.

De 7.800 forventningsfulde tilskuere blev vidner til et stærkt britisk hold, der fuldstændig dominerede kampen fra start til slut. Der var tale om en fodboldopvisning, som ikke havde været set på Vejle Stadion i mange år. Vejle slap med at tabe 0-3.

Den største overraskelse var dog den 17årige debutant i Vejle-målet - Heinz Hildebrandt.  Selv om der gik 2 mål ind hos ham inden for de første 30 minutter, tog det ikke pusten fra debutanten. Tværtimid. Hildebrandt stod sikkert gennem hele kampen og blev rost af englænderne efter kampen.

Vejle havde mulighed for at få et trøstmål mod Arsenal, men Henning Enoksen brændte på den britiske målmand Jim McKenzie. Efter kampen sagde den uheldige Vejle-angriber: ”Jeg var så optaget af at skyde hårdt, at jeg helt glemte at placere bolden.” Respekten for det engelske hold var meget stor.

Heinz Hildebrandt fortsatte som målmand i den efterfølgende divisionskamp mod AIA fra Århus. VB spillede det bedste i sæsonen og sejrede sikkert 4-0. Der var comeback til Tommy Troelsen, der scorede to mål. De to andre mål blev scoret af Palle Brinch.

Samlet set havde forårssæsonen været en kolossal skuffelse. Vejle rodede rundt i bunden som tredjesidst, da VB-spillerne gik på sommerferie.

Vejle indledte efterårssæsonen med at banke det stærke jugoslaviske hold fra HNK Hajduk Split med 5-1. Der var desværre kun 5.200 tilskuere, som fik den oplevelse med. Tilskuerne overværede vantro, hvordan et VB-hold overgik sig selv. Jugoslavisk fodbold var rangeret meget højt i Europa og var også kendt i Danmark, fordi Jugoslavien havde slået landsholdet i OL-finalen i 1960.

Tommy Troelsen åbnede målfesten og fik kort efter følgeskab af Leif Sørensen, der var på ”prøve” i VB, da den dygtige tekniker endnu ikke havde afgjort med sig selv, om han ville spille i Vejle eller Hvidovre. Tilsyneladende fandt københavneren sig til rette i Nørreskoven. I 2 halvleg scorede Leif Sørensen yderligere to mål og tørnede herefter ud for Vejle i efterårssæsonen.

Humøret var skruet gevaldigt i vejret i Nørreskoven efter Hajduk-kampen. Efterårspremieren stod mod Køge Boldklub på Vejle Stadion. Det var tid til en ny start, men desværre fortsatte nedtuen fra foråret. Sjællænderne kunne rejse tilbage over Storebælt med en imponerende sejr på 7-3.

Nu var gode råd dyre for VB-folket. En opvisningskamp mod et stærkt russisk hold fra FC Spartak Moskva måtte være velegnet til at banke noget selvtillid ind i det nedslåede VB-hold.

Det gik dog ikke helt, som man kunne ønske det. De gæve jyder blev pulveriseret med 0-8 i det sidste jubilæumsarrangement. Russerne diskede op med kvikt og hurtigt angrebsspil, der gang på gang udmanøvrerede Vejles usikre forsvar. Russerne scorede til 1-0 i det første angreb. Herefter skabte russerne sig chancer til mere end de 8 mål, som de skød ind bag en prisgivet Heinz Hildebrandt.

De dårlige takter fra russer-kampen fortsatte i 1. division. Efter hjemmekampen mod B1913 fra Odense lå vejlenserne for første gang i sæsonen på en nedrykningsplads. Der kom for alvor nerver på i Nørreskoven. Med fem kampe tilbage i programmet lå Vejle til nedrykning. Så tog vejlenserne sig sammen. 3 sejre i de følgende tre kampe bragte VB over stregen. En sejr over B1909 i sidste spillerunde resulterede i en samlet syvendeplads. Vejle havde reddet livet i 1. division.

Torsdag den 3. maj 1962: Skeptiske Vejle-tilhængere gik glip af overraskende fodboldtriumf. Fortjent 3-2 sejr over Ipswich Town.

Ipswich Town FC havde - i klubbens allerførste sæson i den engelske 1. division - sensationelt vundet det engelske fodboldmesterskab ved at besejre Aston Villa 2-0 i den sidste kamp. Det var sket kun 5 dage før venskabsopgøret i Nørreskoven.

VB havde indgået aftalen om venskabskampen med det sympatiske Suffolk-mandskab adskillige måneder før kampdatoen, men VB-lederne havde på det tidspunkt næppe forestillet sig, at Vejle Stadion skulle lægge græs til et så fornemt besøg i det sene forår.

Det var skuffende, at kun 5.600 tilskuere benyttede den lune aften – dagen før Danmarks befrielsesdag - til at se topfodbold i Nørreskoven. En af forklaringerne til det lave fremmøde var nok, at Vejle klarede sig skidt i den danske 1. division. Holdet lå sidst med 0 point efter 3 kampe. Heldigvis var det på forhånd aftalt med briterne, at VB ikke skulle betale for mesterholdets gæsteoptræden i Vejle, så der blev ikke underskud ved kampen.

De få tilskuere kunne glæde sig over et længe ventet comeback til landsholdsbacken Poul Jensen, der i de første turneringskampe have været ude med en fiberskade. Erfarne Jensen stabiliserede Vejle-forsvaret og viste, at han var klar til at rykke ud for det kriseramte VB-mandskab i Danmarksturneringen. 

De VB-tilhængere, der blev hjemme i haven eller på altanen, gik glip af en strålende kamp, hvor Vejle helt nedspillede de uengagerede engelske mestre, der slap billigt med kun at tabe 2-3. Det overraskede både spillere og tilskuere, at Ipswich fremstod som et meget ordinært hold, hvor den store centerforward Ray Crawford ikke havde et eneste skud på mål i hele kampen. Det undrede de fleste, hvordan ordinære Ipswich fra det sydøstlige Storbritannien var blevet mestre.

Ipswich kom bedst fra start over de i begyndelsen benovede Vejle-spillere, der lige skulle vænne sig til det højere tempo og de fine gæster. Men hurtigt opdagede Vejle, at Ipswich var yderst sårbare over for dybe stikninger, som de hurtige wings Kaj Poulsen og Poul Mejer kunne løbe op. Det var lige en opskrift for midtbaneregissøren Tommy Troelsen, der dominerede midterfeltet med en stribe gode afleveringer.

På en aflevering fra Mejer udlignede Leif Sørensen i en situation, hvor englænderne appellerede for offside. Senere i 1. halvleg huggede Poul Mejer bolden i kassen efter at have leget kispus med de engelske forsvarere.

I 2. halvleg blev den unge vejlenser Johnny Hansen skiftet ind til sin kun anden kamp for VB. Han afløste stopperen Peter Poulsen. Unge Hansen blev sat ind som højre back og kunne sammen med sin fader Orla Hansen, der var klubbens næstformand glæde sig over, at Helge Jensen sikrede sejren på en aflevering fra nytilkomne Vagn Hedager. Ipswich fik til slut reduceret til 2-3, men sejren kom aldrig i fare.

Gæsternes største navn var uden for banen. Det var cheftræner Alf Ramsey, der havde formået at gøre et ordinært mandskab uden stjernespillere til engelske mestre på rekordtid. Efter trænergerningen i Ipswich blev Alf Ramsey i 1963 landstræner for England og stod i spidsen for holdet, der hentede VM-trofæet hjem til England i 1966. Han stod i spidsen for England indtil 1973 og blev adlet for sin indsats for fodboldens moderland.

I de efterfølgende turneringskampe klarede Vejle sig bedre. Den flotte sejr havde vendt bøtten, så VB kunne slutte forårssæsonen som nr. 4.

Returkampen mod Ipswich blev afviklet den 4. december 1962 på Portman Road – et stadion, der blev kendt af mange danskere år senere i forbindelse med transmissionerne af de engelske tipskampe i DR. Hverken Poul Jensen eller Leif Sørensen var kommet med til England og Tommy Troelsen var med landsholdet på Malta. Spillerne figurer ellers i kampprogrammet, men arrangørerne har formodentlig blot gengivet Vejles opstilling fra den første kamp, fordi Ipswich-lederne ikke har kendt til ændringerne.  

Troelsen & Co gik ikke glip af så meget, fordi kampen blev afbrudt af tåge efter en halv time. Ipswich førte 1-0 på det tidspunkt. De 13.000 tilskuere fik tilbudt en billet til en turneringskamp, fordi Vejle næste dag havde forpligtet sig til at spille mod Chelmsford City og derefter skulle rejse hjem. Kampen mod Chelmsford blev dog også aflyst på grund af tåge.

I 1964 spillede VB tre kampe mod gode britiske hold og fik som bonus en fantastisk rejse til Swinging London. En flot slutspurt førte til en 5.plads i 1. division i en omskiftelig sæson med flere nye spillere.

Som sædvanlig begyndte sæsonen i den kolde januar måned, da cheftræner Ernst Netuka mønstrede tropperne i skoven omkring Vejle Stadion. Der var flere nye ansigter bl.a. angriberen Ole Fritsen, der var kommet fra Brande. Det blev til hele ni træningskampe med tilfredsstillende resultater.

Forventningerne var høje til sæsonpremieren på Vejle Stadion, hvor Brønshøj Boldklub kom på besøg. I 1. halvleg blev Vejles målmand Erling Sørensen ramt af en støvle og måtte lade sig erstatte med Tommy Troelsen, der klarede den uvante opgave i målet med bravour. Forhindre et nederlag til hvepsene kunne Vejle-strategen dog ikke. Brønshøj rejste hjem til hovedstaden med en 2-1 sejr.

I slutningen af april var fynboerne fra B1909 på besøg i Nørreskoven. På mål af midtbanemanden Jens Poulsen lagde østjyderne godt ud, men inden pausen havde odenseanerne bragt sig foran 2-1. Det stod der også på måltavlen, da kampen var forbi. VB havde tabt til de senere danmarksmestre, skulle det senere vise sig.

Tirsdag den 5. maj 1964 tog Vejle imod det anerkendte engelske 2.divisionshold Southampton FC.

Gæsterne fra den britiske havneby lagde bedst fra kaj. Allerede efter 12. minutter måtte nummermanden på Vejle Stadion sætte et 1-tal under gæster. Inden pausen lykkedes det dog innerwingen Vagn Hedeager at udligne føringen.

Fra starten af 2. halvleg lagde østjyderne mere tryk på. Belønningen kom efter 10 minutter, da Preben Thomsen passerede den engelske målmand. Glæden varede dog kort, fordi englænderne udlignede allerede på det næste angreb.

Det lignede et respektabelt remis indtil Vagn Hedeager et par minutter før tid scorede sejrsmålet. De 4.500 glade tilskuere havde haft en fin oplevelse. En sejr over et stærkt britisk hold på vej frem var bestemt en flot skalp. Faktisk rykkede The Saints, som er klubbens kælenavn, op i 1. division i 1966.

Som så ofte før gav sejren over en international modstander Vejle-drengene selvtillid. 2. pinsedag tog Vejle imod de regerende danmarksmestre fra Esbjerg, der lå nr. 2 i 1. division. Der kom 18.000 tilskuere til den spændende aftenkamp. Esbjergenserne kom foran tidligt i 2. halvleg, men energiske Kaj Poulsen fik udlignet. Jubelen steg i Nørreskoven, da vejlenserne i den sidste del af kampen pressede på. Det endte med, at Esbjerg skulle være mest tilfreds med det uafgjorte resultat 1-1.

På det tidspunkt rodede Vejle rundt i bunden af 1. division, men et par uafgjorte resultater sikrede, at VB kunne holde sommerferie på syvendepladsen, dog kun 3 point fra en nedrykningsplads.

De første kampe i efterårssæsonen var en blandet fornøjelse. Sejr de ene dag over stærke AGF, nederlag ugen efter mod upåagtede B1901. VB havde ikke rigtigt fundet rytmen endnu. En tur til England fik dog holdet i gear til de sidste divisionskampe.

I oktober drog 17 forventningsfulde VB-spillere og 6 VB-ledere til England for at spille 2 venskabskampe mod Southampton FC og Chelmsford City FC. Swinging London var base for det spændende ophold. Kampen mod Southampton var et returmøde efter briternes besøg i Vejle, medens kampen mod Chelmsford var opfyldelse af et hængeparti fra turen til England i 1962. Dengang blev kampen aflyst på grund af tåge, men de fair englændere betalte alligevel den sum penge, der var aftalt for at få VB til at stille op. Vejle benyttede nu rejsen til London til at gennemføre den aflyste kamp i Chelmsford.

Turen til England startede lidt utraditionelt med en 1. divisionskamp i Københavns Idrætspark mod B1903. Der var ingen rejsefeber at spore, for Vejle vandt overraskende 3-2. Efter bad og omklædning drog Vejle-delegationen direkte til Kastrup Lufthavn, hvor østjyderne steg ombord på ruteflyveren til London. VB-holdet blev efter ankomsten installeret på et dejligt hotel midt i London.

Efter en dags sightseeing i London City tog vejlenserne med bus til den sydengelske by Southampton, hvor den første kamp skulle spilles. 6.000 tilskuere var mødt op for at se de lokale bysbørn tage hævn for det ærgerlige nederlag i foråret. Selv om Southampton kun hørte til i den næstbedste række, var der ikke desto mindre en par prominente navne på holdet. Centerforwarden var den 19årig topscorer Martin Chivers, der stormede frem med syvmileskridt. Senere skiftede han til Tottenham Hotspurs og kom på landsholdet, hvor han scorede 13 mål for England.

Den lynhurtige højre wing Terry Paine var aktuel engelsk landsholdsspiller. Han havde faktisk året før scoret et hattrick for England mod Nordirland og var derfor en regulær stjernespiller på det hyggelige stadion The Dell, som var Southamptons hjemmebane. Terry Paine blev senere udtaget til Englands VM-trup til mesterskaberne i 1966 og spillede en enkelt kamp under slutrunden. 

Hele VB-holdet gjorde en god figur i det flotte selskab, men kunne ikke forhindre et smalt 0-1 nederlag. Østjyderne spillede sig til flere gode muligheder og fik ros af de britiske værter efter kampen.

2 dage efter drog VB-delegationen til Chelmsford, som ligger ca. 65 km. øst for London. Hviledagen var blevet anvendt til indkøb i de mange flotte stormagasiner. Modstanderen spillede ikke i den engelske liga, men det forhindrede ikke de kampberedte briter i at bringe sig foran 1-0 tidligt i kampen. Inden pausen udlignede Helge Jensen efter et smukt opspil, hvor højre wing Kaj Poulsen stod for den målgivende aflevering.

Vejle var det bedste hold mod de halvprofessionelle briter, men kunne ikke score yderligere. I slutningen kunne det tydeligt ses på de trætte VB-spillere, at de havde spillet tre kampe på fem dage, da turneen jo var startet i Københavns Idrætspark.

Efter kampen havde værterne arrangeret en flot banket med suppe, steg og is. Medens vejlenserne tog for sig af retterne, kunne de hilse på den lokale skønhedsdronning, der var festens naturlige midtpunkt. Skønhedsdronningen var dog så tæt dækket op, at ingen af VB-spillerne rigtig kunne komme til at gøre indtryk på den ombejlede kvinde.

Hjemrejsen blev længere end planlagt og temmelig anstrengende. Med to timers forsinkelse landede VB-truppen i Hamburg, hvorefter det gik med tog til Vejle. Det var et kuld trætte østjyder med bugnende kufferter, der omsider kunne modtages af familie og venner.

Hjemvendt fra England bankede VB først Esbjerg på udebane, dernæst mesterskabsaspiranterne fra KB, der var storfavorit til mesterskabet. 10.000 ellevilde tilskuere så med begejstring, at Vejle dukkede københavnerne på Vejle Stadion. Det var østjydernes kamp fra start til slut. Målscorerne på denne herlige dag var Tommy Troelsen og Poul Bilde, men det kunne være blevet til mange flere mål.

Den gode slutspurt sikrede Vejle en pæn femteplads i 1. division.

Ovennævnte begivenheder i VB’s fantastiske historie og meget andet kan du høre mere om på VB-museet, der holder til i lokaler på det gamle stadion. Du kan også læse mere i VB’s årsskrifter, som er udkommet uafbrudt siden 1954 og derved udgør et enestående stykke fodboldhistorie i Danmark.

Billederne af VB-spillerne i deres røde trøjer er fra Foska-pakkerne i 1964 og er venligst udlånt af www.fodboldhistorik.dk.

Vejle tog imod Esbjerg i Danmarksturneringens tredjesidste runde i 1965. Vestjyderne førte 1. division, men Vejle var kun et point bagud.

En sejr i Nørreskoven ville bringe det talentfulde VB-hold på førstepladsen med gode muligheder for at vinde mesterskabet. Efterårssæsonen havde været helt fantastisk – Vejle havde vundet alle sine kampe – 7 kampe i træk.

Næsten 20.000 tilskuere var mødt op i Nørreskoven. Opvarmningen havde stået på hele dagen, og de første tilskuere mødte allerede op om formiddagen. Kampen startede kl. 13.30.

De blev vidner til en rigtig topkamp med høj intensitet, hvor der blev gået til vaflerne. Vejles spilfordeler på midtbanen Tommy Troelsen fik en personlig oppasser – Vagn Hedager, som året før havde spillet i VB’s røde trøjer. De to spillere havde mange dueller og havnede på forsiden af Ekstra Bladet med overskriften: ”Sådan bremses Vejles stjerner”

De unge Vejle-hold var ganske rigtigt stjernebesat med træner Ernst Netuka i spidsen. Johnny Hansen og Ulrik le Fevre er i dag VB-ikoner, men også højre wingen Kaj Poulsen var på vej frem. Han blev senere på året kåret som årets spiler i Danmark.

Vejle kom planmæssigt foran 1-0 ved Ole Fritzen på et langskud, som helt overrumplede Esbjergs landsholdsmålmand Erik Gaardhøje. I resten af kampen havde VB fin kontrol med kampen.

De to halfbacks Palle Brinch og Niels Erik Andersen trak sig tilbage og var med til at afværge forsøgene fra de mere og mere desperate esbjergensere. De opstemte tilskuere forventede, at Vejle ville køre sejren sikkert hjem.

2 minutter før tid fik Esbjerg tilkendt et frispark uden for straffesparksfeltet. Vejle-spillerne forventede, at den skudstærke centerhalf Børge Enemark ville skyde direkte på mål, men i stedet afleverede han ind i feltet. Efter klumpspil udlignede Carl Emil Christiansen og bragte derved vestjyderne på mesterskabskurs igen.

Topkampen blev bragt i Danmarks Radio søndag aften kl. 18.00-19.30. Det var første gang, at der blev transmitteret fodbold fra Vejle Stadion. Dengang var det meget sjældent, at DR transmitterede danske klubkampe, men Gunner Nu Hansen & Co havde købt denne kamp af VB, da der ville være fuldt hus på Vejle Stadion.

Prisen for transmissionen er ukendt! Det har heller ikke været muligt at opdrive kampprogrammet til denne kamp.

Esbjerg blev danmarksmester 1965, mens Vejle måtte nøjes med sølv.

Det talentfulde sølvhold fra 1965 skabte ikke alene stemning i Nørreskoven, men udgjorde også rygraden på det danske fodboldlandshold.  Seks magiske VB-spillere optrådte i den rød-hvide dragt med DBU-logoet på brystet og stod tilmed for alle målene i efteråret 1965.

VB havde et forrygende år i 1965, selv om Danmarksmesterskabet glippede i den berømte hjemmekamp mod Esbjerg. Vestjyderne fik uafgjort i det sidste minut og efterlod derved VB med sølvmedaljer i stedet for DM-guldet.

I en af forårets mange flotte kampe slog det strålende VB-mandskab københavnerne fra B93 med 5-0. Vejlenserne førte i silende regn 4-0 ved pausen på mål af højre wing Kaj Poulsen (2), centerforward Ole Fritsen og innerwingen Karsten Lund. Spillerne udnyttede til fulde den glatte bane, der understøttede VB’s fodboldstil med hurtige pasninger og fin teknik i højsædet. Underholdningen faldt markant i 2. halvleg. På en centring fra Ulrik le Fevre fik Karsten Lund dog lukket kampen ordentligt.

8 af de 11 spillere, der figurer på holdopstillingen i kampprogrammet var eller kom senere på landsholdet. I midten af 60´erne vrimlede Vejle-holdet med talent og potentiale, hvilket i efteråret 1965 førte til, at ikke mindre end 6 VB-spillere stillede op for Danmark i landskampene mod Norge (2-2) Sovjetunionen (1-3), Grækenland (1-1) og Wales (2-4). Mod Sovjetunionen og Wales havde Vejle hele 5 mand i startopstillingen. Det var tæt på at være VB mod resten af Europa.

Vejle-dominansen blev endnu tydeligere ved, at de fem danske mål i årets fire sidste landskampe alle blev scoret af Vejle-folk.  Flere af målene er heldigvis gemt for eftertiden og kan genopleves på YouTube, bl.a. Tommy Troelsens berømte mål mod uovervindelige Lev Yashin, der vogtede målet for Sovjetunionen i 1-3 nederlaget i Københavns Idrætspark. 

De 6 spillere, der i 1965 dominerede det danske landshold, har alle opnået ikon-status i Vejle Boldklub og har haft flotte fodboldkarrierer både som spillere, trænere og ledere.

Johnny Hansen var i første halvdel af 1970´erne bredt anerkendt som en af Europas bedste backs. Han vandt Europa Cup for mesterhold tre gange med Bayern München. Inden Hansen drog til vesttysk fodbold i 1968, nåede han at spille 20 landskampe for Danmark og score to mål. I 1976 vendte Johnny Hansen tilbage til VB, hvor det blev til yderligere 17 landskampe. Johnny Hansen har scoret 3 mål i 45 landskampe, og i hvert fald to af dem mod Israel (3-1) og Finland (3-0) blev transmitteret i Danmarks Radio, men har ikke siden været offentlig tilgængelig og er formodentlig udgået af DR’s arkiver.

Tommy Troelsen debuterede for landsholdet helt tilbage i 1959 og kom ind som elegant midtbanespiller ved OL i Rom 1960. Den tabte OL-finale mod Jugoslavien og Troelsens smukke spil, hvor han elegant hopper over bolden, så Flemming Nielsen kan reducere for Danmark, kan i dag genopleves på YouTube, hvor det meste af guldkampen sensationelt er dukket op fra gemmerne. Indtil 1968 blev det til 16 landskampe og fem mål af fodboldtroldmanden fra Vejle. Udover målet mod selveste Yashin i 1965 blev det bl.a. til et hattrick mod Norge i 1968.

Kaj Poulsen fik et forrygende gennembrud. Han debuterede på landsholdet i juli 1965 mod Island og blev udnævnt som årets spiller senere samme år – som den første VB-spiller. Udlandet fik hurtigt øjnene op for den hurtige Vejle-wing, så allerede i 1966 røg Poulsen til Hannover 96. Det blev desværre ikke til flere landskampe. Kaj Poulsens eneste mål for landsholdet blev scoret på udebane mod Wales i december 1965, men målet er ikke bevaret for eftertiden, da landskampen ikke blev transmitteret i DR. 

Ole Fritsen nåede 6 landskampe inden han blev professionel i Groningen i Holland. Det blev til 3 mål, hvor føringsmålet i 1-1-kampen mod Grækenland i 1965 er bevaret i DR’s arkiver. Målene mod Norge og Wales også i 1965 findes ikke mere. Fritsen fortsætte sin fodboldkarriere som træner i VB gennem mange år og var ved sin død i 2008 en af de mest anerkendte VB-trænere.

Poul Bilde kom på landsholdet i 1965 som en landets farligste angribere. Det blev til 8 landskampe indtil 1968. Det blev ikke til mål på landsholdet, men flere oplæg bl.a. lagde Bilde bolden perfekt til klubkammeraten Troelsen i kampen mod Sovjetunionen i 1965. Efter karrieren lagde Bilde et stort arbejde i VB, hvor Bilde bl.a. var formand i en årrække

Ulrik le Fevre var den sidste til at debutere på landsholdet af de seks spillere. Inden le Fevre drog til Borussia Mönchengladback i 1969 blev det til 28 landskampe og 6 mål. 3 af målene var mod Island i 14-2-sejren i 1967. Målene fra denne kamp er bevaret på DR’s hjemmeside Historisk Univers – 16 mål på godt 7 minutter er forrygende underholdende, heraf tre raketter fra Ulrik le Fevre fra stort set samme position på banen. Det sidste mål for landsholdet scorede le Fevre i 1974 i Aalborg mod Island på hovedstød, men det mål har ikke været vist siden - desværre.

En læreruddannelse på et seminarium kan i øvrigt føre til meget. 4 af de 6 spillere er læreruddannede.

I alt har Vejle leveret ikke mindre end 34 spillere til landsholdet. Det begyndte med centerforwarden Bent Sørensen, der i sin debutkamp mod Norge i 1953 scorede kampens eneste mål.

Vejles seneste landsholdsspiller er angriberen Mark Strudal, der i januar 1993 repræsenterede VB i en landskamp mod USA i Phoenix. Kampen endte 2-2 og Strudal scorede til 1-0. Derved er han også den sidste målscorer på landsholdet for VB. Senere på året skiftede den målfarlige Glostrup-dreng til FC København.

I 1965 begyndte billeder af VB-spillerne at dukke op i æsker med lakridspastiller. Billederne blev hurtigt kendt af raske drenge og piger som Nu-billeder og er samleobjekter i dag. Hele VB-holdet fra kampen mod B93 var med i den første serie af Nu-billederne. Billederne er venligst stillet til rådighed af www.fodboldhistorik.dk.

Målrigt naboopgør, da oprykkerne fra Horsens i 1967 slog sejrssikre VB 5-4 foran 17.000 tilskuere

Tilskuerne i Vejle har altid sat pris på de store, dramatiske lokalopgør mod nabobyerne. Især har klubberne i Horsens og Kolding været udfordrerne, fordi VB altid har været den dominerende klub.

Det første opgør mellem Vejle og Horsens i den øverste række i landet blev spillet en dejlig onsdag aften den 10. maj 1967. Det blev en sand fodboldfest, der huskes af mange – især fra Horsens. Der var op mod 17.000 tilskuere på lægterne, heraf mange fra Horsens, som besatte hele den ene langside. Himlen var blå, skoven var grøn og spillerne var i henholdsvis gult og rødt - næsten som til en svenskerlandskamp. Rammerne kunne ikke blive bedre. Det hele blev garneret med to vakkelvorne forsvar.

Der havde tidligere været opgør mellem byerne, men aldrig i 1. division. Vejlenserne havde været i toppen af dansk fodbold siden 1956 og var derfor den store klub, der skulle ned med nakken i den østjyske broderstrid.

Vejle mødte op som storfavorit. Holdet havde fået en fin start på sæsonen og lå nr. 3 i 1. division efter fem kampe. Der var fine gæster på lægterne. DBU’s udtagelseskomite skulle ikke blot besigtige de etablerede landsholdsspillere Ulrik le Fevre og Johnny Hansen, men også de mange andre stærke spillere på Vejle-holdet

Horsens var lige rykket op i 1. division, men havde også fået en forrygende start. Klubben lå nr. 6 i tabellen. Det var dog første gang, at Horsens-spillerne skulle optræde i kunstigt lys. Der blev spekuleret i, at det kunne blive til en fordel for Vejle-holdet. Måske havde VB et hemmeligt våben?

Kampen startede lovende for Vejle. På en centring fra den driblestærke Karsten Lund scorede Per Madsen efter 10. minutter. Madsen var lige kommet til klubben fra Vejen. Jørgen Markussen, der også var en af Vejles unge talenter, havde et flot skud på mål, der var tæt på at øge føringen, men i stedet scorede Horsens. I løbet af få minutter nettede centerforward Hardy Jensen to gange. Kort før halvleg fik Vejle dog udlignet ved Poul Bilde, da han skubbede bolden i mål med skulderen. 2-2 ved pausen var ganske passende i en hæsblæsende kamp.

Vejles målmand Heinz Hildebrandt tabte i starten af 2. halvleg en centring fra Bent Schmidt Hansen ind i målet, og så var Horsens foran igen. På en aflevering fra halfbacken Niels Erik Andersen udlignede Jørgen Markussen. Men det blev til endnu en Vejle-foræring af et forvirret VB-forsvar. Carl Johan Aamand scorede til 4-3 og med sit tredje mål cementerede Hardy Jensen sejren for Horsens - 5-3. Karsten Lunds straffesparksmål i de sidste minutter pyntede blot på resultatet i målfesten.

Vejles forsvar havde svigtet og havde ikke formået afværge det direkte og sprudlende opspil, som gav Horsens sejren. Bedste mand i Vejles forsvar var Johnny Hansen, der ikke tillod sin wing at rykke forbi med bolden en eneste gang. Vejle-backen blev også efter kampen udtaget til landskampen mod Ungarn en uge senere sammen med Ulrik le Fevre. Det samme blev Horsens højre wing Bent Schmidt Hansen.

På vej ud af banen rystede flere Vejle-spillere på hovedet:

”Hvordan kan man tabe en kamp, når man scorer fire mål – på hjemmebane”, spurgte Ulrik le Fevre. Angrebskollegaen Poul Bilde var lige så uforstående: ”I de tidligere fem kampe er der kun blevet scoret to mål mod os”. En af forklaringerne var, at VB måske var påvirket af den store opbakning, der var til Horsens på VB’e egen uindtagelige højborg i Nørreskoven. De 6.000 tilskuere fra Horsens med byens borgmester i spidsen larmede langt mere end Vejle-fansene.

Den 23 årige stenhugger Hardy Jensen fra Horsens kunne om aftenen notere sig, at han var topscorer i 1. division med 6 mål. Med sejren rykkede Horsens forbi Vejle. Gennem forårssæsonen lignede Horsens mere og mere et kommende mesterhold, men efter sommerferien løb Horsens ind i et par alvorlige øretæver bl.a. vandt VB returkampen i Horsens Idrætspark med 6-1. Det blev dog til en flot og velfortjent bronzemedalje til Horsens.

Tilnavnet Den Gule Fare kan føres tilbage til slutningen af 1920´erne, hvor Horsens huserede med succes i den jyske mesterrække. Det blev til 2 mesterskaber i 1926 og 1927. Holdets flotte resultater, der gav genlyd i hele Jylland samt de knaldgule spilletrøjer førte til, at den århusianske idrætsleder Laurits Christian Steen sammenlignede Horsens-holdet med en sygdomsepidemi, der blev kaldt Den Gule Fare. Sammenligningen var i virkeligheden ikke særligt flatterende, fordi den gule fare var en afart af den forfærdelige Spanske Syge, der lige efter 1. verdenskrig i 1918 hærgede Europa med mange dødsfald til følge.  

Vejle stillede op med følgende mandskab: Heinz Hildebrandt, Johnny Hansen, Erik Pedersen, Niels Erik Andersen, Henrik Jensen, Niels Chr. Hüttel, Karsten Lund, Poul Bilde, Jørgen Markussen, Per Madsen og Ulrik le Fevre.

Det har desværre ikke været muligt at tilvejebringe et kampprogram fra denne kamp, heller ikke i VB-museets store arkiv. Måske ligger det i en spillers scrapbog og gemmer sig.

I 1967 kunne man finde billeder af både VB- og Horsens-spillerne i æsker med lakridspastiller – de såkaldte NU-billeder. Billederne er venligst stillet til rådighed af www.fodboldhistorik.dk.

Vejle repræsenterede for første gang Danmark i Totocup-turneringen i 1965. Toto-cuppen var en international tipsturnering for klubhold.

Kampene blev spillet i juli og indgik som tipskampe i de ugentlige tipskuponer, da alle de nationale turneringer lå stille. Deltagelse var meget attraktiv for klubberne, fordi rejse- og opholdsudgifter blev betalt af de europæiske tipstjenester.

Hver Toto-gruppe bestod af 4 hold, der spillede mod hinanden hjemme og ude. Vinderen af puljen fik en høj præmie.

De deltagende hold var typisk hold, der var havnet uden for medaljerækken i de nationale turneringer. Der var en overrepræsentation af østeuropæiske hold med klubnavne, som var helt ukendte i Danmark.

I perioden 1967-1990 var VB med i Toto-cuppen 12. gange. Det blev ikke til nogen førstepladser i Toto-gruppen, men 4 flotte andenpladser.

I den første kamp den 2. juli 1967 vandt Vejle sensationelt over det tyske bundesligahold Fortuna Düsseldorf. Selv om holdet netop var rykket ud, var den en flot skalp for de østjyske amatører. Tyskerne viste sig som et middelmådigt hold på Vejle Stadion.

Vejle førte 2-1 ved halvleg på mål af Niels Erik Andersen og Tommy Troelsen. En af de nye Jørgen Markussen lavede det tredje VB-mål. Poul Bilde kom også på scoringstavlen.

Den tyske træner Kuno Klötzer var meget imponeret af Johnny Hansen og Ulrik le Fevre. År senere skulle tyskerne komme til at stifte nærmere bekendtskab til de to talentfulde spillere, der blev professionelle i henholdsvis Bayern München og Borussia Mönchengladbach.

Returkampen i Düsseldorf tabte Vejle 2-3. Det blev til yderligere en sejr over et tjekkisk hold ZVL Zilina og uafgjort mod ASK Linz, Østrig. Tredjepladsen var et tilfredsstilende resultat for Vejle, og spillerne fik en rejseoplevelse sammen.

Toto-cuppen er i dag afskaffet og erstattet af Europa League-turneringen