Spillerportrætter

Da Erik Pedersen og VB inden for en uge både vandt og tabte 6-0

Erik Pedersen, snart 75 år, tænker tilbage på sin karriere i Vejle Boldklub. Få spillere har inden for en uge oplevet sejrens sødme og nederlagets bitterhed så eftertrykkeligt, som Erik Pedersen gjorde det i foråret 1963, da han lige var kommet til VB.

Erik Pedersen, der er født den 8. november 1940 i Randers, fortæller, at han kom til Vejle Boldklub i 1963. På det tidspunkt var Vejles dygtige landsholdskæmpe Poul Jensen på vej til at pensionere sig som fodboldspiller.

Østjyderne havde brug for en ny stærk venstre back, der kunne afløse VB-legenden. ”Jeg blev kontaktet af en af VB-holdets profiler Peter Poulsen, der fortalte mig, at VB var på udkik efter en venstre back. Da der bød sig en god mulighed for, at jeg kunne få et job som smed i Vejle, var jeg hurtig til at flytte teltpælene. En af mine gamle holdkammerater i Randers Freja Poul Bilde havde allerede taget turen året før, så vejen var lige ligesom betrådt af en anden. Jeg er glad for, at jeg kom til Vejle”.

Debut for VB i april 1963

Den 22årige Erik Pedersen fik en strålende debut for VB mod Køge Boldklub. Søndag den 7. april – efter en del premiere forsinkelser på grund af dårligt vejr- pulveriserede et ærgerrigt VB-hold gæsterne fra Sjælland med tenniscifrene 6-0.

Debutkampen får smilet frem hos Erik Pedersen mere end 30 år efter. ”Jeg startede som venstre back. Poul Jensen, der normalt styrede vores venstre side, rykkede så over som højre back. Det var fantastisk at løbe ind på Vejle Stadion til den første kamp. Resultat var overvældende og gav optimisme med hensyn til de kommende kampe”.

Kritikkerne på lægterne var også tilfredse med debutantens indsats i premierekampen. I Ekstrabladet var skudsmålet, at Erik Pedersen bliver en herre, der vil volde mangen en wing besværligheder. Han bider sig fast i sin mand og han slipper ham ikke.

Et par dage senere skærtorsdag den 11. april besejrede Vejle på Aalborg Stadion hjemmeholdet AaB med 3-1. De 12.000 tilskuere var efter kampen enige om, at VB var et godt bud på et kommende mesterhold. 2 kampe og 4 point og upåagtede B1901 på udebane i den næste kamp – det lignede endnu to point til de selvbevidste vejlensere.

Afklapsningen mod B1901 1. påskedag i 1963

De stærke VB-løver kom helt ned på jorden igen søndag den 14. april. Falstringerne gik fuldstændig mål amok og hamrede 6 kasser ind bag en fortvivlet Heinz Hildebrandt, der ovenikøbet i 2. halvleg lavede straffespark. Det var yderst sjældent, at der stod 6-0 på måltavlen til modstanderen, når VB var involveret i matchen. Sejren var sensationel, fordi eksperterne regnede med, at kun Esbjerg ville kunne true østjyderne.

Erik Pedersen har i dag ikke glemt de katastrofale 7 minutter i 2. halvleg på Nykøbing Stadion, hvor B1901 scorede fire mål. ”Min direkte modstander var Jørn Nielsen. Ham lykkedes det mig at lave mindst 25 frispark og obstruktioner overfor. Men i den sidste ende hjalp det ikke så meget. Han var hurtig og gjorde livet surt for os”.

Det lykkedes også for Erik Pedersen af begå et straffespark. Iflg. avisreferaterne beklagede VB-spileren sig over dommerens afgørelse. ”Der var bold mellem vore fødder og forseelsen skete uden for straffesparksfeltet”, forklarede Erik Pedersen efter kampen til Ekstrabladet, hvilket B1901-spilleren Henning Jørgensen gav den unge vejlenser ret i.

I dag har Erik Pedersen heldigvis glemt alt om det ulykkelige straffespark. Men cifrene fra kampen vil det tage endnu nogle år at udviske fra erindringen.

Grunden til, at det gik så galt er, at VB’s spilregissør Tommy Troelsen blev skadet fem minutter før tepausen og måtte udgå. Dengang kunne et hold ikke indsætte en reserve, så VB måtte spille med 10 mand i hele 2. halvleg. Det kom til at koste.

Pokalfinalen 1968 mod Randers Freja

Vejle stillede på Kristi Himmelfartsdag op som storfavoritter mod Randers Freja, der til daglig spillede i 2. division. Alt lå til, at VB efter sejre i 1958 og 1959 skulle vinde pokalen for tredje gang.

Erik Pedersen havde mere eller mindre været fast mand siden 1963 og var klar til at stille op mod sin gamle klub. ”Vi var storfavoritter” fortæller Erik Pedersen, ”men sandheden er, at Randers dengang spillemæssigt var et af de bedste hold i Danmark. Kronjyderne var heller ikke de rene novicer – klubben havde vundet pokalen året før”.

Kampen startede ganske lovende for Vejle. Styret af Tommy Troelsen, der fik masser af plads, flød spillet let og elegant i klassisk VB-stil. Randers afgav frivilligt banens midte og rykkede tilbage i pindsvinestilling.

I stedet for den forventede føring til VB kæmpede Randers sig tilbage i kampen og gav Vejle det første chok 10 minutter før pausen. Pokalfinalens bedste fighter Per Gaardsøe udnyttede koldblodigt en kontrachance til det overraskende føringsmål.

Vejle lod sig dog ikke slå ud. Ulrik le Fevre kæmpede sig fri på venstre fløj og afleverede perfekt til Tommy Troelsen, der smukt helflugtede bolden i mål. Det var et smukt mål efter perfekt opspil, som sjældent var set bedre i Idrætsparken.

Det var dog ikke VB-forsvarets dag. Sølle to minutter før pausen opstod der igen panik foran Niels Christensen mål. Et skud blev afrettet af den uheldige Johnny Hansen. De eksalterede Randers-spillere kunne juble over en ny heldig træffer.

Det er hårdt for et fodboldhold at indkassere et dumt mål to minutter før pause. Værre er det at måtte indkassere yderligere en træffer to minutter efter pausen. Det var desværre lige, hvad der skete for Vejle. For tredje gang i træk udnyttede Randers-angriberne, at der var koks i østjydernes forsvar. Det tappede helt modet hos Vejle-spillerne. Kampen endte 3-1 til Randers.

”Det var en lang tur hjem til Vejle”, erindrer Erik Pedersen i dag. ”Vi var skuffede over nederlaget”

Erik Pedersen har spillet ikke mindre end 225 kampe for Vejle. ”Det er blevet til mange kampe og vist nok også både et par begåede straffespark og selvmål”, så vidt Erik Pedersen erindrer. ”Men jeg har aldrig scoret for VB. På det stærke VB-hold var der jo slet ikke brug for mig som målscorer. Holdet bestod ofte i hver kamp af 7-8 angribere, der lavede mål i bunkevis og så 2-3 stykke tilbage, der ryddede op efter de andre. Jeg var ofte en af de bagerste på et hold af angribere. Så jeg har det helt fint med, at der står 0 på min målkonto”.

Erik Pedersen sluttede på toppen for VB i 1971. I de følgende 25 år var han ungdomstræner. I dag er han medlem af seniorklubben, der bl.a. arrangerer udstillinger på VB-museet. I anledning af 50 året for sølvmedaljerne i 1965 åbner der i dag en særudstilling om det berømte sølvhold, der i en periode var rygraden på det danske fodboldlandshold.

Erik Pedersens kampe og mål for Vejle Boldklub 1963-1971

Turnering

Kampe

Mål

Danmarksturneringen

157

0

Landspokalturneringen

21

0

Øvrige

47

0

I alt

225

0

Da Erling Sørensen og VB vandt landspokalfinalen i 2 år i træk

Erling Sørensen, 78 år tænker tilbage på en lang karriere i Vejle Boldklub. Den sensationelle pokalsejr i 1958 står stærkt i erindringen. I 1959 blev Erling Sørensen kåret som årets pokalfighter, da VB genvandt pokalen. VB-målmanden fik også en landskamp for Danmark.

Erling Sørensen er født den 27. november 1936 i Vejle. Faderen spillede fodbold på førsteholdet i VB, så det var helt naturligt for Erling Sørensen at melde sig ind i klubben, da han opfyldte aldersgrænsen på 10 år.

En af de første gange mødte Erling tidligt til træningen og stod på mål, medens nogle af kammeraterne øvede sig på skud. ”Da træneren startede spillet op på banen, så han, at jeg allerede var meget beskidt af at kaste mig efter boldene på den smattede bane. Så han mente, at jeg lige så godt kunne blive stående i målet”, erindrer Erling Sørensen i dag. ”Jeg blev måske målmand ved lidt af et tilfælde, men i dag er jeg slet ikke i tvivl om, at det var den rigtige plads for mig”

Den første kamp for VB i 1. division i 1957

Målmanden Erling Sørensen debuterede for Vejle i klubbens første sæson i 1. division. Modstanderen på Vejle Stadion søndag den 18. august 1957 var AIA fra Århus. Kampen endte 0-0. Den ordinære målmand Harry Iversen havde uheldigt brækket hånden. Vejlenserne var rykket op fra 2. division i 1956. Sæsonen 1957 var en lang overgangssæson, der løb over 1½ år, fordi DBU omlagde Danmarksturneringen fra efterår/forår til kalenderår.

Debutkampen mod AIA vækker gode minder hos Erling Sørensen: ”Jeg havde i mange år stået som stor dreng på stadion og set mine helte løbe ind på banen i de karakteristiske røde trøjer. Pludselig var jeg for første gang en del af dette hold i en betydende kamp. Det var en overvældende oplevelse, som jeg dog gennem træning havde forberedt mig godt på”.

Debutanten Erling Sørensen havde ikke synderligt meget at bestille, men tog sig fornuftigt af, hvad der kom af skudforsøg. De fleste huskede kampen for et grimt uheld, der ramte gæsternes halfback Erling Johansen. Han brækkede benet med et knæk, der kunne høres helt op på de bagerste tilskuerpladser. ”Det var uhyggeligt. Han lå midt på banen, medens vi afventede, hvad der skulle ske”, erindrer Erling Sørensen i dag. ”Jeg kendte Erling Johansen rigtig godt”. Kampen blev ikke genoptaget, førend en ambulance havde hentet den tilskadekomne århusianer fra banen.

I resten af efterårssæsonen passede Erling Sørensen målet. Oprykkerne udnyttede klogt den lange sæson til at tilpasse sig niveauet i 1. division. Det blev til flere opsigtsvækkende resultater bl.a. 3-2 over mestrene fra AGF i et mudderbad på Vejle Stadion. VB sluttede på en flot sjetteplads i en række med 10 hold.

I dag husker Erling Sørensen især begejstringen på det unge VB-hold, der klarede sig over al forventning. ”Vi havde et godt sammenspillet hold med en fantastisk gejst. Der var rutinerede spillere, der havde været med hele vejen fra 3. division og der var nye unge spillere, der kunne tilføre holdet nye dimensioner. Den cocktail var god til at bane vejen til overlevelse i 1. division. Det var også en fordel for os, at vi havde 1½ år til at vænne os til tempoet i 1. division”.

Flot sejr i landspokalfinalen i 1958

I sin kun anden sæson i 1. division spillede VB sig til finalen i landspokalturneringen. Det var Danmarks to stærkeste hold, som stod overfor hinanden i Københavns Idrætspark Kristi Himmelfartsdag den 11. maj 1958. De 28.700 tilskuere blev heller ikke skuffet, men oplevede en del dramatik og masser af god fodbold på en bane, der blev mere og mere mudret.

Vejle vandt 3-2 efter 2-1 ved halvleg. Målene blev scoret af Henning Enoksen (2) og Tage Hvejsel. Erling Sørensen stod en udmærket kamp. En enkelt gang blev den helt i hvidt klædte målmand dog overrumplet af Jørn Sørensens hårde skud fra en spids vinkel, der gav KB udligningen til 2-2. ”Jeg var ikke specielt stolt over, at Sørensen scorede i det korte hjørne, som en målmand normalt skal dække. Måske gav jag ham for meget plads”, tænker Erling Sørensen tilbage.

På hjemmesiden www.danskkulturarv.dk kan den nysgerrige læser genopleve 3 minutters højdepunkter fra den fantastiske finale.

Erling Sørensen synes i dag, at landspokalfinalen i 1958 rangerer som noget af det højeste, fordi det var første gang, at VB vandt en titel. Det er kommet mange flotte titler efterfølgende, men den første er noget særligt. ”Det var fantastisk at løbe ind på banen foran de mange tilskuere, men næsten endnu mere overvældende at forlade den til tonerne af Jyden han er stærk og sej, som Stævneorkesteret diskede op med. Vi var netop en flok stærke og seje jyder, der havde overrasket alt og alle og havde været med at skrive fodboldhistorie”.

Erling Sørensen spillede altid helt i hvidt, medmindre modstanderholdet også havde hvide trøjer. ”Det var ikke et bevidst valg, men noget, der udviklede sig hen ad vejen”, fortæller Erling Sørensen i dag. I dag brander mange målmænd sig bevidst ved valg af kampdragt i vilde mønstre og stærke farver, men dengang i 1958 var det ikke noget, som Erling Sørensen var bevidst om. ”Jeg spillede i helt i hvidt, fordi det passede mig fint. Og det kom jo til at fungere udmærket for mig”

Det første mesterskab i 1958

Pokaltriumfen var dog ikke nok for de sprudlende vejlensere. VB fulgte op med det første Danmarksmesterskab, som var sensationelt for et hold, der to år før havde spillet i 2. division.

I den sidste og afgørende kamp skulle VB søndag den 23. november 1958 møde Skovshoved. Der var hård kamp om mesterskabet. Både OB og Frem kunne vinde mesterskabet, hvis resultaterne flaskede sig.

De 16.000 tilskuere fik heldigvis en målfest. Vejle-angriberne bankede 7 kasser ind bag Skovshoveds fortvivlede målmand.

Erling Sørensen husker i dag, at VB red på en bølge i mesterskabsåret: ”Vi scorede bunker af mål, så de syv mål mod Skovshoved var ikke usædvanligt. Vi var et godt hold med nogle gode tekniske spillere, der var blandt de bedste i Danmark”.

Efter kampen blev Vejle-spillerne kørt til rådhuset – omgivet af begejstrede Vejle-borgere i et fakkeloptog. Mesterskabspokalen blev placeret på førerhuset af lastbilen, mens spillerne hyggede sig på bagsmækken.

Endnu en pokaltriumf i 1959 og kåring til årets pokalfighter

I 1959 fortsatte VB stimen af triumfer og kvalificerede sig til landspokalfinalen igen.

Der skulle to kampe til at afgøre finalen. Københavns Idrætspark lagde igen grønsvær til det første opgør Kristi Himmelfartsdag den 7. maj 1959. Modstanderen var de stærke århusianere fra AGF. VB var udnævnt til favoritter, fordi østjyderne den forudgående weekend havde besejret AGF i Aarhus.

VB scorede hurtigt kampens første mål inden de sidste tilskuere overhovedet var kommet på plads. Poul Meyer nettede efter et minuts spil efter et fremragende opspil, hvor bolden gik fra mand til mand. AGF lod sig dog ikke ryste af det tidlige mål. Kort tid efter udlignede Erik Jensen bag en sagesløs Erling Sørensen.

I 2. halvleg pressede århusianerne de nervøse vejlensere helt i bund. En stor portion held samt klasseredninger af Erling Sørensen sikrede VB forlænget spilletid, der dog ikke gav nogen afgørelse. Efter 120 minutter måtte det feststemte publikum konstatere, at der skulle spilles en ny kamp.

Erling Sørensen giver ikke i dag meget for favoritværdien i 1959. ”Det kan godt være, at vi var udnævnt som favoritter, men vi havde enorm respekt for AGF, der både havde vundet mesterskaber og pokaler i stakkevis. Så vi vidste, at vi skulle yde vores bedste for at vinde over rivalerne fra Aarhus.”

Omkampen fandt sted den 3. juni 1959. Kun 17.000 tilskuere fandt det værd at overvære anden akt af pokaldramaet. Det lave tilskuertal satte sit præg på en mat forestilling. VB var dog det mindst svage hold. Det afgørende mål til 1-0 blev krediteret Henning Enoksen, der kurede bolden i mål efter at Poul Meyer havde ramt stolpen.

Erling Sørensen finder i dag, at omkampen ikke nåede på højde med de første finaler. ”Der var få tilskuere, så stemningen var noget mat. Spillet var heller ikke berusende. Men sejren var selvfølgelig fantastisk.” 

Flere aviser skrev, at Erling Sørensen i en forfærdelig kamp var den eneste gode spiller, der holdt østjyderne inde i kampen.

Efter kampen valgte sportsjournalisterne også Erling Sørensen som den bedste pokalfighter.

”Nomineringen som året pokalfighter kom som en ren bombe for mig”, fortæller Erling Sørensen i dag. ”Normalt vælger man en markspiller, og det var vist aldrig sket før, at en målmand var blevet valgt som pokalfighter. Jeg fik det at vide af en Vejle-leder lige efter kampen, men det tog noget tid, førend der gik op for mig, at jeg skulle modtage det smukke sølvbæger som bevis for udmærkelsen.” Sølvbægeret befinder sig i dag i VB-muset.

Debut på landsholdet i 1959 i vanskelig udekamp

Det blev også til en landskamp i 1959. Erling Sørensen afløste AGF’s Henry From den 19. oktober 1959 i udekampen mod Tjekkoslovakiet i Brno. ”Jeg havde været reserve i de forudgående kampe, så da Henry From blev skadet, var det meget naturligt, at jeg hoppede ind”

Kampen var et returopgør i kvalifikationsrunden til Nations Cup, der var europamesterskabet for landshold. Danmark havde overraskende spillet uafgjort 2-2 i det første opgør.

Det danske landshold spillede en blændende første halvleg i Brno mod de østeuropæiske storfavoritter. De opvakte danskere skabte flere chancer og havde helt hjemmeholdet på hælene. Pausestillingen 1-1 var slet ikke rimelig i forhold til den danske dominans.

”Vi gik til pause med en god følelse i kroppen”, husker Erling Sørensen i dag. ”Der havde kun været et skud på mig, og det var det, der gav tjekkerne udligning”.

Den store arbejdsindsats i kampens første del havde dog kostet mange kræfter. Straks i 2. halvleg tog tjekkerne teten og bragte sig foran 2-1. Derefter faldt danskerne sammen som et korthus. Hjemmeholdet hamrede på kun 12. minutter tre mål i kassen bag en sagesløsløs Erling Sørensen. Slutresultatet blev 1-5 og Danmark var færdig i den det første udgave af Nations Cup.

Det store nederlag kan i dag ikke holde Erling Sørensen vågen om natten. ”Tjekkoslovakiet var et utroligt godt hold, der senere vandt VM-sølv i 1962 i Chile. Vi gjorde det over forventning i de to kampe, men kunne ikke holde distancen”, summerer Erling Sørensen kampen op.

Erling Sørensen føler i dag, at han måske debuterede for tidligt. ”Hånden på hjertet - jeg var kun 22år og havde stået på mål i knap to på højeste niveau. Normalt var målmændene noget ældre, når de spillede på landsholdet.”

Den unge VB-spiller var med i fællestræningen til OL 1960, som landsholdet havde kvalificeret sig til. ”Jeg lå godt i svinget til at komme med til Rom, men var uheldigvis i hård konkurrence med andre dygtige jyske målmand. Det betød, at jeg ikke kunne deltage i så mange unionskampe og træningskampe, hvor DBU’s udtagelseskomite kunne vurdere mig”. I den sidste ende gik pladserne på OL-holdet til Henry From fra AGF og Finn Sterebo fra OB. ”Det var helt i orden, at de kom af sted. Det er ikke sådan, at jeg tænker tilbage på OL 1960 som en skuffelse, fordi jeg ikke var med til at vinde sølvmedaljer i Rom”.

Målmandskarrieren sluttede i VB i 1965. I de efterfølgende år var Erling Sørensen aktiv leder og træner i klubben. Indsatsen var både som egentlig målmandstræner og træner for flere af ungdomsholdene. I dag er Erling Sørensen fortsat aktiv i seniorklubben, der har møde hver måned.

Erlings Sørensens kampe og mål for Vejle Boldklub

Turnering

Kampe

Mål

Danmarksturneringen

92

0

Landspokalturneringen

15

0

Internationale kampe

2

0

Jysk pokalturnering

6

0

Unionskampe

1

0

I alt

116

0

Kilde: www.vejle-boldklub.dk

 

Erling Sørensens landskampe

Hold

Kampe

Mål

A-landsholdet

1

0

B-landsholdet

3

0

I alt

4

0

Kilde: www.dbu.dk

Da VB og 17årige Heinz Hildebrandt udfordrede mægtige Arsenal på Vejle Stadion

Heinz Hildebrandt, 72 år, tænker tilbage på sit fodboldliv i Vejle Boldklub. Få målmænd får en mulighed for at debutere som 17årig mod et af Europas bedste hold. Det skete for Hildebrandt i 1961. Året efter var han med til at slå de nykårede engelske mestre på Vejle Stadion.

Legen med den runde kugle kom ganske naturligt til Heinz Hildebrandt, medens han boede i Ørum og Hedensted. ”Dengang bestod drengelivet næsten kun af fodbold og skole. Al vores fritid gik med at spille i baggårde og på åbne pladser. Vi spillede morgen, middag og aften, hvis vi kunne slippe af sted med det”, erindrer Heinz Hildebrandt.

Heinz Hildebrandt kom tidligt til at stå på mål. ”Jeg begyndte allerede som målmand i 10 års alderen. Medens jeg spillede i Hedensted, var jeg med til at tabe en kamp 0-22. Jeg spillede back i den uheldige kamp. Min egen præstation i forsvaret har nok ikke været overbevisende, men ikke desto mindre tilbød jeg vores træner at stå på mål i den næste kamp. Jeg følte, at der måtte ske noget. Siden den dag har jeg stået mellem stængerne”, fortæller Heinz Hildebrandt i dag.

Indmeldelse i Vejle Boldklub i 1959

Heinz Hildebrandt kom til Vejle Boldklub som juniorspiller i 1959. ”Jeg havde lyst til at prøve nogle nye udfordringer efter mange gode år i Hedensted. Så en dag cyklede jeg til Vejle for at undersøge tingene nærmere. I forretningen Cykelkompagniet, der lå midt i Vejle, mødte jeg VB-lederen Robert Torntoft. Jeg spurgte ham ydmygt, om jeg kunne blive meldt ind i VB. Heldigvis sagde han Ja”, fortæller Heinz Hildebrandt med et glimt i øjet. ”Jeg fik min fysiske grundtræning ved at cykle de lange ture mellem Hedensted og Vejle. Der var som regel modvind på vejen hjem efter en gang hårdtræning i VB”.

Heinz Hildebrandt havde nemt ved at falde til i VB. ”Jeg var heldig med at komme til klubben på et godt tidspunkt. Omgivelserne var ideelle til fodbold. Både det flotte stadion og træningsbanernes beliggenhed omkring den dejlige skov var bestemt medvirkende til de gode fodboldspil, der var VB’s varemærke”, fortæller Heinz Hildebrandt.

Debutkampen mod Arsenal FC i 1961

I forsommeren 1961 lagde Vejle Stadion græs til en kamp mod et af datidens storhold Arsenal FC, der var på danmarksturne. Arsenal blev vurderet som et af Europa allerbedste hold, så Vejle-spillerne, der ikke klarede sig særlig godt i 1. division, havde udsigt til at få et ordentligt slag på lampen.

7.800 tilskuere var mødt op den 22. maj 1961. De blev vidner til et stærkt britisk hold, der fuldstændig dominerede kampen fra start til slut. Der var tale om fodboldopvisning, som ikke havde været set på Vejle Stadion i mange år. Vejle slap med at tabe 0-3.

Den største overraskelse var dog den 17årige debutant i Vejle-målet - Heinz Hildebrandt. Selv om der gik 2 mål ind inden for de første 30 minutter, tog det ikke pusten fra debutanten. Hildebrandt stod sikkert i hele kampen og blev rost af englænderne efter kampen.

Heinz Hildebrandt har ikke glemt kampen mod Arsenal i de mellemliggende år. ”Det var naturligvis fornemt at blive udtaget som 17årig. Udtagelseskomiteen løb naturligvis noget af en chance ved at lade mig debutere mod et professionelt tophold. I dag ville man nok have udskudt debuten for en 17årige til et senere tidspunkt”, reflekterer Heinz Hildebrandt i dag.

Der var dog bud efter den unge målmand allerede weekenden efter. Heinz Hildebrandt debuterede i 1. division i en kamp mod AIA, Århus.

Flot sejr over de engelske mestre i 1962

Året efter i 1962 vogtede Heinz Hildebrandt målet i VB som fast mand og var i maj 1962 med til at slå de engelske mestre fra Ipswich Town FC.

Ipswich havde - i klubbens allerførste sæson i den engelske 1. division - sensationelt vundet det engelske fodboldmesterskab ved at besejre Aston Villa 2-0 i den sidste kamp. Det var sket kun 5 dage før venskabsopgøret i Nørreskoven.

VB havde indgået aftalen om venskabskampen med det sympatiske Suffolk-mandskab adskillige måneder før kampdatoen, men VB-lederne havde på det tidspunkt næppe forestillet sig, at Vejle Stadion skulle lægge græs til et så fornemt besøg i det sene forår.

Det var skuffende, at kun 5.600 tilskuere benyttede den lune aften til at se topfodbold i Nørreskoven. En af forklaringerne til det lave fremmøde var nok, at Vejle klarede sig skidt i den danske 1. division.

De VB-tilhængere, der blev hjemme i haven eller på altanen, gik glip af en strålende kamp, hvor Vejle helt nedspillede de uengagerede engelske mestre, der slap billigt med kun at tabe 2-3. Det undrede de fleste, hvordan ordinære Ipswich fra det sydøstlige Storbritannien var blevet mestre.

Gæsternes største navn var uden for banen. Det var cheftræner Alf Ramsey, der havde formået at gøre et ordinært mandskab uden stjernespillere til engelske mestre på rekordtid. Efter trænergerningen i Ipswich blev Alf Ramsey i 1963 landstræner for England og stod i spidsen for holdet, der hentede VM-trofæet hjem til England i 1966.

Det tabte mesterskab i 1965

Som så mange andre spillere har Heinz Hildebrandt heller ikke fortrængt guldkampen mod Esbjerg i efteråret 1965.

Vejle tog imod Esbjerg i Danmarksturneringens tredjesidste runde i 1965. Vestjyderne førte 1. division, men Vejle var kun et point bagud. En sejr i Nørreskoven ville bringe det talentfulde VB-hold på førstepladsen med gode muligheder for at vinde mesterskabet. Efterårssæsonen havde været helt fantastisk. Vejle havde vundet alle sine kampe – 7 kampe i træk.

Næsten 20.000 tilskuere var mødt op i Nørreskoven. Opvarmningen havde stået på hele dagen, og de første tilskuere mødte allerede op om formiddagen. Kampen startede kl. 13.30.

De blev vidner til en rigtig topkamp med høj intensitet, hvor der blev gået til vaflerne. Heinz Hildebrandt vogtede målet for østjyderne. 

Vejle kom planmæssigt foran 1-0 ved Ole Fritzen på et langskud, som helt overrumlede Esbjergs landsholdsmålmand Erik Gaardhøje. I resten af kampen havde VB fin kontrol med kampen. De to halfbacks Palle Brinch og Niels Erik Andersen trak sig tilbage og var med til at afværge forsøgene fra de mere og mere desperate esbjergensere. De opstemte tilskuere forventede, at Vejle ville køre sejren sikkert hjem.

2 minutter før tid fik Esbjerg tilkendt et frispark uden for straffesparksfeltet. Vejle-spillerne forventede, at den skudstærke centerhalf Børge Enemark ville skyde direkte på mål, men i stedet afleverede han ind i feltet. Efter klumpspil udlignede Carl Emil Christiansen og bragte derved vestjyderne på mesterskabskurs igen.

Topkampen blev bragt i Danmarks Radio søndag aften kl. 18.00-19.30. Det var første gang, at der blev transmitteret fodbold fra Vejle Stadion. Dengang var det meget sjældent, at DR transmitterede danske klubkampe, men Gunner Nu Hansen & Co havde købt denne kamp af VB, da der ville være fuldt hus på Vejle Stadion.

Esbjerg blev danmarksmester 1965, mens Vejle måtte nøjes med sølv.

Skifte til Hvidovre i 1968

Efter mange gode år i Vejle Boldklub rykkede Heinz Hildebrandt i 1968 østpå. ”Jeg mødte min tidligere holdkammerat i VB Leif Sørensen, der huserede på midtbanen i Hvidovre. Klubben havde netop mistet sin målmand og manglede en afløser. Jeg var ikke længere fast mand hos VB. Da forstadsklubben både kunne skaffe mig bolig og et job som lærer, kunne jeg ikke sige nej tak til det gode tilbud”, fortæller Heinz Hildebrandt.

”Det var vemodigt at tage afsked med VB. Jeg havde haft 9 gode år i klubben, så det var en svær afsked”.

Heinz Hildebrandt fik mange gode år som målmand på vestegnen. Det blev både til medaljer og en flot landsholdsdebut i 1970. I mange år var Heinz Hildebrandt en af de absolutte topmålmænd i 1. division. Kulminationen på den positive udvikling, der begyndte i Vejle, skete i sommeren 1972, hvor Hildebrandt drog med OL-landsholdet til OL i München. Det danske landshold klarede sig strålende og blev nr. fem. Heinz Hildebrandt vogtede målet i kampen mod de senere sølvvindere fra Ungarn.

Heinz Hildebrandt har ikke sluppet forbindelse til VB efter de mange år. Når seniorerne mødes hver måned, tager Hildebrandt så vidt muligt turen over Storebælt. Den tidligere VB-målmand har i dag Dansk Træner Bureau, der formidler kontakt mellem trænere og klubber.

Heinz Hildebrandts kampe for Vejle Boldklub 1961-1968

Turnering

Kampe

Mål

Danmarksturneringen

123

0

Landspokalturneringen

15

0

Øvrige

19

0

I alt

159

0

Da Kai Johansen og VB rykkede op i 1. division i 1956

Kai Johansen, 83 år har fodboldmæssigt oplevet mere end de fleste – ikke både i VB, men også som holdleder på landsholdet. Stærkt i erindringen står Vejles oprykning til 1. division i 1956.

Kai Johansen er født den 11. februar 1932 i Vestbyen i Vejle. ”Jeg er faktisk født lige over for banerne i Vejle FC, men valgte som så mange andre spillere fra Vestbyen at spille i Vejle Boldklub. Det var ikke altid helt nemt at forklare kammeraterne i Vestbyen, at man spillede i VB i stedet for VFC”, fortæller Kai Johansen i dag.

I 1941 blev Kai Johansen medlem af VB. ”I VB var der en aldersgrænse på 10 år for at blive medlem. Jeg snød mig nærmest til et medlemskab, da jeg ikke var fyldt 10 år endnu. Jeg cyklede hele vejen til Nørremarken og fortalte, at jeg lige var fyldt ti og i øvrigt havde en rød trøje og gode fodboldsstøvler. Så var jeg klar til at spille”.

Kai Johansen startede som centerhalf, men VB’s legendariske træner Frits Gotfredsen rykkede ham ud som højre back. ”Jeg kom på holdet med en række nye spillere og fandt mig hurtigt til rette på pladsen som højre back. Men jeg har prøvet lidt forskelligt i de tidlige år som junior og ynglinge, vistnok også pladsen som højre wing en enkelt gang”.

De fleste Vejle-folk erindrer Kai Johansen som en strålende højre back, der spillede i 10 år fra 1951-1961.

Debutkamp i 3. division i 1951

Kai Johansen debuterede den 26. august 1951 i sæsonens første kamp. ”VB spillede dengang i 3. division”, fortæller Kai Johansen. ”Modstanderen i min debutkamp var Herning Fremad. Det blev en sejr på 2-1 på bl.a. mål af Erik Skaaning. Men ærligt talt, jeg kan i dag ikke huske så mange detaljer fra kampen. Ofte spillede vi på udebane. Vi mødtes det samme sted i Vejle og kørte med Svends Busser til kampene”.

Oprykning til 1. division i 1955/1956

I 1956 var Kai Johansen med til at rykke med VB op i den højeste række i Danmarksturneringen – 1. division.

Efter de første ni kampe så det ikke lovende ud. VB lå på en fjerdeplads. Kun et hold rykkede op i 1. division. ”Vi kom fra baghjul og sikrede os oprykningen i den sidste kamp. Den kamp i Idrætsparken glemmer jeg aldrig”, fortæller Kai Johansen i dag.

Afgørelsen om oprykning faldt på den sidste spilledag søndag den 10. juni 1956. Både VB, B93 og OB kunne rykke op.

”Det var en svær kamp mod Østerbroklubben B93 i Københavns Idrætspark”, erindrer Kai Johansen. ”Vi skulle spille kl. 15.30. Inden vi kunne komme i gang, skulle Idrætsparken først tømmes for de tilskuere, der havde overværet eftermiddagens første kamp kl. 13.30. Dengang blev der ofte spillet flere kampe om eftermiddagen i Idrætsparken”.

B93 startede kampen bedst og kom foran efter et kvarter. Langsomt kæmpede østjyderne sig ind i kampen. Udligningen af Jørgen Nielsen skete kort før pausefløjt.

”I 2. halvleg fik vi spillet til at glide bedre” fortæller Kai Johansen. ”Vi havde et langskud på stolpen, inden Bent Sørensen scorede sejrsmålet for os”. VB havde for første gang i klubbens historie sikret sig oprykning til 1. division.

Turen hjem til Vejle blev en helt særlig og overvældende oplevelse for det unge VB-mandskab. ”Allerede i Fredericia skiftede vi fra toget til busser, der var pyntet op med bøgegrene”, erindrer Kai Johansen. ”Busserne kørte os ad den gamle landevej til Vejle, medens vi fejrede oprykningen”.

Ved ankomsten til Vejle blev spillerne mødt at glade vejlensere, der kørte rundt i biler med hornene i bund. Med orkester, fakkeltog og i selskab med tusinder af glade fans gik VB-holdet i procession til rådhuset, hvor borgmester Willy Sørensen tog imod på trappen til rådhuset.

Medlem af UK for Vejle i 1963-1973 og holdleder

Kai Johansen stoppede på førsteholdet i 1961. Hurtigt var der bud efter ham som medlem af den udtagelseskomite (UK), der hver uge udtog de 11 spillere, der skulle spille for VB.

”Jeg kom ind som den yngste i Vejles UK, hvor der allerede sad en række garvede VB-kæmper. Derfor var det meget naturligt, at jeg tog hvervet som holdleder. Holdlederen tog sig af det praktiske i forbindelse med kampene. Jeg var egentlig lidt trist over at stoppe med fodbolden, men det kom jeg mig hurtigt over, da jeg fortsatte som leder i stedet”.

Holdleder for ungdomslandsholdet fra 1973

Det blev til 10 år som medlem af UK i Vejle og holdleder. Kai Johansen oplevede både mesterskaberne i 1971 og 1972, pokaltriumfen i 1972 samt mange internationale kampe.

Med baggrund i Kai Johansens erfaring og stærke kompetencer var det derfor ikke overraskende, at DBU i 1973 havde bud efter den tidligere Vejle-back. ”I begyndelsen af 70´erne havde DBU både en udtagelseskomite for A-landsholdet og for ungdomslandsholdet. Jeg kom ind i UK for ungdomslandsholdet og jeg blev hurtigt udpeget som holdleder lige som da jeg startede i Vejle”, fortæller Kai Johansen.

Holdleder på fodboldlandsholdet siden 1975

Næste skridt var A-landsholdet. I 1975 afløste Kai Johansen nordjyden Egon Johansen som medlem af udtagelseskomiteen for a-landsholdet. Kai Johansen blev holdleder på landsholdet

Den tidligere VB-spiller var en del af den historiske udvikling af landsholdet, der begyndte med ansættelsen af Sepp Piontek i 1979 og kulminerede med EM-triumfen i 1992. ”Jeg var med til det hele både i Frankrig i 1984 og Mexico i 1986, og stoppede efter guldmedaljerne i Göteborg i 1992”

Kai Johansen er i dag næsten altid på Vejle Stadion, når hjemmeholdet spiller – ofte på den samme plads til højre for indgangen. Som alle VB-fans håber han på oprykning i år. ”Så kan vi måske alle finde god inspiration i beretningen om oprykningen i 1956”, slutter Kai Johansen

Da Kaj Poulsen og VB gik glip af mesterskabet i næstsidste minut

Kaj Poulsen, 72 år tænker tilbage på en lang karriere i Vejle Boldklub. Opgøret mod Esbjerg i 1965 er svær at komme uden om, fordi VB var 2 minutter fra at hægte rivalerne fra Vestjylland af mesterskabskampen.

En overbevisende indsats på klubhold og landshold førte til, at Kaj Poulsen i 1965 blev årets spiller i Danmark - som den første fra VB.

Kaj Poulsen er født i på Mors nytårsaften 1942 og flyttede til Vejle i 1961. Det var et oplagt valg at flytte til den smukke by ved Vejle Fjord. ”For det første skulle jeg begynde på seminariet i Jelling. For det andet var Vejle en ægte fodbold by, hvor jeg kunne udleve mine drømme. Så jeg forenede mine interesser for uddannelse og fodbold ved at slå mig ned her. Det har jeg ikke fortrudt siden”, fortæller Kaj Poulsen i dag.

Den første kamp for Vejle i 1961

Kaj Poulsen debuterede på Vejles bedste hold skærtorsdag den 31. marts 1961. Modstanderen var Skovshoved IF i Københavns Idrætspark.

Den 18årige Kaj Poulsen fik en plads på højre fløj, da VB´s udtagelseskomite ønskede at forstærke fløjspillet. ”Da Vejles normale højre wing var ude, vidste jeg, at der var mulighed for at komme på holdet. Jeg fik en chance, som jeg måtte prøve at få det bedste ud af”, erindrer Kaj Poulsen i dag.

Det var en fin debut for den unge vejlenser. Palle Brinch bragte VB foran i 1. halvleg. I de sidste 20 minutter af kampen knaldede gæsterne fem gange bolden mod overliggeren inden Henning Enoksen scorede til afgørende mål til 2-0.

Debutanten husker fortsat sin første entre i Københavns Idrætspark. ”Selv om det var i Idrætsparken, var jeg mindre nervøs end forventet. Modstanderen var en af de små klubber i hovedstaden. Hvis det havde været KB eller AB var jeg sikkert blevet mere nervøs”, husker Kaj Poulsen i dag.

Det første mål for Vejle i 1961

Selv om det blev en klar sejr mod Skovshoved i påsken, fungerede spillet slet ikke for VB i hele forårssæsonen. Et foreløbigt lavpunkt nåede østjyderne på Odense Stadion, hvor VB tabte 2-4 til B1913. Det kunne ikke trøste Kaj Poulsen, at han scorede sit første mål for VB i 1. division.

Kaj Poulsen skal i dag dybt ned i hukommelsen for at rekonstruere målet: ”Det var ikke et drønende langskud eller en smart dribling. Det var nærmest et strømpeskafteskud tæt på mål, hvor jeg samlede en løs bold op, tror jeg nok. Men selv om det ikke var et kanonmål, tæller det også”, lyder det fra Kaj Poulsen”.

VB undgår nedrykning på et hængende hår

Nederlaget til fynboerne blev optakten til en veritabel nedtur for et forvirret østjysk mandskab, der slet ikke kunne få spillet til at hænge sammen. Langt inde i efterårssæsonen lå vejlenserne for første gang på en nedrykningsplads. Der kom for alvor nerver på i Nørreskoven.

Så tog vejlenserne sig sammen. 3 sejre i de følgende tre kampe bragte VB over stregen. Kaj Poulsen scorede et vigtigt mål i sejren over B1909 på Odense Stadion. Vejle havde reddet livet i 1. division.

Kaj Poulsen havde været med i 18 af de 22 kampe i 1. division og havde lavet 2 mål.

Det stærke VB-hold i 1965 med 5-6 landsholdsspillere

Kaj Poulsen var i 1965 en del af et talentfuldt VB-hold, der ikke alene skabte stemning i Nørreskoven, men også udgjorde rygraden på det danske fodboldlandshold. Seks magiske VB-spillere – Johnny Hansen, Poulsen, Troelsen, Bilde, Fritsen og le Fevre - optrådte i den rød-hvide dragt med DBU-logoet på brystet i løbet af 1965. Vejle-dominansen blev endnu tydeligere ved, at de fem danske mål i årets fire sidste landskampe alle blev scoret af Vejle-folk. 

Kaj Poulsen fremhæver i dag, at VB-holdets store succes og eminente spil lagde kimen til, at han og andre VB-spillere kom på landsholdet. ”1965-holdet var et fantastisk hold, hvor vi løftede hinanden op på et højt niveau. Vores gode spil var nærmest selvforstærkende. Det var helt overvældende, at VB havde 5-6 mand fast på landsholdet i efteråret 1965”

Landsholdsdebut mod Island i 1965

”Jeg kom jo nærmest med til Reykjavik på et afbud”, erindrer Kaj Poulsen. ”Den normale højre wing havde meldt afbud til den lange og strabadserende rejse til Island, så midt i sommerferien blev jeg kontaktet af DBU. Heldigvis læste jeg stadig, så jeg kunne drage af sted med landsholdet med få dages varsel”.

Den korte forberedelse gav den fordel, at Kaj Poulsen dårligt nåede at få nerver på inden den første landskamp. Det kunne også aflæses i spillet på banen, fordi den 23årige debutant fik masser af ros efter den vanskelige udekamp under fremmedartede forhold. I Ekstrabladet stod der, at den unge VB-wing viste, at han havde snit til en kommende landsholdskarriere. Han gik til sagen uden at trække sig i tacklingerne. Han var rapfodet og fræk og trak rundt med sin direkte modspiller.

Kaj Poulsen var også med i 2-2-kampen mod Norge i Oslo i september 1965. Målene fra den kamp er netop blevet offentliggjort på www.dr.dk. I det noget grumsede sort-hvide TV-billede ser man Kaj Poulsen i flere tilfælde drive gæk med sin modstander og til sidst lægger han op til Ole Fritsens fornemme udligning.

Drømmekampen mod Sovjetunionen 1965

Den driblestærke vejlenser havde nu fået smag for landsholdet. I oktober 1965 gik det løs mod Sovjetunionen i Idrætsparken. De stærke russere havde i forsommeren pulveriseret Danmark med 6-0, men der havde Kaj Poulsen ikke været med. VB-sprinteren udnyttede dette til sin fordel fra starten af kampen, hvor han straks udfordrede de overlegne gæster fra øst.

Det var simpelthen Kaj Poulsen, der dominerede på banen fra start foran et forbavset publikum, der ikke havde drømt om, at de undertippede danskere kunne lege med den russiske bjørn. Tre gange tordnede Kaj Poulsen af sted på fløjen efter følte afleveringer, der lå bag om det tunge russiske forsvar. Ved den første frispilning tog VB-spilleren optimistisk chancen og huggede på mål. Bolden røg lige over trekantsammenføjningen.

Kaj Poulsen husker i dag fortsat suset, da han drønede ned af sidelinjen. ”De russere undervurderede os helt klart og deres venstre back, der skulle passe på mig, blev overspillet gang på gang. Jeg tror, at det betød en helt del for mig, at jeg ikke havde været med til 0-6 nedsablingen i Moskva. Jeg frygtede ikke russerne på forhånd, men spillede bare løs. Vi burde have scoret i 1. halvleg”.

I 2. halvleg øgede sovjetrusserne tempoet samtidig med, at danskerne løb sig trætte i det opskruede tempo. Det endte med, at gæsterne vandt 3-1. Trøstmålet scorede Tommy Troelsen flot efter opspil af Poul Bilde og Ole Fritsen – et rigtigt VB-mål.

Landskampsmålet mod Wales i 1965

Den 1. december 1965 kom Kaj Poulsen på måltavlen, da landsholdet tabte 2-4 til Wales i Wrexham. I sin kun fjerde landskamp udlignede Vejle-wingen efter 4 minutter på den snedækkede bane.

Landskampen blev ikke vist i TV, så målet kan alene vækkes til live gennem Kaj Poulsens egen fortælling: ”Det var tidligt i kampen, hvor der lå en hel del sne og slud på banen. En lang bold blev sparket frem i det walisiske forsvar. Jeg fik fat i bolden. Sædvanligvis ville jeg prøve at drible lidt, men i stedet valgte jeg at skyde på mål, da banen var fedtet. Heldigvis ramte jeg bolden godt, så den trillede ind ved den fjerneste stolpe”.

I dag fortæller Kaj Poulsen, at han sikrede sig et evigt klenodie fra turen til Wales. ”Jeg smuglede kampbolden ud af banen efter kampen. Det kom med hele vejen hjem til Danmark som et minde om den kamp.” Den bortførte kampbold kan i dag beundres på VB-museet.

Mesterskabet tabt i kampens sidste minut i 1965

I tredjesidste runde i 1965 tog Vejle imod Esbjerg. Vestjyderne førte 1. division, men Vejle var kun et point bagud. En sejr i Nørreskoven ville bringe det talentfulde VB-hold på førstepladsen med gode muligheder for at vinde mesterskabet. Efterårssæsonen havde været helt fantastisk – Vejle havde vundet alle sine kampe – 7 kampe i træk.

Næsten 20.000 tilskuere var mødt op i Nørreskoven. De mange VB-fans blev vidner til en rigtig topkamp med høj intensitet, hvor der blev gået til vaflerne. Vejle kom planmæssigt foran 1-0 ved Ole Fritzen på et langskud, som helt overrumlede Esbjergs landsholdsmålmand Erik Gaardhøje. I resten af kampen havde VB fin kontrol med kampen.

2 minutter før tid fik Esbjerg tilkendt et frispark uden for straffesparksfeltet. Vejle-spillerne forventede, at den skudstærke centerhalf Børge Enemark ville skyde direkte på mål, men i stedet afleverede han ind i feltet. Efter klumpspil udlignede Carl Emil Christiansen og bragte derved vestjyderne på mesterskabskurs igen.

Topkampen blev bragt i Danmarks Radio søndag aften kl. 18.00-19.30. Det var første gang, at der blev transmitteret fodbold fra Vejle Stadion. Dengang var det meget sjældent, at DR transmitterede danske klubkampe, men Gunner Nu Hansen & Co havde købt denne kamp af VB, da der ville være fuldt hus på Vejle Stadion.

”Jeg glemmer aldrig den fantastiske stemning, der var på Vejle Stadion. Vi spillere var sat op til en rigtig finale mod vores arvefjender fra vestkysten. Samtidig vidste vi, at guldkampen ville blive sendt forskudt i TV om aften til hele Danmarks befolkning”. 

Lige som glæden over de mange tilskuere husker Kaj Poulsen også skuffelsen over det tabte point efter kampen. ”Vi hang alle med hovederne, fordi vi var det bedste hold i 1965. Vi burde have haft esbjergenserne i vores hule hånd, men desværre glippede det i de sidste minutter”, tænker Kaj Poulsen tilbage.

Esbjerg blev danmarksmester 1965, mens Vejle måtte nøjes med sølv.

Årets spiller 1965

Kaj Poulsen blev af magasinet Fodbold Jul kåret som årets spiller 1965. ”Det kom helt bag på mig – det skal ikke være nogen hemmelighed. Jeg havde spillet rigtig godt i efterårssæsonen, men var noget overrasket over, at det kunne føre til prisen som årets spiller”.

Kaj Poulsen fik den glædelige nyhed efter kampen mod Sovjetunionen. ”Jeg blev ringet op af journalist Svend Nielsen fra Fodbold Jul. Først troede jeg ikke rigtigt på det, men efterhånden gik det op for mig”.

Kaj Poulsen er naturligvis stolt over prisen i dag. ”Prisen som årets spiller skal jeg især takke mine holdkammerater for. Det var trænere, ledere og spillere i Vejle Boldklub, der løftede mig og resten af holdet op på et niveau, hvor det måtte ende med, at en VB-spiller løb med prisen. Det blev så mig”

Som bevis for kåringen fik Kaj Poulsen overrakt en flot sølvskål, som i dag er et herligt minde om fodboldkarrieren.

Professionel i Vesttyskland og Belgien

I juli 1966 skrev Kaj Poulsen kontrakt med den vesttyske klub Hannover 96. Efterfølgende var han to år i belgisk fodbold hos Beerschot AC. Det blev til 7 år i udlandet.

Hjem til VB i 1973

I sommeren 1973 vendte Kaj Poulsen hjem til Vejle. Det blev til yderligere 10 kampe for VB, inden han stoppede i efteråret 1973. Den erfarne veteran var bl.a. med til at sende franske FC Nantes ud af Europa Cuppen for Mesterhold.

Efterfølgende blev der ved siden af lærergerningen tid til både at være træner og instruktør i VB.

Kaj Poulsens kampe og mål for Vejle Boldklub

Turnering

Kampe

Mål

Danmarksturneringen

115

21

Landspokalturneringen

11

5

Europa Cup

1

0

Internationale kampe

1

0

Toto Cup turneringen

1

0

Jysk pokalturnering

12

3

I alt

141

29

Kilde: www.vejle-boldklub.dk

 

Kaj Poulsens landskampe

Hold

Kampe

Mål

A-landsholdet

5

1

B-landsholdet

2

0

U21-landsholdet

1

0

I alt

8

1

Da Keld Hansen scorede klubbens første mål i Vejles debutsæson i 1. division

Keld Hansen, 80 år, tænker tilbage på sine mere end 72 år som medlem af VB. Det historiske mål for Vejle Boldklub i 1956 står stærkt i erindringen.

Keld Hansen er født den 8. marts 1935 i Vejle og begyndte som så mange andre friske Vejle-drenge at spille fodbold i en tidlig alder. ”Jeg var syv år, da jeg blev meldt ind i klubben. Dengang var der endnu ikke en aldersgrænse på 10 år”, fortæller Keld Hansen. ”Jeg har været medlem af klubben i mere end 72 år, så jeg har set en del fodbold.” 

Debut mod AaB i august 1953

Debutkampen fandt sted den 23. august 1953 i Aalborg. ”Vi spillede 2-2 mod AaB”, erindrer Keld Hansen. ”Vi var en del unge spillere, der fik chancen i den kamp. Mange af dem blev mine gode holdkammerater i de efterfølgende år, hvor klubben rykkede op”.

VB spillede i 2. division. Det var året før i 1952/53 blevet til en sensationel andenplads efter AGF. Dengang rykkede kun et hold op i 1. division, så VB måtte arbejde videre med talentudviklingen i 2. division i endnu nogle sæsoner.

På ynglingelandsholdet i 1953

Udtagelseskomiteen i DBU spottede hurtigt Vejle-talentet. ”Jeg var i juni 1953 med på en landsholdstur til Oslo med ynglingelandsholdet. Det var en stor oplevelse. Og jeg var den første spiller fra VB, der var på ynglingelandsholdet. Vi sejlede med færgen fra København til Oslo. Jeg var den eneste jyde i truppen. Dengang spillede ynglingelandsholdet kun et par kampe om året, så det var en stor opmuntring for mig at komme med turen”, fortæller Keld Hansen.

Den 18årige østjyde blev skiftet tidligt ind i 1. halvleg og var med til at tabe 2-1 til de norske ynglinge.

På ungdomslandsholdet i 1954

Året efter trak Keld Hansen igen i den røde trøje med DBU-emblemet. Selvom det er mange år siden, har Keld Hansen ikke glemt landskampen. ”Vi skulle møde arvefjenden fra Sverige i en ungdomslandskamp på Randers Stadion. Jeg fik pladsen som højre wing på et stærkt dansk landshold med kendte spillere som backen John Amdisen, AGF, wingen John Kramer, Køge samt angriberen Kaj Lerby fra B1903. Den sidste blev også kendt som far til den senere landsholdsspiller Søren Lerby”.

Det blev ikke til den eftertragtede sejr over de svenske ungdomstalenter. Uheld forfulgte det danske hold fra kampens start. Inden 1. halvleg var overstået havde 2 danskere pådraget sig flænger i hovedet, der skulle sys. Det gik ud over Kaj Lerby og KFUM-forsvareren Leif Dræger. Da det dengang kun var tilladt at indsætte en reservespiller, måtte danskerne klare sig på banen med kun ti mand. Tilmed spillede AGF-backen John Amdisen kun for halv kraft, da han forvred knæet. Der var derfor ikke noget at sige til, at de blå-gule gæster vandt 3-1.

Svenskerne gjorde indtryk på Keld Hansen. ”Jeg var lidt af en teknikertype, så jeg havde det svært i begyndelsen af kampen. Ofte blev jeg tacklet helt ud af banen. De svenske forsvarere forstod at gå til stålet, så det tog noget tid at vende sig til hårdheden”.

Keld Hansen spillede en god kamp. I begyndelsen var han som det øvrige danske hold påvirket af de mange uheld, men som kampen skred frem fik debutanten mere og mere selvtillid. Danskerne dominerede det sidste kvarter af kampen, men kunne i undertal ikke vende slaget.

Oprykning til 1. division i 1956

I foråret 1956 rykkede Vejle op i 1. division. Det var en skelsættende begivenhed i klubbens glorværdige historie. Efter langt tilløb var østjyderne omsider i landets bedste række. Den afgørende oprykningskamp blev vundet over B93 foran fantastiske 25.000 tilskuere i Københavns Idrætspark.

”Jeg var med i de fire første kampe i efteråret 1955, men på grund af en knæskade og andre forhold spillede jeg ikke mere før den nye sæson startede i 1. division i efteråret 1956”, fortæller Keld Hansen.

Det første mål i 1. division for VB

I 1956 begyndte fodboldsæsonen i efteråret og var forlænget med et halvt år, så turneringen kunne omlægges til kalenderåret. Åbningsprogrammet så ikke for godt ud for det jyske mandskab.

Den første kamp stod den 19. august 1956 mod mestrene fra AGF på Aarhus Stadion. I øsende regnvejr tabte VB 0-2. Selv om det blev et nederlag, viste VB, at de godt kunne klare sig mod de store hold.

Weekenden efter tabte VB med 0-4 i Københavns Idrætspark til sølvvinderne fra AB. ”Jeg havde ikke været med i sæsonåbneren i Aarhus, men rykkede ind som venstre innerwing mod akademikerne”, fortæller Keld Hansen. ”Vi spillede godt, men AB scorede målene”. Det var ikke et rimeligt resultat af den tætte kamp, men vejlenserne skulle tydeligvis til at vænne sig til tempoet i 1. division.

Så var det blevet tid til, at det trofaste publikum i Nørreskoven skulle tage imod lokalheltene. Modstanderen på Vejle Stadion den 9. september 1956 var AIA fra Aarhus, der bl.a. havde landsholdswingen Poul Petersen på holdet.

Keld Hansen indtog igen sin plads i venstre angrebsside. Efter 19 minutter dominans scorede den 21årige angriber Vejles første mål i 1. division.

Keld Hansen har ikke svært ved at huske målet, selv om der er gået mange år. ”Bent Sørensen driblede sig fri og afleverede inden om til mig, så jeg efter et par træk kunne skyde bolden i mål”. 1-0 til hjemmeholdet foran 13.000 tilskuere.

VB fastholdt presset i 2. halvleg. VB-legenden Bent Sørensen var i overdådigt i spillehumør og ramte stolpen to gange. Til slut overtog AIA dog mere og mere af spillet. 6 minutter før tid kom den ærgerlige udligning.

3 uger senere fik Vejle sin første sejr – 3-1 over hovedstadsklubben KB på mål af Preben Thomsen, Svend Andersen og Bent Sørensen.

Mange frygtede, at VB ikke ville kunne klare sig i den bedste række. Sortseerne blev dog sat på plads. Ved afslutningen af første del af sæsonen lå Vejle på en flot femteplads.

VB og museumsudvalget

Keld Hansen har været medlem af VB siden han var syv år. I 20 år var Keld Hansen ungdomstræner for lilleputholdene. Det fantastiske klubliv i VB har aldrig sluppet sit tag i den tidligere Vejle-angriber.

I dag er Keld Hansen medlem af museumsudvalget, der tilrettelægger udstillinger på VB-museet og i øvrigt hele tiden arbejder for at udvide museets store samling. Keld Hansen har været med til etablere VB-museet, der startede for mere end 10 år siden.

Keld Hansens kampe og mål for Vejle Boldklub 1953-1961

Turnering

Kampe

Mål

Danmarksturneringen

54

8

Landspokalturneringen

5

0

Øvrige

8

2

Landskampe

1

0

I alt

68

10

Da Kell Meyer scorede mod det danske OL-landshold i 1972

Kell Meyer, 70 år tænker tilbage på sine herlige fodboldår i Vejle Boldklub. Iflg. de statistiske opgørelser har Kell Meyer ikke scoret i en førsteholdskamp, men et kik i arkiverne afslører, at Kell Meyer har et mål på kontoen – ovenikøbet mod det danske landshold.

Kell Meyer er født den 22. marts 1945 i Vejle. Som så mange andre VB-spillere startede han med at spille fodbold i Vejle FC, der lå i den vestlige del af byen.

”Jeg skiftede til VB som 2 års juniorspiller”, fortæller Kell Meyer i dag. ”Min far var bestemt ikke begejstret for det. Han havde sine stærke rødder i klubben B21, der indgik i etableringen af Vejle FC i 1946. Det gav lidt diskussioner derhjemme, at jeg skiftede over til konkurrenten i byen. Hverken jeg eller min fader har dog efterfølgende fortrudt det klubskifte”.

I de følgende år var Kell Meyer med på det talentfulde ynglingehold. ”Min favoritposition var venstre innerwing, som det hed den gang. Vi spillede altid med fem mand i angrebet, så der god plads oppe foran. Jeg havde nr. 10 på ryggen, men dengang betød 10-tallet noget helt andet end i dag, hvor spilleren med 10-tallet ofte er en slags spilregissør. En af grundene til, at VB’s ynglinge klarede sig godt var bl.a., at vi ofte fik lov til at spille mod seniorerne”.

Debut på førsteholdet i 1967

I sæsonen 1967 levede VB livet farligt i 1. division. Kell Meyer fik den triste opgave at debutere midt i en af stime af ærgerlige nederlag. På udebane den 11. juni 1967 mod bundholdet B1903 i Københavns Idrætspark blev det til endnu et nederlag. Hjemmeholdets Ole Forsing dominerede totalt luftrummet foran Vejles mål og lagde op til målene. Kell Meyer kæmpede det bedste, han havde lært, men var involveret i et af målene, da en bold smuttede forbi ham og blev til en oplagt målchance.

Kell Meyer erindrer i dag den første udtagelse til førsteholdet særdeles godt. ”Jeg blev ringet op af Kaj Johansen om lørdagen dagen før kampen. Han fortalte mig, at jeg skulle med til København. Det var en stor, men glædelig overraskelse. Resten af dagen havde jeg rumlen i maven og kunne slet ikke finde ro i kroppen. I stedet for en længe planlagt familieudflugt gik min udflugt til hovedstaden.”

Efterårssæsonen 1967 gik ikke særligt godt for vejlenserne. Østjyderne overlevede dog den turbulente sæson med en heftig slutspurt.

Nedrykningsslaget mod Hvidovre i 1969

I sæsonen 1969 var Kell Meyer fast mand på VB-holdet. Han spillede 21 af de 22 kampe i 1. division samt en række pokalkampe. Den alsidige Kell Meyer var dog blevet omskolet til at spille venstre halfback, der var en mere defensiv position.

VB var kun en knivsbredde for at rykke ned i 2. division. Kravet til vejlenserne inden sæsonens to sidste kampe mod B1901 og Hvidovre var klar. Der skulle to sejre i hus.

Kell Meyer indtog sin position på holdet søndag den 26. oktober mod B1901. 6.600 betænkelige tilskuere var på plads på Vejle Stadion. Falstringerne kunne nøjes med et point for sikre sig en sæson mere i 1. division og lagde meget defensivt ud. VB fik dog tilkendt et straffespark, som Karsten Lund omsatte til den vitale føring.

I 2. halvleg forekom den ene nervepirrende situation efter den anden foran VB’s mål. Kell Meyer og Co blev trykket helt i bund. Flere gange måtte en desperat VB-forsvarer redde på målstregen. I de sidste minut udnyttede Jørgen Markussen en hul i gæsternes forsvar til at sikre den nødvendige 2-0 sejr

”Pyha, så var den første opgave løst”, husker Kell Meyer.

Afgørelsen faldt ugen efter den 2. november på Hvidovre Stadion. Knald- eller faldopgøret mod de stærke forstadskøbenhavnere var den største opgave, som VB havde stået over for i sine 13 år i 1. division. Tilmed stod det unge VB-hold over for to stærke profiler, der tidligere havde spillet i Vejle. Hverken målmanden Heinz Hildebrandt og midtbanespilleren Leif Sørensen havde planer om at skåne deres gamle klubkammerater.

Heldigvis fik de nervøse østjyder en ønskestart. Poul Bilde bragte gæsterne foran allerede efter 2 minutter. Slaget bølgede frem og tilbage og målene gik ind i begge ender af banen. 3-3 ved halvleg viste, at der blev givet og taget. Da dommeren omsider fløjtede kampen af, stod der 4-3 til Vejle på måltavlen.

Kell Meyer glemmer aldrig nedrykningslaget i Hvidovre. ”Vi var pressede, fordi kun en sejr kunne sikre os. Klubben havde aldrig før været så tæt på nedrykning. Heldigvis klarede vi skærene i en fantastisk kamp”.

Scoring i 3-3 kampen det olympiske landshold i 1972

Det danske landshold skulle i maj 1972 spille en afgørende OL-kvalifikationskamp mod Rumænien. Landstræner Rudi Strittich samlede alle sin OL-aspiranter i februar på Den Jyske Idrætsskole i Vejle. I den forbindelse fandt DBU det meget naturligt at planlægge en træningskamp mod de danske mestre fra Vejle, der var i gang med den slidsomme vintertræning.

Kampen blev spillet den 27. februar 1972 på Nordre Stadion i Vejle. VB-træners Jozef Szentgyørgyi havde givet afkald på fire af sine VB-stamspillere, der i stedet stillede op for OL-landsholdet. Det var de fire offensive profiler Allan Simonsen, Tommy Hansen, Iver Schriver og Jørgen Markussen. Alligevel var det en jævnbyrdig kamp, som passende sluttede uafgjort 3-3.

De tre målscorere for Vejle var Karsten Lund og Knud Nørregaard samt Kell Meyer. Oplysningen overrasker i dag Kell Meyer. ”Jeg kan simpelthen ikke huske kampen eller målet. Det vil jeg være ærlig at sige. I et par dage har jeg grublet over det, men der er ikke dukket noget frem fra glemslen”.

Det kan formodentlig diskuteres, om det var en rigtig førsteholdskamp, men da reserverne samtidig spillede ved siden, bør det vel antages, at Kell Meyer har scoret for Vejle i en førsteholdskamp. Modstanderen var ikke hvem som helst, men OL-landsholdet, der senere med en meriterende sejr over Rumænien i Bukarest kvalificerede sig til OL og gjorde det aldeles fremragende i München med bl.a. en ung Allan Simonsen på holdet.

Topscorer på Danmarksserie-holdet i 1972

Der var VB og så var der alle de andre hold. Så kort kan danmarksturneringen 1972 beskrives. Mesterskab, sejr i landspokalen og anerkendelse i Europa Cup var milepælene i Vejles enestående fodboldsæson. Kell Meyer var med i VB-truppen som indskiftningsspiller i flere kampe.

Mesterskabet kom i hus på Nykøbing Falster Stadion på den tredjesidste spilledag. Det blev til 10 sejre i træk i efterårsturneringen 1972. Ikke mindre end 65 gange fik Vejle bolden i mål i 22 kampe. Næsten 3 mål pr. kamp.

Der var også masser af mål i Kell Meyer. VB’s stærke danmarksserie-hold nåede frem til finalen i Danmarksserien, der bestod af fire kredse. VB havde suverænt vundet kreds 3. Kell Meyer var holdet topscorer med ni mål sammen med midtbanespilleren Knud Herbert Sørensen.

Kell Meyer husker glimrende mesterskabsåret. ”Vi var fantastisk gode i Vejle. Både 1. divisionsholdet og DS-holdet var aldeles suveræne, så der var masser af gode folk til rådighed for klubben”.

Mod berømte Anderlecht på Vejle Stadion i 1972

I efteråret 1972 fik Kell Meyer også mulighed for at spille europæisk på den store scene. Som DM-vinder i 1971 havde det stærke VB-mandskab kvalificeret sig til at repræsentere Danmark i Europa Cuppen for Mesterhold.

I første runde havde Vejle trukket Anderlecht. Holdet fra Bruxelles var et klassehold, der havde været i finalen i UEFA-turneringen i 1970. Den første kamp blev spillet onsdag den 13. september 1972 i Bruxelles. Det blev en afvekslende kamp, hvor VB kom bagud 0-3 i 2. halvleg, men på 2 minutter reducerede østjyderne til 2-3, så sensationen var lige om hjørnet. Slutresultatet var 4-2 til belgierne, men det skulle ikke være umuligt at indhente.

Vejlenserne fornemmede også noget stort, for 14.000 tilskuere var mødt op onsdag den 27. september 1972 til det spændende returopgør i Nørreskoven.

Med kløgt og snuhed tog belgierne hurtigt trykket af kampen, og kørte en sikker sejr hjem. I de 90 minutter spillede VB sig kun til 3-4 forsøg på mål – ikke fordi VB-spillerne var dårlige, men belgierne var helt overlegne i fysik og hurtighed.

Kell Meyer afløste i 2. halvleg Tommy Hansen, men kunne ikke alene vende slaget. ”Det var spændende at løbe ind på banen til klubbens første store europæiske kamp. Stadion var propfyldt af mennesker. Vi stod overfor et klassemandskab og var ikke i nærheden af at vinde, selv om vi kæmpede det bedste, som vi havde lært”, fortæller Kell Meyer i dag. Kampen endte 3-0 til Anderlecht.

Kel Meyer stoppede med fodbold på topniveau ved udgangen af 1972. ”Jeg havde et krævende job som rejsemontør og kunne ikke længere finde den nødvendige tid til træningen”.

Senere indledte Kell Meyer en karriere som træner. I 3 år var han spillende træner for Vindinge Sportsforening i serie 4. Derefter vendte Kell Meyer tilbage til VB, hvor han blev træner for ynglingeholdet. ”Jeg overtog en strålende hold, der som juniorer havde vundet mesterskabet”, erindrer Kell Meyer i dag. Det blev også til tre år som træner for serie 1-holdet.

I dag er Kell Meyer som så mange andre VB-veteraner aktiv i seniorklubben, der mødes hver måned. ”Møderne forløber ofte lige som i omklædningsrummet efter en god kamp. Medlemmerne udveksler oplevelser, humøret er højt og vi sætter pris på hinandens selskab”, fortæller Kell Meyer.

Kell Meyers kampe og mål for Vejle Boldklub 1967-1972

Turnering

Kampe

Mål

Danmarksturneringen

29

0

Landspokalturneringen

1

0

Europa Cup for mesterhold

1

0

Øvrige

17

0

I alt

48

0

Da Leon Dupont og VB vandt mesterskabet i 1971

Leon Dupont, 66 år, tænker tilbage på sin karriere i Vejle Boldklub. Efter at have været fast mand på mesterholdet i 1971 brækkede den dygtige forsvarsspiller to gange sit ben i træningskampe. De voldsomme uheld stoppede Leon Duponts fodboldkarriere allerede som 23årig.

Leon Dupont blev født den 30. marts 1949 i Vejle og vidste meget tidligt, at han skulle spille fodbold i VB.

”VB var i 1958 blevet dansk mester for første gang”, fortæller Leon Dupont i dag. ”Jeg var kun 9 år, da jeg sammen med min søster mødte op i VB’s klublokaler for at blive meldt ind. Man skulle være 10 år for at blive medlem, men jeg satsede på, at jeg lige kunne få lov til at snige mig ind før tid. Uheldigvis var det en af lærerne på min skole Erik Raaballe, som tog imod de nye drenge. Han vidste jo godt, at jeg kun var 9 år, så jeg blev sendt hjem med besked om at komme igen næste år”.

Den første kamp på divisionsholdet i 1968

Leon Dupont debuterede for VB i efterårspremieren den 18. august 1968 i Københavns Idrætspark.

”Jeg afløste landsholdsbacken Johnny Hansen, der havde skrevet kontrakt med 1. FC Nürnberg i den vesttyske Bundesliga”, fortæller Leon Dupont. ”Naturligvis var jeg nervøs. Jeg var jo blot en stor gymnasiedreng, der for første gang skulle spille 1. divisionsfodbold i hovedstaden, hvor der altid kom mange mennesker, når VB var på plakaten”.

Vejle-spillerne ankom til hovedstaden dagen før og blev indlogeret på det fine Grand Hotel i Københavns centrum. Den noget benovede Leon Dupont hørte pludselig holdets store profil Tommy Troelsen sige til receptionisten i hotellet, at han godt kunne dele værelse med den unge debutant: ”Det var noget af en gestus af den garvede veteran”, fortæller Leon Dupont. ”Jeg blev utroligt glad for, at en af de erfarne spillere således tog mig beskyttende under vingerne i de uvante omgivelser og på den måde gav mig en god velkomst til truppen”.

Forventningerne var store til østjyderne, der lå nr. 2 i 1. division. Valby-klubben Frem vandt dog 1-0. Den 19årige vejlenser stod kampen igennem overfor hjemmeholdets elegante Leif Printzlau.

Leon Dupont husker tydeligt trænerens første kommentar, da han træt gik til halvlegspause. ”Du har det svært i dag med ham den lange Frem-spiller?” Det gik dog efterhånden bedre og bedre, som kampen skred frem.

Leon Dupont skaffede VB uafgjort i oktober 1968

I de følgende kampe tilkæmpede Leon Dupont sig en fast plads på holdet. Den stabile indsats blev kronet den 6. oktober på Hvidovre Stadion med et flot hovedstødsmål.

”Vi var i slutningen af kampen bagud med 1-2, men pressede på, fordi københavnerne var ved at være trætte”, erindrer Leon Dupont. ”Da der manglede 2-3 minutter, kæmpede Vejle for at få udligning. Jeg tænkte, at jeg lige så godt kunne spurte frem i front for at udnytte en mulig chance, da vi jo var bagud. Vores venstre wing, Poul Bilde, kom fri på fløjen og centrede ind mod bagerste stolpe. Ingen af Hvidovre-spillerne havde set mig komme luskende ind i feltet, så jeg uhindret kunne heade bolden i mål.”

Leon Dupont spillede alle 11 kampe i efterårssæsonen. Mesterskabet i 1968 gik dog til rivalerne fra KB, medens Vejle måtte lade sig nøjes med en plads som nr. 5.

Flot comeback i 1970

Efter at have holdt en pause i 1969, gjorde Leon Dupont comeback for Vejle i sæsonen 1970. Året var startet katastrofalt for de selvbevidste jyder, der drømte om medaljer. Leon Dupont fik comeback mod B1913 i Odense den 22. april 1970. Indsatsen på den uvante plads som venstre back blev godkendt, men VB måtte tage tilbage til fastlandet med et nedslående 2-4 nederlag.

Vendepunktet var udekampen den 11. maj mod Horsens, der sluttede 1-1. Leon Dupont fik en advarsel, som ikke mange forstod meningen med, men han havde bidraget til at stoppe den alvorlige nedtur. Advarslen fra Horsens er ikke glemt i de mellemliggende år. ”Det er den første og eneste advarsel, som jeg har fået i hele mit fodboldliv. Den dag i dag kan jeg ikke forstå, hvorfor jeg fik den”.

Mål i efterårspremieren 1970

Leon Dupont var med fra starten af efterårssæsonen i 1970 og scorede i den første kamp den 19. august 1970 på Vejle Stadion mod AaB. Kampen var dog en kæmpeskuffelse for 5.500 tilskuere, der havde sat næsen op efter, at VB ville fortsætte sejrsstimen fra foråret.

”Det var herligt at få lov til at score mod landsholdsmålmanden Kaj Poulsen”, fortæller Leon Dupont. ”Jeg scorede direkte på frispark.” 

I den sidste ende stod der 3-1 til gæsterne på måltavlen. Resten af efteråret var en rutsjebane op og ned for Vejle. Klubben endte på en fin fjerdeplads.

Stamspiller på mesterholdet 1971

Vejle Boldklub vandt mesterskabet for anden gang i 1971 med Leon Dupont som fast mand i de bagerste rækker. Det velfortjente mesterskab blev dog ikke sikret i hård kamp på grønsværen, men i behagelig søgang på DSB-færgen over Storebælt.

VB-mandskabet var på vej til København for at spille mod B1903 i Københavns Idrætspark. Transporten foregik med dieseltog og færge. Mens de optimistiske VB-spillere indtog oksesteg med gemyse i Storebæltsfærgens restaurant, blev de sidste minutter spillet af kampen mellem Hvidovre og B1909 på Hvidovre Stadion. Pointtab til forstadskøbenhavnerne ville betyde mesterskab til østjyderne. VB-sekretær Eigil Jensen slugte den sidste bid af dessertisen og vandrede op på færgens kommandobro for at ringe til Hvidovre Stadion. Det tog flere minutter på skibets radiotelefon at komme igennem til stadionspeakeren, men til sidst vendte Eigil Jensen tilbage til restauranten, hvor han forkyndte, at Hvidovre kun havde fået 1-1 mod fynboerne.

Leon Dupont glemmer aldrig fejringen på Storebælt ”Vi fejrede mesterskabet med en skål i mælk, fordi vi senere på dagen skulle spille mod nedrykningstruede B1903. Den kamp tabte vi i øvrigt efter en lidt slap indsats, så på hjemturen med færgen over Storebælt var vores træner Frits Gotfredsen så misfornøjet, at han demonstrativt satte sig ved et andet bord end spillerne, der mest var i stemning til at fejre mesterskabet.

Kamp nr. 50 mod Leicester City i maj 1971

Leon Dupont spillede sin kamp nr. 50 i forbindelse med VB’s 80 års fødselsdag i maj 1971. Modstanderen ar Leicester City, der huserede i den engelske 1. division.

Leon Dupont husker kampen, ikke for resultatet, men for den gave, som han fik af de engelske gæster. ”Vi vandt 3-0 i en udmærket kamp, men efter kampen fik jeg overrakt et sæt elegante manchetknapper af de udenlandske gæster. De manchetknapper har fulgt mig lige siden. Hver gang, når jeg skal til noget festligt med hvid manchetskjorte og jakkesæt, bruger jeg de flotte manchetknapper fra Leicester”.  

Brækket ben mod Fuglebakken den 4. marts 1972

Sæsonen 1972 fik desværre et helt andet forløb end planlagt for Leon Dupont. ”Jeg trænede godt i vinterpausen og så frem til både at forsvare mesterskabet og muligvis at spille med i pokalfinalen. VB var nået frem til kvartfinalen i landspokalturneringen. Men i en træningskamp mod 2. divisionsholdet Fuglebakken er jeg så uheldig at brække skinnebenet”.

Leon Dupont måtte nødtvunget holde pause et helt år. I foråret 1973 var Leon Dupont kommet sig over sit benbrud og var mere klar end nogensinde. ”Jeg var inde og aftjene min værnepligt og var i bedre form end længe. Så jeg glædede mig til at komme i gang igen”.

En træningskamp mod Middelfart blev dog endestationen for Leon Dupont ”Jeg brækkede skinnebenet for anden gang. Bruddet var en centimeter fra det gamle brud. Lægerne forklarede mig, at jeg ikke længere burde spille topfodbold med sådan et skadesforløb. Jeg var kun 23 år og min fodboldkarriere på divisionsplan var forbi. Det var et hårdt slag”, husker Leon Dupont i dag.

Tennis og oldboys

Leon Dupont mistede dog ikke modet. ”I de følgende år spillede jeg tennis i Vejle Tennisklub og var endog træner for unge nybegyndere i klubben i en periode. Men fodbolden trak dog stadig i mig. En kompensation fra DBU gav pludselig mulighed for, at jeg som 28årig kunne begynde at spille oldboys. Det gav mig yderligere fem fantastiske år som fodboldspiller i VB.”

Leon Dupont er medlem af seniorklubben i VB og nyder hver måned at deltage i medlemsmøderne, hvor spillerne hele tiden erindrer hinanden om gode episoder i VB’s fantastiske historie.

Leon Duponts kampe og mål for Vejle Boldklub 1968-1972

Turnering

Kampe

Mål

Danmarksturneringen

53

2

Landspokalturneringen

7

1

Internationale

7

0

Toto Cup

5

0

Jysk pokalturnering

7

1

I alt

79

4

Da mesterskabsfavoritterne fra VB og Max Rasmussen i 1973 måtte nøjes med en fjerdeplads

Max Rasmussen, snart 70 år, tænker tilbage på sit fodboldliv i Vejle Boldklub. Den flittige midtbanespiller havde været med landsholdet til OL 1972.

Da nordjyden i august 1973 flyttede til Vejle, var det en markant forstærkning af et toptrimmet VB-hold. Skader førte dog til, at den eminente bolderobrer kun fik 12 kampe i VB-trøjen.

Max Rasmussen er født den 11. december 1945 i Lemvig ved Limfjorden. Efter at den unge nordjyde blev uddannet som lærer, skiftede han i 1969 til Herning Fremad, hvor han spillede en enkelt sæson. Samtidig gik Max Rasmussen i gang med studier på Danmarks Højskole for Legemsøvelser. Kimen til en lang karriere i dansk idræt var hermed lagt.

Senere flyttede Max Rasmussen til hovedstaden og kom hurtigt i kontakt med AB, der kunne se mulighederne i den energiske midtbanespiller. Det var ikke bare selve kampen på grønsværen, der optog den unge Max Rasmussen.

”Jeg kom tidligt i gang med at arbejde med idræt og fodbold på flere planer”, erindrer Max Rasmussen. ”Jeg spillede fodbold, fordi kampen i sig selv interesserede mig, men samtidig fik kombinationen af pædagogik, motivation og fysisk træning mig til at involvere mig i trænergerningen som profession. Jeg blev bl.a. gennem kontakter i AB medlem af DBU’s trænerudvalg, der stod for uddannelsen af kommende elitetrænere”.

Med fodboldlandsholdet til OL 1972

Indsatsen i 1. division på et stærkt AB-hold blev bl.a. bemærket af DBU`s udtagelseskomite, der i sommeren 1972 var ved at sætte holdet til den olympiske fodboldturnering i München.

Den 26årige midtbaneslider blev udtaget til en testkamp mod Island i juli 1972 og kom på banen allerede efter 15 minutter, da falstringen Hans Ewald Hansen måtte udgå med en skade. Danmark vandt 5-2 bl.a. på 2 mål af den 19 årige debutant Allan Simonsen. Efter kampen blev Max Rasmussen indlemmet i OL-truppen. En time på banen var nok til at bane vejen til München for den arbejdsomme, kommende VB-spiller.

”Det kom fuldstændig bag på”, erklærer Max Rasmussen i dag. ”Jeg var lige kommet hjem fra ferie, da jeg fik at vide, at jeg skulle med landsholdet til Island. Hans Ewalds Hansen tidlige uheld betød, at jeg fik en uventet chance, der ikke lige havde ligget i kortene.”

Det danske OL-landshold og Max Rasmussen klarede sig godt i München. Sejre over amatørerne Brasilien, Iran og Marokko samt uafgjort mod de senere OL-guldvindere fra Polen var langt over forventning. Det blev til en delt femteplads for de danske OL-atleter, der spillede 6 kampe på 13 dage. Der var ikke noget at sige til, at Max Rasmussen og Co vendte hjem til Danmark dødtrætte.

Max Rasmussen lægger i dag ikke skjul på, at oplevelserne i München bærer præg af, at legene samtidig blev en tragedie for 11 israelske idrætsfolk, der omkom under en gidselaktion. ”Jeg glæder mig naturligvis over at have været med til OL og spillet med i de flotte OL-landskampe, men OL-deltagelsen vil altid have en skygge over sig på grund af gidseltagningen, der endte så tragisk”.

Vejle tiltrækker den unge træneraspirant

Gennem årene havde Max Rasmussen haft flere ophold på bl.a. Idrætshøjskolen i Vejle, hvor han var med til at uddanne de kommende trænere. ”Jeg var temmelig vild med at komme til Vejle, så da muligheden for at arbejde målrettet med træneruddannelse gennem DBU´s uddannelsesudvalg og samtidig stifte familie åbnede sig op for mig, flyttede jeg i sommeren 1973 teltpælene til Vejle. Jeg fik et godt arbejde som lærer på Nørremarksskolen”.

Et godt kendskab til Poul Erik Beck og andre i VB gjorde det ganske naturligt for Max Rasmussen at fortsætte i Vejles røde trøjer og hvide bukser.

Debut på udebane den 20. august 1973 mod AGF

Foran 11.000 tilskuere i Aarhus fik Max Rasmussen en god debut for sin nye klub.

”Da jeg løb på banen, havde jeg da en vis ærefrygt”, erindrer Max Rasmussen. ”VB var Jyllands førende klub på det tidspunkt, så jeg ville gerne gøre en god figur. Samtidig følte jeg, at Vejle var blevet mit nye hjem, hvor jeg skulle arbejde og stifte familie”.

Debutanten stod for Vejle eneste forsøg i 1. halvleg, der endte 0-0. I 2. halvleg scorede Ole Fritsen og Karsten Lund, så sejren blev 2-0. Østjydernes succesfulde træner Jozef Szentgyörgyi boblede over af optimisme efter kampen. VB har fået et forsvar, jublede han og pegede bl.a. på, at Max Rasmussen havde været med til at stabilisere de defensive rækker

”Jeg kan faktisk ikke huske, hvilken plads jeg spillede, men formodentlig løb jeg rundt på den defensive midtbane – det var jo det, som der blev forventet af mig”, fortæller Max Rasmussen i dag.

Skadet i topkampen mod Hvidovre den 2. september 1973

Max Rasmussen var også måneden efter et sikkert valg til årets kamp i dansk fodbold. Topopgøret mod Hvidovre udviklede sig til en gang forrygende underholdning, hvor Max Rasmussens uheld blev afgørende for matchens udfald

VB førte sikkert 2-0, da Max Rasmussen fik læderet menisken i det ene knæ i 2.halvleg. Indtil det tidspunkt havde den energiske nordjyde holdt Hvidovres farlige Hans Aabech i kort snor.

Da Max Rasmussen forlod banen, ramlede VB-forsvaret. Hans Aabech med tilnavnet Baronen overtog kontrollen. Reduceringen til 1-2 kom, medens Max Rasmussen blev båret fra banen. Forstadsholdet fik vendt kampen helt i de sidste minutter og vandt 3-2. Den målfarlige Hans Aabech scorede to gange.

”Ikke bare jeg, men hele holdet var i 1973 uheldige med skader. Det kunne være blevet til et mesterskab, hvis vi var blevet forskånet for de mange skader” vurderer Max Rasmussen i dag.

Nederlaget til Hvidovre var en streg i regningen. De fleste eksperter regnede med, at VB i sæsonen 1973 ville hjemføre mesterskabet for tredje gang i træk. Men skader i spillerstaben gjorde et alvorligt indhug. 6-7 spillere døjede med skader. I den sidste ende kom sæsonen til at blive en historie om et forventet mesterskab, der blev væk. VB sluttede på en hæderfuld fjerdeplads efter mestrene fra Hvidovre.

Opstart til 1974

Max Rasmussen var med fra starten i forberedelserne til sæsonen 1974. Det foregik i levende lys fra fakler, fordi Vejle Kommune ikke tillod elektrisk lys på de offentlige fodboldbaner.

Danmark var midt i en voldsom energikrise med bilfrie søndage og nedsat blus på den offentlige belysning på veje og fortove. Importen af olie var sat på laveste niveau, så kommunerne måtte skrue nedfor blusset. Det gik ud over VB, der måtte træne i næsten mørke.

Tilbage i form igen var Max Rasmussen med i de fem første kamp i turneringen. Men uheldet var ude igen for Max Rasmussen.

Skadet igen den 5. maj 1974 på Hvidovre Stadion

Det er slut på karrieren, var overskriften i Ekstrabladet efter kampen mellem Hvidovre og VB. Østjydernes bedste Max Rasmussen blev igen alvorlig skadet i aftenkampen. Hvidovre vandt 1-0.

”Skaden i Hvidovre – samme stadion, hvor jeg også kom galt af sted første gang - sluttede min karriere på selve banen, men heldigvis betød det ikke et farvel til fodbold,” fortæller Max Rasmussen i dag. ”Det havde jo ligget i kortene, at jeg skulle fortsætte med at uddanne trænere samt selv komme til at træne et hold på eliteplan. Så overgangen fra aktiv fodbold på banen til aktiv fodbold uden for banen gik forholdsvist smertefrit. Jeg vidste godt, hvad jeg nu skulle gå i gang med, da jeg blev båret ud af Hvidovre Stadion”.

Kampen mod Hvidovre blev den sidste for Max Rasmusen i den røde VB-bluse.

Det gode samarbejde med Poul Erik Bech førte til, at Max Rasmussen blev assistenttræner i VB i 1975.

Max Rasmussen har været ansat i DGI (tidligere Danske Gymnastik & Idrætsforeninger) i 25 år og går på pension ved udgangen af oktober 2015. DGI er hovedorganisation for 6.324 lokale idrætsforeninger, der tæller 1,5 millioner idrætsudøvere.

Da Mogens Pladsbjerg og VB scorede mod de danske OL-målmænd i 1960

Mogens Pladsbjerg, 75 år tænker tilbage på en lang karriere i Vejle Boldklub. Han debuterede for Vejle i 1960 og havnede midt i optakten til OL i Rom, der optog hele befolkningen. Flere gange stod den unge VB-wing over for OL-landsholdsspillerne, hvilket de to OL-målmænd Henry From og Finn Sterobo kom til at mærke.

Mogens Pladsbjerg er født den 25. november 1939 i Vejle og kom tidligt med i Vejle Boldklub. ”Jeg var i 1950/51 som 11årig med til at vinde en trekantturnering mod nabobyerne”, husker Mogens Pladsbjerg tilbage. ”VB-spillerne fik en nål som samlet vinder af turneringen og den har jeg fortsat”

Allerede i 1958 udfordrede Mogens Pladsbjerg for første gang en af de danske OL-spillere. ”Jeg spillede venstre back i en træningskamp mod Århus-klubben AIA. Min direkte modspiller var landsholdets højre wing Poul Pedersen, der senere havde stor succes i Rom og også blev indehaver af landskampsrekorden”.

Mogens Pladsbjerg stod i 1959 på spring til at komme på divisionsholdet, men en arbejdsskade tvang ham til at vente et halvt år.

OL-feber i Danmark i 1960

I foråret 1960 var der hård konkurrence om pladserne på OL-landsholdet. Fodboldlandsholdet havde kvalificeret sig til de olympiske lege i Rom. I månederne op til OL i august/september blev OL-kandidaterne, der bl.a. talte en håndfuld VB-spillere, haglet igennem en hård fællestræning og et utal af udtagelses- og venskabskampe.

Mogens Pladsbjerg kom i flere omgange at stå over for nogle af de spillere, der kæmpede om OL-pladserne. Især de to OL-målmænd Henry From fra AGF og Finn Sterobo fra Odense Boldklub fik at mærke, at VB havde fået en ny spændende spiller med mål i.

Den første kamp for VB i 1. division 1960

Den 20årige Mogens Pladsbjerg fik sin debut i 1. division den 10. april 1960 mod B1913, der lige var rykket op i 1. division. ”Jeg havde sommerfugle i maven, fordi jeg skulle erstatte landsholdsspilleren Poul Jensen som venstre back. Han var jo en af VB’s mange store spillere” fortæller Mogens Pladsbjerg i dag. ”Poul Jensen var i stedet blevet rykket ind som halfback for at styrke Vejles defensiv, der havde lukket for mange mål i sæsonens tre første kampe. Men hold op, hvor det gav diskussion i pressen. Man var bange for, at Poul måske ville miste sin landsholdsplads, fordi han ikke spillede venstre back. Heldigvis vendte han jo hurtigt tilbage på pladsen igen”.

Mogens Pladsbjerg kom i sin debutkamp til at stå over for den snurrige og dygtige Eigil Misser, der var et stort talent, der senere kom på landsholdet. Den unge VB-spiller lod sig dog ikke gå på at forventningspresset. Han holdt fynboen i et jerngreb og tillod ikke indspil fra fløjen. Indsatsen var så overbevisende, at Pladsbjerg løb med overskriften i Aktuelt: Vejles debuterende back holdt Misser i jerngreb. Bedre debut kunne man ikke få.

Den gamle overskrift fra Aktuelt får Mogens Pladsbjerg til at smile i dag. ”Jeg løb også på banen med en masse energi. Tænk sig at få lov til at spille sammen med alle sine helte, som jeg havde kikket på i mange år. Jeg arbejdede hårdt hele kampen og drønede op og ned ad banen.”

I 2. halvleg fik Mogens Pladsbjerg et ordentligt los over skinnebenet. Det så alvorligt ud. Debutanten var i store smerter og måtte bæres fra banen på en båre.

Mogens Pladsbjerg husker i dag udmærket uheldet. ”Det gjorde ondt, men jeg ville på banen igen. Da lægen sagde, at der ikke var noget brud, kom jeg ind med en ordentlig blodsamling på benet. Poul Jensen var i mellemtiden rykket ned som venstre back, så jeg blev venstre wing – ikke blot det sidste kvarter af debutkampen skulle det vise sig, men også i de følgende kampe”

Vejle spillede ikke specielt godt, men vandt sæsonens første sejr i fjerde forsøg. 3-1 blev det over fynboerne.

Mod Harald Nielsen i påsken 1960

Mogens Pladsbjerg havde gjort det så godt i sin debutkamp, at han var med holdet den næste gang. 2. påskedag den 18. april stod VB over for opkomlingene fra Frederikshavn, der lå på førstepladsen.

Mogens Pladsbjerg har gode minder om den kamp. ”Der kom 14.000 tilskuere på Frederikshavn Stadion for at se Harald Nielsen, der var den store fodboldstjerne i landet. Til sidste måtte portene lukkes, medens alle de raske drenge hang som sprællemænd i træerne uden for. Det var en fuldstændig overvældende interesse, hvor der var fest i hele byen. Det glemmer jeg aldrig”.  

VB pillede nordjyderne ned fra piedestalen. 2-0 lød sejrscifrene. I 2. halvleg førte VB sig frem i ren opvisningsstil og udspillede hjemmeholdet på kryds og tværs.

Venstre wing Mogens Pladsbjerg havde sin store andel i det flotte resultat. Han medvirkede ved det afgørende mål til 2-0. OL-spilleren Poul Mejer skød bolden mod mål. Pladsbjerg kastede sig frem mod bolden og forsøgte at sætte hovedet til det hårde skud i hård kamp med hjemmeholdets stopper Mogens Jørgensen. Bolden snittede nordjyden og gik i mål.

”Det er et selvmål, men det føltes næsten som et rigtigt mål, siger Mogens Pladsbjerg i dag. ”Mine holdkammerater hyldede mig næsten som om at jeg havde scoret målet.”

Mål mod OB of Finn Sterobo i april 1960

Nogle dage senere i hjemmekampen mod OB den 24. april 1960 stod Mogens Pladsbjerg så over for den første OL-målmand Finn Sterobo.

”Jeg udlignede fynboernes føring i 1. halvleg. Det var efter et heftigt klumpspil med Richard Møller Nielsen. Flere år efter, da Richard Møller Nielsen var på besøg i seniorklubben, snakkede vi om målet. Han kunne godt huske den hårde nærkamp, der førte til målet”

Efter pausen scorede VB yderligere tre gange til en flot 4-1 sejr.

Mål mod AGF og Henry From i maj 1960

Mogens Pladsbjerg havde nu fået smag for at score mod OL-målmænd, så da modstanderen den 22. maj 1960 var den legendariske Henry From, gjorde den unge venstre wing sig klar til endnu et mål.

Mogens Pladsbjerg bragte VB foran på Aarhus Stadion. ”Knud Herbert Sørensen rykkede sig fri på højre fløj og centrede mod midten. Bolden lå perfekt, så jeg kunne blot løbe til den og skyde den forbi Henry From. Det var helt fint at prøve at score mod Danmarks Henry From”, fortæller Mogens Pladsbjerg i dag.

Kampen endte 2-2, da Henning Enoksen udlignede med en pragtfuld helflugter, der fik tilskueren til at klappe af udeholdet.

”Jeg stoppede med førsteholdsfodbold i juli 1960, da jeg skulle være soldat. Det var vanskeligt at få til at passe sammen med fodbolden”, fortæller Mogens Pladsbjerg.

Comeback med selvmål og skade i 1965

I foråret 1965 gjorde Mogens Pladsbjerg comeback mod Frem i Københavns Idrætspark. ”Det gik godt i de første 20 minutter”, erindrer Mogens Pladsbjerg. ”Derefter lavede jeg selvmål. Efter yderligere 10 minutter måtte jeg forlade banen med en brækket skulder. Så det blev en kort affære”.

I efteråret 1965 var Mogens Pladsbjerg blevet frisk igen og var med til at vinde sølvmedaljer til Vejle efter et fantastisk efterår, hvor VB var ubesejret. I 1966 stoppede Mogens Pladsbjerg sin fodboldkarriere. ”Mine ankler var efterhånden så slidte, at jeg ikke kunne spille mere”, slutter Mogens Pladsbjerg.

Mogens Pladsbjerg er i dag medlem af seniorklubben i VB og nyder meget samværet med de andre VB-veteraner.

Mogens Pladsbjergs kampe og mål for Vejle Boldklub 1960-1966

Turnering

Kampe

Mål

Danmarksturneringen

31

2

Landspokalturneringen

7

0

Jysk pokalturnering

6

1

I alt

44

3

Da Tommy Hansen og VB i efteråret 1973 var tæt på den store sensation i den prestigefyldte Europa Cup for mesterhold

Tommy Hansen, 65 år tænker tilbage på en lang karriere i Vejle Boldklub. De to kampe i 1973 mod storfavoritterne fra Celtic FC fra Glasgow satte en ny standard for danske holds indsats i Europa Cuppen. Det knebne nederlag på Vejle Stadion til de skotske mestre var en kamp, som Tommy Hansen aldrig glemmer.

Tommy Hansen blev medlem af VB som 9årig. ”I virkeligheden kunne jeg slet ikke optages i klubben, da man skulle være 10 år” husker han. ”Men nogen måtte have spottet mig i Vejle FC, hvor jeg startede, for pludselig var jeg en del af VB. Det har jeg aldrig fortrudt.”

Debut for Vejle Boldklub i 1969

Den 19årige Tommy Hansen kom på divisionsholdet for første gang den 7. april 1969. Modstanderen på Vejle Stadion var AaB. Tommy Hansen blev skiftet ind fem minutter efter pausen, da backen Conny Laursen måtte udgå med en skade. Det førte til en omrokering på det veloplagte VB-hold, der havde det meste af spillet. Tommy Hansen afslørede sit store talent. Han var god til at holde på bolden og aflevere til en medspiller på det rigtige tidspunkt. Østjyderne måtte desværre nøjes med 1-1.

Tommy Hansen skal i dag ikke bruge mange sekunder til at genskabe optakten til debutkampen for 35 år siden: ”Som 12-mand vidste jeg jo, at det kunne blive aktuelt at komme på banen. Da jeg blev udtaget, var jeg noget benovet, men var også parat til at tage opgaven på mig”.

Det første mål for VB i 1969

Det første mål i VB-trøjen lod ikke vente længe på sig. 14 dage senere var Tommy Hansen med i den svære udekamp mod AB den 20. april 1969. Tommy Hansen scorede begge Vejles mål i kampen og fik noget af et gennembrud.

Begge mål blev scoret i 1. halvleg og gav VB en føring på 2-0. Kampen i Københavns Idrætspark endte 2-2. Det kneb med at få luft i 2. halvleg for den unge triumfator. Banen var blevet et stort mudderbad, som tog på kræfterne for det unge talent.

De to mål har Tommy Hansen i dag ikke glemt, selvom detaljerne skal graves frem fra hukommelsen: ”Det første mål var en returbold, som jeg headede over AB-målmanden Poul W. Henriksen. Det andet mål var et lob, så vidt jeg erindrer”

Vejles dobbeltmålscorer husker især den meget virak, som der var efter kampen. Alle københavner-journalisterne ville interviewe den unge vejlenser, der i nationalarenaen havde skudt de københavnske storfavoritter i sænk. ”Journalisterne var helt oppe at køre”, erindrer Tommy Hansen. ”Pressen og i øvrigt også tilskuerne var dog positivt stemt over for VB. I de år var Vejle et stort navn, som altid blev godt behandlet i hovedstaden”

Sæsonen 1969 var ikke nogen succes for Vejle. Faktisk var VB meget tæt på at rykke ned i 2. division. Det havde kostet hårdt at miste vigtige spillere som Johnny Hansen, Per Madsen og Tommy Troelsen. Med 9 divisionskampe i debutsæsonen bidrog Tommy Hansen aktivt til at holde VB i 1. division.

Tommy Hansen mener i dag, at den voldsomme nedtur i efteråret 1969 var en af de faktorer, der skabte mesterholdet i 1971 og 1972. ”Det unge VB-hold blev hærdet i de hårde nedrykningskampe. Det at vi måtte kæmpe for at redde os ud af suppedasen gjorde, at kimen blev lagt til succesholdet, der kulminerede så smukt nogle år senere.”

Debut på ungdomslandsholdet i 1971

Succesen på det stærke VB-hold i 1971 førte til, at Tommy Hansen var med på ungdomslandsholdet, der gav dansk fodbold en kærkommen opmuntring. I maj 1971 besejrede ungdomslandsholdet Portugal med 2-1. Landsholdet kvalificerede sig derved til kvartfinalen i Nations Cup for U21-landshold

VB havde tre mand på vinderholdet. Tommy Hansen huserede på midtbanen, medens Jørgen Markussen og Iver Schriver lå i front. Det var et Vejle-angreb med succes, der havde scoret bunker af mål i 1. division.

I Ekstrabladet blev Tommy Hansen krediteret det vigtige føringsmål i 1. halvleg. I DBU’s officielle statistik er målet noteret som et selvmål. I Politikens rapport om kampen berettes det, at Tommy Hansen kastede sig frem for at heade et indlæg i målet, men den portugisiske back Artur kom først og pandede uheldigvis bolden i nettet.

Mysteriet er i dag ikke helt nemt at løse, fordi Tommy Hansen mere husker kampen for dens hårdhed end de flotte mål. Det var en til tider brutal kamp i international atmosfære. Tommy Hansen fik både spark på benene og albuer i hovedet. Den svage finske dommer tillod, at gæsterne optrådte alt for voldsomt i den spændte atmosfære.

Det første landskampsmål i 1972

I forsommeren 1972 var Tommy Hansen fast spiller på ungdomslandsholdet, der også fungerede som skyggelandshold for det danske OL-landshold. VB-spilleren var i topform og scorede for U21-landsholdet både mod Finland (4-0) i juni 1972 og igen senere på måneden mod Sverige, der blev sendt hjem fra Hjørring med et 2-3 nederlag.

Tommy Hansen havde i baghovedet, at begge ungdomslandskampe fungerede som udtagelseskampe til den kommende sommerolympiade i München, hvor det danske landshold havde kvalificeret sig. Opkøberne fra de udenlandske klubber havde lænset OL-landsholdet for spillere bl.a. Iver Schriver, så der var gode muligheder for en OL-plads til den målfarlige VB-angriber.

I dag lægger Tommy Hansen ikke skjul på, at han satsede på at komme med til OL. Vejle var suverænt spillende i 1. division og han selv havde en stærk periode. ”Jeg troede virkelig på muligheden og følte mig også tæt på, fordi Vejle stod så stærkt. Måske stod Vejle bare ikke stærkt nok i den udtagelseskomité, der i den sidste ende skulle udtage de 19 spillere, som skulle til München. I hvert fald blev det ikke mig, hvilket jeg dengang naturligvis var noget skuffet over”

Debut på A-landsholdet i 1973

I efteråret 1973 debuterede Tommy Hansen som 23årig på A-landsholdet i en vanskelig udekamp mod Norge, der endte 1-0 til Danmark. Tommy Hansen afløste målscoreren Hans Ewald Hansen i 2. halvleg. Vejlenseren blev på det nærmeste kastet ind på banen uden opvarmning.

Landskampsdebuten står i dag stærkt i Tommy Hansens hukommelse: ”Jeg var glad for at være med, selv om det kun var som indskifter. Heldigvis kom jeg på banen og oplevede hvad det vil sige at spille på A-landsholdet.”

Tæt på sensation på Vejle Stadion i 1973

Efter at have elimineret FC Nantes trak VB i 2. runde af Europa Cuppen for Mesterhold det berømte skotske hold Celtic FC. Det så ud som en uoverkommelig opgave. Første kamp skulle spilles på Park Head i Glasgow.

Vejlenserne kom også under voldsomt pres fra starten i typisk britisk spillestil, hvor bolden blev losset frem i rækkerne. Men VB stod overraskende godt på banen. Midtbanen tog helt brodden af det skotske opspil, og skotterne formåede kun i ganske få tilfælde at få afsluttet deres angreb. Den største chance tilfaldt VB. Jørgen Markussen slap efter små 20 minutter alene i gennem, men den skotske målmand parerede dygtigt hans skud.

I 2. halvleg intensiverede skotterne presset, men opspillet var meget fantasiløst. VB-forsvaret opsugede alle angreb. Celtic-spillerne formåede slet ikke at finde nye veje til at dirke VB-defensiven op. VB holdt flot nullet kampen ud – det flotteste danske udebaneresultat i Europa Cup indtil da.

”Vi fik stor omtale i pressen bagefter” husker Tommy Hansen i dag. ”Skotterne kunne ikke forstå, hvordan en flok amatører kunne spille så godt og disciplineret i 90 minutter”

Der var nu lagt på til et utroligt spændende returopgør den 6. november 1973 på Vejle Stadion. Ikke mindre end 19.000 tilskuere indfandt sig i Nørreskoven. Det havde været nødvendigt at opstille bænke på cindersbanen, der omkredsede banen.

Det tændte og velforberedte VB-hold var tæt på en drømmestart allerede i det første minut. Markussen scorede flot, men desværre blev målet annulleret. Den svenske dommer fløjtede for offside. Kampen udviklede sig herefter meget jævnbyrdigt. Ole Fritsen, Tommy Hansen og Knud Nørregaard dominerede midtbanen, hvor de spillede bolden smukt rundt om de hårdt taklende skotter. Men inde i feltet havde vejlenserne vanskeligt ved at slå sig igennem fysisk.

Der skulle en dum fejl i VB-forsvaret til at give skotterne føringen. En VB-forsvarer fik ikke ekspederet et løs bold ordentligt væk. Bolden havnede hos Bobby Lennox, der scorede det første og skulle det vise sig det eneste mål i de to opgør. VB kom til at betale for en eneste fejl i de to kampe.

”Vi var så klare til den kamp som aldrig før”, husker Tommy Hansen. ”Vi troede virkelig på, at vi kunne besejre disse briter, der løb meget, men ikke havde været farlige i Glasgow”. Det annullerede mål har Tommy Hansen ikke glemt i mellemtiden: ” Det var en fejlkendelse – ingen tvivl om det. Tænk sig, hvad der kunne være sket, hvis vi var kommet foran i den kamp. Så var skotterne aldrig kommet tilbage”.  

Professionel i Belgien

Efter afslutningen af sæsonen 1973 skrev Tommy Hansen kontakt med den belgiske 1. divisionsklub Beerschot AC, der ligger i Antwerpen. Det blev til 4½ gode år i Belgien.

Den sidste landskamp i 1975

En enkelt gang blev Tommy Hansen kaldt hjem til landsholdet af landstræner Rudi Strittich og DBU´s udtagelseskomite. Tommy Hansen var glad for at være med igen, fordi han havde succes i sin belgiske klub i Antwerpen.

Danmark fik overraskende uafgjort 0-0 i Malmø. Faktisk var danskerne tættest på sejren.

Tommy Hansen blev hevet ud i 2. halvleg, hvilket han bestemt ikke var tilfreds med. Det gav dagen efter en pæn stor overskrift i Ekstrabladet: ”Jeg forstår ikke udskiftningen. I 1. halvleg havde vi svenskerne på krogen, og det kørte godt i 2. halvleg.” Vejlenseren var skuffet over at blive hjemkaldt til landskamp for så at opleve at blive udskiftet.

Siden udskiftningen i 1975 er Tommy Hansen dog faldet helt til ro igen. ”Jeg spillede udmærket i den kamp, men blev altså udskiftet. Sådan er det. Det endte jo så med at blive min sidste landskamp.”

Comeback for VB i mesterskabssæsonen 1978.

Som 28årig vendte Tommy Hansen tilbage til VB. Hans første kamp efter hjemkomsten var på udebane mod Frederikshavn den 3. september 1978. Den rutinerede eks-professionelle startede på midten og drev spillet frem mod nordjydernes mål, hvor veteranen Karsten Simensen måtte producere den ene klasseredning efter den anden. VB fik dog kun scoret en enkelt gang ved Knud Nørregaard, men det var nok til at sætte kursen direkte mod mesterskabet.

I de følgende kampe var Tommy Hansen med i startopstillingen. Kronen på værket var den afgørende mesterskabskamp mod B1901. En sejr på det lille stadion i Nykøbing Falster og VB ville være danmarksmester.

5 minutter før pausen fik Tommy Hansen kontrol over en løs bold foran falstringernes mål. Mellem venner og fjender sparkede veteranen bolden i kassen til 2-0. B1901 fik reduceret en enkelt gang, men efter de 90 minutter kunne de glade vejlensere rejse hjem som mestre.  

Tommy Hansen taler i dag begejstret om 1978-sæsonen, hvor han opnåede at blive danmarksmester for tredje gang. De første gange var i 1971 og 1972.

”I 1978 var jeg den første og eneste i klubben, der havde tre mesterskabstrofæer”, jubler Tommy Hansen i dag. ”Siden er der kommet en spiller mere til med tre vundne mesterskaber. Jeg er utrolig stolt af at have været i VB-fællesskabet gennem så mange år.

Den sidste kamp for VB

Tommy Hansen stoppede på divisionsholdet i 1981. Karrieren fortsatte som spillende træner i Hornsyld Idrætsforening, der i de følgende år rykkede op gennem rækkerne fra serie 2 til jyllandsserien. Senere vendte Tommy Hansen tilbage til VB, hvor han bl.a. var træner for talentholdet, der blev danske mestre.

Den sidste kamp for Tommy Hansen var den 15. april 1987. På det tidspunkt var den 37årige veteran assistenttræner for Poul Erik Bech, der havde sat sin kollega på indskiftningsbænken som 13. mand. Det gav et sidste indhop i en international venskabskamp mod Oslo-klubben Skeid.

Tommy Hansens kampe og mål for Vejle Boldklub

Turnering

Kampe

Mål

Danmarksturneringen

139

40

Landspokalturneringen

15

9

Europa Cup

8

0

Internationale kampe

25

7

Toto Cup turneringen

17

4

Jysk pokalturnering

5

1

Carlsberg Cup- turnering

2

1

Unionskampe

0

0

I ALT

211

62

Kilde: www.vejle-boldklub.dk

 

Tommy Hansens landskampe

Hold

Kampe

Mål

A-landsholdet

2

0

U21-landsholdet

7

2

U19-landsholdet

4

0

I alt

13

2

| Svar

Nyeste kommentarer

30.08 | 12:06

Hej Rasmus
Kunne du være interesseret i at købe 2 programmer fra de indledende kampe ved OL 1960 ved tilhørende billetter, hvis ja så send mig din mail adresse

26.07 | 11:17

Hej.. Jeg vil høre om du ved hvor man kan få fat i et eksemplar af IF Alliancens jubilæumsbog. Jeg har prøvet at google men det hjalp ikke rigtigt 😀 Martin

12.07 | 23:55

Hej ven hvordan har du det? Ved du, om jeg kan få programmet til Uefa Cuppen mellem Odense og Real Madrid i 1994? Selvom det var, ville jeg gerne have det scannet. Mange tak

24.05 | 07:34

Tusind tak!