Højdepunkter i 125 år

I 1977 blev et skelsættende år for Vejles forvænte hjemmepublikum. VB vandt landspokalen for femte gang og havde succes på Europas fodboldarenaer.

Men året sluttede med et overraskende farvel til amatørfodbolden i Nørreskoven. En ny epoke som professionel fodboldklub stod for døren.

Det var 51 håbefulde spillere, der i februar 1977 mødte frem til træningssamling på Vejle Stadion. Det var tid til den første løbetur i skoven. Hele området omkring stadion var dækket af tyk sne og hård is. Vinteren havde bidt sig godt fast i Danmark. Fodbold blev der ikke spillet så meget af på de frosthårde baner, men spillernes fysik kom hurtigt på plads. Udsigten til en træningstur til Afrika fik pulsen i vejret.

I marts fløj en forventningsfuld VB-trup til Dakar i Senegal. Det var lykkedes for de ihærdige VB-ledere at få arrangeret en forberedelsestur ned i varmen. Holdet blev indkvarteret på et lækkert luksushotel, hvor VB-spillerne straks bumpede ind i skuespillerne John og Birgitte Price, der var på ferie – uden sønnerne James og Adam. Den første træningskamp gav en klar 4-1 sejr over Senegals bedste klubhold, men senere tabte østjyderne 0-1 til Senegals landshold.

Vejles utrættelige Jørgen Markussen nåede både at fejre sit 250 kamps jubilæum og føre dagbog over Afrika-turen samt at dømme Vejles træningskamp mod et lokalt 2. divisionshold. Den udpegede dommer var ganske enkelt ikke dukket op, da kampen skulle begynde, men Markussen var som erfaren skolelærer ikke nervøs for at overtage dommerfløjten og dømme kampen med assistance af to lokale linjevogtere. På den støvede bane klarede han opgaven med bravur og modtog bifald efter kampen - også fra de 200 lokale tilskuere, der overværede kampen.

Afrika-turen gav et godt afsæt for Flemming Serritslev, Niels Wodskou, Knud Herbert Sørensen og de øvrige rutinerede spillere, der skulle bære de yngre kræfter igennem en lang sæson. Vejle spillede et flot forår i 1. division og sluttede på tredjepladsen efter OB og B1903.

En forudanelse om mesterskabets endelige placering fik fodboldeksperterne allerede den 4. maj 1977 på Odense Stadion. I en strålende aftenkamp vandt OB 3-2 over et velspillende VB-mandskab. Østjyderne kom planmæssigt foran 2-0 i 1. halvleg på mål af Jørgen Markussen og Poul Erik Østergaard og havde chancer til flere mål. Men så gik vejlenserne i defensiven. De indtil da ubesejrede fynboere sagde mange tak for tilbuddet og scorede tre mål – sejrsmålet 5 minutter før tid.

Anfører Flemming Serritslev konstaterede tørt: ” Da vi rakte OB-holdet en lillefinger, tog det hele hånden”. Det stærke hold fra Odense med Richard Møller Nielsen i trænersædet lagde sig sikkert i spidsen af 1. division.

Vejles vej til landspokalfinalen i Københavns Idrætspark var fyldt med strabadser, som holdet kun med besvær overvandt. I kvartfinalen tvang Køge Boldklub vejlenserne ud i en straffesparkskonkurrence. Sjællænderne klarede 1-1 på Vejle Stadion, men en scoring af topscorer Ulrich Thychosen på det sidste straffespark og en mesterredning fra solide Niels Wodskou klarede skærene.

I semifinalen fik de 2.500 tilskuere på Vejle Stadion dramatik og spænding for alle pengene. Modstanderen var Vanløse fra 2. division. Dommeren måtte bortvise københavnernes træner Niels Møller fra banen i 1. halvleg, da han brokkede sig højlydt og utilbørligt over en række kendelser. Hans mandskab førte ellers 2-0 og havde kontrol over spillet. I 2. halvleg intensiverede VB sit spil. Det var igen Ulrich Thychosen, der sikrede en sejr på 3-2. Vejle var i landspokalfinalen for sjette gang (1958, 1959, 1968, 1972, 1975, 1977).

Jubelen var stor, da Vejle på Kristi Himmelfartsdag fortjent hjemførte trofæet til Jylland. Sejren lød på 2-1 over B1909 fra Odense. Spillet i pokalfinalen var dog en slem skuffelse for de kun 13.000 tilskuere. Pokaldramaet bestod kort og godt af én advarsel, ét skud på overliggeren, to hidsige situationer foran målene og to mål inden for samme minut. I en lige kamp havde de hvidblusede VB-spillere til sidst det overtag, der afgjorde pokalfinalen.

Et kvarter inde i 2. halvleg bragte Ib Jacquet favoritterne fra VB foran. Den elegante angriber satte indersiden af foden til på en flot aflevering fra Knud Nørregaard. Føringen holdt i et minut. Et kikset skudforsøg gik på tværs af Vejles straffesparksfelt og havnede hos en udækket Torben Konradsen, der blot skulle kanonere bolden i netmaskerne. Udligningen irriterede tydeligt den erfarne Johnny Hansen, der ikke var vant til slendrian i rækkerne, når en føring skulle forsvares. I de følgende minutter fik Vejle-veteranen og det øvrige hold samlet sig til en fornyet offensiv.  

VB’s Knud Nørregaard havde været tidligt oppe om morgenen før de øvrige spillere for at varme op til kampen. Hans ene ben var længere end det andet, så musklerne skulle varmes ekstra op. Anstrengelserne bar frugt for den rappe spiller, da han 5 minutter før tid satte hovedet på et hjørnespark fra Ib Jacquet. Klappen var gået ned for fynboerne, fordi matchvinderen stod helt udækket foran mål som til en træningstime.

Den daværende kulturminister Niels Mathiassen overrakte pokalen til anfører Flemming Serritslev. Derefter var der banket i DBU’s kontorer i Idrætsparken, hvor DBU’s formand Carl Nielsen muntert fremhævede Knud Nørregaard som kampens ”hovedgevinst”. Den fiffige fodboldformand hentydede til Nørregaards hårde hovedstød, der havde afgjort kampen.

Da VB-spillerne startede efterårssæsonen op efter en velfortjent sommerferie, var det ikke urealistisk, at Vejle kunne kæmpe med om danmarksmesterskabet. Den største udfordring var OB, så ikke mindre end 15.100 tilskuere myldrede ud i Nørreskoven den 17. august 1977, da VB med masser af selvtillid og kvalitet skulle bremse fynboernes march mod mesterskabet. Richard Møller Nielsen havde lagt en stram taktik til kampen. De hurtige Vejle-angribere skulle dækkes tæt op i klassisk tysk mandsopdækning. Hurtige lynangreb skulle knække Vejle, var den snu taktikers oplæg.

Det var en blændende fodboldkamp mellem to klassehold. Men OB var den dag et mandskab uden svage punkter, der ikke tillod østjyderne at tilspille sig nogen store chancer, men som kynisk udnyttede mulighederne i den anden ende. Der stod 0-3 på måltavlen, da sommeraftenen gik på hæld. Danmarksmesterskabet var så godt som afgjort, fordi det kun var VB, der havde en realistisk mulighed for at stoppe Richardos fodboldhær.

Den flotte pokalsejr i maj betød, at Vejle havde kvalificeret sig til at deltage i Europa Cup for pokalvindere. I første runde trak Vejle et ukendt mandskab Progres Niedercorn fra Luxembourg. De kampberedte østjyder vandt uden problemer det første opgør 1-0 på udebane.

Målhelten var en ny lovende spiller Steen Thychosen, der havde afløst sin storebror Ulrich Thychosen i angrebet. Der var tårnhøje forventninger til den unge angriber. Allerede i efterårets første turneringskamp mod Randers scorede Steen Thychosen to flotte mål. Han røg derefter sammen med det øvrige VB-mandskab ind i en sløj periode, hvor målene udeblev. ”Jeg har været lammet af nerver”, udtalte den glade målscorer til Ekstrabladet efter EC-kampen. Han var glad for at få hul på bylden igen og funderede lidt over, at forventningerne til ham efter den flotte debut måske havde været for store for sådan en ung spiller.

Returkampen i Nørreskoven mod de chanceløse spillere fra fyrstedømmet viste, at Vejle ikke længere havde problemer med at score mål. Taktikken var lagt efter at tappe kræfterne hos de luxembourgske amatører i 1. halvleg, så holdet ville gå helt ned i 2. halvleg. Sejren var på 9-0, og VB satte dansk rekord for flest scorede mål i en Europa Cup-kamp. 27årige Knud Nørregaard fortsatte stimen fra pokalfinalen og scorede hattrick i løbet af 6 minutter. Det sidste mål scorede han med et kæmpe smil på læben, som læserne af avisen dagen efter kunne nyde på et herligt fotografi.

Efter et langt tilløb på grund af skader var Ulrik le Fevre blevet fast mand på holdet. Han var i sommerpausen vendt hjem til Vejle efter sine succesfulde år i vesttysk og belgisk fodbold, men altså også med en alvorlig skade, som han havde pådraget sig i sin sidste kamp for FC Brügge. De 8.400 tilskuere kunne glæde sig over den store sejr og Vejle-holdets adgang til næste runde.

I 2. runde var modstanderen af en helt anden kaliber. De græske pokalvindere fra PAOK Saloniki med irske Billy Bingham som anerkendt international træner stod på menuen. På forhånd levnede eksperterne ikke VB mange chancer for at klare hellenerne. For inderkredsen i VB var det derimod ikke overraskende, at Vejle igen løftede sig selv op på et højt niveau, når Europa kaldte.

4.700 så på Vejle Stadion, at Vejle triumferede med en 3-0 sejr over de græske favoritter. Kampfakta byggede på dommerens og spillernes egen beretning, fordi ingen af tilskuerne kunne se, hvad der foregik på banen. Vejle Stadion havde hele dagen været indhyllet i tæt tåge, og da mørket sænkede sig, blev det værre. De glade tilskuere kunne heldigvis høre, når VB-spillerne inde i tågen jublede over deres flotte mål og på den måde kunne stadionspeaker og fans følge med i kampen.

Energiske Gert Eg bragte østjyderne foran i 1. halvleg på et langskud. Poul Erik Østergaard erstattede Knud Nørregaard i 2. halvleg og spillede straks Ib Jacquet fri til en fordobling af føringen. I sidste minut modtog Østergaard bolden fra Jørgen Markussen. Da han ikke kunne få øje på sine medspillere, driblede han lidt rundt med bolden inden han skød på mål. Bolden gik flot ind øverst i målet, blev det efterfølgende hævdet fra pålidelig kilde. Målet var efter sigende flot, men ingen kunne rigtig se det på grund af tågen.

14 dage senere stod Vejle med ryggen mod muren foran de fanatiske tilskuere i Saloniki, men østjyderne red flot stormen af. Vejle tabte kun 1-2. Det var en meget tilfreds træner Poul Erik Beck, der så sit hold spille internationalt og disciplineret. Grækerne pressede på fra starten og skaffede sig 24 hjørnespark mod Vejles 3.

Et kvarter før tid udlignede Ib Jacquet den græske 1-0 føring, hvilket fik de lokale supportere til at gå amok og vende deres vrede mod klubpræsidenten. Der opstod slagsmål, da præsidenten for Saloniki måtte flygte væk fra de skuffede fans.

Vejle havde kvalificeret til en EC-kvartfinale – som det kun tredje danske hold i Europa Cuppens historie. 

I Danmarksturneringen endte Vejle som nr. 4. Et sølle mål mere i de 30 kampe havde givet bronze.

DBU afskaffede amatørfodbolden i 1977, da det gamle forbund voldsomt blev udfordret af Harald Nielsen og Helge Sander, der ville lave en professionel piratliga. Vejle gjorde sig hurtigt klar til at oprette et selvstændigt selskab, der skulle stå for driften af en professionel afdeling fra 1. januar 1978. Selskabet indgik en flot sponsoraftale med forsikringsselskabet Topsikring. Klubben indgik også kontakter med spillerne, men fra de andre ny professionelle klubber var der kraftigt bud efter VB-spillerne. 5 mand drog til Kolding IF, og VB mistede samlet set det meste af et hold. 

Der var nye spændende tider på vej i Nørreskoven.

Det erfarne VB-mandskab anvendte i 1978 den gode kampform fra kvartfinalen i Europa Cuppen til helt at tage kontrol over 1. division.

Mesterskabet var overraskende, fordi VB havde været udsat for en veritabel åreladning, da mange gode spillere valgte nye græsgange.

I 1978 besluttede DBU, at alle 48 klubber i de tre divisioner fik lov til at betale deres spillere for at spille fodbold. Langt de fleste klubber besluttede sig for at stå til søs med betalt fodbold.

Vejle Boldklub havde allerede i efteråret 1977 gjort sin stilling op. På en ekstraordinær generalforsamling gav medlemmerne forretningsudvalget bemyndigelse til at forberede betalt fodbold i Vejle og stifte et selskab, der skulle stå for driften. Hurtigt indgik de velforberedte VB-ledere en lukrativ sponsoraftale med forsikringsselskabet Topsikring, der lagde 600.000 kr. på bordet over en treårig periode for bl.a. at få logoet på VB’s røde spilletrøjer. VB tog derved afsked med det klassiske Tulip-logo, der havde prydet spillernes bryst siden 1970, bl.a. på de eftertragtede NU-billeder af VB-spillerne.

Det nye professionelle driftsselskab indgik kontrakt med 12 spillere. En af de nye kontraktspillere var den talentfulde Alex Nielsen, der var målmand på ungdomslandsholdet og som valgte af skifte fra Fremad Amager til Nørreskoven. Han afløste VB-legenden Niels Wodskou, der havde vogtet målet siden 1968.

Lønnen til de nye kontraktspillere bestod af en fast månedlig løn samt diverse tillæg. Spillerne fik 300,- kr. pr. point i Danmarksturneringen samt 0,10 kr. pr. tilskuer til hjemmekampene. Til træner og spillerlønninger afsatte VB-ledelsen i alt 600.000,- kr. i 1978.

Det var i høj grad den voldsomme spillerafgang, der prægede klubben ved årsskiftet. Klubber som Kolding IF og Ikast fS foretog storindkøb blandt Vejles rutinerede spillere. Ikke mindre end fem spillere – Jørgen Markussen, Peter Hansen, Finn Johansen, Hans Junker og Flemming Serritslev - drog sydpå til naboklubben Kolding, som med støtte fra lokale virksomheder satsede mange penge på at forstærke sig til en hurtig oprykning fra 3. division. VB havde ved årsskiftet taget afsked med 12 spillere, heraf flere bærende profiler.

Da Vejle allerede i marts skulle spille kvartfinale i Europa Cup for pokalvindere, gav cheftræner Poul Erik Bech ikke spillerne en lang juleferie. Han havde lavet et træningsprogram til spillerne, så de kunne holde formen vedlige efter sæsonafslutningen i november 1977.

Årets første løbetur i Nørreskoven var sat allerede til den 3. januar. Herefter gik det over stok og sten med fysisk træning og udfordrende træningskampe. Kulminationen på holdets grundige forberedelse var en 14 dages drømmetur til Indonesien. Det indonesiske fodboldforbund havde indbudt vejlenserne, så rejse og ophold var betalt for de 23 ledere og spillere, der i det flotteste VB-jakkesæt mødte til afgangen den 8. februar 1978. Rejsen var kulturelt uforglemmelig for spillerne, men sportsligt bidrog den også til få VB-drengene i omdrejninger. Holdet måtte stå igennem 4 hårde træningskampe i fugtig og trykkende varme.

Modstanderen i kvartfinalen var de hollandske pokalvindere fra Twente Enschede. Holdet fra provinsen Overijssel var ikke særlig kendt i Danmark, men havde dog imponeret ved at nå finalen i UEFA-cuppen i 1973, hvor det blev et nederlag til Borussia Mönchengladback.

De ambitiøse VB-ledere havde gjort alt for at bringe VB-spillerne på omgangshøjde med de fuldtidsprofessionelle nederlændere. Træningslejr i udlandet, en snes træningskampe og hård fysisk træning skulle opveje, at danskerne lå stille i Danmarksturneringen i modsætning til Twente-spillerne, som spillede turneringskamp hver weekend.

På en normal dag - i maj måned på en god bane midt i danmarksturneringen – ville VB have vundet over Twente Enschede. Bedre var gæsterne ikke i den første kamp på Vejle Stadion den 1. marts 1978. Men handikappet af manglende kamptræning og overmatchet uden for sæsonen løb de fysisk stærkere og bedre sammenspillede hollændere fra østjyderne. Twente vandt sikkert 3-0.

Tidspunktet for kampens afvikling midt i den danske vinterpause og ikke holdenes spillemæssige kvaliteter blev afgørende. De mange eksperter på Vejle Stadion konkluderede samstemmende, at danske hold ikke havde en chance for at udfordre stærke europæiske hold midt i den danske fodboldvinter, og nok så mange træningsophold og løbeture i Nørreskoven kunne ikke ændre på det ulige forhold, som der var i forberedelsesmulighederne.

Den smattede og ujævne bane bekom heller ikke Vejle-spillerne vel. De rødblusede kunne dårligt holde balancen, mens hollænderne effektivt spillede bolden rundt. Forskellen mellem et toptrænet hold med mere end 15 års professionel erfaring og et ny professionelt hold i sin famlende første sæson var slående.   

Den største skuffelse var dog, at kun 4.300 tilskuere mødte frem i Nørreskoven til VB’s første kamp i en europæisk kvartfinale. Af de 4.300 tilstedeværende var de 1.500 ovenikøbet glade Twente-fans, der med trommer og horn skabte stemning på det i tåge indhyllede stadion.

De hollandske målscorere var Arnold Mühren og Frans Thijssen, der begge senere blev TV-seernes gode lørdagsvenner i Tipslørdag, da de skiftede til engelske Ipswich Town samt Ab Gritter, der kom til Kolding IF i 1982.

”De første tyve minutter var mit livs fodboldmareridt”, sagde træner Poul Erik Beck, da returkampen i Enschede var overstået. Twente førte efter 20 minutter med 3-0, og alle på VB-bænken frygtede den helt store europæiske øretæve. Hollænderne angreb fra starten med alle mand – i en klassisk udgave af totalfodbolden, hvor backerne myldrede frem på fløjene, så de nervøse VB-spillere helt mistede taget i kampen. Målstolperne reddede Alex Nielsen og det betrængte forsvar yderligere tre gange inden pausen.

I 2. halvleg lykkedes det at få stabiliseret holdet samtidig med, at nederlænderne gik ned i tempo. VB slap med skindet på næsen. Holdet måtte indkassere yderligere et mål til slutresultatet 0-4, men spillede sig også til gode chancer, der på en god dag havde givet mål.

Der var 8.700 tilskuere i Enschede – altså næsten dobbelt så mange som i Vejle – til et opgør, der allerede var afgjort.

Skuffelse i kvartfinalen vendte sig hurtig til succes i danmarksturneringen, da sæsonen startede den 2. april. VB fik en flyvende start, hvor de andre hold slet ikke kunne holde trit. Vejlenserne var i meget bedre træningstilstand, og var formodentligt et af de bedst trænede hold nogensinde på dette tidspunkt af sæsonen. Staben omkring VB var effektive til at sikre, at østjyderne bevarede momentum og overskud i alle forårets 15. kampe. Det blev til 9 sejre og kun et nederlag mod mesterskabskonkurrenterne fra B1903.

I løbet af 4 dage i september 1978 afgjorde Vejle mesterskabet. Først overværede 9.200 tilskuere på Vejle Stadion, at mestrene fra OB blev sendt hjem med et ydmygende 0-4 nederlag. Vejlenserne spillede og fightede fynboerne ud af banen. Der var ingen, der kunne stoppe fodboldhæren fra Nørreskoven. Knud Nørregaard, der var vendt tilbage efter et kort ophold på Fyn, bragte mesterskabsaspiranterne foran. Banens bedste var ustoppelige Poul Erik Østergaard, der udspillede OB’s forsvar efter behag.

De fleste af tilskuerne vendte tilbage 4 dage senere, da B1903 gæstede Vejle Stadion. Med en sikker sejr på 3-1 satte VB sig på førstepladsen i 1. division og fjernede al spænding om udfaldet af mesterskabskampen. Igen var Knud Nørregaard på pletten. De to øvrige mål blev sat ind af Jan Knudsen. Dagen efter var overskriften i Ekstrabladet: ”Til lykke med mesterskabet, Vejle”, selv om der manglede 8 runder.

VB hjemtog mesterskabet i næstsidste runde i Nykøbing, hvor B1901 blev besejret 2-1. Der var naturligvis lagt en fin rejseplan med bus hjem til Vejle, fordi spillerne skulle fejres om aftenen i klubhuset. Det tog dog længere tid end beregnet at give de mange interviews til pressen, herunder et liveindslag i Sport og Musik på P3. Den glade VB-trup kom derfor for sent til Storebæltsfærgen. Spillerne måtte fra molen se færgen med den forudbestilte varme mad i restauranten dampe af sted mod Fyn.

DBU’s formand Carl Nielsen overrakte guldmedaljerne til spillerne på Vejle Stadion den efterfølgende weekend, hvor VB i den sidste kamp lammetævede Køge med 5-1. Anfører Gert Eg kunne velfortjent løfte mesterskabspokalen foran 4.700 begejstrede tilskuere. Mesterskabsfesten fortsatte senere på aftenen i Skyttehuset, hvor spillerne modtog hyldesttaler og gaver bl.a. en flot kæmpekage fra bagerlauget i Vejle.

Det var også en afskedsfest for træner Poul Erik Bech og de to veteraner Johnny Hansen og Ulrik le Fevre samt Knud Nørregaard, der havde forstærket østjyderne i efteråret.

VB havde som mestre kvalificeret sig til den prestigefyldte Europa Cup for mesterhold, hvor der var nye store oplevelser i vente i Nørreskoven.

I foråret 1979 spillede VB i 367 minutter i 1. division uden at score. Det var en ringe start for mesterholdet. Skiftet mellem forår og efterår var som nat og dag.

I efterårets Europa Cup eliminerede VB mesterholds-semifinalisterne fra Austria Wien. Og var tæt på yderligere avancement mod jugoslaviske Hajduk Split.

Det var en nytiltrådt træner Jürgen Wähling, der i sne og frost sparkede sæsonen 1979 i gang. Vesttyskeren, der af Dansk Fodboldtræner Sammenslutning var blevet kåret som årets træner i 1978, havde afløst succestræneren Poul Erik Bech, der var blevet cheftræner for det danske OL-landshold.

Der var også sket markante udskiftninger i VB-spillertruppen. De stærke veteraner Johnny Hansen, Ulrik le Fevre og Knud Nørregaard havde afsluttet deres strålende fodboldkarrierer. Nye talentfulde spillere var i stedet knyttet til klubben bl.a. en ung Kenneth Brylle, der var kommet fra Hvidovre. VB-holdet skulle først til at lære hinanden at kende på en fodboldbane.

Det var derfor ikke overraskende, at VB fik en dårlig start på danmarksturneringen. Selv et stærkt mesterhold ville rende ind i problemer med en sådan åreladning af rutinerede spillere. Årsagen til den skuffende sæsonbegyndelse var også udover de mange udskiftninger, at flere stamspillere døjede med skader. Der var på holdkortet til premierekampen mod Frem i april 1979 kun fem af de spillere, der havde hjemført mesterskabstrofæet. Premierekampen på Vejle Stadion endte skuffende 0-0.

Endnu værre var det, at VB ikke formåede at score i de fire første turneringskampe. Efter 367 minutters måltørke scorede angriberen Tommy Andersen omsider i den femte kamp – på udebane mod upåagtede Kastrup Boldklub.

VB-tilhængernes tålmodighed blev sat yderligere på prøve. Den første turneringssejr kom først i den ottende kamp på udebane mod AaB. To hurtige VB-mål inden for det første kvarter gav en føring, som østjyderne med møje og besvær kunne holde hele vejen hjem. På det tidspunkt rodede de regerende mestre rundt i bunden af 1. division tæt på nedrykningsstregen. Da forårssæsonen var afsluttet - med endnu et nederlag, lå VB nr. 5 fra bunden.

Så kom skeen i den anden hånd. De skuffede VB-spillere brugte sommerens Totocup-turnering til at spille sig i topform. På den vanskelige bane i Zürich slog VB det schweiziske storhold Grasshopper Club 4-1 og ødelagde tipskuponen for mange sommertippere. I den næste kamp blev vesttyske MSV Duisburg slået med 2-1 – også på udebane. VB endte med at være ubesejret på fremmed græs, men måtte nøjes med en flot andenplads i Toto-puljen, da et dumt nederlag i Nørreskoven til belgiske Royal Antwerpen kostede det afgørende point.

Starten på efterårssæsonen blev helt modsat starten af forårssæsonen. I de første tre kampe mod Ikast, Skovbakken og Slagelse scorede de revanchelystne vejlensere 13 mål. Det var en helt ny fornemmelse. De gode resultater i Toto-turneringen havde givet VB en tiltrængt saltvandsindsprøjtning.

Aspiranterne til mesterskabet KB, der var forårets tophold, blev i begyndelsen af september slået med 2-1 foran 9.100 begejstrede tilskuere på Vejle Stadion. Elegante Finn Laudrup havde bragt københavnerne foran i 1. halvleg fra en spids vinkel, men to mål inden for de sidste seks minutter afgjorde kampen. Målene blev sat ind af Tommy Andersen og Jan Knudsen.

Så havde VB spillet sig i form til den store prestigefyldte Europa Cup for mesterhold.

Modstanderen i 1. runde var FK Austria Wien, hvis meritter var frygtindgydende. I 1978 nåede stjerneholdet frem til finalen i Europa Cup for pokalvindere. I den efterfølgende sæson 1978/79 tabte de østrigske mestre knebent semifinalen til Malmø FF i mesterholdenes turnering.

6.000 skeptiske tilskuere mødte op på Vejle Stadion for at finde ud af, om de undertippede bysbørn kunne hamle op med de tårnhøje favoritter. Ikke mindre end 6 landsholdsspillere figurerede i wienerholdets startopstilling.

VB tog fuldstændig glansen af østrigerne. Faktisk forlod VB-spillerne banen en smule skuffede, fordi det lykkedes landsholdsangriberen Walther Schachner at reducere til slutresultat 3-2 fem minutter før tid. Målet skyldes manglende koncentration i VB-forsvaret, da den belgiske dommer dømte omkast. VB-spillerne frygtede, at målet kunne blive for kostbart i returkampen.

Forinden havde det imponerende VB-mandskab spillet klassefodbold. Det blev til tre flotte mål. Tommy Andersen udnyttede en frisparksbold fra Poul Erik Østergaard allerede efter 9 minutter. Bifaldet havde dårligt nået at lægge sig, førend Michael Rasmussen øgede til 2-0. Nu var lyset for alvor ved at blive slukket for østrigerne. Austria fik reduceret, men inden pausen øgede Knud Herbert Sørensen på straffespark til 3-1. Kun uheld var skyld i, at VB ikke vandt større.

Den store stjerne på Austrias hold var midtbaneregissøren Herbert Prohaska. Ham så man bare ikke meget til på Vejle Stadion, for han blev holdt i et jerngreb af bundsolide og påpasselige Jan Knudsen. Tilskuerne lagde mest mærke til stjernespilleren, når han højtlydt brokkede sig til sine holdkammerater.

3-2 sejren gav genlyd i hele Europa. Semifinalisterne var sendt på halen af upåagtede Vejle fra Danmark. Men alle forventede, at østrigerne i returkampen ville sætte tingene på plads.

Dagen efter returkampen i Wien røg VB direkte på forsiden af Ekstrabladet med overskriften: Største danske triumf i Europa. 1-1 på udebane var en kæmpetriumf for Vejle.

Vejle havde ryggen mod muren i alle 90 minutter på Prater Stadion. Men forsvaret vaklede aldrig. Igen lykkedes det for jyderne at holde de østrigske stjerner Schachner og Prohaska nede. VB spillede internationalt når det gjaldt. Det var egenskab, som ingen andre danske hold havde i 1970´erne.

I Wien fik Kenneth Brylle sit internationale gennembrud. Hans føringsmål efter 36 minutter var høj klasse, hvor VB-angriberen iskoldt udnyttede en chance. Det herlige mål er heldigvis dukket op igen på YouTube.

Desværre fik kampen et skidt efterspil. Glade VB-fans blev overfaldet af en flok østrigske bøller og banditter, der molesterede flere af fansene alvorligt. Det var en grim forsmag på det voksende tilskuerbarbari på de europæiske fodboldbaner.

I næste runde stod VB overfor det jugoslaviske hold Hajduk Split, som på papiret var en svagere modstander end Austria Wien. De 6.500 tilskuere på Vejle Stadion var derfor sat op til noget stort. Men ballonen punkterede allerede efter 4. minutter, hvor den elegante kantspiller Ivo Surjak scorede heldigt, da han ramte en VB-forsvarer, så bolden snød målmanden. VB fik hurtigt rystet målet af sig og skabte flere gode chancer, som skammeligt blev misbrugt.

I starten af 2. halvleg lå det i luften, at VB ville få udlignet. Der var kun et hold på banen. Michael Rasmussen, Kenneth Brylle og Jan Knudsen ramte målet på stribe, men sort uheld forhindrede VB i at komme på tavlen. I stedet fik jugoslaverne endnu et heldigt mål, da en bold igen strejfede en VB-forsvarer og snød målmanden Alex Nielsen. Det var blevet til en aften, hvor al heldet var med jugoslaverne, der kunne rejse hjem til badebyen med en sikker 3-0 sejr. Sejren var ikke fortjent overhovedet, men det talte ikke i Europa Cup, måtte de trætte VB-spillere konstatere.

14 dage senere tog VB afsked med Europa Cup med endnu en triumf, der vakte genlyd. Udebanesejren på 2-1 var alt for lille i forhold til spil og chancer. Som i Vejle spillede østjyderne sig frem til mange chancer. Det havde bestemt ikke været ufortjent, hvis der havde stået 4-1 på tavlen, og så havde VB været videre til kvartfinalen. Marginalerne var blot ikke med VB i de to kampe. De 20.000 tilskuere gav et stort bifald til Vejle-spillerne, da de med oprejste pander forlod banen. Jugoslaverne var lykkelige over at have mødt Vejle på nogle dage, hvor det ikke rigtig lykkedes for angriberne at omsætte de mange chancer til mål.

I 1. division havde VB ikke held med at overføre de flotte spil fra Europa til de danske baner. Efterårets indsats var meget svingende. Sejr på udebane over formstærke AGF den ene weekend - nederlag til nedrykningstruede B93 den næste weekend. Fodboldsæsonen 1979 blev aldrig Vejles.

Det blev til en samlet 8. plads i 1. division, hvilket de fleste har glemt. Glemt er derimod ikke VB’s fantastiske kampe i Europa Cup for Mesterhold i 1979, der i mange år efter stod som et pejlemærke for andre klubbers indsats.

I 1981 vandt VB landspokalfinalen for sjette gang og fik derved lov til at beholde den flotte pokal til eje.

Pokalen er i dag udstillet på det spændende VB-museum. I Europa Cuppen præsterede VB et nyt sensationelt resultat mod FC Porto.

Optakten til den fjerde sæson med professionel fodbold var ganske lovende for det stærke VB-hold. Cheftræner Ole Fritsen krydrede den hårde vintertræning med en uges træningslejr i Lastrup, der ligger syd for Bremen i Nordvesttyskland.  Indkvartering og forplejning var perfekt for de 20 spillere, der så frem til at komme i gang med sæsonen. Vejret var til gengæld dårligt. Det tog adskillige timer at finde nogle egnede træningsbaner på det store anlæg. VB-spillerne fik også mulighed for at teste formen i to træningskampe. 1-5 mod det hollandske tophold MVV Maastricht viste, at udfordringen på det tidspunkt af sæsonen var i overkanten af, hvad Vejle kunne klare. Så gik det bedre mod et lokalt amatørhold, der blev besejret 3-1.

Sæsonpremieren var en kvartfinale i landspokalturneringen mod Køge Boldklub. Efter forlænget tid og straffesparkskonkurrence blev det allersidste skud i kampen afgørende. Vejles dygtige målmand Alex Nielsen parerede det femte og sidste forsøg fra Køge. Avancementet til semifinalen var fortjent. Efter en dårlig start, hvor østjyderne kom bagud 0-2, kom vejlenserne stærkt igen og dominerede kampen. Det unge talent John Sivebæk scorede begge mål for Vejle. Den ordinære kamp endte 2-2.

En uge efter var der premiere i 1. division, hvor Køge Boldklub var gæst på Vejle Stadion. Sjællænderne spillede uhyre defensivt og halede et heldigt 1-1-resultat hjem. Vejle var ikke i stand til at straffe den destruktive modstander. I de følgende kampe gik det op og ned for VB. Som sædvanlig var østjyderne en langsom starter på sæsonen. Først i den fjerde kamp blev det til en sejr – 3-0 over B93 på Østerbro Stadion.

Semifinalemodstanderen i landspokalen var de stærke sjællændere fra Næstved IF. Der skulle to kampe til at gøre den duel.

I den første kamp på Næstved Stadion udspillede sydsjællænderne gæsterne på kryds og tværs. Men værterne kunne ikke overliste Alex Nielsen i Vejles mål, der optrådte med stor selvtillid og autoritet. Vejle-målmanden præsterede redninger på stribe, der efter kampen var genstand for mange kommentarer. Vejle holdt nullet også i den forlængede spilletid. På blokken havde tilskuerne noteret, at VB havde haft to skudforsøg på mål.

Anden akt af semifinalen var en uge senere på Vejle Stadion. Det blev en dramatisk kamp med to udvisninger til Næstved, der viste sig at blive kampafgørende. Stimuleret af den klare overvægt fra den første kamp kørte den snurrige Jesper Olsen rundt med Vejles tunge forsvar. Hjemmeholdet skulle være tilfreds med halvlegsresultatet 1-1. I kampen havde dommeren Torben Månsson måttet skride hårdt ind over for mange eftertacklinger. I 2.halvleg betød det marchordre for to Næstved-spillere. VB fik derved overtaget, og 7 minutter før tid scorede Jørgen Markussen det forløsende sejrsmål. De 3.900 tilskuere kunne se frem til, at VB for syvende gang var i pokalfinalen.

Vejle skrev et stykke enestående dansk fodboldhistorie Kristi Himmelfartsdag den 28. maj 1981. Klubben vandt landspokalen for sjette gang og fik derved ret til at hjemtage og beholde sølvpokalen, som DBU havde udsat som synligt bevis for en pokalsejr i 1955.

Kulturminister Lise Østergaard overrakte pokalen til VB’s anfører Gert Eg. Overrækkelsen var et synligt bevis for, at Vejle havde haft en dominerende position i dansk klubfodbold fra slutningen af 50´erne, hvor østjyderne vandt det første Danmarksmesterskab og til begyndelsen af 80´erne.

Kampen mod Valby-klubben Frem var en meget lige affære, hvor københavnernes stærke back Ole Rasmusen fik afgørende indflydelse på kampen – mod sin vilje. Han var nemlig på en uheldig måde involveret i begge jydernes mål. Først trådte Frem-manden i bolden, så Ulrich Thychosen nemt kunne sende bolden i nettet, senere scorede Ole Rasmussen i eget net, da han ville lægge bolden tilbage til sin målmand.

Da dommeren fløjtede kampen, stod der 2-1 til Vejle på måltavlen. Sejren var fortjent. Ole Fritsens tropper havde produceret flere målchancer end publikumsfavoritterne.

Vejle Boldklub fejrede i maj sit 90 års jubilæum. På selve jubilæumsdagen den 3. maj var der morgenkaffe, reception og fest i klubhuset. Gratulanterne strømmede til fra nær og fjern. Snart bugnede gavebordet. Toppen på grænsekagen var en stor ungdomsturnering, som blev afviklet i Vejle i jubilæumsweekenden.

I 1. division havde Vejle svært ved at få styr på spillet. Selv om VB sluttede forårssæsonen af med en flot 5-1 gevinst mod mesterskabskandidaterne fra Esbjerg, sluttede holdet på en skuffende 10. plads. Forklaringen var bl.a., at VB havde svært ved at vinde sine kampe. Otte af de 15 matcher var endt uafgjort.

I sommerperioden spillede Vejle to interessante opvisningskampe.

Den første kamp stod den 4. juni mod belgiske RSC Anderlecht, der havde den tidligere vejlenser Kenneth Brylle samt Morten Olsen i truppen. De belgiske stjerner boltrede sig foran 2.000 tilskuere på Vejle Stadion. Ved halvleg første Bruxelles-holdet med 5-0. I 2. halvleg gav gæsterne mere plads til de feststemte østjyder, der på mål af Gert Eg, John Sivebæk og Ulrich Thychosen fik reduceret til 3-5.

I august gæstede det østtyske landshold Vejle Stadion. DDR var i gang med at forberede sig til sine VM-kvalifikationskampe og havde valgt Vejle som en overkommelig modstander. Det var usædvanligt, at et landshold valgte et dansk klubhold som træningsmodstander. Resultat af kampen var nærmest sensationelt. VB spillede uafgjort 0-0 mod DDR foran 1.600 målløse tilskuere. Værterne spillede sig til et hav af tilbud, der ikke blev udnyttet og var klart overlegne. Gæsterne måtte drage tilbage over Østersøen med et lidet smigrende resultat.

Efterårets store udfordring var Vejles deltagelse i Europa Cup for Pokalvindere. I 1. runde stod Vejle over for formidable FC Porto, der havde maser af international erfaring og tidligere havde været i kvartfinalen. Starten på efterårssæsonen havde ikke været lovende for VB, så forventningerne blandt de 4.400 tilskuere til den første kamp var ganske små.

Vejle viste igen, at holdet helt forandrede karakter, når det optrådte i Europa Cup. De største hold fra Europa fik hver gang det bedste frem i østjyderne, så de danske halvprofessionelle overgik sig selv. VB havde i europæiske kampe en utrolig sejrsvilje.

En kold september aften tilføjede VB endnu et stort resultat til dansk fodbolds resultatliste – et blandt mange, som skulle hæftes på VB-logoet. Det skete på klubbens traditionelle kvaliteter – høj moral, god teknik og stærk taktik.

I starten af kampen så holdene hinanden an i klassisk international stil. Portugisernes hurtigløbere fik skabt sig et par muligheder, og på et af disse kom gæsterne foran. I den situation kunne kampen have været afgjort. VB-spillernes moral og kampgejst slog dog for alvor igennem. Allerede to minutter efter føringsmålet kvitterede Tommy Andersen. Vejle havde scoret og opildnet af succesen angreb østjyderne over hele banen. De portugisiske forsvarere blev trykket så meget tilbage, at der blev begået straffespark. Anfører Gert Eg omsatte koldblodigt chancen til en overaskende 2-1 føring.

I 2. halvleg havde Vejle godt styr på gæsterne. Tempoet faldt i kampen. Favoritterne fra den iberiske halvø begyndte at indstille sig på et smalt nederlag, der kunne indhentes i returkampen. Kampen sluttede 2-1 – et resultat, der gav genlyd også langt væk fra Nørreskoven.

Vejles enorme sejrsvilje og evne til at overgå sig selv på den store europæiske scene var grunden til, at eksperterne ikke på forhånd havde afskrevet østjydernes mulighed for at eliminere FC Porto. Holdet var sat op til at gøre det umulige muligt igen som det var sket tidligere mod FC Nantes og FK Austria Wien. ”Vi er ikke solgt på forhånd”, proklamerede Vejles anfører Gert Eg, der havde afdækket mange svagheder hos portugiserne i den første kamp.

Presset på FC Porto var kolossalt før returkampen. I de lokale aviser hed det sig, at nederlaget til nordboerne var den største skandale i klubbens historie. Porto-spillerne var blevet hånet, når de viste sig på hjemmebanen Estádio das Antas. Hele truppen havde været i skjul i en træningslejr op til kampen.

Vejle overgik sig selv igen i den sene aftentime i havnebyen Porto, men drømmen om videre avancement blev brutalt knust på to minutter i begyndelsen af 2. halvleg.

Fra kampens start myldrede de opsatte værter frem på banen for at få en hurtig afgørelse. Vejlenserne stod stærkt defensivt, og Alex Nielsen i målet klarede de skud, der kom. Det blev aldrig rigtigt farligt, selv om FC Porto tydeligt havde overtaget.

Ulrich Thychosen fik efter 13 minutter den gyldne chance, der kunne havde afgjort kampen til Vejles fordel. Den farlige angriber modtog en lang aflevering. Skudvinklen var meget spids, men skuddet var tæt på. Hvis VB havde scoret i den situation, kunne det have været gået anderledes.

FC Porto kom foran efter to minutters spil i 2. halvleg. En kikset aflevering snød hele VB-forsvaret. Det var et irriterende mål at tage imod sig for de hårdt kæmpende VB-spillere. Målet til 2-0 kom umiddelbart efter på hovedstød. Forhåndsfavoritterne var ved at afgøre opgøret til egen fordel. Senere udnyttede FC Porto en blottelse bagud til at sikre 3-0 sejren.

”Vejles defensive taktik var ved at knække os” roste Portos træner hele VB-holdet efter kampen. ”I det sidste kvarter af 1. halvleg havde mine spillere mistet modet”. Den pressede træner var glad for, at hans hold kom heldigt i gang med 2. halvleg. Ellers var hjemmeholdet gået helt ned for øjnene af 51.000 tilskuere.

Den gode indsats i Europa smittede ikke af på resultaterne i 1. division. Ofte havde Vejle i de tidligere år været efterårets stærkeste hold i turneringen, men ikke i 1981. Østjyderne havde udviklet en dårlig spidskompetence – uafgjort. Halvdelen af Vejles 30 kampe i 1. division endte uafgjort. Sejre i de to sidste kampe sikrede, at Vejle sluttede på en niendeplads.

I 1984 oplevede den trofaste fanskare det hele – imponerende målfester, chokerende udvisninger, flotte sejre og ærgerlige nederlag og til sidst den store mesterskabsforløsning.

Alle de gamle VB-kæmper fra 84-holdet bliver hyldet på Vejle Stadion i dag.

VB-spillerne begyndte allerede den slidsomme vintertræning den 14. januar 1984. Den noget skuffende 8. plads i 1983-sæsonen skulle forbedres betragteligt af det stærke VB-hold, der havde en perfekt sammensætning af rutinerede stamspillere og unge talenter samt en hjemkommen udlandsprofessionel som holdets angrebsdirigent. Den dygtige træner Poul Erik Bech havde vundet DM med Vejle i 1978 og vidste, hvordan et mesterhold skulle skabes fra bunden. Hans trænerassistent var rutinerede Ulrik le Fevre, der også kendte til at vinde mesterskaber både i Vejle og i udlandet.

Fra starten lagde trænerstaben ikke fingrene imellem. Der var hård og udfordrende træning fire gange om ugen. Belønningen for spillernes møjsomme slid og lange løbeture i Nørreskoven var en uges træningslejr på sportcenteret La Santa Sport på den dejlige ø Lanzarote, der lå tæt på Afrika.

Spillerne var dog ikke på badetur sydpå. To gange om dagen var der almindelig træning med løb og boldspil. Men som en opmuntring startede dagen for de morgenfriske VB-spillere med en gang musikalsk vandgymnastik – i sportscenterets store swimmingpool. De øvrige gæster fik på den måde en enestående mulighed for at vurdere VB-spillernes hoftesving og maverulninger i takt til de hede rytmer, som drønede ud af højtalerne. Humøret var naturligvis højt i VB-truppen, hvor flere spillere afslørede ukendte sider af deres talent. Den alternative vandtræning gav også et kontant udbytte, fordi holdet spillede godt i sine 3 træningskampe på øen.

Hjemme igen blev der hurtigt skruet ned for mesterskabsdrømme efter forårspremieren mod Brønshøj. VB slap billigt fra Tingbjerg Idrætspark med 0-3. Det var den dårligste premiere for vejlenserne i adskillige år. I de følgende kampe vandt østjyderne flere klare sejr, men havde også irriterende pointtab. En udvisning af den talentfulde John Sivebæk og sløset forsvarspil førte bl.a. til et hjemmebanenederlag på 1-2 til mesterskabsaspiranterne fra AGF.

I begyndelsen af maj fik 4.400 tilskuere på Vejle Stadion en historisk eftermiddag. Vejles nye dynamit-trio Steen Thychosen, Julian Barnett og Allan Simonsen eksploderede i et fantastisk festfyrværkeri. Ofret for denne fodboldopvisning var Valby-klubben Frem, der var 1. divisions førerhold. På måltavlen stod der VB-Frem 9-2, da kampen var forbi. De brave københavnere blev udspillet på kryds og tværs, så den stakkels målmand Per Wind Andersen gerne ville have været tidligt hjem. Det var en flot holdpræstation. Da spillerne forlod banen, stod publikum og klappede taksfast i den dejlige forårssol.

1. halvleg var en ganske jævnbyrdig affære. Thychosen bragte hjemmeholdet foran, men Frem fik udlignet. Det første knæk fik Frem så i halvlegens sidste sekund, da den lille englænder Julian Barnett på ny bragte Vejle foran. I løbet af 2.halvlegs første 6 minutter øgede Steen Thychosen og Allan Simonsen på straffespark og så gik det slag i slag. Steen Thychosen og Julian Barnett nåede op på hver 3 scoringer, mens Allan Simonsen, inden han lod sig udskifte ved stillingen 6-2, scorede to gange. Indskiftede Tommy Andersen fik et mål på kontoen.

Både spillere og publikum i Nørreskoven var efter målfesten mod Frem blevet så forvænte, at VB tilsyneladende besluttede sig for at gentage den festlige forestilling. Næste hold i målteltet var Næstved, der måtte indkassere 8 mål på Vejle Stadion. Kampen endte 8-4 til hjemmeholdet, men sjællænderne havde ære af kampen og skabte spænding om udfaldet, da de reducerede til 3-4.

Angrebsmaskinen Steen Thychosen var kommet i betragtning til landsholdet, der skulle til EM-slutrunden i Frankrig. For at understrege sine ambitioner og gode form lavede den sprudlende Thychosen 5 flotte mål mod Næstved og lagde derved grunden til senere på året at blive topscorer i 1. division.

Udover Vejle Boldklubs sejsstime var det andet store samtaleemne i forsommeren 1984 den forestående EM-slutrunde i Frankrig, hvortil Danmark havde kvalificeret sig. Ikke mindre end 3 VB-spillere var blandt de 20 spillere, som landstræner Sepp Piontek havde udtaget til at repræsentere Danmark. Allan Simonsen var en af de bærende profiler på det stærke landshold, mens unge John Sivebæk havde etableret sig som en bundsolid forsvarsspiller, der var kendt for sine dødbringende ryk frem af banen og giftige indlæg fra fløjen. Den sidst udtagne var Steen Thychosen, der skulle være gardering i angrebet, hvor der med Elkjær, Laudrup og den tidligere VB-spiller Kenneth Brylle var hård kamp om pladserne.

EM-turneringen i Frankrig udviklede sig til et triumftog, hvor der blev skrevet dansk fodboldhistorie i hver kamp. Danmark tabte semifinalen til Spanien. John Sivebæk var på banen i hele kampen. Allan Simonsen ville også have været med i semifinalen, hvis han ikke i åbningskampen havde brækket benet i en tackling.

På grund af Simonsens uheld var det med bange anelser, at VB tog hul på 2. del af sæsonen i august 1984. De fleste VB-fans frygtede, at drømmen om guldmedaljer havde fået et knæk med Allan Simonsens tidlige sæsonafslutning.

Der kom også flere gange mere grus i VB-maskineriet end tilhængerne brød sig om. Flotte sejre skiftede med dumme nederlag, men efterhånden beviste den fasttømrede VB-trup, at holdet kunne løfte opgaven - også uden Allan Simonsen. Østjyderne var konstant med i toppen af 1. division.

Et af de mere alvorlige bump på vejen til mesterskabet var udekampen mod AGF i oktober 1984. Det var et klassisk, jysk topopgør med 22.500 tilskuere på plads i Århus Stadion. Allerede efter 6 minutter blev Vejles målmand Alex Nielsen vist ud, da han ureglementeret stoppede den fremstormende AGF-angriber Lars Lundkvist. Som lilleput havde John Sivebæk stået på mål for klubben i hård konkurrence med Troels Rasmussen, der nu vogtede målet for AGF. Den stærke landsholdsback var derfor ikke specielt nervøs, da han noget overraskende for det talstærke hjemmepublikum iførte sig den grønne målmandstrøje.

Efter kampen blev Sivebæk overdænget med rosende ord. ”Nej, Piontek kan spare sig – han får mig ikke på landsholdet som målmand”, kom det med jysk lune og blink i øjet fra debutantmålmanden. John Sivebæk kunne heller ikke lastes for de to mål, som århusianerne scorede i den hårdt tilkæmpede 2-0 sejr. I de følgende kampe vogtede unge Peter Kjær VB-målet, da Alex Nielsen fik karantæne.

Alt var lagt op til, at VB skulle sikre sig mesterskabet i hjemmekampen mod Brønshøj. En sejr og guldet ville være hjemme. Det var en kamp, som VB helt dominerede. Angriberne Brian Bertelsen, Henrik Ravn og Steen Thychosen vadede i chancer. Der blev lavet et klokkeklart straffespark mod Steen Thychosen, som dommeren overså, fordi han - efter eget udsagn efter kampen - var på vej i den modsatte retning – en af de mange frustrerende episoder i kampen.

Da Knud Herbert Sørensen måtte se sit velplacerede straffespark mirakuløst reddet af Brønshøj-målmanden, kunne de 7.700 tilskuere regne ud, at det ikke skulle være i dag. Kampen endte 0-0.

Kravet i den næste svære udekamp mod Brøndby var et point. Så var mesterskabet i hus. 2.000 vejlensere var i 12 busser blevet fragtet til Sjælland.

De målbeviste VB´ere havde kontrol over kampen fra start til slut og kunne have vundet. Bolden ville bare ikke ind i netmaskerne, især ikke for Vejles topscorer Steen Thychosen, der i tilfælde af sit mål nummer 25 i 1. division havde udsigt til en præmie fra Tipsbladet på 50.000,- kr.

Da dommeren fløjtede af, stod der 0-0 på måltavlen. Det var nok. VB havde sikret sig sit 5. danmarksmesterskab og som en ekstra bonus den flotte DM-pokal til ejendom. Pokalen skulle ikke blot med hjem til Jylland til låns, men til permanent udstilling i klubbens lokaler på Vejle Stadion.

Holdet tog hjem i busser, som var fyldt op med den lifligste champagne. Festen fortsatte på Storebæltsfærgen, hvilket efterhånden var blevet en fast tradition, når VB havde vundet DM-titlen. Færgen Sprogø blev omdannet til et stort festlokale, hvor spillere, ledere og de mange rejsende fans forenedes i sang og jubel. Festen forsatte i klubhuset. Vejles borgmester Karl Johan Mortensen var blevet længe oppe for at tage imod de glade spillere. Tidligere VB-back og landsholdets holdleder Kaj Johansen kom ilende fra Århus med guldmedaljerne, der blev overrakt til de jublende spillere.

Som regerende Danmarksmestre drog VB i februar 1985 på en fantastisk rundrejse til Sydamerika. Det blev optakten til en sæson, der ikke helt levede op til de store forventninger.

Nørreskoven var rammen for den første Sportslørdag med dansk fodbold direkte i TV. I Europa Cuppen for mesterhold måtte VB nøjes med en kort optræden.

VB indledte i 1985 den hårde vintertræning lige på og hårdt. Cheftræner Poul Erik Bech sendte spillerne ud på den første løbetur i Nørreskoven allerede kort efter nytår. Forberedelsen til den nye sæson var meget professionel. VB var af eksperterne udråbt til at være en af mesterskabsfavoritterne. Alle forventede et stort VB-år, selv om alle de øvrige hold i 1. division gerne ville dukke de regerende mestre fra 1984.

Klubbens topscorer Steen Thychosen benyttede vinterpausen til at indlede et professionelt eventyr i den schweiziske klub FC Lausanne. Han blev hurtigt fast mand på holdet og fortsatte den målstime, der havde gjort den eftertragtede vejlenser til topscorer i Danmarksturneringen med 24 mål. Tabet af Thychosen blev opvejet af, at Allan Simonsen var tilbage ved fuld styrke efter det uheldige benbrud i EM-åbningskampen mod Frankrig i juni 1984. Med spillere som Gert Eg, Knud Herbert Sørensen og Julian Barnett var der masser af solid erfaring på det stærke Vejle-hold.

Spillerne havde udsigt til en god belønning for den tidlige vintertræning. I midten af februar rejste 20 spillere og 7 ledere til Sydamerika, hvor Vejle skulle møde 5 hold på 15 dage og besøge 4 eksotiske lande Colombia, Peru, Chile og Venezuela.

Den første kamp var mod Chiles landshold i Calama, der lå i 2.700 meters højde midt i landet.

Turen fra Vejle til Calama tog 36 timer med utallige flyskift samt en tur i bus over grænsen mellem Peru og Chile. VB-truppen landede i første omgang i Bogota i Colombia. Herefter gik det med fly og bus til den store kystby Antofagasta i Chile. Undervejs lagde vejlenserne vejen forbi hovedstaden Lima i Peru, grænsebyen Tacna i Peru og den nordchilenske by Arica. Opmuntring fik Vejle-truppen fra en frisk dansk astrolog i Antofagasta, der var rejst den lange vej fra hovedstaden Santiago for at kippe med Dannebrog. Til sidst ventede der spillerne en 3 timers buskørsel gennem et goldt ørkenlandskab med sammenbrudte spøgelsesbyer uden for busvinduerne, inden nordboerne var fremme ved det første bestemmelsessted Calama i de høje bjerge. Det var tid til at komme i bad og skifte skjorte for de trætte Vejle-spillere.

Spillerne trængte også til at bevæge sig efter den udmattende rejse og snart så de lokale beboere en flok blege nordboere styrte ud på træningsbanen. På det gode træningsanlæg ventede der spillere et sandt chok. På grund af den tynde luft fløj bolden hid og did og var vanskelig at få kontrol over. Når spillerne endelig havde fået kontrol over den drilske kugle, var de ved at segne af iltmangel i den tynde luft. Velkommen til højderne, og her skulle VB allerede dagen efter spille mod Chiles stærke landshold, der kæmpede for at komme til VM i Mexico.

En lang rejse på 14.000 kilometer, 30 grader i skyggen og tynd luft i 2.200 meters højde handikappede Vejle fra starten af kampen. Nederlaget på 0-5 var helt som forventet. Danskerne holdt fin stand i de første 20 minutter og Allan Simonsen var tilmed ved at bringe gæsterne foran. Ved halvleg var Chile dog foran med 4-0. Efter kampen gav cheftræner Poul Erik Bech udtryk for, at han efter omstændighederne var tilfreds med indsatsen. De chilenske værter roste også Vejle og mente, at VB havde gjort det lige så godt som det finske landshold, der havde været modstanderen i den forrige kamp.

Efter kampen drog de fortsat rejsetrætte østjyder med bus tilbage til havnebyen Antofagasta, der lokkede med et dejligt hotel og interessante seværdigheder. Mirakuløst nåede også både et glemt pas og flere par sko efterfølgende frem til hotellet fra Calama. Et par af de ellers rejsevante vejlensere havde glemt deres ting i skyndingen. Der var tid til at par dage med god træning i behagelig omgivelser.

VB fik også det første point på turen, da det lokale 1. divisionshold måtte nøjes med uafgjort 1-1. VB var det bedste hold. En velspillende Allan Simonsen, der tydeligvis var på vej mod VM-formen, bragte gæsterne foran på straffespark. Føringen holdt til 3 minutter før tid, hvor værterne reddede æren med et udligningsmål på straffespark.

Dagen efter begav Vejle sig igen tilbage ad den snørklede vej til Lima i Peru, hvor den næste kamp skulle spilles. På det nationale stadion kom VB op imod det næstbedste klubhold i Peru. Club Universitario de Deportes var storfavorit, men de 10.000 fans overgav sig helt til danskerne, der spillede en strålende kamp. Kampen endte 0-0. Hvis vejlenserne bedre havde udnyttet deres mange muligheder, var hjemmeholdet ikke sluppet fra banen med uafgjort. Kampen blev især husket for Knud Herbert Sørensen uheld, da han blev slået bevidstløs i kampens hede. Den erfarne VB-spiller var helt groggy lige efter uheldet, men med hjælp fra lægestaben kom han på højkant igen.

Næste stop på turneen var Quito i Ecuador, hvor modstanderen var Ecuador. Hjemmeholdet havde været i træningslejr i flere uger og var ved at lægge sidst hånd på sin forberedelse til de afgørende VM-kvalifikationskampe. Østjyderne løb ind i en ordentlig øretæve. 7-1 stod der på måltavlen, da de trætte VB-spillere forlod banen. Den tynde luft i Quito havde været for meget for de uvante gæster, og Knud Herbert Sørensen var savnet i forsvaret. Vejles trøstmål blev scoret af Brian Bertelsen tre minutter før tid. 

I Ecuador fik spillerne lejlighed til at stå på ækvator – bogstaveligt talt med et ben på hver side.

Sidste stop var Venezuelas hovedstad Caracas. Flyveturen mellem de to hovedstæder skulle have været forholdsvis enkel, men blev en hårrejsende oplevelse for de normalt rolige vejlensere. Turen foregik i et gammelt fly, der næppe havde fået lov til at flyve i Europa. På hele turen gik det op og ned i bratte dyk og stigninger.

Den sidste kamp på turneen gav et beskedent nederlag på 0-1 til Venezuela. VB ærgrede sig, fordi sejren skulle have været dansk. Der var masser af chancer til Allan Simonsen og Co, men bolden ville ikke ind over stregen.

Hjemturen til Vejle tog kun 25 timer. Det havde været en tur med lange rejser og en del ventetid, men også med uforglemmelige oplevelser. Sportsligt fik spillerne afprøvet sig selv mod nogle vanskelige modstandere som optakt en sæson med store forventninger.

Den første kamp med point på spil stod mod Lyngby Boldklub skærtorsdag i begyndelsen af april. Kampen var en ottendelsfinale i landspokalturneringen. På hjemmebanen vandt Lyngby sikkert 3-1 over Vejle.

Kampen fik et af de mest skandaløse efterspil i dansk fodbold. Nogle dage efter pokalkampen kom det frem, at Lyngby havde anvendt Henrik Bo Larsen mod Vejle i pokalturneringen og mod Næstved i 1. division, selv om han ikke var spilleberettiget. DBU skred straks ind over for københavnerklubben. Lyngby blev taberdømt med 0-2 mod Næstved og skulle betale en pæn bøde til DBU, men slap forbavsende nok helt fri i forhold til Vejle-kampen, fordi en protest skulle havde været indgivet senest to dage efter pokalkampen. Det havde VB af gode grunde ikke haft mulighed for, fordi Lyngbys ulovlige brug af en spiller først kom frem i offentligheden efter kampen mod Næstved.

DBU’s åbenlyse forskelsbehandling af danske klubber gav naturligvis anledning til en heftig polemik både internt i DBU og i medierne. Rent praktisk var der intet til hinder for at taberdømme Lyngby, fordi kvartfinalen i landspokalturneringen endnu ikke var afviklet. På trods af en stor indsats af VB’s ledelse både internt i DBU og gennem flittig brug af medierne lykkedes det ikke at få omgjort det iøjnefaldende urimelige resultat. Lyngby slap videre i landspokalen og endte med at vinde pokalfinalen Kristi Himmelfartsdag.

I 1. division startede de danske mestre sikkert med en 3-1 sejr over Brønshøj på udebane. Den næste kamp var mod Lyngby på Vejle Stadion og blev transmitteret direkte i Danmarks Radio lørdag eftermiddag.

Siden slutningen af 60´erne havde de danske TV-seere fornøjet sig med tipsfodbold hver lørdag eftermiddag i vinterhalvåret. For første gang kunne de danske fodboldfans glæde sig over direkte fodbold fra den bedste danske række.

Den første direkte TV-transmission var resultat af en ny aftale mellem Danmarks Radio og DBU. Den betød, at DR fik lov til at transmittere 7 kampe fra 1. division. Sportslørdag, som DR’s meget populære eftermiddagsprogram hed, fik derved tilført en ny spændende dimension.

Det gav ikke TV-udsendelsen mindre dramatik, at kampen blev krydret med en direkte duel mellem Vejles direktør Ejgil Jensen og Lyngbys ditto Frank Christensen, der udvekslede synspunkter om Lyngbys ulovlige brug af en spiller i pokalturneringen og det forventede udfald af den sag.

VB viste flere hundredtusinder TV-seere, at holdet var en værdig mester. Det fine angrebsspil flød af sted i klassisk VB-stil.

Allan Simonsen bragte hjemmeholdet foran på et strålende mål, hvor den elegante angriber først fintede en Lyngby spiller og derefter placerede bolden i det lange hjørne. Det vat et smukt TV-mål. Inden halvleg udlignede Lyngby. I de sidste 45 minutter faldt kvaliteten af spillet.

Forårssæsonen begyndte egentlig ganske glimrende for VB. På hjemmebanen kneb det dog med at vinde. Først i det syvende forsøg gav det en hjemmesejr over landsbyholdet Herfølge. Vejle sluttede forårssæsonen på en godkendt femteplads – kun tre point efter topholdet Næstved.

Vejle repræsenterede for niende gang Danmark i Toto Cup, som var den internationale tipsturnering, der leverede kampe til ugens tipskupon i de stille sommermåneder. Deltagelsen blev en stor succes for østjyderne, der sluttede på andenpladsen med samme pointtal som vinderen fra FC Banik Ostrava fra Czekoslovakiet. Vejlenserne var det bedste hold i alle sine seks kamp mod PFC Lokomotiv Sofia, FC Banik Ostrava og østrigske Lask Linz. Unødvendige pointtab førte dog til, at den velfortjente førsteplads ikke kom i hus.

Den gode indsats i sommerens Toto-kampe havde løftet optimismen i Nørreskoven, da efterårssæsonen rullede i gang. VB var kendt som et hold, der altid høstede flere point i efteråret, så mesterskabsdrømmene var intakte. De smukke drømme blev ikke mindre af, at VB åbnede efteråret med at besejre topholdet Næstved 2-0 på Vejle Stadion.

I det travle program skulle der også være tid til, at VB stillede op til den første kamp i Europa Cup for Mesterhold. Modstanderen var de rumænske mestre fra FC Steaua Bukarest, som var et stærkt hold, men ikke særligt attraktivt.

VB-lederne håbede på op mod 10.000 tilskuere på Vejle Stadion, men der kom kun 4.500. De fremmødte tilskuere fik igen en oplevelse, der viste, at vejlenserne altid kulminerede, når der var Europa-fodbold på programmet. Østjyderne var 90 sekunder fra den store triumf.

Vejle var fuldt fortjent kommet foran et kvarter inde i 2. halvleg og havde målchancer til meget mere. I forsvaret ragede Knud Herbert Sørensen op over alle andre på banen. De rumænske gæster kom sjældent til fadet. Et par skud var alt, hvad der blev noteret på blokken indtil der manglede 90 sekunder. Den indskiftede Marin Radu sørgede for en udligning efter hjørnespark.

I returkampen i Bukarest vidste VB-spillerne, at de skulle score for at gå videre. En af VB’s bærende kræfter John Sivebæk var dog uheldig impliceret i det mål, der gav Steaua en tidlig føring. Den hurtige back, der netop havde spillet for Danmark i VM-kvalifikationskampe, tabte bolden under et af sine karakteristiske fremløb. Efter nogle hurtige kombinationer kunne hjemmeholdets angrebsstjerne Victor Piturca score bag en sagesløs Alex Nielsen. Det blev 2-0 efter en halv time, hvor VB-forsvaret virkede en kende passivt.

Allan Simonsen skabte fornyet spænding om udfaldet, da han 7 minutter før pausen reducerede. Anfører Gert Eg headede et hjørnespark videre til Simonsen, der liggende flugtede bolden i nettet. Hjemmeholdet var for en stund alvorlig rystet. Lidt senere fik Allan Simonsen den gyldne chance for udligningen, da han modtog en lang fremlægning fra John Sivebæk. Vejles store spiller fik dog ikke helt kontrol over bolden, så chancen løb ud i sandet.

I 2. halvleg satte værterne sig på kampen fra starten. Alex Nielsen måtte hive den ene klasseredning efter den anden ud af ærmet, men forhindre rumænerne i at score kunne han ikke. Da stadionuret gik ud på sidste omgang, stod der 4-1 til Steaua og derved blev det. VB var færdig i Europa Cuppen for denne gang.

For det dygtige VB-hold var der nu kun Danmarksturneringen tilbage. Efter den strålende start på efteråret faldt vejlenserne markant i niveau. Pusten gik hurtigt af mesterskabsdrømmene. Nederlag til B1903, Boldklubben Frem og de senere mestre fra Brøndby var begyndelsen til enden. De sidste tre kampe blev tabt, så Vejle sluttede sæsonen 1985 på en skuffende syvendeplads.

I slutningen af 80´erne satsede VB massivt på at blive Danmarks førende klubhold.

Heltidsprofessionalisme og indkøb af ny spillere skulle bringe VB permanent i toppen af dansk fodbold.

Den storstillede satsning kulminerede i jubilæumsåret 1991, hvor det dog gik helt anderledes end forventet.

Sæsonen 1987

Efter afsked med flere stærke profiller var der ikke mange i Vejle, der regnede med, at østjyderne ville kunne gøre sig gældende i 1987. Dertil kom, at konkurrencen var blevet skærpet voldsomt i dansk fodbold, fordi der var flere penge i omløb. Opkomlingene fra Brøndby havde som den første klub indført heltidsprofessionalisme og overvejede at sælge klubaktier på fondsbørsen.

I Vejle satsede ledelsen dedikeret på sine 21 deltidsproffer. Klubben ønskede fortsat at understøtte spillernes mulighed for at uddanne sig sideløbende med fodboldspillet. Tre nye spillere Lars Rud, Johnny Mølby og Carsten Pedersen var kommet til fra naboklubben Kolding IF. Den solide Torben Luxhøj med mange flotte resultater i Esbjerg fB valgte at afslutte karrieren i Nørreskoven. Målmanden Peter Kjær samt Allan Simonsen, Finn Christensen og Henrik Risom garanterede for kontinuitet på holdet.

Sæsonen begyndte helt forrygende for Vejle. Træningsophold i både Tyrkiet og oliestaten Qatar havde bragt VB-truppen i strålende forårsform. Efter 8 spillerunder havde VB ikke tabt en eneste kamp. Fem sejre og tre uafgjort stod der på kontoen. I den niende kamp gik det galt mod AGF. 11.500 tilskuere mødte op i Nørreskoven. De mange VB-fans så hjemmeholdet tabe 0-1 i silende regnvejr. Århusianerne kom hurtigt foran og formåede at holde de ivrige VB-spillere fra fadet i resten af kampen.

I sommerpausen spillede Vejle mod to britiske tophold. Vejle Stadion lagde græs til kampen mod berømte Manchester United, der havde Jesper Olsen og John Sivebæk i startopstillingen. Gæsterne lavede ikke mere end det mest nødvendige over for et VB-hold, der ikke kom i omdrejninger. Englændernes fysik var udslagsgivende i den sikre 4-1 sejr, hvor den nytilkomne Tommy Christensen scorede hjemmeholdets trøstmål. Det blev også et nederlag på 0-3 til Liverpool FC på Spjald Stadion i Vestjylland.

Efterårssæsonen 1987 var en blandet affære. VB havde taget afsked med topscoreren Bent Christensen, der skiftede til Brøndby. Sejre vekslede med nederlag. Nogle dumme 0-1 nederlag på hjemmebane fik kritikkerne til gå i selvsving. VB blev hurtig hægtet af medaljekampen.

Årets kamp på Vejle Stadion stod mod det fremstormende hovedstadshold fra Brøndby. 5.000 tilskuere mødte op mod de stærke sjællændere, der var ubesejrede i 1. division. Det blev en af de mest underholdende kampe i Nørreskoven i flere sæsoner. I lang tid lå det til et nederlag til det kommende mesterhold. Brøndby kom hurtigt foran 2-0. Peter Kjær trak den ene mirakelredning efter den anden ud af ærmet og reddede hjemmeholdet fra det totale sammenbrud. Pausestillingen var 1-3. 2 VB-mål af Tommy Christensen og Henrik Risom inden for to minutter et kvarter inden i 2. halvleg gav det overraskende uafgjorte resultat 3-3.

Sæsonen 1987 gav en samlet femteplads. Træner Poul Erik Bech havde sat sig en fjerdeplads som mål, så der var tilfredshed i VB-rækkerne. Allan Simonsen blev topscorer med 13 mål.

Sæsonen 1988

1988 blev et historisk år i Vejle Boldklub. Indførelsen af professionel fodbold havde sat en helt ny dagsorden i dansk fodbold. Fodboldklubberne i Danmark stod ved en skillelinje, hvor kun de stærkeste klubber ville overleve. De sportslige resultater var blevet mere og mere afhængige af de økonomiske rammer. Afstanden mellem de økonomisk velfunderede klubber eksemplificeret ved Brøndby og de øvrige klubber ville blive større i fremtiden.

På den baggrund tog ledelsen af Vejle Boldklub initiativ til at fremtidssikre den hæderkronede klub. Resultatet af den lange proces blev, at flere store lokale virksomheder indgik et økonomisk og ledelsesmæssigt samarbejde med VB om at løfte klubben et niveau op. Det var det første skridt mod heltidsprofessionalisme.

Som en bonus åbnede samarbejdet også op for, at landsholdslegenden Preben Elkjær blev tilknyttet Vejle i et af de mest spektakulære klubskifter i dansk fodbolds historie. Målet var klart for VB. Klubben skulle ligge i toppen af 1. division hvert år og være fast med Europa Cuppen. Mesterskabet skulle i hus i jubilæums-sæsonen 1991.

I vinterpausen var Ole Fritsen tiltrådt som ny cheftræner. Han rådede over 25 kontraktspillere. VB tabte skuffende sine første hjemmekampe, men vandt overbevisende på udebane. Først i fjerde forsøg mod Brønshøj blev det en hjemmesejr. VB sluttede forårssæsonen på en acceptabel 5-plads

Til hjemmekampen mod OB den 21. august 1988 strømmede ikke mindre end 14.800 tilskuere til Nørreskoven. Få dage forinden havde Vejle offentliggjort, at landsholdsangriberen Preben Elkjær vendte tilbage til dansk klubfodbold. Fodboldlegendens tilknytning til VB havde været på tale i flere måneder, men ingen troede for alvor på, at drømmen ville blive til virkelighed. Målrettet arbejde bag kulisserne førte i den sidste ende til, at det sensationelle klubskifte blev en realitet. 1. division havde fået sin første superstjerne, og han spillede i Nørreskoven. VB satte igen nye høje standarder for niveauet i dansk klubfodbold.

Preben Elkjær viste foran de begejstrede VB-fans, at han var det hele værd. Han var lynende farlig, når han havde bolden. Hele den danske sportspresse boblede over med superlativer – både over spillet på banen og de rammer, som kampen blev afviklet i på Vejle Stadion. Elkjær scorede ikke i 2-2-kampen, men lagde op til målene af Johnny Mølby og Brian Rasmussen.

Weekenden efter trak VB og Preben Elkjær mere end 11.000 tilskuere til Næstved Stadion. Under EM havde Elkjær døjet med skader. Uheldene fortsatte med at ramme den nye VB-spiller. I kampen mod Herfølge i oktober scorede Preben Elkjær sit første mål for VB, men forhindre et irriterende 1-2 nederlag til landsbyklubben kunne han dog ikke. Det blev kun til fem kampe for Elkjær i efterårssæsonen.

Vejle sluttede på en acceptabel femteplads i 1. division.

Sæsonen 1989

Nørreskoven emmede af stor optimisme, da cheftræner Ole Fritsen kaldte til årets første træning. Den dygtige forsvarsspiller John Larsen var kommet til fra Lyngby boldklub. Fra egne rækker trængte forsvarsslideren Brian Steen Nielsen og angriberen Jacob Svinggaard sig på til startopstillingen. Efter overstået skade var Preben Elkjær ved at være fit for fight.

Som sædvanlig var sæsonstarten en blanding af godt og skidt resultatmæssigt. Men efter et par solide udesejre stod VB pludselig over for 1. divisions førerhold Brøndby i et topbrag på Vejle Stadion. 17.000 tilskuere ville ikke gå glip af årets kamp. Statistikkerne skulle gå 24 år tilbage i tiden for at finde et højere tilskuertal i Nørreskoven – nemlig i 1965, da Esbjerg fB var gæster.

Selv om både Allan Simonsen og Preben Elkjær måtte trække sig med skader i 2. halvleg, mistede det unge VB-hold ikke modet. Et kvarter før tid bragte Brian Rasmussen hjemmeholdet foran. I de sidste minutter blev det 2-0 til VB ved Flemming Andreasen. BIF-profilerne Peter Schmeichel og Brian Laudrup måtte tage tilbage til Sjælland med årets første nederlag.

I sommerpausen blev østjyderne forstærket med angriberen Steen Thychosen, der vendte hjem fra et succesfyldt ophold i udlandet samt fynboen Keld Bordinggaard, der havde prøvet lykken i græsk fodbold.

VB kom i efterårets første kampe hurtigt i høje omdrejninger. Det blev sejre på stribe bl.a. 6-0 over Brønshøj. Vejle var nu en oplagt kandidat til at tage mesterskabet. I løbet af september løb østjyderne dog ind i en række nederlag mod AGF og de senere mestre fra OB. Vejle havde heller ikke heldet med sig.

I hjemmekampen mod Herfølge brillerede veteranen Allan Simonsen med tre flotte mål i 3-1 sejren. Desværre ramte Allan Simonsen også Preben Elkjær så uheldigt på armen, at den brækkede. Spilleren med nr. 10 måtte straks på skadestuen. Det var et trist uheld, fordi dansk fodbolds mest uheldige spiller var på vej tilbage i topform.

Sæsonens sidste kamp stod på Lyngby Stadion mod det stærke hjemmehold, der var på vej mod sølvmedaljer. Da Allan Simonsen 20 minutter før tid blev skiftet ind, rejste alle 6.000 tilskuere sig op og applauderede den lille verdensspiller. Efter 282 kampe og 86 mål sluttede den fantastiske karriere for en spiller, der havde tegnet VB og dansk fodbold i mange år.

Ugen efter tog Allan Simonsen afsked med det feststemte VB-publikum i pokalkampen mod fynboerne fra B1913. Det blev til et enkelt mål i 4-0 sejren. Efterfølgende var der en stor afskedsfest på Vejle Stadion, hvor folk fra nær og fjern mødte op for at sige farvel til Allan Simonsen.

Vejle sluttede på fjerdepladsen i 1. division. En overgang var VB tæt på mesterskabet, men rutinen og kræfterne slog ikke til. Det var en løfterig sæson, der skabte forventninger til fremtiden.

Sæsonen 1990

Der var lagt op til noget stort i 1990. Den nye cheftræner var 45årige Ebbe Skovdahl, der tidligere havde gjort Brøndby til mesterhold. Han skulle sammen med de 14 fuldtidsprofessionelle og 8 halvtidsprofessionelle spillere skaffe VB medaljer. ”Kun en plads i toppen er tilfredsstillende”, proklamerede den nye cheftræner.

Tilstedeværelsen af rutinerede spillere som Johnny Mølby, Steen Thychosen, anfører Finn Christensen, Henrik Risom og Keld Bordinggaard garanterede for stabilitet. Det var samtidig håbet, at Preben Elkjær ville kunne undgå de mange skader.

I de første 10 kampe spillede VB halvdelen uafgjort bl.a. 0-0 mod Mortens Olsens stærke Brøndby-mandskab. Det blev kun til to sejre, og det kneb gevaldigt med at lave mål – kun 9 mål i 10 kampe. ”Det er ud til, at vi kan spille fra nu og til juleaften uden at score”, lød det lakonisk fra Ebbe Skovdahl.

Efter flere kedelige nederlag til klubber i den nederste ende overraskede cheftræner Ebbe Skovdahl i august alle, da han i kampen mod Ikast placerede Preben Elkjær som bagerste mand i det vakkelvorne VB-forsvar. Satsningen lykkedes over alt forventning. På mål af Bordinggaard, anfører Finn Christensen og det unge talent Christian Lundberg vandt hjemmeholdet 3-0 til lettelse for de 4.300 tilskuere.

I et par kampe fik Elkjær stabiliseret VB-holdet, men flere nederlag fik nedrykningsspøgelset til at melde sig for de ambitiøse VB-spillere. Det handlede nu om at sikre sig en plads i den nye Superliga. Alt om DM-medaljer var glemt.

4 hold skulle rykke ud af 1. division og yderligere to hold skulle spille kvalifikationskampe mod de bedste hold fra 2. division. Sejr og uafgjort i de sidste to kamp i 1. division sikrede Vejle to vitale play-off kampe mod B1913 om pladsen i den nye Superliga.

VB kom ud i et frygteligt drama med forlænget spilletid og straffespark, inden pladsen i Superligaen var hjemme. Efter den første kamp i Odense så opgaven ellers ganske nem ud for østjyderne. B1913 blev slået 1-0 på mål af forsvareren John Larsen, så hjemmekampen burde være en formsag for de overlegne vejlensere.

4.000 tilskuere mødte frem til returkampen i Vejle Stadion for at klappe hjemmeholdet hele vejen til Superligaen. I stedet for blev de trofaste VB-fans udsat for en følelsesmæssig rutsjetur, som de godt kunne have undværet.

Amatørerne fra Odense vandt fortjent 1-0 efter at have taget tempoet ud af kampen. Helt galt gik det, da Preben Elkjær blev udvist af kampens dommer Peter Mikkelsen. VB var til slut helt presset i bund og kæmpede for sin eksistens. Den forlængede spilletid gav ingen mål. Så var det op til spillerne at afgøre affæren fra straffesparkpletten. Halvdelen af de 14 spark fra pletten blev reddet af målmændene Boye Habekost og Bjarne Christensen. Til sidst blev det hjemmeholdets Carsten Pedersen, der afgjorde kampen – 4-3 til VB.

Sæsonen 1991

Sæsonen 1991 var en overgangsturnering til en ny turneringskalender, hvor der blev spillet fra august til maj. Sæsonen 1991 varede kun et halvt år.

I løbet af 18 kampe skulle den nye Superligamester findes. For VB var målet at blive i Superligaen. I vinterpausen kom der ikke nye spillere til. Cheftræner Ebbe Skovdahl måtte tværtimod tage afsked med bærende spillere som Henrik Risom og John Larsen samt Keld Bordinggaard. Antallet af kontraktspillere blev reduceret fra 26 til 18 spillere.

”Det handler om at blive i Superligaen”, pointerede Ebbe Skovdahl før sæsonpremieren. VB spillede med en tæt befolket midtbane. Holdets basis var en stærk defensiv. Fight, hårde tacklinger og disciplin skulle sikre eksistensen i Superligaen.

Den første sejr kom i Vejles 8. kamp på udebane mod Ikast. 18årige Thomas Thorninger sikrede med to mål den vitale 2-0 sejr over en af de andre nedrykningskandidater. Ugen efter blev det 1-0 over bundholdet B1903. Det var tydeligt, at for VB handlede det om at hente point mod de andre svagere hold. Mod de bedste hold i Superligaen havde vejlenserne været chanceløse.

Efter de første 9 kampe i Superligaen lå VB tredjesidst. Opgaven var klar for de pressede VB-spillere. Der skulle hentes 2-3 sejre i de sidste 9 kampe inden sommerferien. Den første vigtige sejr kom i pinden 1991 mod AaB, der blev sendt nordpå med en sæk på 1-5. VB diskede op med rigtig charmefodbold. Ikke mindst den 32årige angriber Steen Thychosen dansede lystigt i pinsesolen. Han scorede et mål og lagde op til de fire andre mål af Johnny Mølby, Jacob Svinggaard og Thomas Thorninger (2).

Efterfølgende sejre over Silkeborg på 1-0 og nedrykkerne Ikast på 3-0 sikrede østjyderne overlevelse i den første sæson i Superligaen. Kampen mod Ikast var en knald eller fald-kamp, fordi en pointtab kunne føre til, at VB ville ende i en kvalifikationskamp. Ikast virkede dog helt opgivende fra kampens start, så VB kunne uden problemer kører den sikre sejr hjem.

På trods af hektisk aktivitet i Superligaen havde Vejle givet sig tid til at forberede et flot jubilæumsarrangement. Dagene i begyndelsen af maj 1991 blev VB-dage, der aldrig glemmes. Naturligvis var der strålende solskin fredag den 3. maj, hvor klubben fyldte 100 år. Fra morgenstunden blev den røde løber rullet ud foran klubhusets indgang. I de følgende timer mødte mere end 500 gæster frem for at hylde klubben. Gæsterne nød et dejligt pølsebord og gode drikkevarer. En velforberedt Tommy Troelsen ledte slagets gang og sammenknyttede de mange taler. Hele VB’s fantastiske historie manifesterede sig i disse uforglemmelige timer.

Om lørdagen den 4. maj var der fest i Idrættens Hus. Mere end 400 deltagere nød en flot middag og mange festtaler samt en jubilæumskabaret af det lokale amatørteater. Til slut bød bandet The Donkeys op til dans. Det var en fantastisk aften, hvor tidsrammen helt blev sprængt på grund af de mange festlige indslag.

VB fik lokket Hamburger SV til at agere modstander i jubilæumskampen i juli. 3.000 tilskuere overværede festforestillingen på Vejle Stadion, hvor gæsterne fra Nordtyskland blev sendt hjem med et 0-3 nederlag. VB gav debut til Mark Strudal, der spillede en fin kamp og scorede.

I august blev det alvor igen for Vejle. Den nye Superligasæson begyndte og vejlenserne måtte forvente at skulle kæmpe hårdt for at bevare sin status. Premierekampen mod AaB gav nederlag samt et stort chok, da redningsmanden i mange kampe Peter Kjær måtte forlade banen. En brud i håndroden førte til, at VB-målmandens sæson var forbi inden den rigtig var startet. Reserven Boye Habekost gjorde det godt som afløser.

Sæsonens tredje kamp stod mod B1903. I et sandt festfyrværkeri slog VB det stærke Gentoftehold med 4-2. Men Vejle fulgte ikke rigtig op på den gode kamp. I de følgende fire kampe blev det lutter nederlag.

Nederlagene kostede Ebbe Skovdahl jobbet som cheftræner. Den nye cheftræner Allan Simonsen, der havde været manager i klubben, fik sin debut mod Lyngby på Vejle Stadion. Jacob Svinggaard bragte de trængte østjyder foran i 1. halvleg. Indtil 2 minutter før tid så det ud til, at Allan Simonsen og Co ville hente en forløsende sejr hjem. Desværre udlignede den indskiftede Morten Wieghorst for Lyngby.

Ugen efter fik Mark Strudal debut mod AGF i Aarhus. Den nye stjerne lavede to flotte kasser og skabte optimisme, selv om der stod 3-2 til hjemmeholdet på måltavlen. Efter de første 9 kampe lå VB sidst i tabellen. Mark Strudals debut havde skabt optimisme i forhold til at klare sig i 2. halvdel af turneringen. Der gik derfor chokbølger igennem Nørreskoven, da Strudal under træningen læderede sit korsbånd. Den efterfølgende undersøgelse viste, at sæsonen var forbi. En kamp og et mål blev det til for den talentfulde angriber.

Krisen tog til i Vejle. VB begyndte at spille som et nedrykningshold. Kampe blev tabt unødvendigt, fordi chancerne blev brændt oppe foran, medens forsvaret gav modstanderen chancer.

En af de erfarne spillere 33årige Steen Thychosen trådte i karakter. Et enkelt mål gav en tiltrængt sejr over Silkeborg. Et par uger efter scorede veteranen 3 mål mod Næstved i en flot 5-2 hjemmesejr. En sensationel udesejr over topholdet Brøndby førte til, at VB kunne hægte sig på feltet af klubber, der kæmpede om at undgå nedrykning. En anden nedrykningskandidat OB blev sænket i den næstsidste kamp. 2-1 over på Vejle Stadion betød farvel til OB i Superligaen. Håbet var tændt i Nørreskoven. Måske kunne VB klare skærene imod alle odds.

Inden den sidste kamp den 17. november var regnskabet såre enkelt. Vejle skulle på udebane besejre Lyngby Boldklub. Men skæbnen indhentede VB. Det blev en sort dag. Efter 35 år i den bedste række måtte Vejle forlade Superligaen. Nederlaget på 1-3 var en kedelig kendsgerning allerede efter en halv time. Kiks i forsvaret og nervøst spil førte til den fortjente sejr til forstadskøbenhavnerne.

VB måtte forberede sig på i foråret 1992 at spille oprykningsspil mod de bedste hold fra den næstbedste række.  VB kom først tilbage i Superligaen i 1995.